Min søn mener, jeg har smadret hans barndom

Min søn mener, jeg har smadret hans barndom

Hej Janne

Tusind tak for dit svar.(Se 'Min søn på 12 år vil ikke tale med mig' fra 12. januar 2016)

Jeg har ladet det ligge lidt og tænkt tingene igennem og prøvet at "lade det virke".

På mange områder er jeg enig med dig, og jeg forsøger stadig at skabe kontakt til min søn, men uden det store held. Det har kun gjort tingene værre, og han er vredere end nogensinde.

Nu går det ud over hans lillesøster også, idet hun er kommet i klemme i det hele. Hun bliver utryg ved situationen, og jeg frygter nu, at hun også trækker sig fra mig. Men vi har et stærkt bånd - trods alt :)

Planen var, at vi skulle på ferie sammen om nogle uger, men det tror jeg ikke længere på, er en mulighed. Det er en udlandsrejse i en uge. Min søn vil meget gerne med, men vil i øvrigt IKKE ses med mig. Hvordan pokker skal vi så kunne være sammen i en hel uge? Dét kan han ikke svare på.

Forleden talte jeg med ham i telefonen. Han var rigtig flabet, og jeg var rystet over hans måde at tale til mig på. Men omvendt er den fuldstændig lig hans mors måde at tale til mig på, så det kommer dog alligevel ikke som den helt store overraskelse for mig. Han har INGEN respekt for mig og mener, at jeg har smadret deres liv og hele hans barndom ved at forlade deres mor. Det første år var der ikke noget at kritisere. Han er immun over for, at jeg trods hans vrede, meddelte ham, at jeg ALDRIG har ønsket, at jeg ikke skulle se ham.

Jeg har måttet meddele ham, at jeg ikke finder mig i hans opførsel, der er uacceptabel. Dét ville jeg have sagt til ham uanset, om vi boede sammen eller ej. Jeg har en grænse, og den er nået. Det bliver svært for ham at komme videre herfra og ligeledes at give mig en undskyldning for hans opførsel. Men så må det være sådan, og jeg kontakter ham ikke længere.

Det er lidt imod dit råd om at bibeholde kontakten til ham, og jeg ved, at jeg skal tåle meget. Men nu er nok altså nok.

Det skinner klart igennem, at jeg er syndebuk for ALT, der ikke virker i deres liv. Men det bliver jeg ikke ved med at stå på mål for.

Der er fortsat ingen udsigt til et samarbejde med børnenes mor. Hun virker mere og mere sur, for hver gang vi taler sammen.

Jeg giver op ! (pt)

Mvh. Tommy


SVAR

Kære Tommy,

jeg kan levende forestille mig den klemme, du er i. Og jeg synes som du (?), at din søn ikke skal med på en rejse, hvor I skal være sammen uafbrudt, og du ikke har nogen mulighed for at nægte at være sammen med ham. Jeg synes nemlig - stadig ligesom du - at du ikke skal acceptere at blive talt til på en måde, som er flabet og respektløs. Det er heller ikke spor godt for din søn at få lov til, mens det omvendt er godt for ham at opleve, at hans måde at tale på har konsekvenser. Han kan vælge både at støde folk fra sig og knytte folk til sig via den måde, han taler på.

Umodent og barnagtigt at tale flabet og respektløst

Min pointe er stadig, at din søns respektløse måde at tale på dækker over sorg og afmagt og ikke handler om, at han ikke elsker dig. Jeg kan sige det sådan: Han har åbenbart en dårlig læremester. Det er umodent og barnagtigt at bruge negative ord om andre, at være flabet og respektløs. Længere er den ikke - og det gælder alle, uanset alder.

Din søn er 12 år. Han er gammel nok til, at man kan forvente en vis indsigt og selvstændighed, og den har han bl.a. brug for sin far til at udvikle. Men - du er ikke i nærheden og har ikke nogen dagligdag sammen med ham.

Opførsel er ét - følelser noget andet

Det er derfor, jeg foreslår - og foreslog - at du prøver at adskille tingene. Ét er hans uacceptable måde at tale (- og opføre sig) på. Et andet er hans kærlighed til sin far. Og din til ham. Det betyder konkret, at det er i orden at afvise din søns uacceptable tale- og handlemåder, men ikke i orden at afvise ham. Sagt på denne måde: 'Jeg vil ikke finde mig i at blive talt sådan til, som du netop gjorde, men jeg elsker dig og savner dig.'

Kan du følge mig i den dobbelthed?

Et andet ex: 'Jeg vil ikke have dig med på ferie, for jeg tror ikke på, at du vil behandle mig ordentligt. Men jeg er ked af, at det er sådan og vil savne dig. Jeg ville allerhelst have dig med og kunne nyde ferien sammen med dig.'

Altså: På den ene side dine følelser, som er klippefaste og uden for hans rækkevidde, på den anden hans uacceptable opførsel. Somhankan vælge at ændre, hvis han vil.

Far er per definition den store og stærke

Jeg foreslår, at du lader være med at presse ham for en undskyldning. Den vil være en yderligere belastning imellem jer, og du ved jo allerede, at han er den svage, og du den stærke af jer to. Han behøver ikke at skulle lægge sig ned og kysse dine skosåler - billedligt talt. Han ligger der allerede.

Lad din ekskone fare

Jeg vil endelig foreslå dig at lade være med at kommentere, hvad din ekskone måtte have påstået, sagt eller gjort - over for ham og hans søster. Det er simpelthen ikke vigtigt nu. Det er fortid, og der kan ikke ændres ved det. Lad det fare.

Og: Jeg synes stadig, du skal kontakte ham jævnligt - uden at forvente tak eller såmænd respons. Måske mest for at demonstrere og vise ham, at du elsker ham og savner ham, og det har han ikke magt til at ændre på - uanset hvor respektløs, han så er. 12 år! Reelt er han en lille dreng, der ikke aner, hvad han har gang i.

Jeg håber, du får en god ferie!

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

 

 

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk