At tale samme med fokus på følelser og behov

Janne Hejgaard

For tydelighedens skyld bruger jeg her som eksempel den evige ballademager, lad os kalde ham Søren, som altid kommer i slags­mål. Når der er ballade i nærheden af Søren, går man helt auto­ma­tisk ud fra, at han er aktivt indblandet: "Det er selv­følgelig ham ballademageren igen!" Denne gang har Søren overfaldet jævnaldrende Mads ude på vejen, sparket og slået ham, og det har hans mor set.

Mor må skifte fokus

De fleste voksne vil automatisk straks skælde Søren ud. Også selv om de godt ved, at skældud ikke duer som opdragelsesmetode. Min anbefaling er, at Sørens mor i stedet for gør noget andet. Jeg foreslår, at hun skifter fokus på situationen. Det betyder, at hun ikke beskæftiger sig med, hvad Søren har gjort - ud over, selvfølgelig, at få ham til at holde op med at slå, hvis ikke det allede er sket. I stedet for skal hun rette sin opmærksomhed mod de behov og dertil knyttede følelser, der er den egentlige år­sag til, at Søren overfalder Mads og i det hele taget så tit kommer i slagsmål mv.

Skældud ændrer ikke noget som helst ved Sørens måde at være på - ud over måske at underminere hans selvværd. Den eneste mu­li­ge vej ud af den evigt til­ba­ge­ven­dende ballade med Søren består i at beskæftige sig med hans behov og følelser. Målet er, at han skal blive så god som muligt til at handle på måder, der møder eller opfylder hans behov.

Søren er afmægtig

For Sørens mor betyder det, at hun skal ændre fokus fra en forståelse af Søren som fx uartig og voldelig, til den forståelse, at når Søren slår, gør han det som sit bedste bud på, hvordan han kan handle for at skaffe sig noget, han har brug for. Hun kan betragte Søren som afmægtig i situationen. Han har brug for et eller andet, som han ikke selv kan sætte ord på. Han får ikke det, han har brug for, og derfor skabes der smertefulde følelser i ham: Han bliver ked af det, bange eller, som i eksemplet her, vred. Det kan han ikke holde ud at være, og derfor griber han til den første, den bedste handlemåde, han kender - han slår og sparker.

En del af ham tror, at denne handlemåde vil skaffe ham det ønskede, hvilket han tager fejl i. Problemet er, at han i virkeligheden ingen anelse har, hverken om hvad det er, han har brug for, eller hvordan han skal handle for at få det, han har brug for - han er afmægtig.

Søren skal lære noget

Hvis han skal holde op med at være afmægtig, skal han lære noget. Det kan stilles op på følgende måde:

  1. Søren skal lære at blive bevidst om sine følelser, bl.a. ved at kunne give dem navn.
  2. Søren skal kende den sammenhæng,  der er mellem følelser og behov. Han skal vide, at:
  3. Følelser er signaler fra ham selv til ham selv om, hvorvidt han får sine behov mødt eller ej. Når han får sine behov mødt, skabes der behagelige følelser i ham. Han bliver glad, tilfreds, tryg, afslappet, rolig, kærlig - osv. Når han ikke får sine behov mødt, skabes der smertefulde følelser i ham. Han bliver ked af det, bange, utryg, forskrækket, vred, irriteret, frustreret - osv.
  4. Søren skal lære sine behov at kende, bl.a. ved at kunne give dem navn.
  5. Søren skal lære at handle så effektivt som muligt i forhold til sine behov. Han skal gøre sig erfaringer med, hvordan han handler, så han reelt skaffer sig det, han har brug for - uden at det fx er ensbetydende med, at han får ballade med sin omverden.

Låne Søren ord og begreb

Stadig som eksempel forestiller jeg mig, at Sørens mor nu vil snakke med sin søn. Hun vil have en samtale med ham, hvor hun efter bedste evne beskæftiger sig med hans følelser og behov. Det gør hun, fordi hun i fællesskab med ham vil prøve at finde ud af, hvad det er, han forsøger at skaffe sig. Når hun - og han - ved det, er vejen åben til at finde ud af en anden måde at handle på, der er effektiv og ikke skaffer ham ballade. Fundamentet under sådan en samtale er som ovenfor nævnt, at Sørens mor forstår sin drengs handlinger som udsagn om hans afmagt og ikke om, at han er voldelig, uopdragen, dum eller andre negative betegnelser.

Hun ved også, at hun ikke kan spørge ham direkte om, hvad det mon er, han savner og prøver at skaffe sig ved at slå. Det er han - og alle andre børn - ikke i stand til sådan lige at fortælle. I det hele taget er de fleste af os ret ubevidste om de behov, der styrer os. Hun må derfor låne ham ord og begreb, og det gør hun ved at gætte og stille åbne (og alderssvarende) spørgsmål, som han kan svare 'ja' eller 'nej' til, afhængigt af, om hun har gættet rigtigt eller ej.

Gætte på baggrund af fakta

Hans mor må gætte på baggrund af det, hun selv ser og hører i situationen - ud fra fakta. Hun ved, at hun i så vidt omfang som muligt skal undlade at gætte ud i den blå luft, da så­danne gæt nem­lig tit vil handle mere om ens eget end om den andens. Det gør nu ikke så meget, hvis hun gætter forkert, for­di han så vil svare 'nej' på spørgsmålet, sam­ti­dig med at han som regel vil give nogle nye in­for­ma­ti­oner, som hun kan bruge i sit næste gæt. Søren vil nemlig gerne have, at hans mor forstår ham rigtigt. Hvis han hører, at mor har misforstået noget, vil han prøve at forklare hende, hvordan den rigtige sammenhæng er.

Søren skal være samtalens lokomotiv. Hvis han får lejlighed til det, vil han trække samtalen derhen, hvor hans stærkeste følelser lig­ger. Hans mor skal følge ham, hele tiden med sin op­mærksomhed på hans følelser og behov. Hun skal stille åbne spørgsmål og gætte, så Søren har mulighed for både at svare 'ja' og 'nej', og hun skal blive ved med at gætte, indtil han svarer 'ja', og hun altså har sat de rigtige ord på både hans følelser og behov. Det vil være udsagn om, at han nu har fået hende ført hen til det centrale i den nuværende si­tu­ation, til de følel­ser og det behov, der aktuelt er på banen.

Hun kan fx ind­le­de samtalen med at spørge:

"Blev du sur (følelse), fordi du blev drillet, og du har brug for at blive venligt behandlet (be­hov)?"

Sådan et gæt er baseret på, hvad hun har adgang til af faktuelt stof. Dels har hun hørt og set, hvad der foregik mellem de to drenge, dels kan hun lige nu iagt­tage Søren, der sidder med spændte kæbemuskler og urolige hænder. Hun kan også se hans ansigtsudtryk og hele hans luk­kede kropsholdning, og hendes mest kvalificerede gæt er, at Søren er vred.

Styre uden om blindgyden

Sørens mor vil gerne hjælpe Søren til at finde ud af, hvad årsagen til vreden er, nemlig hans ikke-mødte behov. Hun støtter hans erkendelsesproces ved at låne ham ord for og sætte begreb på følelsen: sur, og behovet: brug for at blive venligt behandlet. Hun styrer samtaleforløbet ved at kob­le følelsen sammen med behovet og fx ikke sammen med Mads og hans måde at være på. Hvis ikke hun gør det, vil de begge meget hurtigt strande på følgende forståelse: Søren slår Mads, fordi han er dum. Sådan en forståelse er en blindgyde, og derfra kommer man ikke videre. Sådan en forståelse er også meget almindelig i dagens samfund, og altså den, der skal ændres på.

Uanset hvor mange eller få fakta, hun kan basere sit gæt på, sørger hun for at spør­ge på en sådan måde, at Søren frit kan svare 'ja' eller 'nej'. Hun stiller ikke ledende spørgsmål.

Søren synes ikke, at mors gæt er rigtigt. Han siger derfor 'nej' og prøver at forklare hende, hvad det rigtige er:

"Nej! Det var, fordi Mads kom og sagde, at han ikke ville lege*."

Her korrigerer Søren ikke sin mors gæt på følelsen. Hendes næste gæt kan derfor gælde den samme følelse, om end hun vil vælge at bruge nogle andre ord. Sørens 'nej' gælder begivenheden, fak­ta: Det handlede om, hvad Mads kom og sagde, siger han, og ikke om at han blev dril­let.

Samtalemodel

Nu er hans mor lidt klogere på, hvad der er sket, og hun hægter sit næste gæt på sin samlede sum af til­gængelige fakta, samt ganske konkret på den del af Sørens udtalelse, hvor hun hører mest energi. I dette tilfælde er det '...Mads ville ikke lege'. Hun vil bryde Sørens uhensigtsmæssige koblen sine behov sammen med Mads (= undgå blindgyden), og oversætter derfor Sørens udtalelse ved at ­­fokusere på noget andet end Mads og gøre Sørens behov alment og positivt.

"Blev du gal, fordi du rigtig gerne ville have én at lege med?" gætter hun.

"Nej, nej, sådan er det ikke," korrigerer Søren igen. "Det er, fordi han ikke vil lege med mig al­li­ge­vel, selv om han havde sagt det!"

"O'kay!" siger hans mor. "Jeg spørger, fordi jeg gerne vil forstå det rigtigt. Altså: Du og Mads havde en aftale om at være sammen i dag. Mads kom og meldte afbud, og du blev godt sur, fordi du rigtig gerne vil have en at lege med?"

Hun refererer til Mads på faktaniveau, men oversætter stadig Sørens behov til noget al­ment og positivt.

"Nej, det er fordi, vi også legede i går, og der var det mig, der hele tiden skub­­be­de ham i ­gokarten, og så lovede han, at i dag ville han skubbe mig!"

"Javel, ja. Er du så vred og irriteret," gætter hans mor, "fordi det er vigtigt for dig, at man hol­der, hvad man lo­ver?"

Følelsen omtales nu i nutid, fordi Søren lyder vred lige nu. Behovet er stadig gjort alment: Hans mor spørger ikke, om Søren er vred, fordi han gerne vil have, at Mads holder, hvad han lover. Men Sø­ren er stadig ikke tilfreds, og korrigerer sin mors gæt på behov én gang til.

"Nej," siger han, "det er, fordi det er min tur i dag til at blive skubbet hele tiden!"

Sørens udsagn skaber nu den forestilling i hans mors hoved, at Søren i går påtog sig hele skub­be-besværet i forventning om at skulle høste resultatet af sine anstrengelser i dag. Men han blev snydt! Hun hægter sig igen på Sørens udsagn:

"Så du er sur, fordi du gerne ville have haft din tur i dag?"

"Ja," siger Søren og tier.

Forvandlingens øjeblik

Sørens 'ja' er udsagn om noget meget vigtigt. Hans mor har nu gættet helt rigtigt på både følelse og be­hov og dermed set Søren. Hans behov for at 'få sin tur i dag' er kommet frem på scenen. Be­ho­vet er ikke blevet opfyldt, men det er blevet mødt: Hans mor beskæftiger sig med det, og der­for forandrer både behovet og den tilknyttede følelse sig. Der er ikke mere brug for vre­den som sig­nal om ikke-mødt behov.

Alle de processer skal have lov til at forløbe uforstyrret. Søren skal have mulighed for at mærke sig selv. Det er derfor vigtigt, at hans mor ikke taler lige nu. Hun skal fx ikke sige: 'Det forstår jeg godt', som meget ofte vil ligge på læben i præcis denne situ­a­ti­on. Hun skal bare tie og vente på, om Søren får lyst til at fortælle mere. Når hans vrede lægg­­er sig, dukker eventuelle andre følelser nemlig op, og dem skal han have mulighed for at for­hol­de sig til.

Når Søren er 'lokomotivet', trækker han som nævnt samtalen derhen, hvor de stærkeste fø­lel­ser lig­ger. Når hans mor har gættet rigtigt og sat navn på de følelser og behov, der var på ba­­nen lige nu, svarer Søren 'ja'. Og da der åben­bart er me­re, der trykker, og Søren oplever sig set og mødt i situa­ti­o­nen, fort­­sæt­ter han selv med at ud­tryk­ke sig om det, der presser på. Han tager ordet efter en pause, og nu lyder han ked af det:

"Og nu kommer jeg ikke til at prøve at sidde i gokarten i rigtig lang tid og blive skub­bet."

Søren spørger ikke om noget nu. Han fortæller noget, som ikke nødvendigvis kræver svar. Hans mor bliver derfor ved med at tie, indtil hun vurderer, at der nok ikke vil komme mere fra ham nu. Så gætter hun igen, og nu er det en ny følelse, hun gætter på, på baggrund af hans 'tykke' stem­me, at han er holdt op med at bide kæberne sammen, osv.

"Er du ked af det, fordi du havde glædet dig til at blive skubbet rigtig læn­ge i din gokart?"

Og her er hun hurtigt på sporet, for Søren svarer:

"Ja. Og far gider altid kun i to sekunder!"

Sørens mor vurderer nu, at Søren er nået frem til den mest grundlæggende udgave af det ak­tuelle behov, og at det på én eller anden måde har med hans far at gøre. Hun kan måske meget firkantet konkludere, at Mads fik klø, fordi Søren savner sin far!

Her er det meget vig­tigt, at mor er helt på det rene med, at Sørens forhold til hans far ikke er hendes afdeling. Det er hans fars. Sø­ren giver hende en information, som hun på et passende tidspunkt kan vælge at gengive for hans far og dermed give ham mulighed for at vælge at ændre noget. Måske vil han ikke, måske har han ikke mu­lighed for det, uanset hvad, er det ikke mors afdeling.

Dele øjeblikket

Sørens mor kan vælge at dele øjeblikket med Søren. Han er lige nu i kontakt med noget, der er en kilde til sorg for ham, og det bedste for ham vil være at få lov til bare at sidde og være ked af det, måske græde, hvis det er, hvad han gør. Hvis hun absolut skal sige noget, kan det være af karakteren: 'Jeg kan godt se/ høre, at du er meget ked af det lige nu.' Give følelsen et navn og dermed eksistens, give den legalitet. Det er også muligt, at det vil være at gå ham for nær, at gøre hans ked-af-det-hed så tydelig, som den bliver, når man sætter ord på. Om hun siger noget eller ej, må bero på hendes vurdering i si­tu­ationen.

Når gråden stilner af, eller når der sker noget med hans kropssprog og an­sigts­udtryk, som mor kan se som tegn på, at følelserne ændrer sig, kan hun spørge til ham:

"Hvordan har du det lige nu?"

"Er der mere, du har lyst til at fortælle?"

Osv.

Situationen er nu den, at Sørens behov ikke er blevet opfyldt: Far har ikke kørt gokart med ham en hel eftermiddag - eller tilsvarende. Men behovet er blevet mødt: Mor kender det og de dertil knyttede følelser af sorg og savn, og hun accepterer følelserne. De bliver håndteret som tilladte. Og derfor mister de nu langsomt deres styrke: Signalet er ikke nødvendigt mere.

Rumme Mads

Så længe man er helt fyldt op af de følelser, som et ik­ke-mødt behov skaber i én, kan man ikke forholde sig til noget som helst andet. Men nu er be­hovet mindre påtrængende, og Søren har måske overskud til at 'give noget' til Mads. Eller må­ske har han ikke endnu. Men det er helt sikkert ikke før nu, der muligvis bliver reel plads i hans univers til, at han kan rumme at beskæftige sig med Mads.

Den videre samtale afhænger stadig af hans mors vurdering af situationen. Hvis hun mener, at han kan rumme det, kan hun på et passende tidspunkt spørge:

"Hvordan tror du, at Mads har det lige nu?"

"Tror du, at der er noget, Mads gerne vil have af dig lige nu?"

"Er der noget, du har lyst til at sige til/ gøre for Mads lige nu?"

- som mulig indledning til en samtale om, hvad Sørens klø har gjort ved Mads, og om der findes nogen form for 'reparationsmuligheder', som Søren kan og vil benytte sig af. Ved at be­de Sø­ren om således at fæstne sin opmærksomhed på Mads og hans behov, giver hun ham mu­lig­hed for at lære noget om de former, som sociale relationer og social kompetence kan ud­trykke sig i.

Finde en bedre handlemåde

Det er også nu, hvor de er nået i behovs- og følelsesmæssigt mere roligt vand, at mor kan tale med Søren om effektiviteten af hans måde at reagere på i forhold til hans aktuelle behov. Nu ved hun nemlig, hvad det gik ud på. Hun kan spørge:

"Du vil altså rigtig gerne prøve at blive skubbet i gokarten i meget lang tid. Og det ville Mads ikke i dag. Tror du, at han måske har lyst til at komme med dig hjem i morgen i ste­det for?"

Det vil sandsynligvis være åbenlyst for Søren, at det er tvivlsomt, om Mads vil det, efter hvad han har gjort mod ham. Her er derfor basis for en samtale om, hvad Søren kan gøre nu for at skaffe sig mu­lighed for at blive skubbet længe i gokarten, om han måske har forspildt sin mu­lighed for det, og om hvad han kunne have gjort anderledes for at sikre sig sin langvarige kø­retur.

Han skal stadig være samtalens lokomotiv forstået på den måde, at mor endelig ikke skal trække si­ne gode råd ned over ham. Hun skal fungere som 'fødselshjælper', sådan at han får sat sine egne ord på og dermed bliver bevidst om handlemuligheder, som er realistiske for ham. Men de skal være hans egne forslag, som hun kan hjælpe til verden ved at spørge med følelses-behovs-fokus - igen.

"Hvordan vil det være for dig at sige til Mads, at du er ked af, at du slog ham?"

"Hvordan vil det være for dig at sige til Mads, at det er ham, du allerhelst vil lege med?"

"Kunne du tænke dig at spørge Viggo, om han vil med dig hjem og lege?"

Osv.

Denne samtale kan selvfølgelig gennemføres på mange måder, og man kan benytte sig af mange forskellige typer samtaleteknikker. Jeg vil her kun på­pege, at en sådan samtale er en hel del mere konstruktiv end at skælde Søren ud for forkert op­førsel, og at det vil han meget tydeligt kunne mærke. En samtale, der handler om at hjælpe ham til at finde ud af at klare no­get bedre, er i hans interesse. Det er skældud ikke, skældud vil bare få ham til at lukke ørerne. I situationen her vil han ef­ter bedste evne lytte og samspille.

Denne tekst er beskyttet af dansk ophavsret.
Dele af den må citeres med tydelig kildeangivelse.

* Fed skrift viser, hvad det er i Sørens udsagn, som hans mor kobler sit næste gæt på.

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk