Rapport: "Børn og unges måltidsvaner 2005-2008"

Børn over 10 år vælger madpakken fra og spiser i stedet fastfood, viser ny rapport. 

Børn i alderen fra 4-10 år spiser regelmæssige måltider, men herefter begynder de at springe måltider over eller erstatter rugbrødsmadderne med fastfood. Især frokosten er i farezonen. Det viser en ny undersøgelse som DTU Fødevareinstituttet fra december 2012. 

Rapporten over børn og unges kostvaner i perioden 2005-2008 er baseret på data fra den nationale undersøgelse af danskernes kostvaner i perioden. Den udspecificerer børnenes kostvaner, hvad de spiser morgen middag og aften - og indimellem - og opgør, hvad det betyder for deres energiindtag til hverdage og i weekender.

Undersøgelsen viser også, at børn og unges kost indeholder for meget fedt og sukker samt for lidt kostfibre og D-vitamin i forhold til anbefalingerne. Samtidig viser den, at - undtaget frokosten - så er det stadig de fleste hovedmåltider, der tilberedes og spises hjemme. 

Fastfood erstatter rugbrød og mælk

I forhold til Fødevarestyrelsens anbefalinger indeholder skolebørnenes frokost for lidt fisk, grønt og kostfibre. Madpakken er stadigvæk den mest almindelige frokost for de danske skolebørn. I gennemsnit spiser 75 pct. af de 7-10 årige rugbrødsmadder, mens kun 50 pct. af de 11-14 årige spiser rugbrød til frokost til hverdag.

Især de ældste skolebørn spiser mindre rugbrød, fisk, frugt og grønt og vælger i stedet mere hvedebrød, fastfood og lette retter. Samtidig erstatter de ældste i højere grad vand og mælk med juice eller saft. 18 pct. af skolebørnene over 10 år dropper frokosten helt mindst to gange i løbet af en uge. Derfor er der behov for tiltag, som får flere børn til at spise mere fisk, grønt og frugt, og som får de unge til at fortsætte med at spise rugbrød og drikke mælk og vand til frokosten, konkluderer rapporten. 

Læs en kort sammenfatning (2 sider) af rapporten. Pdf 75KB åbner i nyt vindue.

Læs hele undersøgelsen (64 sider). Pdf 1.300 KB åbner i nyt vindue.

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk