Min søn på 10 år har lav status i klassen

Min søn på 10 år har lav status i klassen

Hej Janne

Jeg skriver vedr. min søn på 10 år, som går i 4. klasse. Hans klasse er præget af en stor drengegruppe, som alle går meget op i fodbold. Min søn går som en af de få i klassen ikke til fodbold, fordi han ikke selv har lyst til at gå til fodbold.

Alle frikvarter går med at spille fodbold, så det er den eneste mulighed, der er, for at lege med de andre drenge. Min søn spiller med i frikvartererne, men siger selv, at det er svært, fordi alle synes, han er så dårlig, at ingen har lyst til at have ham på holdet. Han får lov at være med - men han er egentlig ikke rigtigt med. Giver det mening? Jeg kan bedst beskrive det som, at han har en meget lav status i klassen. Uden at der dog er tale om konkrete episoder, hvor han bliver drillet.

Mit spørgsmål: Hvordan støtter jeg ham bedst derhjemme? Vi taler om det, når han selv kommer og giver udtryk for, at han er ked af det. Og jeg lytter, og vi taler om, at det er en svær situation, og at det er forståeligt, at han bliver ked af det og føler det svært.

Vi forsøger også at fokusere på alle de andre ting, man kan lave ud over fodbold, og han spiller trommer og dyrker taekwondo, hvilket han er glad for.

Enkelte gange har vi - efter aftale med min søn - kontaktet klasselæreren og øvrige forældre med henblik på at få noget hjælp, men selv om vi egentlig bliver mødt med lydhørhed, så har det indtil videre ikke haft nogen effekt. Overhovedet. Og måske er det også en svær problemstilling, fordi der ikke er tale om konkrete drillerier.

Det, jeg kan se, er, at det går rigtig meget ud over hans selvværd og selvtillid. Og jeg vil gerne hjælpe ham til at blive en glad dreng med tro på sig selv. Og jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg konkret skal gribe samtalerne med ham an, og hvordan jeg bedst støtter ham, så hans selvværd og selvsyn ikke går helt i stykker.

Vh


SVAR

Kære Spørger,

allerførst: Jeg synes, det lyder, som om I har grebet situationen særdeles fornuftigt an - men jeg ser et aspekt, som jeg tror, I ikke har med. Som jeg læser dit brev, forstår jeg historien som en beskrivelse af din søns vej til/ arbejde med at blive og være - sig selv. Og det er, hvad jeg foreslår, at I støtter ham i derhjemme.

Ikke give køb på sig selv

Din søn interesserer sig ikke for fodbold, og han er derfor heller ikke ret god til det. Mit forslag er, at han efter bedste evne holder sig væk fra fodbold. Jeg synes ikke, han skal prøve at spille med de andre drenge i frikvartererne. På en bestemt måde er det at ydmyge sig selv - og der kommer jo heller ikke noget godt ud af det. De andre er ikke interesserede i at have ham med, og hans status i gruppen er lav.

Sagt anderledes: Din søn forsøger at være noget, han ikke er, når han blander sig i frikvarterernes fodboldspil. Det er forståeligt, at han gerne 'vil varme sig lidt' i fællesskabet - men det er ikke sådan, den slags fungerer. Han kan ikke blive en del af fællesskabet ved at underlægge sig de andre. Især ikke, når han ikke har hjerte med i det.

Børn gennemskuer facader

Børn er ubarmhjertigt skarpe, når det gælder om at opdage, hvad der i virkeligheden foregår. Din søn opfører sig reelt som en, der har lav status, når han sætter sig selv, sine egne behov og ønsker, til side og overtager de andres værdier og præferencer. Han er - helt imod sin vilje og intension - aktivt medskabende i at skaffe sig lav status i drengegruppen.

Jeg foreslår, at I derhjemme prøver at tale med ham om den mekanisme: At den eneste mulighed, man har, for reelt at komme med i et fællesskab, består i at bidrage med sig selv, som den, man nu engang er. På godt og ondt: 'Du er til fodbold, som ikke interesserer mig. Jeg er til taekwondo, som ikke interesserer dig. Kan vi blive venner?'

Jeg ved udmærket godt, at det er lettere sagt end gjort. Voksne mennesker kan meget let slås med det samme - at turde være sig selv - og han er bare 10 år. Jeg ved også, at drenge netop ofte skaber venskaber på baggrund af fælles aktiviteter og interesser. Men - at stå ved sig selv er hans eneste chance for at erobre en eller anden god placering i klassefællesskabet, og det er, hvad jeg mener, I må støtte ham i derhjemme.

Selvværd: selvfølelse og selvtillid

At underlægge sig de andre er helt sikkert også ødelæggende for både din søns selvfølelse og selvtillid. Hvis du læser, hvad jeg skriver om de to begreber - følg linkene - kan du se, at begge vokser, når man har positive erfaringer med at være den/ gøre det - som man nu engang er og kan.

På længere sigt er jeg sikker på, at hvis din søn holder op med at prøve at hægte sig på de fodboldspillende drenge, og i stedet for kan finde ud af at være glad for det, han kan, og stå ved det - så vil det vække de andre drenges interesse. Engagement og dygtighed er altid tiltrækkende. Det er personlig styrke også.

Desuden er det jo muligt, at en eller flere af de andre drenge reelt ikke ersåoptagede af at spille fodbold. Det kan være, at de vil benytte sig af det, når de opdager, at det er muligt at være fælles om at gå op i noget andet end fodbold - og være glad for og stolt af det.

Finde andre venner?

Det lyder på dit brev, som om det ikke er muligt for din søn, i al fald ikke i første omgang, at få drengevenner i sin klasse. Måske er der en pige, han kan gå i spænd med. Er der mon en af pigerne fra klassen, som dyrker taekwondo? Eller spiller et instrument? Som han kan kontakte på den baggrund? Eller måske er der andre børn på skolen, som har samme interesser som din søn, og som går i samme klub/ på samme musikskole. Hvis ikke I allerede har undersøgt det, foreslår jeg, at I gør det.

Jeg foreslår videre, at I spørger hans lærere om, hvad de har af forslag til, hvad han kan foretage sig i frikvartererne, da han jo ikke har lyst til at spille fodbold. Han vil sandsynligvis have brug for støtte i skolen til fx at finde ud af, hvor han skal være - mens alle de andre styrter rundt i gården og spiller bold. Er der et musiklokale, hvor han kan få lov at sætte sig og spille? Må han være på biblioteket?

Lærerne - og de andre forældre - kan næppe ændre noget i drengenes indbyrdes samspil, men det er skolens ansvar at gøre, hvad man kan, for at hjælpe eleverne til at trives. Jeg tror, I kan få noget positivt ud af at tale med lærerne om en anden støtte end den, der består i at få jeres dreng højere op i fodbold-hierarkiet.

Give status til din søns interesser

Derhjemme må I selvfølgelig blive ved med at lytte til ham, når han fortæller om, hvor svært det er for ham, og at han er ked af det. Jeg ved jo ikke, hvordan I hidtil har talt sammen om det, men jeg vil understrege, det er vigtigt, at I taler på en måde, så jeres søn ikke får en opfattelse af, at han er offer eller taber, at der er noget i vejen med ham, fordi han ikke er optaget af fodbold - eller med de andre, fordi de er.

Det er hverken bedre eller værre at gå til taekwondo end at spille bold. Det er bare forskelligt - også selv om mange vælger det ene og få det andet.

Kan I bakke ekstra meget op bag jeres søns interesser? Gå med ham til stævner eller koncerter. Se film, der handler om taekwondo - jeg har fundet en oversigt (på engelsk) her: Gode film baseret på taekwondo. (I må nok tjekke kvaliteten - jeg kender ikke filmene, og nogle er nok for voksne.)

Der findes oven i  købet en letlæst børnebog, som hedder Taekwondo på film - følg linket. Den er mulig at tage med i skole …

Reelt er det jo noget meget mere særligt at dyrke den sportsgren, som din søn gør - end at spille bold ligesom alle de andre. Der er i al fald ikke nogen grund til, at han ikke skal være stolt og glad over sit valg. Kan I formidle det til ham, tror du? Og hjælpe ham til at få nogle gode historier at fortælle om netopsineinteresser.

Hovedoverskriften er at støtte ham i at være den, han nu er, med de interesser osv., han nu har. Samt at hjælpe ham til at turde lade være med at tilsidesætte sig selv og underlægge sig de andre drenges valg.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk