Min datter på 8 år reagerer rigtig meget på skilsmisse

Min datter på 8 år reagerer rigtig meget på skilsmisse

Kære Janne,

jeg skriver, fordi jeg ikke ved, om jeg skal være bekymret for min datter på 8 år. Vi er lige blevet skilt for 2 måneder siden, og vores datter reagerer rigtig meget, og jeg er i tvivl, om jeg gør det rigtige i forhold til hende.

Vi er en familie, der komplet består af:

Far med 3 børn fra tidligere ægteskab på 14, 17 og 22 år.
Vores fælles børn på 8 år og 5 år. Vi har været sammen i næsten 10 år, og de store har været ved os i 5 dage hver anden uge.

Vores børn bor fast ved mig, og hver anden weekend er de hjemme ved deres far fra fredag til søndag. Børnene ser deres far hver morgen, hvor han afleverer i skole mm og spiser med en gang imellem, og vi prøver at lave noget sammen en gang imellem.

Jeg vil også gerne lige fortælle, at de har en fantastisk far, som er god til dem, og som jeg ønsker de har inde i deres liv. Hvorfor har vi så valgt denne 3-11 ordning? Erfaringer fra min egen sammenbragte familie: Børnene skal have en fast base og én, der kan holde styr på alle deres aftaler, så de ikke misser noget, fordi kommunikationen er dårlig mellem far og mor. Så den dårlige samvittighed ikke spiller ind, når der skal sættes grænser og sættes krav om forskellig ting, skole, pligter i hjemmet mm.

Min datters reaktioner:

1. Den første måned var der ikke noget.

2. Ca. en uge ind i den anden måned begyndte hun at lave konflikter med mig, som er svære at undgå for mig.

Hun starter med ikke at ville høre efter, eller siger, at jeg er dum, tarvelig, eller du skal dø, mor, eller jeg skal gå. Det kan både være om aftenen og om dagen, men det er svært om aftenen. Der går det tit helt galt. :( :(

De to små sover sammen, og det vil de gerne, og så vælger den store at begynde med at råbe/ tale meget højt, når hun skal til at i seng og at trappe op til en konflikt. Jeg siger: Du må sove et andet sted, hvis du råber, for jeg vil ikke have, du vækker din bror. Men det vil hun, så hun prøver at komme derind på værelset, og det bliver højere og højere. Hun lægger sig på gulvet, skriger og sparker på ting og mig og siger: gå væk, gå væk, og skriger mange grimme ting til mig.

Jeg har prøver at spørge ind til, hvorfor hun siger det. (Ikke imens hun har været så ked af det, men på et andet tidspunkt.) Jeg er gået, når hun har sagt det, hvis hun så ville lade være med at gå ind til lillebror, ellers er jeg blevet. Så har jeg sagt: Jeg vil ikke have, du sparker mig, men det er ok, du er ked af det, jeg vil gerne trøste dig, du må gerne komme ind til lillebror, hvis du er stille, jeg vil gerne gå, hvis det er det, du har brug for og er så gået lidt, men så følger hun efter.

Jeg har sagt: Nu er det nok, stop så. (Ved godt, det ikke hjælper.) Jeg har prøvet at holde hende, hvis hun er blevet ved med at sparke mig. Jeg har spejlet hende: Jeg kan godt se, at du er ked af det og ved, at det er fordi ... Jeg har været forstående, vist, at jeg bliver ked af det, når hun hele tiden siger det, sagt, nu er det nok, både konstruktivt og ikke så pædagogisk.

Det hele ender med, hun kommer op til mig og bliver trøstet, og hun siger: Jeg vil hjem, jeg vil hjem ... Hun har fortalt, at her ikke er hendes hjem mere, for far og hendes to bonussøskende bor her ikke mere, og så siger hun: Jeg vil have, at I alle skal bo her.

Det er ikke hver aften, det sker, men tit, og det kan vare fra 1 time til 3,5 time, og det er vildt hårdt at se hende på den måde. Er det en normal reaktion, og hvordan skal jeg reagere???

Det hun siger med, at jeg er dum, jeg skal dø, og jeg er tarvelig - hvordan skal jeg reagere på det???

Jeg har prøvet at finde ud af, hvorfor hun siger det. Og her sidst blev jeg ramt af det, hun sagde, og sagde: Nu er det nok. Jeg synes ikke, det er rart at blive kaldt alle de ting hele tiden. Jeg bliver ked af det, du må forklare, hvorfor jeg hele tiden er så dum, for jeg forstår det ikke. Og jeg tror ikke, at du vil have, jeg dør, men hvis du er så træt af mig, må du gerne prøve at bo ved far i en periode, så du slipper for mig.

Jeg er ked af min reaktion, for jeg ved, hun har det svært, eller er det ok at sige det???

Mvh Skilsmisse er hård


SVAR

Kære Skilsmisse er hård,

åh, det lyder rigtigt sørgeligt, og det gør mig ondt for din ulykkelige, lille pige. For det er, hvad hun er: ulykkelig og bange, og hun aner ikke, hvad hun kan stille op for at få det til at holde op med at gøre så ondt, og derfor opfører hun sig som en rasende 2-årig.

Jeg synes ellers det lyder til, at du og din eksmand gør det rigtig godt: I har lavet en ordning, der i så stort omfang, som det nu er muligt, tager hensyn til børnene og deres følelser. Men I er blevet skilt, og I bor nu hver for sig, og det kan der ikke ændres på.

Som et åbent sår

Jeres datter savner at have hele sin familie om sig, og hun savner det så vildt, at hun næsten ikke kan holde det ud. Skilsmissen er som et åbent sår, og det eneste, hun kan finde ud af at gøre, er at omsætte sin sorg til en slags vrede og lade den gå ud over dig. Du er den, som er der sammen med hende den største del af tiden, og du er derfor den, som lige nu er det sikreste fundament under hendes liv.

Vil mor også forlade mig?

Det er helt klassisk, at den forælder, som et barn er tryggest ved, er den, som barnet er hårdest ved. Jeg forestiller mig, at for jeres datter er verden som revnet og har vist sig slet ikke at være så stabil og sikker, som hun troede. Hun er bange for, hvad der mere kan ske, og hendes vrede ord til dig kan også være en måde at tjekke på, at du kan klare mosten, at du ikke forsvinder, uanset hvor grov hun er mod dig.

Hun tester dig: Kan jeg gøre mor så vred, at hun også flytter et andet sted hen og efterlader mig - ligesom far har gjort? Det er hun selvfølgelig ikke bevidst om, at hun gør.

Jeg er imponeret over de reaktioner, du beskriver for mig, du har, når hun får sine udbrud. Jeg kan læse, at du genkender hendes smerte og reagerer derefter, og jeg har kun lidt andet at foreslå dig.

Hvad som helst - bare det gør ondt på dig

Jeg er fx overbevist om, at du slet ikke skal lytte tilindholdetaf, hvad hun siger - og altså heller ikke svare på det eller argumentere med hende om det. Hun er så vred og ked af det, at hun finder på det værste, hun overhovedet kan, for at komme af med de voldsomme følelser, som gør så ondt: Du er dum, du skal dø. Og så sparker og slår hun, bl.a. fordi hun ved, at det gør ondt på dig. Jeg er også sikker på, at hun vil vække sin lillebror, bare fordi hun ved, at det vil du ikke have.

Helt sund reaktion

Du spørger mig, om hun reagerer normalt, og ja, det synes jeg, hun gør. I virkeligheden kunne hun finde på meget værre ting at gøre i sine fortvivlede forsøg på at slippe af med den voldsomme smerte, hun bærer rundt på.

Jeg foreslår, at du først og fremmest bestræber dig på at tage imod hende og rumme hende, når hun får sine udbrud. De handler ikke om dig, overhovedet ikke, de handler om den angst og sorg, som det er for hende, at far og de store søskende nu ikke længere bor sammen med hende - hele tiden.

Hun opfører sig yngre end sin alder. Det sker tit, når børn oplever noget, som betyder en stor ændring i deres liv: De begynder fx at tisse i sengen, sutte på tommelfinger eller tilsvarende. At råbe, sparke og opføre sig egoistisk ('Jeg er ligeglad med, at jeg vækker lillebror.') er, hvad børn på 2 år kan finde på.

Empati = nærvær, kontakt, respekt

Eksempel fra mit eget liv: Jeg havde min 4½ årige dattersøn alene på ferie for første gang. Det havde han talt om længe, at han gerne ville. Men den fjerde og sidste aften blev det for meget for ham, og han ville have 'sin familie', far, mor og søskende, til at være der, og det skulle værenu. Det kunne ikke praktisk lade sig gøre, hvad jeg fortalte ham, så han smed sig på gulvet, råbte og sparkede og skældte mig ud det værste, han kunne komme i tanker om - og græd utrøsteligt.

Mormor havde det selvfølgelig slemt, men jeg satte mig i en stol tæt på ham og blev ved med at gentage følgende: 'Åh, hvor du savner hele din familie, og i morgen kommer du hjem til dem. Vil du ikke sidde hos mig, så jeg kan holde om dig?'

Jeg demonstrerede altså, at jeg var der, at jeg havde omsorg for ham - og at jeg anerkendte hans savn. Der gik længe - 15-20 minutter - før han rejste sig og kom op og sad hos mig og græd færdig, før han faldt i søvn. Jeg tror, at jeg gjorde det bedste, der var at gøre i situationen.

Der skal mindst to til at lave en konflikt

På samme måde kan det være det mest hensigtsmæssige, hvis du fx, når din datter råber op ved sengetid, siger: 'Når du råber, vækker du lillebror.' Sig det roligt, lavmælt, som en konstatering, gentag det, og bliv ved lige så længe, som hun råber. Der skal mindst to til en konflikt, og hvis du ikke vil være deltager i konflikten, ja, så dør den nødvendigvis ud.

Du kan supplere med at sige - i samme rolige, lavmælte tonefald - noget i denne retning: 'Lille skat, jeg kan godt høre, at du er vred og ked af det. Vil du sidde lidt hos mig, så jeg kan holde om dig?' Det kan du også gentage lige så mange gange, som du finder det nødvendigt.

På den måde får du formidlet, at du ser hendes smerte og forstår, at hendes råben, skælden ud og måske sparken er hendes afmægtige forsøg på at få smerten til at gå væk. Du får også formidlet, at hun ikke kan rokke dig: Du er der for hende, uanset hvad hun siger og gør.

Mor er voksen og klog - og den, som tager beslutningerne

Du demonstrerer også, at måske er hun lige dér kun 2-3 år, men du er stadig voksen og hendes mor, som er klog og ved, hvad der i virkeligheden foregår.

Jeg synes ikke, du skal tale om, at hun må bo hos sin far. Hun bor hos dig, og det gør hun, fordi far og mor som de klogeste har besluttet, at det er bedst for hende. Den slags store beslutninger kan en 8-årig ikke tage - og skal ikke tage.

Hvis hun sparker dig for hårdt eller lignende, kan du vælge at sige: 'Av, det gør ondt,' og gå et andet sted hen. Men du skal gå,fordi du vælger det- ikke, fordi hun siger det til dig. Hun mener det ikke, selv om hun skriger det højt og mange gange - hvad jo også kan ses af, at hun følger efter dig, når du går.

Kortere sammenstød

Det er muligt, at du må acceptere, at hun vækker lillebror, men jeg tror, at hvis du undlader at gå ind i den konflikt, som hun gerne vil have sat i gang (- og det vil hun kun, fordi hun ikke aner, hvordan hun ellers kan komme af med al sin vrede mv.) - ja, så hører hendes råben op så hurtigt, som det nu er muligt.

Jeg kan godt lide, at jeres konflikter ender med, at hun sidder hos dig, græder (?) og bliver trøstet - for det er præcis, hvad hun har brug for. Men jeg tror, at jeres sammenstød kan blive kortere og mindre belastende for dig, ved at du viser, at du forstår, at hun råber, skælder ud og slår fra sig som hendes afmægtige forsøg på at slippe for noget, som gør så ondt - og at du derfor overhovedet ikke tager indholdet af, hvad hun siger og gør, personligt.

Endelig vil jeg sige, at det ikke bliver ved. Jeres datter erfarer efterhånden, at far og mor bor hver for sig, sådan er det - og at hendes liv nok er blevet ændret, men det er ikke blevet slået i stykker. Far og mor er der begge - for hende - om end på en anden måde end før.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk