Vores pige på 7 år er meget bange for at skille sig ud

Vores pige på 7 år er meget bange for at skille sig ud

Hej Janne, vi har en pige på 7 år. Hun er yderst velfungerende og går i 1. klasse. Vi undrer os ofte over, at hun reagerer meget stærkt med gråd og frustration, hvis hun fx er ved at komme for sent til noget, det kan være spejder eller et forældrearrangement - hvad som helst …

Vi oplever, at hun er meget bange for at skille sig ud. En 'forkert' taske kan gøre hende meget usikker. Vi har talt om, hvad vi kan gøre? Hvilke redskaber kan vi give hende som forældre for at hjælpe hende?

Håber meget, du kan hjælpe os.

Kh Mads


SVAR

Kære Mads,

Jeg har ikke mange konkrete oplysninger om jeres datter, så mine forslag her må blive nogle temmeligt generelle bud - som I så kan overveje og forhåbentlig bruge som inspiration.

Som jeg forstår det, du skriver, er jeres datter aldeles velfungerende - altså: Hun trives med sit liv derhjemme og i skolen, og hvor hun ellers færdes. Der er kun ét, som er anderledes end det øvrige billede, og det er, at hun er vældig bange for at fejle og reagerer voldsomt, når hun bliver bange for, at det kan ske.

Hun er bange for at komme for sent, for at have noget 'forkert' udstyr - og jeg gætter videre: For at have 'forkert' tøj på, sige noget 'forkert', gøre noget 'forkert', i det hele taget: lave fejl - er det sådan?

1: Mangler selvfølelse

Hvis jeg har ret i det, ja, så mangler jeres datter måske den tryghed ved sig selv og hvilen i sig selv, som ville gøre hende mere ligeglad med, at hun ikke altid lever op til omgivelserne og deres/ jeres (høje?) forventninger til hende.

Grunden til det kan være, at hun går rundt med den forestilling, at hun kun er værd at elske, hvis hun er 'rigtig'. Hvis far og mor, veninderne, lærerne mv. kun har godt at sige om hende. Hvis hun ikke kan kritiseres.

Og grunden til det kan være, at I - du og din datters mor - måske er specielt slemme til at rose hende. Ja, det mener jeg! Vi lever i en sproglig kultur, hvor tillægsord spiller en fremtrædende rolle, og vi gør os meget umage med at bruge de positive tillægsord om dem, vi holder af - og ikke mindst om og til vores børn.

Tillægsord er vurderinger

Hvis man giver sig til at analysere på, hvad det reelt er, man gør, når man strør om sig med tillægsord, både positive og negative, ja, så bliver det tydeligt, at man skaber et bestemt socialt rum med sin sprogbrug - et socialt rum, som man er helt uvidende om og måske slet ikke er interesseret i at skabe.

Det fører for vidt at lave den analyse her. Hvis I vil dykke mere ned i netop det, kan jeg henvise til min bog, Ballademageren Søren, hvor jeg i afsnittet:Om vurderinger gennemgår konsekvenserne af at benytte tillægsord. Den kan lånes på biblioteket og findes også som ebog - følg linket.

Jeg skriver også lidt om tillægsord og vurderinger i klummen:  Vasen er blå, fordi den er blå. Den ligger her på hjemmesiden - følg linket.

Lige her vil jeg kun nævne, at hvis I nu har været meget gavmilde med de positive tillægsord over for jeres datter, ja, så er det muligt, at hun har knyttet 'være sød/ venlig/ gavmild/ ordentlig/ rigtig osv.' tæt sammen med 'være elsket'. Og så er det ikke sært, at hun reagerer med stor fortvivlelse, når hun oplever sig 'forkert'. Inde i hende er det nemlig det samme som at miste jeres kærlighed - eller i al fald at plette den.

Og hun overfører sine erfaringer med at blive holdt af fra sit forhold til jer til sit forhold til andre: 'Jeg må være rigtig, for ellers kan de ikke lide mig.'

Anerkendelse nærer selvfølelsen

Mit forslag til jer er så, at I begynder at give jeres datter anerkendelsei stedet for ros. Med anerkendelse mener jeg, at I viser hende, at I har set hende- at I er opmærksomme på hendes følelser og behov og anerkender hendes bestræbelser på at skaffe sig det, hun har brug for, uanset hvor ubehjælpsomme de så måtte være. Jeg skriver mere om at se  hinanden her på siden - følg linket.

Jeg gætter, at jeres datters problemer med at risikere at komme for sent eller at have en forkert taske er en slags præstationsangst, og den hænger netop sammen med fokus på vurderinger og brugen af tillægsord. Hvis I flytter jeres fokus til jeres datters  følelser og  behov (flere links, hvis I vil læse mere), altså erstatter rosen med spørgsmål til, hvordan hun har det, og hvad hun har brug for, så bliver det hendes selvfølelse og person, I sætter i centrum. Selvfølelse handler om at være overbevist om, at man er elsket, simpelthen fordi man er den person, man nu engang er - uanset ens stærke og svage sider.

2) Mangler erfaring

En anden mulighed er, at jeres datter måske er sådan et lille supervæsen, som altid har kunnet det hele. Hun har været et nemt og dygtigt barn, som far og mor altid har været stolte af - og haft grund til at være stolte af. Hun har ikke haft mange muligheder for at gøre sig erfaringer med at fejle. Men nu er hun blevet så stor, at hun møder udfordringer, bl.a. i skolen, som hun ikke kan klare helt så let, som hun er vant til - eller som hun ikke tror, hun kan klare på samme fejlfrie niveau, som hun er vant til.

Men hun prøver, og derfor er hun i gang med at gøre sig nogle erfaringer, som hun med fordel kunne have gjort tidligere, og det oplever hun voldsomt - hvorfor hun reagerer voldsomt.

Småbørns voldsomme følelsesmæssige udladninger

Der er noget små-barnligt over alt for voldsom følelsesmæssig reaktion - 'for voldsom' set i relation til vores nordiske, ret kontrollerede følelsesunivers. I kender det helt sikkert, fra da jeres datter var helt lille - det her med, at glad leg på et øjeblik kan forvandle sig til voldsom sorg, gråd og hylen op - som et øjeblik efter kan være væk igen.

Efterhånden som børn bliver ældre, lærer de andre og mere beherskede måder at reagere følelsesmæssigt på, og uanset, hvad man nu kan mene om dét, er det set med mine øjne temmelig praktisk.

Eksempel: En 3-årig kan smide sig på gulvet og sparke og skrige i raseri og fortvivlelse over ikke at måtte få en is. Det gør en 10-årig kun, hvis et eller andet er helt galt. Og en 17-årig forhåbentlig aldrig …

Ved at lære at fejle?

Så - kan jeres datters voldsomme følelsesmæssige reaktioner være udsagn om, at hun er i gang med at lære at begå fejl? Hvis det er, ja, så er det jo udmærket - og på tide. Så foreslår jeg, at I ganske roligt lader hende reagere. Lad være med at kommentere på voldsomheden. Sæt ord på for hende: 'Er det meget vigtigt for dig, at du har den samme slags taske som de andre piger?' 'Er du bange for, hvad der kan ske, hvis de andre piger synes, at din taske er grim/ fjollet/ yt/ forkert?'

Indled om muligt en samtale med hende om, hvad der mon vil ske, hvis Emma eller Freja eller Gry ikke kan lide hendes taske. Altså: Vis via jeres reaktioner, at det er helt ok, at hun helst ikke vil være 'forkert'. Men - det er alle ind imellem, og det har i øvrigt ikke det mindste at gøre med, om man bliver elsket eller ej.

Mørkebarnet

Jeg vil meget gerne anbefale en billedbog, som handler om det - og som I kan bruge som afsæt for samtaler med jeres datter om at være 'sød' eller 'slem'. Bogen hedder Mørkebarnet   og den er skrevet af Cecilie Eken og illustreret af Malene Reynolds Laugesen og handler om at ville elskes, selv om man er 'slem' - eller måske om at ville elskes, selv om man både er sød og slem. I kan læse en fyldig anmeldelse af bogen ved at følge linket.

Som først nævnt, har jeg ikke mulighed for at give præcist bud på, hvad der kan være grunden til jeres datters voldsomme følelser over for at begå fejl. Måske har jeg herover fået sagt noget, som I kan bruge, ellers er du velkommen til at skrive igen og folde situationen lidt mere konkret ud.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard



 

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk