Vores dreng på 6 år er udkørt, når han kommer fra skole

Vores dreng på 6 år er udkørt, når han kommer fra skole

Hej Janne.

Vi har 2 børn, en pige på 9½ og en dreng 6 år. Vores dreng startede i skole i sommers, samme sted som vores datter, på en privatskole med meget struktur, som vi er godt tilfredse med.

Inden han startede, gik han i en lille børnehave, hvor han legede med både store og små og næsten kun var ude og lege skovhugger med de andre drenge. Han trivedes ret godt.

Han startede så i sfo og skole, og han skulle gå i klasse med sin bedste ven fra børnehaven. Men efter sommerferien og skolestarten har han ændret sig meget, han er træt og udkørt, når han kommer hjem.

I starten havde han mange tics om eftermiddagen, de er dog aftagende nu. Han bliver utroligt vred, hver gang han får et nej til noget (man må ellers en del herhjemme), han råber grimme ord efter os og slår ud, hvis jeg prøver at anerkende hans følelser og holde fast i mit nej. (Og her vil jeg godt indrømme, at han har fået lov til at diskutere sig til ja, da han var mindre.)

Hver eftermiddag og næsten hver morgen starter han en konflikt omkring f.eks. at tage sit tøj på (som han ellers plejede), eller får han en ny vinterjakke, nægter han at tage den på. Alle slags krav reagerer han kraftigt på med vrede.

Samtidig er han lige pludselig blevet enormt usikker på sig selv, han savner os hurtigt, han har svært ved at slippe os til fritidsaktivitet, og på vej ind i skolen kigger han nervøst, hvis jeg træder en meter væk fra ham, og siger: Kom, mor.

I skolen siger de, at han klarer sig, som han skal, og følger ok med, osv. I frikvarteret leger han meget med nogle fra 5. klasse, som han ser op til, men jeg tænker på, om det er dumt for ham.

Vi forsøger at skabe legeaftaler med dem fra klassen, da det virker, som om han ikke rigtigt er inde i klassen endnu ... Der ud over er han negativ over for alt nyt (indtil han har prøvet det), f.eks. at lege med nye.

Han er en dreng, som faktisk er meget empatisk og følsom, dog pakket ind i smarte ord. Han er tænksom og god til at sætte ord på, han er en god dreng og god motorisk og spiller fodbold med de andre, men også med sig selv, for han kan godt lide at bestemme over bolden. Han har meget energi og har det bedst med at lege aktive lege, han er ikke god til de stillesiddende. (Kun iPad, tv eller noget kreativt.)

Sikke en lang historie. Jeg snakker meget med ham om at øve sig i også at lege de andres lege.

Hans storesøster er en stille og utroligt rummelig pige, og hun har desværre også måttet være til stede i hans vredesudbrud, hvilket ind imellem gør hende ked af det.

Vi har prøvet at sige, at han kan gå op på sit værelse og råbe, og fulgt ham derop, men så bliver han endnu mere voldsom og hidsig. Faktisk virker det bedst at tale med ham, når han ikke er vred mere.

Hans far er lidt mere konsekvent end jeg, men grundlæggende er vi ret enige i opdragelsen. Mit spørgsmål går på: Hvordan håndterer vi bedst muligt hans vrede og sprog og hans usikkerhed og reaktion på skolen??? Og hvordan kan vi være konsekvente ift sproget uden at straffe???

På forhånd tak for dit svar.


SVAR

Kære Spørger,

når jeg læser dit brev, får jeg et billede af en følsom, aktiv dreng, som ikke er helt parat til at møde skolens krav. Selv om børnehaveklassen fungerer som en overgang mellem børnehave og rigtig skoleundervisning, så er kravene alligevel tydeligt anderledes, end de var i børnehaven. Der er flere børn per voksen, så børnene må i højere grad være selvstyrende, der er (ind imellem) krav om at sidde stille i en periode og koncentrere sig om noget fagligt, og der er helt sikkert også krav om at tage hensyn til og indrette sig efter de andre børn i større omfang end i børnehaven.

Må anstrenge sig voldsomt?

Jeg får en forestilling om, at jeres søn anstrenger sig voldsomt for at håndtere alt det nye, han er blevet præsenteret for i den meget strukturerede skole - derfor tics'ene, som nu er ved at aftage, fordi han trods alt er ved at vænne sig til den nye situation. Det kan også være derfor, at han er blevet mere usikker og har brug for at have mor i nærheden. Sådan: 'Kan jeg klare det her? Jeg har brug for mors støtte!'

Det lyder, som om han er meget i tvivl, om han nu kan finde ud af at håndtere alt det nye - og han bryder sig oven i købet slet ikke om nyt. Han kan desuden godt lide at bestemme, og det kan han i meget mindre grad komme til nu, end han før har været vant til.

Møder flere krav, end han kan klare

Selv om det måske er blevet lidt bedre, så er han stadig træt og udkørt efter skoledag og sfo, og skolelivet glider endnu ikke ubesværet for ham. Han må tilsyneladende stadig anstrenge sig meget. Jeg forestiller mig videre, at han er så fyldt op af skolens krav, at jeres krav derhjemme bliver dråben, som får bægeret til at flyde over. Derhjemme vil han være i fred for krav - af enhver slags! Han vil selv bestemme.

Og så er I oven i købet også blevet strengere: Han kan ikke mere forhandle sig til et 'ja'. Han er vant til, at derhjemme må man en hel del, skriver du - men nu er han pludselig tvunget til at være mange timer hver dag på en struktureret skole, hvor han helt sikkert ikke må så meget, som han plejer.

Svært ved at håndtere skolesituationen

Han trives bedst med at være fysisk aktiv, skriver du også - og det bliver han nu nødt til i et vist omfang at lade være med at være i skolen, hvor der jævnligt er krav om, at han skal udføre mere stillesiddende aktiviteter. Der er meget af det nye, som ikke rigtig svarer til, hvordan han helst vil have det - men han anstrenger sig det bedste, han kan, for at klare det hele.

Alt i alt læser jeg jeres drengs ændrede opførsel og humør som en reaktion på, at hans skolestart har betydet en ændring i hans liv, som han kun med besvær kan håndtere.

Prøver at skaffe sig noget, han har brug for

Hvordan håndterer vi bedst muligt hans vrede og sprog og hans usikkerhed og reaktion på skolen? spørger du. Mit forslag er først og fremmest, at I prøver at forstå hans opførsel og reaktionsmønster som udtryk for, at de nye omstændigheder har placeret ham i en situation, hvor han ikke kan få opfyldt nogle væsentlige behov.

Han savner noget, og hans vrede, hans grimme sprogbrug og hans tendens til at starte konflikter er alt sammen udtryk for hans ubehjælpsomme forsøg på at skaffe sig noget, han har meget brug for.

Det vigtige er selvfølgelig at finde ud af, hvaddet er, han har brug for og ikke får. Jeg har alt for få oplysninger om jer til, at jeg kan give nogle kvalificerede bud. Det må jeg overlade til jer, hans forældre - men jeg kan komme med et par gæt, som I forhåbentlig kan bruge som inspiration. Jeg foreslår, at I læser den lille tekst om behov, som ligger her på hjemmesiden: Alting drejer sig om vores behov. (Følg linket.) Der findes bl.a. en oversigt over, hvad behov overhovedet kan være.

Ikke helt hjemme i klassen

Som jeg forstår det ud fra det, du skriver, har jeres dreng ikke faglige problemer. Til gengæld har han tilsyneladende problemer med at 'komme ind i klassen', skriver du, og han vælger at lege med de store i 5. klasse.

Kan det mon være, fordi de behandler ham som 'lille'? At de ikke forventer det samme af ham, som hans klassekammerater gør, og at han derfor på den måde skaffer sig et slags kravløst frirum, som han netop har behov for? Hvor han kan slappe lidt af? Jeg kan ikke vide det, men foreslår, at I overvejer det.

I forsøger at lave legeaftaler med dem fra klassen. Betyder det, at han ikke længere leger med sin bedste ven fra børnehaven? Har han mistet dét venskab? Hvis han har, er det jo endnu en byrde, han må bære.

Spørge ud fra fakta

Du skriver, at du prøver at anerkende hans følelser. Jeg læser det, som at det sker i de situationer, hvor han er vred og råber op. Jeg ville gerne vide, hvad det mon helt konkret er, som du gør, når du anerkender hans følelser. Man kan nemlig let komme til at gøre det på en måde, så det er grænseoverskridende. Det sikreste måde at undgå dét på er at spørge ud fra det, der rent faktisk foregår i situationen - ud fra de sansede fakta, altså hvad man ser og hører.

Du kan fx sige til din dreng: 'Jeg kan høre, at du råber, og jeg gætter på, at det er, fordi du er vred. Er du det?'

Hvis du har gættet rigtigt, vil han måske uddybe det, og måske føje flere vrede ord på: skælde ud på dig, fordi du siger nej til noget, han gerne vil have. Det vigtige er så, at du holder dit fokus på hans følelse og både overhører indholdet af, hvad han siger, og hans sprogbrug.

Du kan spørge - igen som et eksempel: 'Er du vred, fordi du har brug for … (fx: selv at bestemme?)'

Det kan han så svare ja eller nej til. Læs eventuelt mere om denne måde at spørge på ved at følge linket her: At tale sammen med fokus på følelser og behov

Forståelse af hans behov er det vigtigste

Men - han er bare 6 år gammel, og med mindre I derhjemme er vant til at tale om følelser, kan det sagtens være, at det slet ikke dur at tale sådan med ham.

Det væsentlige er også, at du taler med ham på en måde, som viser din forståelse af, at din dreng måske er overbelastet, fordi han er tvunget til at være i omstændigheder, han ikke kan overskue og ikke er helt tryg ved - eller tilsvarende. At han gør, hvad han kan, for at klare det, og for at skaffe sig tryghed, overblik, sikkerhed, anerkendelse - eller hvad det nu kan være, han har brug for - og bare ikke kan gøre det bedre - endnu.

Samtaler, hvor I ikke er modstandere

Det er temmeligt sandsynligt, at hvis I kan holde jeres fokus på, hvad det mon er, han har brug for og ikke får, når I taler med ham, så vil I kunne få nogle samtaler, hvor I er på samme side i stedet for at være modstandere.

I vil kunne få samtaler om, hvad han kan gøre for at skaffe sig det, han har brug for - på en måde, så han ikke gør far og mor vrede. Hvordan han kan handle på en måde, som virker, som altså skaffer ham det nødvendige. Han vil kunne opleve sig setaf de mennesker, som er de vigtigste i verden for ham.

Jeg har skrevet lidt mere om at blive set her: Selvværd er det helt centrale

Symptom - ikke selve problemet

Det samme gælder hans uønskede sprogbrug. Forstå det som hans afmægtige forsøg på at møde nogle behov - og måske på at få mor og far til at hjælpe sig med det. Måske er han vred og råber op, fordi I ikke forstår, hvad det er, der foregår for ham.

Det betyder ikke, at I ikke - stille og roligt - kan sige og gentage så mange gange, som det nu er nødvendigt: 'Jeg kan ikke lide, at du siger de ord, du lige sagde. Jeg kan ikke lide, at du taler sådan, og jeg vil have, at du holder op med det.'

Men - jeg er overbevist om, at sprogbrugen er et symptom, som vil forsvinde, når han oplever sig hørt og har fået hjælp til at klare det, han ikke selv kan klare: skaffe sig det, han har brug for.

Sandsynligvis en tidsbegrænset reaktion

Endelig er jeg ret overbevist om, at jeres drengs vrede mv. vil forsvinde efterhånden, som han forhåbentlig bliver mere ovenpå i forhold til skolegangen. Når han bliver tryggere ved situationen og gør den erfaring, at han godt kan finde ud af det, vil han slappe mere af.

Den proces vil selvfølgelig gå hurtigere, hvis han oplever, at far og mor forstår ham og støtter ham - og kan gennemskue alle hans højlydte reaktioner og se dem for, hvad de i virkeligheden er.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

 



 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk