Hjemmeundervisning - hvad gør jeg?

Af Stine Rank Langhøj, lærer og cand. pæd. i it-didaktisk design

Skolerne er lukkede og undervisningen er flyttet hjem i stuerne. Det kan få sveden frem på panden hos alle - hvad stiller vi op som forældre i denne uvante situation?

Det kan være en udfordring, at vores børn skal hjemmeundervises samtidig med, at vi måske også skal arbejde hjemmefra. Derfor kan det være en god ide at strukturere dagen - det giver tryghed for især de yngste børn, og det skaber noget luft, vi forældre kan bruge til at arbejde selv.

Skab struktur med et skema

Hent skema til hjemmeundervisning her

Husk at trække vejret dybt - og glem alt om læring

Husk på at læring er mange ting! Lene Tanggaard, som er leder af Designskolen i Kolding, taler om “læringsglemsel” - fordi læring sker i høj grad, når vi glemmer, at vi lærer.

Derfor handler det om at gribe de situationer, der opstår. Det kan f.eks. være:

  • Gå en tur og tal om, hvad I møder på jeres vej: dyr, træer, hvilke forårstegn ser vi i naturen lige nu, hvorfor er der lav/højvande.
  • Gå i køkkenet sammen, læs en opskrift og lav mad eller bag noget og nyd succesen, når det lykkes.
  • Læs en bog sammen eller se en film. Det styrker børnenes læselyst, læsehastighed, overblik over, hvordan en historie er bygget op.
  • Spil et spil. Spil med terninger giver talforståelse og øver børnenes evne til at lægge tal sammen.
  • Gå ud og leg. Det giver børnene kropskontrol og kropsforståelse.

Det handler dybest set om, at vores børn skal gøre sig erfaringer med alle dele af livets facetter - og det gør de på rigtig mange måder.