Vores søn på 9 år forstyrrer og har svært ved at overholde regler

Vores søn på 9 år forstyrrer og har svært ved at overholde regler

Hej Janne,

Vores søn på 9 år går i en lilleskole. Lige siden 0. klasse har lærerne talt om, at han forstyrrer undervisningen ved at snakke med de andre og gøre ting, som han ikke må, komme for sent osv. Vi sætter grænser og taler med ham og laver lektier med ham, og han vil SÅ gerne blive bedre til de ting. Men han føler sig dum, siger han.

Jeg tror, det handler om manglende struktur på skoledagen, og at han startede for tidligt i skole (før han blev 6 år). Han får ekstra undervisning i matematik, og har også fået det i dansk. Selv om han kunne læse, før han fyldte 6 år og bl.a. læser De 5 detektiver. Han skal have gentaget regler og metoder til fx matematik mange gange.

Jeg synes, det er blevet for surt for ham og ødelægger hans selvtillid med al den kritik, han får. Til gengæld er han verdens bedste storebror, hjælpsom hjemme og i skolen, har empati og vil så gerne leve op til de forventninger, vi har til ham. Han er vellidt og har mange legeaftaler.

Især i skolen, når vi henter ham, eller hos bedsteforældre, oplever vi ham som ustyrlig, og vi kan ikke få øjenkontakt med ham, og han er oppe at køre, ikke altid på en fjollet måde, men på en måde, så vi ikke kan få ham til at stoppe med at plage/ afbryde, hvilket har ført til, at vi tæller til 3 og inddrager hans iPad, efter advarsel. Det hjælper lidt, men situationen opstår meget tit.

Det er hårdt, at det er de samme ting, vi får at vide, han skal arbejde på som i 0. og alle børnene ved, at det er typisk min søn - hvis han har gjort noget, som de ikke må i skolen fx. Jeg vil gerne have, at han også får lidt faglig selvtillid og også bliver respekteret for sit gode hoved, han er fx god til at hitte på og tegne, samt han elsker historie, fx om 2. Verdenskrig og Troja.

Hjemme fylder han mest af de 3 børn, vi har, og det gør lektierne også. Jeg hælder mest til at skifte skole til en god folkeskole, gå 3. klasse om og starte på en frisk. Lærerne er flinke, men de giver ham høreværn, så han ikke taler med nogen, og han har også siddet på en pude og fået time out udenfor klassen. Er det mon ADHD?

Han er god til at høre efter til fx kor, som han gik til i næsten 2 år, der var han stille, men der var han heller ikke sammen med klassekammeraterne. Da han var yngre, gik han til gymnastik, og han lyttede til, hvad læreren sagde. Så jeg mistænker miljøet og den rolle, han har i skolen? Tak for din hjælp - vi er lidt slidt ned lige nu.

Mvh Mummy


SVAR

Kære Mummy,

allerførst: om din søn kan diagnosticeres med ADHD, kan jeg ikke vide. Det må I eventuelt få en faguddannet person til at undersøge. Husk, at det bare er en diagnose, som ikke i sig selv gør nogen forskel.

ADHD?

Jeg kan desuden ikke dy mig for at henvise til den lille film, knap 12 minutter, som ligger på YouTube og handler om ADHD. Den er på letforståeligt engelsk og er både tekstet, tegnet og fortalt - og meget interessant. Se den ved at følge linket her: Changing Education Paradigms. Fortælleren - Sir Ken Robinson, navnkundig ekspert i bl.a. uddannelse - når til at tale om ADHD 3 min 40 sekunder inde i filmen …

Din søn - og det, han ikke kan

Når jeg læser dit brev, bliver jeg optaget af dine beskrivelser af 1) den lille person, din søn er, 2) sådan, som han opfører sig, og 3) sådan, som skolen reagerer på ham. Det er tydeligt, at der er noget, som din søn ikke magter og ikke rigtigt har magtet, siden han begyndte i skole for - regner jeg mig frem til - 3½, snart 4 år siden.

Han snakker i timerne. Han kommer for sent. (Er det i øvrigt hans egen fejl? Hvem har ansvaret for, at han kommer i skole til tiden? Kommer han for sent, fordi han har svinkeærinder på skolevejen? Eller fordi han kommer for sent af sted hjemmefra?) Han kan ikke helt følge med fagligt, især ikke i matematik. Og: han kan åbenbart ikke lære det nødvendige, hverken det faglige eller at lade være med at forstyrre.

Og det plager ham. Det plager ham så meget, at han kalder sig selv for 'dum'. I taler med ham om unoderne, I laver lektier med ham, I straffer ham ved at beslaglægge iPad'en - og skolen isolerer ham. Intet af det hjælper din hjælpsomme, empatiske, kreative og dygtige dreng.

For tidligt i skole? Ja

Jeg tror, du har ret i, at han kom for tidligt i skole, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt for ham. Jeg tror videre, det har betydet, at han fra begyndelsen af sin skolegang har stået over for et bjerg, der var for stejlt til, at han kunne bestige det. Jeg tror, at alt det, han kan, blev og bliver overdøvet af det, han ikke kan, og at der nu er skabt en stemme i ham, som konstant og højlydt fortæller ham, at han på den ene eller anden måde er forkert, i al fald i forhold til skolen. At han ikke kan klare det, han burde kunne.

Forklaringer af regneregler osv. kan ikke overdøve stemmens: 'Kan ikke, kan ikke, kan ikke finde ud af det!!!'

Små, sikre sejre

Jeg bliver lige i billedet fra før: Når et barn i passende tempo går ad en vej, som stiger langsomt og i en overkommelig grad, så får det hele tiden små sejre: 'Nu kom jeg så langt.' 'Nu klarede jeg at komme helt her op.'  'Nu løste jeg det problem' - og videre på den måde. Jeg holder af at understrege det konstruktive i 'små, sikre sejre'.

Vejen ligger foran barnet, den er rimeligt veldefineret og overskuelig, og barnet får desuden med sig i rygsækken en række erfaringer med at kunne håndtere de udfordringer, der viser sig på turen.

- eller for store nederlag

Når du fortæller om din søn, ser jeg slet ikke sådan en slags historie. Din søn begyndte i skole og var udstyret med nogle kompetencer, som - går jeg ud fra - fik jer til at vurdere, at han var skoleparat. Det viste sig desværre bare, at det var han ikke. Skolens krævede noget andet af ham, noget, han ikke kunne levere, og over tid har den oplevelse selvfølgelig gjort noget ved ham. Noget negativt.

Han kan ikke finde 'vejen', han kan slet ikke overskue den, han har ikke tillid til, at han kan klare udfordringerne, han farer lidt forvirret rundt og er ofte ikke i kontakt med situationen. Han mangler en vejviser, eller et kort over landskabet. Eller bedst: En vejleder, som ser ham, i stedet for kun at vurdere ham.

(Kan hans ustyrlighed være udtryk for lettelse? At byrderne lige nu fjernet fra hans skuldre? Fri fra skole, eller hjemme hos bedsteforældrene, hurra! ???)

Skifte skole og gå klasse om

Jeg synes, det lyder som en god ide at lade din søn gå 3. klasse om. Det betyder, at han skal begynde forfra med at få kammerater og med at finde sig til rette i det sociale system i en ny klasse - men det, tror jeg, kan han sagtens. Det lyder ikke til, at hans sociale kompetencer fejler noget som helst.

Jeg synes også, at det er en god ide at lade ham skifte skole efter sommerferien - klasseskiftet får mere karakter af at begynde på en frisk, end hvis han går der, hvor alle ved, at han går en klasse om.

Nu kender jeg jo hverken den lilleskole, han går på nu, eller den folkeskole, han skal begynde på, så jeg kan ikke sige noget om en eventuel forskel på daglig struktur. Jeg tror, du har ret i, at det vil være en hjælp for din søn at opleve en vis struktur. Han har brug for noget at støtte sig til - den før omtalte vejviser. Det lyder, som om han har mødt det, han havde brug for, da han sang i kor og gik til gymnastik.

Han har brug for at møde opgaver, som han kan klare. Han har brug for at opbygge en samling af erfaringer med at 'kunne finde ud af det'. Og han har selvfølgelig brug for at blive setsom den, han virkelig er. (Læs eventuelt mere om, hvad det betyder, her: Selvværd er det helt centrale.)

Fokusere på din søn - ikke på hans symptomer

En situation er altid resultat af samspillet mellem de involverede parter. For mig lyder din søns situation som resultat af et samspil, der alt for lang tid er gået skævt, imellem ham, hans kammerater og lærerne på skolen - og måske også jer derhjemme.

Jeg får en forestilling om, at ingen på skolen ligesom er stoppet op, har kigget nøjere på din søn ogsetham ordentligt. Givet sig tid til at undersøge, hvad der reelt foregik med ham. Hvad al hans snakken mv. reelt handlede om.

At give ham høreværn, at sætte ham udenfor - og at beslaglægge hans iPad - er alt sammen symptombehandling. Han vil så gerne leve op til jeres allesammens krav - men han kan ikke. Aner ikke, hvad han skal stille op, kan ikke orientere sig i feltet. Og ingen hjælper ham til at finde ud af netop det! Alle er kun optaget af hans symptomer. Det må være vildt frustrerende for ham.

Jeg forestiller mig den lettelse, det vil blive for ham, at komme i en sammenhæng, hvor han ikke på forhånd er defineret som ham, det selvfølgelig handler om, når der er ballade. Hvor han skal løse opgaver, som er til at finde ud af for ham. Hvor han ikke konstant møder kritik, bebrejdelser, skæld ud - den slags.

Og jeg tror ærlig talt ikke et øjeblik på, at din søn gør sig fortjent til nogen ADHD-diagnose …

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk