Vores søn på 7 år siger, at han vil dø

Vores søn på 7 år siger, at han vil dø

Hej Janne.

Jeg skriver til dig, i efterhånden en ret stor desperation. Vi har to dejlige drenge, en på 7 år og en på 3,5 år.

Vores ældste startede i børnehaveklasse sidste år. Han er meget intelligent, super kreativ og meget social. Han har sjældent svært ved at få nye venner, men dyrker også meget sine 3-4 nære venner (nogle i klassen, nogle udenfor).

Han har altid været utroligt velartikuleret og formår i høj grad at sætte mange ord på sine følelser.
Siden juleferien giver han ofte udtryk for ikke at ville i skole. Han siger " jeg hader at gå i skole". Vi har haft samtaler med hans lærere, og de beskriver ham som en begavet dreng, med stor fordybelses evne og gode sociale færdigheder. Han har dagligt en kø af børn, der vil med ham hjem og lege, og vi prøver på kun at have legeaftaler 2-3 gange om ugen, for at det ikke skal blive for meget. Han har haft en kontrovers med en anden dreng fra et andet klassetrin, men det blev løst, og siden har vi ikke hørt noget om det.

NU ... nu er han blevet præ teenager. Smækker med dørene, råber, græder og viser synligt, at han føler sig uretfærdig behandlet. VI prøver at møde ham med accept og forståelse og møde ham i hans følelser, men det er svært. Svært, fordi han de seneste par måneder drejer det om til: "Jeg vil dø! Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at dø?"

Vi har ad flere omgange talt med ham om, hvad det vil sige at dø. Hvad det gør ved os som forældre, tanken om at miste sit barn og lign. Men lige lidt har det ændret noget. Kan det være hans måde at "få os på"? Han får jo en meget stærk reaktion fra os, når han begynder at tale sådan, men hvordan skal vi så gribe det an?

Ydermere, så er han stadig vådligger. Vi har haft ham til lægen et par gange (fordelt over tre år) og hver gang får vi svaret "vi ser lige an lidt længere". Det generer ham ikke, og han taler åbent om sin natble til sine kammerater i skolen.

Vi har forsøgt at finde svar via google, men har ikke fundet hovedet på sømmet, så derfor denne mail til dig.

På forhånd tak, Sejd


SVAR

Kære Sejd,

min første tanke, da jeg læste dit brev, var: Hvad mon det er, der er sket? Hvad har jeres søn været ude for, som har rystet ham så voldsomt?

Jeg forstår din beskrivelse som, at jeres søn først i de seneste par måneder er begyndt at opføre sig 'præpubertært', sådan, at det altså ikke er en langsom udvikling, som nu kommer mere og mere voldsomt til udtryk. Jeg vil derfor straks foreslå, at I overvejer, hvad der kan være hændt for jeres dreng, der, omkring juletid - og som er knyttet til skolen, siden det er den, han 'hader'. (Tanke: Kan det alligevel handle om den nævnte kontrovers med en anden dreng fra et andet klassetrin?)

Det nytter ikke at spørge ham direkte, i al fald ikke i første omgang. Hvis jeg gætter rigtigt, ognogeter sket, så er det så smertefuldt for ham, at han åbenbart mener, at han hellere vil dø end tale om det. I er nødt til at finde frem til nogle mulige forslag, som I så på et passende tidspunkt kan foreslå ham.

Men - det vil uanset hvad være en sart situation, netop fordi det åbenbart er så smertefuldt for jeres dreng. Han vil være tilbøjelig til at afvise ethvert forslag, som kommer i nærheden af sandheden.

Mulighed 1: Jeres dreng skammer sig voldsomt

Jeg har jo ikke nogen mulighed for at vide, hvad den udløsende begivenhed kan være. Mine forestillinger går både på, at nogen kan have lavet en eller anden form for overgreb på jeres dreng. Med 'overgreb' mener jeg alle mulige slags, lige fra noget seksuelt til noget, som har fået ham til at skamme sig og opleve sig nedværdiget, hængt ud, trådt på, udstillet som taber, som forkert.

Mulighed 2: Jeres dreng føler sig skyldig

Nu fortæller du også, at han stadig bruger natble og ikke har nogen form for problem med at være åben om det - han skammer sig ikke. Det får mig til at overveje, om den hændelse, som nu hyler ham helt ud af den, snarere kan være noget, han føler sig skyldig over. Noget, han selv har gjort, måske selv uforvarende er kommet til at gøre, og som havde en konsekvens, han slet ikke kan bære.

Kan han have stjålet noget? Ødelagt noget? Skadet en anden? Med vilje, eller helt uden at ville det?

Sådan en velbegavet, socialt kompetent dreng har sandsynligvis en veludviklet etisk norm med dertil hørende selvbillede, og hvis han på en eller anden måde er kommet til at skade sit eget selvbillede, sin egen ære, så kan det være umådeligt tungt for ham at gå rundt med.

Mor og far forstår ingenting!

Og far og mor kan ikke hjælpe, for I aner ikke, hvad det i virkeligheden handler om, og han kan slet ikke få sig selv til at fortælle jer det. I kan ikke regne med, at en syvårig mestrer den logik, som er, at 'de kan ikke hjælpe, for de ved ikke, hvad der er galt'. I er hans forældre, forældre ved som bekendt alting, i al fald så længe børnene endnu er små, og det er jeres pligt at klare jeres børns problemer - sådan kan han sagtens opfatte det.

Og som de grundpiller i hans liv, som I er, bør I på magisk vis være i stand til at regne ud, hvad han plages af. Han fortæller jer jo indirekte, at han har det så skidt, at han gerne vil dø - og det reagerer I så på ved at tale om, hvor slemt det vil være for jer, hvis han faktisk døde. I forstår ingenting!

Ovenstående et sat meget firkantet op, og jeg ved jo kun det lidt om jeres reaktioner og samtaler, som du har skrevet til mig, men det kan let være den type argumentation, som på et ubevidst niveau kører i jeres dreng. I er forældre! Og derfor kan I alting! Men I vil bare ikke forstå, hvad der er galt! I er dumme og svigter! - mener han måske.

Jeg kan kun foreslå, at I forældre sammen, ud fra jeres kendskab til jeres dreng, prøver at nå frem til nogle kvalificerede bud på, hvad det dog kan være, som kan være hændt for ham, og som har været så slemt for ham.

Og at I derefter forsigtigt prøver at tale med ham og delagtiggøre ham i jeres gæt. Det vil kræve stor indlevelsesevne.

Min historie om drengen og hønen

Jeg vil fortælle en historie om noget lignende, som jeg selv har oplevet. For en del år siden havde jeg gæster, herunder nogle børn mellem 5 og 9 år, og de var meget optagede af mine fire høns. På et tidspunkt mente jeg, at nu var det nok, dyrene skulle ikke længere bæres rundt på ol, så jeg lukkede for adgangen til hønsegården.

Et par timer senere opdagede jeg, at der kun var tre høns lukket inde i gården. Jeg måtte have lukket den fjerde ude, var min tanke, og jeg tilbød en dusør på tyve kroner til det barn, som kunne finde, hvor hønen havde gemt sig.

Få minutter efter kom to af drengene, 6 og 8 år, bærende på hønen - død. Av, en ræv, tænkte jeg, selv om der nu ikke var noget blod. Drengene viste mig, hvor de havde fundet det døde dyr - under noget halm på marken bagved - og de fik deres tyve kroner.

Da gæsterne var rejst, begyndte jeg at undre mig. Noget passede ikke. Hønen var fundet for hurtigt, en ræv ville ikke lade den ligge - osv. Jeg skrev til drengenes forældre, og de spurgte dem, om de kendte noget til, hvordan hønen var død - men nej. De havde bare fundet den, bedyrede de.

Kantet, irritabel, utilnærmelig ...

En måned senere blev jeg ringet op: Faderen havde bemærket, hvordan især den ældste søn ikke havde det godt. Han reagerede ikke så voldsomt, som du fortæller, at jeres søn gør, men han havde siden besøget hos mig været kantet, irritabel, utilnærmelig, træt, grådlabil osv.

Langt om længe - og jeg var jo ikke til stede - var presset blevet for stort, og han havde fortalt sin far, at han havde båret rundt på hønen, da den afleverede en klat, og hans trøje blev svinet til. Han havde kastet hønen fra sig i afsky og sparket ud efter den - og ramt den så uheldigt, at den brækkede halsen og var død på stedet. Hvorefter han og kammeraten i hast fik dyret gemt af vejen.

Jeg satte mig og skrev et brev til drengen, hvor jeg roste ham for hans mod til at fortælle om ulykken, og understregede, at jeg vidste, han ikke havde gjort det med vilje. Da han fik brevet, blev han så umådeligt lettet, at han spontant erklærede: Jeg elsker Janne.

Jeg kunne jo godt gennemskue, hvad dén kærlighed handlede om.

Indsigt, han ikke kan rumme

Jeg bringer min historie som en illustration af, hvordan børn kan reagere, når de har været ude for noget, som er for slemt for dem at håndtere. Hvilket altså er, hvad jeg tror, der kan være sket for jeres dreng.

Hvis han er et barn med en veludviklet stolthed, hvis han er ærekær, begavet og følsom, ja, så behøver det ikke at være noget - set med voksenøjne - særligt voldsomt, som har slået ham ud. Jeg kan igen kun foreslå, at I efter bedste evne sætter jer i hans sted og forestiller jer, hvad der kan være foregået. Og derefter forsigtigt prøver at samtale med ham om det.

Jeg vil tilføje, at den udløsende begivenhed også kan være noget, han har hørt eller set, og som har givet ham en indsigt, han ikke kan rumme. Han kan have set en film, som var for ond, for voldelig, for seksuel for ham. Han kan have hørt noget, som har skabt nogle indre billeder, nogle forestillinger, han ikke kan holde ud. At verdenshavene snart vil stige, og vi alle drukner. At en vildfaren komet rammer Jorden, og så går vi under. Eller - at far og mor vil dø en dag. Der er utallige muligheder.

Det allersidste gæt, jeg har, handler om hans udvikling. Børn bliver hele tiden i stand til at rumme en større og større verden, og mere og mere komplekse indsigter, og det kan være, at jeres dreng har været ude for et uheldigt samspil mellem en nyudviklet større forståelse ('Jeg skal dø en dag') og en ydre begivenhed ('Skoledreng kørt over og dræbt'). Noget er gået i baglås for ham.

Måske sandplay terapi

Mit forslag til handling er altså, at I for det første prøver at finde ud af, om jeres dreng har været udsat for en hændelse, han ikke har kunne håndtere, og som nu belaster ham i for stort omfang. Og hvad samme hændelse kan være.

Hvis I synes, I står på bar bund, kan I hente hjælp hos en sandplay terapeut følg linket for at læse mere og finde en oversigt over terapeuter. Sandplay er en ganske konkret terapiform, der passer til børn.

For det andet er mit forslag, at I møder jeres drengs udfald med den forståelse, at han råber om hjælp. På en indirekte måde prøver han at få jer til at gøre noget, som kan hjælpe ham. Han vil ikke dø. Han vil desperat have jeres hjælp.

Vådligger

Det er mest sandsynligt, at han vokser fra sine natbleer, sådan som lægen siger. Men hvis I gerne vil gøre noget, før det sker, kan I henvende jeg til en inkontinensklinik. Jeg ved jo ikke, hvor I bor, men der ligger en børneinkontinensklinik i Aarhus - følg linket, og jeg forestiller mig, at de der vil kunne sende jer videre til en anden tilsvarende klinik, som ligger tættere på - hvis I har brug for det.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard



 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk