EU-tilskudsordningen for frugt, grønt og skolemælk
EU yder tilskud til både frugt, grønt og mælk i skolerne. I Mejeriernes Skolemælksordning koncentrerer vi os naturligvis om sidstnævnte – nemlig mælken. Vi sørger således for på vegne af alle skoler i vores ordning at ansøge om EU-tilskuddet.
Der er desuden nogle krav fra EU, som den enkelte skole skal hjælpe med at opfylde - det gælder kravene til henholdsvis 'Skiltning' og 'Læringsaktiviteter'. Se mere herom nedenfor.
Skiltning
Alle uddannelsesinstitutioner, der uddeler skolemælk, skal oplyse offentligheden om, at skoleordningen for mælk på den pågældende uddannelsesinstitution er støttet med EU-midler. Det kaldes for ’skiltning’.
I skal som skole informere offentligheden om dette via et internetbanner, der ligger på uddannelsesinstitutionens forside. Skiltning skal ske ved, at et link med ankertekst ”EU-skoleordningen” fremgår af hjemmesidens forside. Linket
skal føre videre til en underside på hjemmesiden, som er offentlig tilgængelig, og hvor et internetbanner fremgår med
følgende oplysninger:
- EU-flaget
- Betegnelsen ”skoleordning”
- Den økonomiske støtte fra EU (medmindre det er udelukket på grund af størrelsen på internetbanneret).
Landbrugsstyrelsen stiller det digitale banner til rådighed, og via denne side på skolemælk.dk kan I finde webbanneret.
Det er også muligt at supplere den digitale skiltning på uddannelsesinstitutionens hjemmeside med fysiske plakater på uddannelsesinstitutionen. Link til printbare udgaver af disse plakater findes også på førnævnte link.
Læringsaktiviteter
En vigtig del af ordningen er, at der sammen med uddeling af mælk (og frugt og grønt) også gennemføres læringsaktiviteter.
- Ved en læringsaktivitet forstås et tiltag eller en aktivitet, der skal sigte mod at øge børnenes kendskab til landbruget og til det store udvalg af Unionens landbrugsprodukter, heriblandt navnlig dem, der produceres i deres region, gennem aktiviteter, fx besøg på gårde og uddeling af et større udvalg af landbrugsprodukter. Desuden er formålet at oplyse børn om relaterede emner, såsom sunde kostvaner og deres indvirkning på folkesundheden, de nationale kostråd, lokale fødevarekæder, økologisk landbrug, bæredygtig fødevareproduktion, bæredygtigt forbrug og bekæmpelse af madspild.
- Det er muligt at anvende Landbrugsstyrelsens gratis læringsmaterialer, som består af henholdsvis en tegneserie til børnene op til 6. klassetrin og en quiz til de større børn fra 7.- 10. klassetrin.
- Det er også muligt for jer som skole at gennemføre egne læringsaktiviteter – det kan fx være temadage, workshops, foredrag, undervisning, leg eller lignende afhængigt af, hvad der passer til børnenes alder. OBS: Det er ikke muligt at søge om tilskud til læringsaktiviteter under ordningen for skolemælk.
Ønsker I at anvende Landbrugsstyrelsens læringsaktiviteter kan de downloades via denne side på skolemælk.dk eller de kan rekvireres hos Landbrugsstyrelsen via mail: projekttilskud@sgav.dk
VÆR OPMÆRKSOM PÅ:
Vedr. gennemførsel og dokumentation skal det understreges, at det er skolens ansvar, at læringsaktiviteterne gennemføres for alle de elever, der deltager i ordningen om EU-tilskud.
Ansvaret for at kunne fremvise dokumentation for gennemførslen (fx at de store elevers quiz-svar gemmes) er også skolens, da denne dokumentation skal kunne fremvises ved evt. kontrolbesøg fra Landbrugsstyrelsens side. Det gælder også dokumentation for evt. læringsaktiviteter I som skole selv måtte initiere og gennemføre.
Eksempler på dokumentation herpå kan fx være kommunikation om undervisningen til forældre, selve undervisningsmaterialet, en faktura fra kostvejleder/ernæringsekspert, fotodokumentation eller lignende.
Øvrig info
På landbrugsstyrelsens hjemmeside (se link herunder) kan I desuden finde meget mere info om selve tilskudsordningen, samt en vejledning til, hvordan man ansøger om EU-tilskuddet til skolemælk.
Tryk her for at komme til Landbrugsstyrelsens hjemmeside om tilskudsordningen for mælk
Tryk her for at åbne en pdf med Landbrugsstyrelsens vejledning om tilskud til mælk