Bondeæggekage med kartofler og bacon i rugklapper

Af: Kokkelandsholdet

Måltid: Madpakke
Antal: 4 rugklappere
Kan fryses: Nej
Kan laves af børn: Nej

Ingredienser

  • Æggekage:
  • 8 skiver bacon
  • 1 kogt kartoffel (i tern, ca. 1 dl)
  • 4 æg
  • 3 spsk mælk
  • 1/2 tsk groft salt
  • 1/4 tsk peber
  • 1 tomat
  • 4 rugklapper
  • Tilbehør (til én rugklapper):
  • 2 spsk hakket purløg
  • 2 skyllede salatblade
  • 2 cherrytomater
  • ca. 30 g agurk
  • 1 træspyd

Sådan gør du

Steg bacon sprødt på en tør pande ved jævn varme i ca. 2 min. på hver side, til det er gyldent, og lad det derefter dryppe af på køkkenrulle. Gem baconfedtet på panden og rist kartoffelternene i fedtet ved jævn varme.
Pisk æg og mælk let sammen og tilsæt salt og peber. Hæld æggemassen på den varme pande med baconfedtet. Steg æggekagen ved jævn varme. Løft jævnligt med en paletkniv, så det flydende kommer ned i bunden.
Skyl tomaten og skær den i skiver. Læg skiverne på æggekagen, når den er halvstivnet. Lad den bage færdig ved svag varme. Æggekagen skal bage ca. 10 min. i alt.

Æggekagen skæres i trekanter og kommes ind i rugklapperen sammen med salatbladene. Der pyntes med bacon og purløg. Cherrytomaterne og agurkestykket skylles. Agurken skæres i store tern, sættes på træspyddet sammen med cherrytomaterne, og gives med i madpakken.

Øvrigt

Rugklappere kan købes færdige, eller som alternativ kan man købe en pose færdig rugbrødsmel. Det er nemt at bage, og intet smager som nybagt rugbrød.