Vores dreng på 7 år har svært ved at tackle sin vrede

Vores dreng på 7 år har svært ved at tackle sin vrede

Hej Janne,

Vi er en familie, der består af 3 skønne drenge i alderen 7, 9 og 11 år, samt mor og far. Vi har et aktivt og travlt familieliv, ikke stressende, men travlt. Vores drenge er aktive med meget sport - fodbold, svømning, karate, gymnastik, osv. Det er nogle gode drenge - alle 3 - og i langt størstedelen af tiden børn, der er i god harmoni med sig selv og deres omgivelser.

Vi har dog lidt udfordringer med vores mindste dreng, han har haft svært ved overgangen fra børnehave til skole, og har også haft lidt udfordringer i børnehaven… I skolen har vi haft en fælles approach med klasselærer og trivselspædagog, som har hjulpet ham rigtig godt og understøttet processen fra børnehave til skole.

Han har en del legekammerater, og er en intelligent dreng, sød dreng - langt det meste af tiden, men han "falder ud" ind i mellem…

Han melder sig hurtigt ud af mange ting eller gøremål, som hvis de skal i skoven, eller til fødselsdag: "det gider jeg ikke", det bliver kedeligt", "det er øv" - han får selvfølgelig ikke sin vilje, men vi taler om, hvorfor vi skal de enkelte ting. Han har svært ved at følge regler og svært ved at acceptere, at det er de voksne, der bestemmer fra tid til anden. Så kan han fx, før klassen skal gå i samlet flok til gymnastik, finde på at gemme sig. Han er rigtig god til fodbold, men gider som regel ikke komme af sted, men når han først er der, trives han rigtig godt. Desværre kan han ikke altid afkode, når en modspiller uforsætligt rammer ham over benet, så bliver han sur og vil gøre gengæld. Han har rigtig svært ved at tackle sin vrede, og det udmønter sig ofte i fysisk handling - altså at han slår eller kaster en pind efter et andet barn.

Derhjemme har han sin pseudotvilling, sin bror, (der er 18 måneder imellem ham og hans storebror), og de er ofte på kant med hinanden (de trykker meget på hinandens knapper) - det er jo naturligt - og det er også forholdsvis naturligt, at man som sidstemanden i en søskendeflok på 3 ind imellem føler, at man må ty til fysiske midler, men vi har mange snakke om, hvordan vi skal opføre os over for hinanden, og hvordan vi tackler vrede - det fylder rigtig meget, uden at vi rigtigt flytter os - i hvert fald ikke nok, synes jeg. Naturligvis leger de også godt sammen, og er så småt ved at finde en god balance, som de bliver ældre.

Men jeg er lidt ked af, at vores mindste dreng ikke kommer ud over sin vrede. Det er småting, men de kan fylde meget, som fx hans strømper, der har en "dut" på tåen, kan vælte hele hans morgen, og sætte ham i en stilling med "sur mund", foldede arme og bare dårligt humør. Det samme gælder, hvis ikke han får lige præcis de bukser på, han vil have på, osv. osv. - og det er den vrede, han tager med sig rundt i skolen, til børnefødselsdage, osv. Han "tåler" meget lidt modstand, før han bliver sur, og det så bliver fysisk eller verbalt.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham, men synes min værktøjskasse mangler nogle elementer!

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

når jeg prøver at koncentrere det, du fortæller om jeres søn, bliver det til,

  • at han let bliver utilfreds/ sur/ vred
  • at han udtrykker sin utilfredshed/ surhed/ vrede ved at slå fra sig ol. - altså med aggressive/ fysiske handlinger
  • at han har svært ved at følge regler og acceptere, at det er de voksne, som bestemmer
  • at han ikke har den store tiltro til, at diverse arrangementer og begivenheder kan være noget ved for ham. Han afviser dem på forhånd - også selv om han siden bliver glad for at deltage.

Det er temmelig oplagt for mig at tro, at han som den lille har haft friere rammer end de to store drenge. Ikke nødvendigvis, fordi I bevidst har slækket på reglerne, når det gjaldt ham. Sikkert snarere, fordi I nu var én mere i familien, og der dermed var mindre tid til hvert enkelt barn. Desuden havde I allerede en på kun 18 måneder, samt selvfølgelig nogle rutiner i jeres travle dagligdag, som lillebror med en vis automatik blev omfattet af. Det kan oven i købet være, at jeres yngste er den af jeres tre sønner, som har haft og har specielt meget brug for træning i ikke at få sin vilje. Det, jeg kalder: at kunne håndtere frustrationer.

Lære at håndtere frustrationer

Lige lidt kort om det: Vi møder alle sammen frustrationer i livet, og vi kan med fordel lære at tackle dem på en måde, som ikke skaffer os yderligere besværligheder.

Vi har alle en fornemmelse/ vurdering af, hvornår en følelsesmæssig reaktion er passende, og den er tæt knyttet til alder og modenhed. (Og køn - men det er en anden historie.) Hvis en 10-årig bryder sammen, fordi der ikke er agurk at få på leverpostejmaden - så ved vi, at noget ikke er i orden. Hvis en voksen går i coma over en forkert sok - eller at aftensmaden er en halv time forsinket - så det samme. Noget er galt. Vi har en uskreven, men velkendt konsensus omkring reaktionsmønstre. Hertil kommer, at vi lever i en kultur, der har ikke-vold som norm: Vi er sådan nogen, der taler om tingene og forhandler, når vi er uenige. (Ingen politikere nævnt her.)

Reaktionerne ændrer sig med alderen

Spædbørn har endnu ikke lært noget af alt det. Hvis ikke de får mors bryst i munden i samme øjeblik, de føler sult, så skriger de i vilden sky de sekunder/ minutter, det tager, før de får det, de vil have.

Større børn må ikke få en is hver gang, de har lyst til en, og derfor kan de også finde på at hyle op - eller at blive sure. Smide sig ned og sparke i gulvet. Store børn skal rydde op efter sig eller hjælpe til, og det passer dem måske ikke: de surmuler, men hvis en trettenårig smider sig ned og sparker i gulvet - så er der noget galt. Det ved vi alle.

Og så videre - og det er både vigtigt og nødvendigt og i øvrigt også bekvemt for et barn, at det får mulighed for at møde og finde ud af at tackle frustrationer i takt med, at det bliver ældre. Altså tackle på en måde, som ikke skaber ballade for det. Processen skaber helt konkret nye forbindelser i hjernen, og har et barn ikke løbende haft gang i sådan en proces, risikerer vi, at det bliver til en lille eksplosiv størrelse, som kører helt op, hvis ikke de rigtige sokker eller bukser er til rådighed.

'Du er ikke min ven!'

Børn må helst begynde at lære frustrations-håndtering fra de er helt små. Småbørn slår nemlig, eller skubber væk - de kan ikke andet, har endnu ikke lært andet. De har måske endnu ikke noget sprog, de kan bruge til at udtrykke sig med, eller også er de måske kun lige begyndt på deres styre-frustrationer-proces og behersker den ikke endnu.

Jeg har kunnet iagttage, hvordan mit mellemste barnebarn, en dreng på nu 3 ¾ år, har flyttet sig fra som étårig at smide sig ned og sparke til alt og alle, over som to-treårig at slå, når han blev utilfreds, til nu, hvor han somme tider med et tjat markerer, at han slår - med et udtryk i ansigtet, der viser, at han er klar over, at han er på gale veje - men de fleste gange reagerer ved at sige: 'Du er ikke min ven!' - og stirre vredt på hvem, han nu synes, har generet ham.

Børn er forskellige

Der er desuden forskel fra barn til barn. Nogle lærer let, andre har brug for en længere eller grundigere indlæringsproces, før en passende reaktionsmåde er indlært, når noget frustrerer.

Jeg foreslår, at I ransager jeres yngste drengs opvækst for at finde ud af, om han er en, som har særlig brug for den type indlæring, jeg taler om herover - eller om han har fået lov til at slippe for let: være 'forkælet lillebror'.

Har brug for særlig indlæringsproces

Uanset om det er det ene eller andet, der kan ligge bag hans manglende kompetence i at håndtere surhed og vrede, så må han nok igennem en særlig læreproces. Det er muligt, at han simpelthen ikke har fået skabt de forbindelser i hjernen, som styrer ham uden om det småbarnlige reaktionsmønster, som det er, at slå. Det er derfor vigtigt, at han ikke møder bebrejdelser eller får skæld ud. Jeg ved jo ikke, hvordan jeres samtaler med ham om at håndtere vrede er, men jeg foreslår, at I har jeres fokus på, hvordan han kan handle, så han ikke skaffer sig selv ballade. Mere ballade!

Jeg foreslår også, at I er vældig tålmodige - jeres dreng kan ikke gøre for det. Han har ikke noget valg. Han kender sandsynligvis ikke til andre reaktionsmåder, som virker for ham, end at slå osv. I kan samtale med ham om, hvad han kunne have gjort, som havde fungeret bedre. Som viste den anden/ de andre, at han var utilfreds og vred - uden samtidig at støde de voksne.

Finde frem til hans egne forslag

Det vil fungere bedst, hvis I kan være 'fødselshjælpere' - altså hjælpe ham med at finde frem til de handlemåder, han selv tror på, at han vil kunne bruge. Jeres egne forslag vil sandsynligvis passe mest til jer, og ikke til ham. Sådan er det tit med 'gode råd'.

Tag udgangspunkt i jeres drengs behov. Han er fx vred, og det er en smertefuld følelse. (Læs eventuelt mere om følelser her: Følelserne fortæller os, at vi er i live) Vreden er udsagn om, at han har et ikke-opfyldt behov, og det vigtige vil være at finde frem til netop dét behov og tale sammen om, hvordan han kan handle, så han skaffer sig det, han i situationen har brug for. Kan I det, vil han opleve sig mødt - og så vil han eventuelt være parat til at samtale om, hvordan den anden/ de andre har det - altså den, han har slået.

Behov for - eller lyst til

Bemærk, at der er forskel på 'har behov for' og 'har lyst til', ligesom der er forskel på 'har behov for' og sådan, som vi vælger at handle for at møde behovet. Behov er den dybere bevæggrund, det andet er den 'oversættelse', vi når frem til.

Eksempel: Jeg er sulten (følelse), har brug for føde (behov), har lyst til ostemad. Det skriver jeg mere om her: Alting drejer sig om vores behov.

Det kan ofte være sådan, at behovet er almindeligt acceptabelt, mens den handling, man foretager for at møde sit behov - og som fx udtrykker sig som det, man har lyst til - ikke er. Igen et eksempel:

Jeres yngste har behov for at være fri for at blive stødt ind i, når han spiller fodbold, fordi det gør ondt - og det er jo let at begribe og acceptere. Men hans handling, at han vil gøre gengæld og slå tilbage, er ikke acceptabel.

Vil I gå ind og mest effektivt tage fat om problemet må I finde frem til det behov, som afføder hans handling, og hjælpe ham til at finde en anden handlemåde, som fungerer bedre.

Man kan ikke gøre for sine følelser

Jeg vil også foreslå, at I lader jeres dreng være så sur og vred, som det nu passer ham. Han har sine gode grunde til det - set med hans egne øjne - så hans følelser er tilladte. Men igen: Det er hans måder at handle på sine følelser på ikke nødvendigvis. Opskriften kan hedde: Du må gerne være sur, men du må ikke slå. Du må gerne være utilfreds, men du skal til fodbold. Han er som syvårig meget afhængig af at have forældre, som sætter gode rammer og stiller de nødvendige krav til ham.

Bøger som udgangspunkt for samtale

Jeg ved jo ikke, om I læser bøger for og med jeres drenge. Jeg anbefaler ofte boglæsning, fordi bøger giver adgang til så mange aspekter af tilværelsen. Lige nu sidder jeg og tænker på den Alfons Åberg bog, som hedder Alfons og uhyret. Kender i den? Alfons slår en mindre dreng og gennemløber derefter alle mulige kvaler - før han kommer i tanker om, hvordan han kan redde sig ud af situationen. Den er måske brugbar som oplæg til en samtale med jeres yngste. Hvis I vil have flere bogforslag, må I spørge jeres lokale børnebibliotekar.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk