Min datter på knap 7 år er meget udadreagerende

Min datter på knap 7 år er meget udadreagerende

Kære Janne

MEGET kort fortalt...

Jeg er gift med en dejlig mand og har 2 dejlige piger på snart 7 og 5½ år (16 mdr. imellem). De har et stærkt bånd og er glade for hinanden og deler lige nu værelse.

Men min ældste pige og jeg har nogle sammenstød uden lige. Lidt om hendes opvækst. Siden hun blev født ved en hård fødsel, har hverdagen været hård. Hun sov aldrig, vågnede 10-20 gange hver nat og powernappede kun om dagen, stod altid op kl. 4.30-5 stykker. (Dette er blevet lidt bedre, men de fleste dage er vi stadig oppe før 5.30-6 tiden.)

Hun spiste aldrig regelmæssigt, gjorde intet kontinuerligt, intet blev til en del af en daglige rutine, for vi startede forfra hver dag. Hun ville aldrig sidde ved en. Allerede fra hun var 3-4 mdr gammel 'vred' hun sig ligesom ud af armene på en og ville sidde oprejst eller ville ned på gulvet. Som om det blev for meget, hvis det blev for hyggeligt. Hun havde det ikke særligt godt med berøring og kys og kram, men i stedet var hendes bevægelser og berøringer afstumpede og blev hurtigt til klap eller slag i stedet for at ae.

Alle disse ting er fortsat til nu, men hun er blevet bedre til kærtegn, en del føles dog stadig meget 'påtaget'. Alt med hende skal dog være så vildt og støjende, og hendes energi kører oppe under loftet, og det bliver så voldsomt, hurtigt.

Hun er en skøn, skøn og meget klog pige, men til tider også en meget vred og skrøbelig pige. Hun reagerer typisk ret ekstrovert/ udadreagerende med alt. Som om at alt med hende er 10 % ekstra i alle henseender. Jo trættere hun bliver, jo mere energisk bliver hun. Som om hun ikke kan være i sin krop.

Hun svinger humørmæssigt helt ekstremt, og jo trættere, hun bliver, jo mere svingende bliver hun, hvor hun på bare få minutter kan svinge mellem gråd, hysteri, raseriudbrud, glæde, grin og så tilbage til start igen. Vi har talt om ADHD, men har slået det hen.

Førhen, når vi gjorde ting, fx tog steder hen, hun ikke kender, eller med mange mennesker, så mærkede vi det straks på hjemturen, om natten og den efterfølgende dag. Dér kom reaktionen, hvor mens vi er i det, er hun 'på' og virker upåvirket. Det har betydet, at vi er blevet gode til at forberede hende … Men her det sidste år er det, som om det nu også giver bagslag at forberede, for så bekymrer hun sig for meget, får ondt i maven, vil ikke, og tingene er farlige, og hvad nu hvis ...

HVER gang vi siger noget til hende, beder hende om noget, forventer noget af hende, så enten gør hun det modsatte, gør ingenting eller svarer meget frækt igen. Hun hører intet af det, vi siger, og hvis hun gør, får vi et svar lige tilbage: 'Jeg gider ikke hører efter, du bestemmer ikke over mig, hvorfor skal jeg gøre alt for jer, I hader mig, ingen kan lide mig, I skælder mig altid ud, og alt ved mig er forkert!'

Jeg synes, vi har prøvet alt, med ekstra fokus på nærvær, positiv adfærd, sætte ord på, være spejlende, nede i niveau og anerkendende, men står nu bare magtesløse, og vi ved ikke længere, hvad vi skal gøre. Jeg kan ikke mere, og hverdagen er så tung og hård, og jeg har svært ved at komme igennem dagen og holde humøret og overskuddet oppe.

I en konfliktsituation, hvor vi ellers prøver at hjælpe og imødekomme hende, kan det ende med, at vi alle råber og skriger. Hun svarer igen og ender med at gå sig vej, når hun synes, hun ikke gider høre mere, og hun opfører sig mest af alt som en teenager på den mest diva/ primadonnaagtige facon.

Jeg føler tit, at hun ikke føler, jeg elsker hende og vil gøre det bedste for hende. Hun står op og har allerede efter 5 minutters vågenhed råbt og skreget, grædt og skældt ud, og sagt noget, som 'hvor er jeg dog trætte af jer', eller hun er 'bare' sur/ trist og vil intet. Det er også, som om hun nulstiller hver dag, og alle de konflikter, vi før har haft, starter vi forfra med, hver dag. Vi har nogle virkelig store sammenstød, og vores samtaler har sådan helt teenageagtig karakter. Hun er meget stærk verbal, og alt, man siger stille og roligt til hende, bliver svaret på med vrissen eller råben.

Alt dette er lillesøster også begyndt på. Hvis storesøster i en periode giver lidt plads og er mere rolig og hvilende, så skal jeg love for, at lillesøster, som altid har været så 'medgørlig', pludselig tager fat og føler, der er plads, og giver den max gas på selvstændighedsfronten. Råber og skriger, alt skal være NU, og hun vil intet af, hvad vi beder om. Hun har virkelig 'taget ved lære' af at se sin søster, og det gør mig SÅ ked af det, for jeg føler mig bare så meget som en fiasko som forælder.

Alt dette gør, at jeg bestemt føler, jeg har fejlet som mor til hende, og jeg er så bange for, at jeg sætter et forkert aftryk i hende, og hun vokser op og ikke føler, jeg elsker hende. Jeg kan mærke, at alt dette rammer hendes selvværd, som jeg synes, er lavt nu. Hun presser mig dagligt derud hvor jeg mister besindelsen og kan råbe højt og blive rigtig vred. Bagefter bliver jeg så ked af det og ville ønske, at jeg kunne tackle det hele meget bedre og med mere overskud. Det hele er bare blevet en dum og ond spiral.

Meget kort beskrevet, så er intet med hende nemt, hverdagen er hård. Og hvor er det skrækkeligt at have det sådan med sit eget barn!!

Jeg føler, at vi er nået til det punkt hvor alt det, min mand og jeg prøver at sige anerkendende, roligt og spejlende, preller af. Som om alt foregår med hævet, fast stemme og alt for meget skældud … Jeg hader det. Hvad gør vi forkert?

Jeg kan ikke mere - VIL ikke mere.

Kærlige hilsner fra en meget, meget håbløs mor.


SVAR

Kære 'meget, meget håbløse mor',

åh, hvor det lyder, som om I har en krævende dagligdag derhjemme. Jeg bliver næsten udmattet af bare at læse din beskrivelse. Det undrer mig ikke, at du hverken kan mere eller vil mere, og jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke er i tvivl om, at I har meget brug for at få hjælp udefra. Det lyder for mig, som om du i al fald er kørt helt ned, og hvis jeg har ret i det, ja, så har du slet ikke overskud til at få rettet op på en situation, som lyder helt knudret - og hvor ingen trives.

Det gælder om at være en 'god nok forælder'

Jeg vil også skynde mig at sige, at du slet ikke behøver at være så hård mod dig selv. Jeg har tidligere her på siden sagt, at for mig er en dårlig forælder en, som er ligeglad med sine børn og som ikke gør sig umage med at møde dem på deres betingelser. Og sådan er det slet ikke med dig - eller din mand, så vidt jeg kan læse. I hopper nærmest på tungen i jeres anstrengelser for at  imødekomme især jeres ældste datter, som af en eller anden grund har nogle særlige behov. Blev det konstateret, om hun fik nogle skader efter den hårde fødsel? Der kan være en forklaring her.

I har brug for hjælp udefra

Men uanset hvad grunden er, så er jeres store datter tydeligvis en person, som har brug for særlig støtte - en støtte, som rækker ud over, hvad et par almindelige forældre kan yde. I har prøvet, det bedste, I kunne, og noget er lykkedes for jer, mens andet - for meget andet - ikke er. I skal have professionel hjælp - og det er ikke fordi, I har fejlet eller handlet forkert. Det er, fordi I har stået og står over for en for stor opgave. I må skaffe jer hjælp hurtigst muliugt, bl.a. for at standse jeres yngstes efteraben af sin søster.

PPR - eller familierådgivning

Jeg går ud fra, at jeres store pige går i børnehaveklasse - hun har i al fald alderen til det. Hvis det er rigtigt, så vil jeg foreslå jer at kontakte skolens PPR - Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning. I kan få besked, om hvordan I gør det, på skolens kontor. Hvis hun stadig går i børnehave, må I tale med pædagogerne om, hvordan I kan skaffe professionel hjælp til jeres familie.

En anden mulighed er at opsøge en familierådgivning. I kan se en oversigt over kommunale hjælpemuligheder på borger.dk - Familierådgivning og akut hjælp, følg linket. I kan også opsøge en privat klinik. Der er mange, og de er sikkert ikke billige. Spørg efter prisen, hvis I foretrækker privat hjælp.

- eller forældrerådgivning

I de store byer findes der meget ofte en offentlig mulighed for forældrerådgivning. Jeg kan her direkte henvise til København og Aarhus - igen: følg linkene. Endelig kan I søge 'forældrerådgivning' på nettet og vil der nå frem til mange både offentlige (gratis) og private (mod betaling) muligheder. I vil kunne få telefonisk rådgivning, eller I vil kunne få et møde med en kvalificeret person.

I må fortælle den psykolog, I kommer til at tale med, hvordan jeres dage ser ud - på samme måde, som du har beskrevet det i dit brev til mig.

Der er ikke meget, jeg kan råde jer til at gøre anderledes, end I allerede gør, i ugerne indtil I kan få noget hjælp udefra. Du ved allerede, at det ikke hjælper det mindste at råbe op - snarere tvært imod - og det lyder på det, du skriver, som om I har været omkring alle mulige teorier om, hvordan man bedst samspiller med sine børn. Uden det har hjulpet syndeligt, tilsyneladende.

Ubehjælpsomme forsøg på at møde behov

Det eneste, jeg vil sige, er, at I må huske, at når jeres ældste datter er så kantet at have med at gøre, som hun åbenbart er, så er hendes opførsel altid,altidudtryk for hendes forsøg på at skaffe sig noget, hun har brug for. Der er et eller andet, hun savner så voldsomt, at hun igen og igen prøver at få fat i det. Og selv om hun så skaber ballade omkring sig og tydeligvis gør sine forældre utilfredse, så gør dét mindre ondt på hende, end savnet gør. Derfor prøver hun igen.

Afmægtig

Det er muligt, at I vil blive mindre vrede og kede af det, hvis I kan fokusere på jeres datters opførsel som udtryk for en eller anden form for afmagt: Hun ved ikke, hvordan hun kan handle, for at fjerne det, som gør ondt = møde sit uopfyldte behov. Hun er ikke uartig eller fræk eller trodsig, selv om hendes opførsel kan karakteriseres sådan.

Jeg har skrevet lidt mere, om hvad behov er, her: Alting drejer sig om vores behov. Følg linket.

Og hvis I er i stand til at gætte kvalificeret på, hvad det mon kan være, hun i den grad mangler, ja, så kan det være, at I kan få hende til at slappe lidt af. Jeres samtale kan så handle om, hvad det er, hun gerne vil have - i stedet for at handle om hendes forkerte måde at opføre sig på. Det vil blive en helt anden og meget mere konstruktiv slags samtale.

Men - der vil ikke ske ændringer fra den ene dag til den anden. Det er åbenbart en livslang historie, at jeres datter ikke har oplevet sig hjemme i sig selv. Alene det lyder jo meget lidt behageligt.

 

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 



 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk