Frist dit barn til at bevæge sig mere

Helle Brønnum Carlsen

Skolen har fået langt mere bevægelse ind i undervisningen med reformen fra 2014, men der er stadig meget, du som forælder kan gøre, så dit barn får lyst til at bevæge sig mere og udvikler glæden ved en krop, der fungerer optimalt. Og ikke mindst: At dit barn opøver gode vaner, som det kan bringe med sig videre i livet til gavn for både glæden og sundheden.

Jo mere dit barn er vant til at bevæge sig som en naturlig vane, jo bedre et forhold får det til sin egen krop. Og det virker alt sammen positivt ind på den fysiske sundhed.

Helle Brønnum Carlsen

Lyst og små daglige indslag

Det skal ikke være en sur pligt at bevæge sig, men en stribe tilbud, som dit barn får lyst til at tage imod. Du skal kort sagt friste dit barn til at bevæge sig noget mere, hvilket ikke er den store tur til sport hver lørdag. Små daglige dryp er langt det vigtigste.

Der er også frikvartererne, hvor du kan have indflydelse på, hvad dit barn har med til de fælles lege. Måske kan du være med til at købe sjippetov, bløde bolde og andre gode legeredskaber, som dit barn kan dele med sine kammerater i de aktive fritidspauser, der holdes. Eller foreslå dit barns lærere, at de holder en rulle-dag nogle dage om året. Det gør vi hos os, og det er en fryd at se, hvordan alle børn ruller af sted på diverse bræt og plader og har det sjovt.

Få vind i håret på vej til skole

Ud over de gode ritualer derhjemme er en gå- eller cykeltur til skolen eller til den offentlige transport (hvis skolen ligger langt fra, hvor I bor) klart at foretrække, så barnet bliver frisk og oplagt til skoledagen. Det er ikke meningen, at dit barn skal løbe en halvmaraton for at være sund, men hvis du i dagens rytme og rutiner tænker sjov og hensigtsmæssig bevægelse ind, vil det være godt hjulpet. Gåturen til skole kan jo også betyde, at dit barn løber på løbehjul. Nogle skoler har ligefrem løbehjulsstativer, så disse transportredskaber kan opbevares sikkert ved skolen uden at stå og fylde inde i klasselokalet. 

Det er også en god idé, hvis dit barn, gerne sammen med kammerater, går til en sportsaktivitet en gang om ugen. Men det er de daglige dryp og vaner, der virkelig tæller. 

Fif til fysiske fristelser

  1. Brug cyklen til skole eller tag cyklen til stationen
  2. Gå så meget som muligt sammen i hverdagen
  3. Tag altid trappen frem for rulletrappen eller elevatoren, hvis det er mindre end fem etager. Lav gerne en lille leg med, hvem der kommer først
  4. Tag dit barn med på legepladsen i weekenderne - gerne med noget der kan rulle og styrke balancen
  5. Gør gåture til en god rutine – hvad enten I har hund eller ej – man taler også lettere sammen, når man går
  6. Giv dit barn legetøj med, der udfordrer dets bevægelse: Det kan være sjippetov, bolde, fællesspil som crocket eller stangtennis, rulleskøjter eller løbehjul
  7. Find en god sport, som dit barn kan lide at gå til noget en gang om ugen. Vi taler ikke om målrettet træning, men om at finde en sport, dit barn kan lide
  8. Gå i svømmehallen, hvis I har en i nærheden. Tag gerne et par af kammeraterne med og lav en aftale med nogle andre forældre om at skiftes til et aktiv eftermiddagsarrangement et par gange om måneden
  9. Gå i skoven og byg en hule eller spil rollespil i weekenden. Find noget I kan være sammen om, og som også giver sjov motion
  10. Lær dit barn at spille skovstratego sammen med kammeraterne.
  11. Sæt en gynge eller trampolin op, hvis du har mulighed for det
  12. Invester evt. i bløde skumbolde, I kan bruge inden døre, hvis I ikke lige har en stor boldbane i nærheden
  13. Tag på sjove og aktive ferier, hvor I kan vandre, svømme eller dyrke sport
  14. Kast mindre ting til dit barn, så du øver det koordination og motorik