Book et besøg på en gård

24. april 2018

Ved dine elever hvor ost, mælk, smør og yoghurt kommer fra og har I lyst til at lære og komme i dialog om dyrevelfærd, klima, madens oprindelse og moderne landbrugsproduktion i et autentisk miljø? Så invitér din klasse med ud på et gårdbesøg.

Hvad får elever og lærere ud af et gårdbesøg?

På et gårdbesøg vil dine elever komme helt tæt på køerne og få en forståelse for, hvor produkter som ost, mælk, yoghurt og smør har deres oprindelse. De vil også få indsigt i, hvordan dyrene lever og hvordan moderne mejeriproduktion foregår. Besøger I en gård, der drives økologisk, kan I samtidig få indsigt i de specielle vilkår, der er for økologisk mælkeproduktion.

Hvad sker der på et gårdbesøg?

Den enkelte landmand tilrettelægger besøget og går i dialog med jer omkring de emner og oplevelser, der er relevante for eleverne i forhold til klassetrin og fag. Et gårdbesøg er oplagt i forbindelse med faget natur/teknik.

Hvor i landet kan vi booke et besøg på en gård - og hvad koster det?

Gårde over hele landet er klar til at tage imod dig og din klasse - og det er helt gratis. I kan eksempelvis besøge Karensminde I/S på Djursland, Tjørnhøjgaard på Lolland eller Kollerødgaard i Græsted, der også producerer is fra eget ismejeri. Så om I kommer fra Hillerød, Grenaa eller Nakskov har I god mulighed for at booke et gårdbesøg i nærheden af jer.

Hvordan booker jeg et besøg på en gård eller et mejeri?

Hos Landbrug & Fødevarers Skoletjeneste kan I finde en besøgsgård nær jer - klik på linket her: Find en gård eller et mejeri i nærheden af jer her

Hos Skoletjenesten kan I også finde forskellige materialer, som klassen kan bruge før og efter gårdbesøget - fx 'Mad fra landet', som målrettet 1.-3.klasse eller arbejdsbogen ’Koen og mælken’, der henvender sig til elever i 4.-6. klasse. De nævnte materialer kan downloades i printvenlige udgaver eller bestilles, når I booker et gårdbesøg. Find materialerne her.