Morgenmad og morgenrutiner

Morgenmad og morgenrutiner

Helle Brønnum Carlsen og Adam Breum

Det betyder meget, hvordan dagen starter. Stemningen, der slås an, bliver nemt hængende resten af dagen og kan også påvirke appetitten. Det kan godt betale sig at opøve gode vaner. 

Sig godmorgen til dagen med et smil

Selv om du ikke er perfekt og altid har overskud, så kan du gøre noget for at åbne dagen positivt og skabe gode forventninger. Der skal så lidt til. Det kan være små rosende ord somHvor har du pakket din taske godt i dag- også selv om du som voksen selvfølgelig har været med inde over. Eller ros dit barn for selv at have bundet snørebånd, eller hvad der nu måtte være af nyt, som dit barn har taget til sig. Hvis dit barn virker utrygt, er det de kostbare minutter om morgenen, der lige kan etablere lidt tryghed. Spørg til, hvad dit barn glæder sig til i løbet af dagen. Vis dit barn, at du selv glæder dig til at gå på arbejde. Din holdning smitter nemlig af på barnet. Det kan være lidt af en øvelse, men det er klogt at være bevidst om.

 Vis også, at du glæder dig på dit barns vegne til, at det skal i skole.Uden selvfølgelig at geare dig op til uoprigtig og hysterisk begejstring. Der er så stor forskel på, hvordan forældre siger farvel til deres børn, når de afleverer dem ved skolen, og vi kan tydeligt mærke, når forældre selv er lidt utrygge. Det smitter. Ord som "nu håber jeg, du klarer det" har forventninger om, at det kan gå skidt, mens "hav en super dag" er fuld af optimisme.

 

Uden mad og drikke….

Det er ikke kun søvn og rolige morgener, der skal give dit barn overskud. Det skal den mad, det spiser også. Der skal være tid til at spise morgenmad og få "pakket dagen ud". Hvad enten dit barn er til den store morgenkomplet eller bare et glas mælk og et stykke frugt, giver det at sidde sammen en tryg ramme, der skaber lyst til at tage hul på dagen. Mange børn kan godt lide at få det samme til morgenmad de fleste dage - så er der ikke så meget, det skal forholde sig til. 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk