Otte råd til madpakken

Helle Brønnum Carlsen

Maden skal pakkes, så den er let at pakke ud, og barnet hurtigt kan komme til at nyde den. Det er også vigtigt, at pakke maden, så den holder sig frisk og bliver ved med at se lækker ud. Det er udtryk for omsorg for dit barn – husk, mad er også sprog. Når man pakker maden i små pakker, er det både hygiejnisk og praktisk og forhindrer, at madderne tager smag af hinanden. Der er også noget gaveagtigt hyggeligt over at skulle sidde og pakke små pakker op. Små hapsere i pakker er populære, mere som følge af indpakningen end af indholdet.

  1. Vælg en robust madkasse med en god lukkemekanisme. Madkassen skal være høj, så der er plads til små bægre eller en rund tomat. Der må også gerne være skillerum i.
  2. Det er en god idé at pakke maden i mindre portioner. Mange børn spiser gerne deres madpakke over flere omgange og med de længere skoledage, er det vigtigt med både en formiddagsmad og en eftermiddagsmad
  3. Madpakken kan risikere at ligge 4-5 timer i tasken, så prøv, om I ikke kan få et køleskab i klassen. Hvis ikke, så køb en madkasse med køleelement eller læg et køleelement ved.
  4. Små beholdere er guld værd. Genbrugte bøtter kan være fine, hvis de er lavet af fast og robust materiale. Ellers er det en god idé at købe et par gode og holdbare bøtter, som er tætsluttende og ikke revner og ødelægger maden.
  5. Pak de våde ting for sig, og lad børnene selv lægge det på, når de skal spise madpakken. Salat har det for eksempel bedst, når det først kommer på maden til sidst.
  6. Lav også de meget sammensatte sandwich som samlesæt, så de ikke ligger og vådter i tasken, men kan samles og være lækre, når de skal spises.
  7. Giv dit barn en lille gaffel eller ske med, hvis der er salat eller dressing i madpakken. Undgå engangsgafler af plastic, da de skader naturen. Og læg gerne en serviet eller stykke køkkenrulle ved.
  8. Generelt er smørrebrødspapir godt til tørre madder, mens pvc-fri film er godt til noget, der let falder fra hinanden som for eksempel boller med meget sandwichfyld. Alufolie er svært nedbrydeligt i naturen og skal kun bruges, hvor det ikke kan erstattes af andet.

FÅ INSPIRATION TIL MADPAKKEN

I Skolemælks opskriftsunivers finder du masser af inspiration til skønne madpakker