Vores pige på 7 år bliver nemt sur

Vores pige på 7 år bliver nemt sur

Vores pige på 7 år går i 1. klasse. Hun bliver nemt sur over små ting, og sådan har det været, siden hun var to år. Når hun ikke må få noget, eller andre siger deres mening, så bliver hun hurtigt sur. Hun bestemmer også meget over sine legekammerater, så nu vil de ikke lege sammen med hende, og de kommer aldrig hos hende, pga. hun ofte er sur og bestemmer.

Hvad skal vi gøre?

Kærlig hilsen Stine


SVAR

Kære Stine,

du fortæller mig desværre meget lidt, så jeg kan reelt ikke give dig noget svar. Jeg kan fortælle dig, hvad jeg kommer til at overveje, når jeg læser dit brev, og så kan jeg håbe, at du selv kan fortsætte derfra. Du er også velkommen til at skrive til mig igen og fortælle mig noget mere om din datter.

Hun har reageret med surhed, siden hun var bare 2 år, skriver du. Jeg gad vide, hvordan I har reageret på hendes surhed. Hvis I har føjet hende for at få hende til at holde op med at være sur - ja, så har I (indirekte) lært jeres lille pige, at surhed er et glimrende mddel at bruge, når man vil have sin vilje. Der er noget, hun ikke må få - men så skal hun bare blive sur, så må hun. Eller: Der er nogen, som udtrykker et eller andet, hun ikke bryder sig om. Straks bliver hun sur, og det får de andre til at trække i land eller i al fald bevæge sig på listesko rundt om hende.

Har det været sådan, mener du?

At blive sur fører ikke nogen steder hen

Hvis det har, ja, så har I været på vildspor, og så er der ikke andet at gøre end at gå den lange og besværlige vej tilbage: Når hun bliver sur, lader I hende bare være. Hun kan få lov til at surmule og måske passe sig selv, indtil hun bliver god igen. Surheden er henders problem, ikke jeres.

At blive sur er en barnagtig og hjælpeløs måde at reagere på - som nogle voksne såmænd også benytter sig af - og det er ikke en måde at reagere på, som kan anbefales at lære børn. At sidde der og være sur er ligesom at have låst sig selv inde i et hjørne.

Være sig selv - og tage hensyn til andre

Noget af det, som børn må lære i løbet af deres barndom, er at finde og acceptere en passende balance imellemat være sig selvog holde fast i sine egne behov - ogat tage hensyn til andreog deres behov. Små børn kan næsten kun det første, men det skal gerne være sådan, at jo ældre et barn bliver, desto bedre bliver det til også at tage hensyn til andre.

Det er muligt, at jeres datter ikke i tilstrækkelig omfang har lært at tage hensyn til andre. Det kan være derfor, hendes kammerater holder op med at ville lege med hende. Hvis du mener, at det kan være tilfældet, ja, så må I dels holde op med at føje hende, når hun bliver sur - hvis I altså har gjort det - dels gå i gang med at lære hende at tage hensyn til andre i rimeligt omfang.

Det kan I gøre på forskellige måder. Jeg kender jer jo ikke og aner ikke, hvad der passer til jer. Men her kommer et par muligheder:

Sætte sig i kammeratens sted

Hvis du fx hører, at din datter prøver at komme til at bestemme over en legekammerat og bliver sur, når kammeraten ikke vil være med til det, så kan du tale med hende om, hvordan hun mener, kammeraten får det. Vil din datter gerne selv bestemmes over? Tror hun, at andre har det ligesom hun selv, eller er de helt anderledes indrettet?

Og vigtigt: Er der mon noget andet, din datter kunne have gjort, så hun og legekammeraten var fælles om at bestemme - sådan, at de to kunne blive ved med at lege sammen?

Prøv at få din datter til selv at formulere nogle forslag til, hvordan hun selv kunne have opført sig på en anden og mere passende måde - i steder for at prøve at bestemme over den anden og reagere med surhed, når det ikke gik.

Surheden er værst for hende selv

Du kan måske også prøve at tale med hende om, hvad det, at blive sur, egentlig fører til. Hun sidder der og er sur - og det er ikke rart at være. I andre synes måske, at det er ubehageligt med sådan en sur størrelse, men det er jo ikke jer, som er sure. Eller hendes legekammerater. I andre kan sagtens være glade og tilfredse og lave det, I nu har lyst til, selv om hun er sur. Surheden går reelt kun ud over hende selv.

Ved hun det? Eller tror hun, at hun straffer jer - mest - ved at blive sur?

Du kan måske lave lidt sjov med hende i denne sammenhæng.

Regler skal ikke diskuteres

Når hun fx surmuler, fordi der er noget, hun ikke må få - lad mig bruge slik som eksempel - ja, så kan du roligt fortælle hende, hvorfor hun ikke skal have slik nu. Det er måske tirsdag, og hun må kun få slik om lørdagen. Eller der er kun en time til aftensmaden, og hun skal ikke spise sig mæt i søde sager. Eller hun har fået en is tidligere, og nu har hun ikke godt af mere. Eller - hvad der nu passer i situationen.

Det er som bekendt de voksne, som bestemmer i en familie, og selv om der er forskelligt af mindre vigtighed, som en pige på 7 år må og kan bestemme, så er det forældrene, som laver de regler, som dagligdagen kører efter. Og de er sædvanligvisikketil diskussion - og det er vigtigt.

Hvis (igen) det nu er sådan, at I har lært jeres datter, at hun kan sætte jeres regler ud af kraft ved at blive sur - ja, så må I straks holde op med det. Hun bliver utålelig for både jer og andre at være sammen med, hvis hun ikke får lært, at der findes regler for, hvad man kan og må, og de omfatter også hende. De ændrer sig selvfølgelig over tid. Der gælder andre regler for en pige på 14 end for en på 7 år. Men det er jer, forældrene, som bestemmer hvad og hvornår.

Savner kontakt?

Der kan være helt andre grunde til jeres datters surmuleri end dem, jeg nu har har gættet på. Det kan være, hun savner at have rigtig kontakt med jer - læs mere om, hvad jeg mener med kontakt ved at følge linket. Det kan være, at hendes surhed er hendes bedste bud på, hvordan hun får jeres opmærksomhed. Jeg kan ikke vide det, og jeg har brug for flere oplysninger om hende og hendes situation, før jeg kan folde den slags overvejelser mere ud.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk