Mine børn bliver snart forældreløse

Mine børn bliver snart forældreløse

Hej Janne,

Du skriver altid nogle meget brugbare og reflekterede svar til de mange spørgsmål i din brevkasse.

Jeg er mor til 4 skolebørn i alderen 6-14 år, 2 dejlige piger og 2 skønne drenge. De er alle velfungerende, intelligente og trives godt i skolen.

Hvorfor skriver jeg så? Jo, for 4 år siden mistede de deres far, min elskede mand, i en trafikulykke, da han var på vej hjem fra arbejde. Det kastede vores familie ud i en kæmpe krise og børnenes farmor begik selvmord 4 måneder efter i affekt over hendes søns død. Det var en helt forfærdelig tid, hvor jeg skulle passe på os alle, sørge for alt det praktiske, vores økonomi, passe mit arbejde og ikke mindst selv komme mig over det ufattelige chok det var at miste min mand og svigermor i løbet af 6 måneder. Efter nogle stormfulde år er børnene endelig faldet til ro.

MEN i går fik jeg den helt forfærdelige besked, at jeg har brystkræft stadie 4 med spredning til nyrer, lever og det nederste af min lungespids. Den unge læge sad med tårer i øjnene, da han skulle fortælle mig den forfærdelige besked, da jeg kun er 41 år gammel. Dette betyder, at jeg reelt er dødsdømt. Der kan kun tilbydes lindrende behandling, og det betyder, at inden længe vil jeg blive syg, og jeg vil dø inden for det næste år.

Dette har revet tæppet væk under mig. Mine børn ved endnu ikke noget, men jeg bliver nødt til at fortælle dem det snarest, men HVORDAN skal jeg dog fortælle dem, at jeg - deres eneste primære voksne - skal dø? Jeg aner ikke, hvordan jeg griber det an. Jeg læser febrilsk på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside i håbet om gode råd, men der er jo ingen råd om, hvad man siger til børn, der bliver forældreløse og højst sandsynligt skal placeres i plejefamilier af kommunale foranstaltninger inden længe?!?

Jeg vil i morgen bede om et møde med en familiebehandler, hvis jeg ellers kan få lov til det. Jeg arbejder som sygeplejerske og har aldrig været en del af systemet, så jeg aner ikke, hvor jeg reelt skal henvende mig, men det må jeg jo finde ud af.

Jeg tror, at jeg er ramt af chok. Fatter det endnu ikke helt, tror stadig, at jeg skal på arbejde i morgen, da jeg kun har lette åndedrætsproblemer som det eneste mærkbare tegn på den kræft, der er i fuld gang med at overtage min krop. Min tidshorisont til at klare alt dette er kort og jeg bekymrer mig fuldstændig vanvittigt om, at mine børn bliver forældreløse. Mine elskede, dejlige og skønne børn skal leve i en fremtid uden nogen biologiske omsorgspersoner. Det er en skæbne, der er værre end min egen. Hvordan skal jeg dog forberede dem på dette uden at deres liv bliver slået helt i stykker? Er der mon nogle handleplaner på børnenes skole, der tager højde for dette? Jeg vil så gerne, at børnene kan blive i deres lokalmiljø. Hvordan inddrager jeg de travle lærere bedst i 4 forskellige klasser, så de gør deres bedste til at hjælpe mine børn videre i skolen, når jeg bliver så alvorligt syg og derefter dør?

Min mor er død, min far er gammel og syg, og jeg har ingen søskende. Der er ingen biologiske omsorgspersoner i min familie. Da jeg har haft travlt med at overleve og klare dagen og vejen med mine mange børn, betyder det også, at jeg ikke har været god til at vedligeholde venskaber, så mit netværk er spinkelt. Jeg havde jo forestillet mig, at mine børn ville blive den storfamilie, jeg aldrig selv havde haft, men ønsket så meget. Det skærer i mit hjerte, at jeg aldrig kommer til at se deres børn. Hvem skal fortælle min datter om hendes første menstruation, første kæreste og hvordan skal de dog klare sig uden mig.

Jeg kan mærke, at den sorte fortvivlelse meget gerne vil kaste sit sorte tæppe over mig, men jeg KAN ikke give lov. Jeg må skubbe mine problemer væk, indtil jeg har sørget for dem, men jeg er godt nok på bar bund.

Har du nogle gode råd til samarbejdet med skolen og hvordan jeg gør det bedst muligt?

Mvh


Kære Spørger,

dit brev har gjort dybt indtryk på mig, og mit hjerte bløder for dig. Samtidig er jeg både rørt og imponeret: Rørt over, at du har så meget tillid til mig, at du beder mig om hjælp. Og imponeret over, at du i det hele taget magter at række ud efter hjælp - så hurtigt efter at have fået den frygtelige besked. Selvfølgelig er du i chok. Men: Så forfærdelig din situation end er, er jeg ikke i tvivl om, at du både kan og vil handle, så alt bliver klaret så godt for dine børn, som det nu kan.

Der findes hjælp og støtte

Og selv om du ikke har andre slægtninge eller nære venner, som umiddelbart kan træde til som omsorgspersoner for både dig og dine børn, så ved jeg, at verden er fuld af kærlige, medfølende mennesker, og jeg er heller ikke i tvivl om, at du vil modtage den hjælp og støtte, du beder om og har brug for.

Jeg håber, at du får kontakt med familierådgivning/ en familiebehandler i nærheden af, hvor du bor. Du kan også ringe til Kræftens Bekæmpelse, hvor du kan finde al den ekspertise, du har brug for. Det er bedre at ringe end at søge på hjemmesiden. Jeg ved, at fx i Aarhus er der et sted for kræftpatienter, hvor man bare kan gå ind og vil blive modtaget af venlige, hjælpsomme mennesker, som vil gøre, hvad de kan, for at møde ens behov: Hejmdal - Kræftpatienternes Hus. Den slags steder findes rundt i hele Danmark. Du kan finde en oversigt over stederne her: Kræftrådgivninger.

Åbenhed er meget væsentlig

Du har to direkte spørgsmål til mig: Det første er, hvordan du fortæller dine børn, at du snart bliver meget syg og skal dø. Hvis jeg begynder helt overordnet, så er jeg overbevist om, at det bedste, du kan gøre, er at være åben. Din sygdom er en ulykke for dine børn, og der kan ikke lettes på dén virkelighed. Ingen bortforklaringer, trøst eller pakken ind kan ændre på, at de snart er forældreløse.

Børn er sensitive, og jeg er sikker på, at dine børn meget, meget snart fornemmer, at noget er galt - hvis ikke de allerede har fornemmet det. Det er altid mindre skræmmende at vide, hvad det er, som truer, end at gå rundt og gætte, være bange, prøve at finde ud af, hvad det er for farer, der lurer i nærheden.

Tal med de store først

Jeg har overvejet, hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg var i din situation. Jeg ville sørge for, at de to yngste på en eller anden måde var væk hjemmefra, sådan at jeg var alene med de to store i tilpas lang tid. De store kunne eventuelt blive hjemme fra skole en dag. Og så ville jeg sætte mig med dem og fortælle dem åbent, hvad situationen er. Græde med dem, holde om dem, forklare og snakke. Dele deres fortvivlelse, som jo ikke er til at trøste væk. Og videre ville jeg sige, at mit største ønske nu var, at de fire søskende passede på hinanden, så godt som det nu kunne lade sig gøre.

Jeg synes i det hele taget, at det er meget, meget vigtigt, at de fire bliver helt klar over, at de har hinanden. At de nu bliver hinandens familie - og måske den eneste, de har.

Som det næste ville jeg fortælle de to yngste børn, hvad der kommer til at ske - mens de store også er der. Sådan, at I alle kan være der for de små - og for hinanden. Og som sagt: Jeg ville være åben og uindpakket om den barske virkelighed, fordi den ikke er til at komme udenom. Løgn og fortielse er noget af det værste, man kan udsætte børn for, fordi deres virkelighed så bliver uklar og dermed farlig.

Finde ud af deres fremtid i fællesskab

Når børnene er kommet sig over det helt umiddelbare chok, som det vil være for dem at få at vide, at mor skal dø, så foreslår jeg, at I sammen taler om, hvad der skal ske med dem. De må have mulighed for at udtrykke, hvad de helst vil - ud over, selvfølgelig, at mor overlever. (Og det er der ikke den mindste chance for, at du gør?)

Du må orientere dem om, hvad der kommer op af planer for deres fremtid - selvfølgelig på et niveau, som svarer til deres alder og modenhed. Jeg er overbevist om, at åbenhed er meget væsentlig og det bedste for børnene. Smerten, frygten og sorgen kan du ikke spare dem for, så forfærdeligt det end er.

Jeg mener også, at det vigtigste for dig er at bruge din tid på at skabe de bedste mulige omstændigheder for dine børn, når du ikke mere kan tage dig af dem.

Informere lærerne på én gang

Dit andet spørgsmål handler om skolen. Jeg synes i øvrigt, det må være vigtigere, at børnene er sammen, end at de bliver på deres gamle skole. Jeg håber selvfølgelig, at begge dele viser sig muligt.

Mit forslag her er, at du skriver en fælles mail til de fire lærere og fortæller dem, hvad der kommer til at ske. Jeg tror, det er klogt at gøre det, så snart du har fortalt alle dine børn om din sygdom. Du kan tilbyde at mødes med lærerne - igen alle fire på én gang - hvis de mener, de har behov for det. Eller selvfølgelig: hvis du har behov for det. Men jeg tænker på din begrænsede tid og dine begrænsede kræfter. Du må selvfølgelig vælge at bruge tid og kræfter på det væsentligste.

Dine børn overlever

Her til sidst vil jeg tillade mig at fortælle dig, at dine børn nok skal klare sig. Deres liv får et hårdt slag, men det bliver ikke slået helt i stykker. Det kan heles igen. De slipper selvfølgelig aldrig for den sorg, det er, at have mistet deres forældre alt for tidligt, men jeg er overbevist om, at du - og deres far, mens de havde ham - har udrustet jeres børn med så meget livsduelighed, at de er i stand til at skabe sig gode liv. De har allerede klaret at komme forbi én katastrofe, og de skal nok klare den næste også, velfungerende og intelligente, som de er. Og så har de hinanden. Så jeg er ikke enig med dig i, at deres skæbne er værre end din. De mister deres mor, men du mister dit liv, og det er det værste.

Følelser er ikke farlige, heller ikke dem, som gør ondt

Husk, at det ikke er nogen katastrofe at føle sorg eller frygt. Det er bestemt ikke behageligt, men det er heller ikke farligt. Følelser er vores naturlige reaktioner på begivenhederne rundt om os, og de kommer, når der er grund til det, er der et stykke tid og svækkes så igen. Vores følelser er reelt udsagn om, at vi er i live.

Hvis du på nogen måde mener, at jeg kan være til mere hjælp for dig, så skriv endelig igen. Og så ønsker jeg dig tid, kræfter og møder med gode mennesker.

De varmeste hilsener
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk