MILJØ? MILJOE...MILJA!

MILJØ? MILJOE... MILJA!

Mon ikke mange af I andre har det, ligesom jeg har det: Mere eller mindre dårlig samvittighed over ikke at være bedre til det. Over at tillade sig at glemme det, eller med vilje springe over, fordi det lige her og nu er bekvemmest. Eller måske fordi vi inderst inde ikke tror på, at det reelt gør nogen forskel. 

Jeg taler om at opføre sig miljøbevidst. Om at huske at spare på ressourcerne, genbruge mest muligt og forurene så lidt som muligt. Købe energibevidst ind, sortere affaldet, slukke lyset og lukke for vandhanen. Støtte bæredygtig produktion af madvarer, klæder, møbler, hvad som helst. Plus en hel del mere. 

Skyld! 

Meldingerne fra videnskaben er blevet mere og mere enslydende. Den voldsomme uenighed, der for fx 10 år siden var om, hvis skyld det var, at miljøproblemerne er voksende, er næsten forsvundet. Det er vores skyld, siger de nu alle sammen. Menneskers skyld. 

Det er så nedslående og handlingslammende, at jeg skal tage mig sammen, før jeg læser endnu en rapport om, hvor slemt det står til. Om, hvordan jeg er aktivt medvirkende i den forbrydelse, det er, at stjæle klodens fremtid fra de kommende generationer. Mine børnebørn! 

… og omstilling 

Lige præcis derfor var det så opmuntrende at opdage og begynde at følge med i den kampagne, som i august løb af stabelen som et samarbejde mellem Danmarks Radios P4 og avisen Information: 'Hvad gør vi nu? - vores omstilling til et bæredygtigt samfund'. Det hele står grundigt beskrevet på hjemmesiden voresomstilling.dk

Kort fortalt gik kampagnen ud på at finde, hvad der er af aktive omstillingsfolk over hele landet og få dem til at dele deres omstillingsprojekt med os andre og hinanden. Kampagnen havde aktuelt form som en konkurrence, og der blev udpeget 9 vindere - en i hver region i landet. Men der meldte sig mere end 400 projekter … Hvis ikke dét er opmuntrende, hvad er så? 

Genbrug og … og ... 

Projekterne handler om - at danne fællesskaber omkring lokalt producerede fødevarer. At genbruge, ikke bare på affaldsniveau, som vi allerede kender, nej, meget mere omfattende: 

På privat niveau: Byttemarkeder, hvor jeg kommer med de klæder/ møbler/ dimser, som jeg ikke selv kan bruge, og bytter til dine klæder/ møbler/ dimser, som jeg har brug for. I stedet for at deltage i køb-og-smid-væk cirkusset. Selv den nylige modemesse i København havde sådan et mode-byttemarked - som havde succes. 

På virksomhedsniveau, hvor det meget handler om at opfinde metoder til at genbruge energi (- mejerierne er godt i gang, må jeg hellere fortælle, da siden her jo hedder noget med mælk), men også om genbrug af materialer, fx i byggeprocesser. 

På offentligt niveau: Indtænke OG praktisere genbrug på byggepladser, institutioner af enhver art, i planlægning og administration. 

Og der er meget, meget mere: fælleskørsel. Byhaver, taghaver. By-bier! Fødevarefællesskaber. Bæredygtigt byggeri. Videnscentraler, hvor erfaringer kan indhentes og derefter spredes - og nu er jeg nået til børnene. De er mildest talt vigtige i sammenhængen, af den ene banale grund, at 'børn er fremtiden'. Gammel sandhed, gælder stadig.

Børnene og vanerne 

Børn er i høj grad også nutiden, og den retning, som børn lige nu sendes af sted i, afgør den fremtid, som venter dem et eller andet sted derude. Dem - og kloden. Og det er os, de voksne, forældrene, bedsteforældrene og alle de professionelle voksne, der har med børn at gøre, som afgør retningen. 

Gad vidst, om ikke det er temmelig almindeligt, at det er den otteårige, der sørger for, at vandhanen ikke løber, mens der bliver børstet tænder. Eller bebrejdende slukker lyset efter far eller mor, som - og det er vigtigt - endnu ikke har vænnet sig til, at ressourcer bør man spare på, for de er nemlig begrænsede. Også selv om man har råd til at betale for fråds af både det ene og det andet. 

Børnene lærer miljøbevidsthed i skolen, og forældre er ærlig talt godt tossede, hvis ikke de lader sig belære af ungerne. Både for 1) at støtte op om en god - nej, nødvendig! - sag, for 2) reelt at forbruge mindre, og endelig for 3) at styrke børnenes dannelse af gode vaner. For det er jo i meget høj grad det, det er: et spørgsmål om vaner. 

Vi skal blive vant til at tænke, forstå og handle bare en lille smule anderledes - alle sammen. Hver og en. Og jo ældre og mere stivsindet, vi er, desto sværere er det sandsynligvis at ændre på vores vaner, mens det er enkelt for børnene, især når de lærer ressourcebevidstheden, får de gode vaner, fra begyndelsen. Vi andre må trods alt først aflære os de dårlige vaner, som vi har med os fra vores opvækst og hidtidige liv. 

Desuden har vores hidtidige liv jo ikke sat den slags grænser for os. Vi har i årevis erfaret, at vi kunne forbruge lige så meget, som vi nu ønskede - kun økonomien satte grænser. At begynde at handle ressourcebevidst er derfor meget et spørgsmål om at indse en nødvendighed, selv om den endnu ikke står og banker på vores dør. Nødvendigheden er stadig teoretisk, ikke praktisk - for var den det, skulle vi nok få det lært. Men så er det for sent, siger folk med forstand på det. Så har ødelæggelsesprocessen vokset sig for stærk og ustyrlig. 

En historie om praktisk nødvendighed: 

Da min datter var 6-8 år gammel, boede hun og jeg et par år sammen med en flok andre på et stort træskib, et ketch, som sejlede rundt på Middelhavet. Skibet var udstyret med en 800 liters vandtank og batterier, der kunne afgive så-og-så meget strøm efter opladning - som bl.a. foregik, når skibets motor kørte. Tanke vand måtte vi gøre, når vi var i havn. 

Her var mængden af ressourcer til at overskue. Vi brugte det vand og den strøm, vi nu var nødt til, og holdt nøje øje med, hvad der var tilbage. Når vandstanden blev for lav, og nærmeste havn var for langt væk, blev fx brusebade forbudt - selvfølgelig. Og strømstyrken på batterierne måtte ikke blive så lav, at skibets lanterner ikke kunne holdes tændt - eller at motoren ikke kunne startes, fx for at sejle skibet i havn. 

Behøver jeg at fortælle, at jeg kom tilbage til Danmark med en meget ressourcebevidst datter? Nej, vel. Jeg behøver næppe heller at fortælle, at hendes gode vaner efterhånden blev mindre strikse. Nu boede hun jo på land, hvor der var adgang til vand og elektricitet i ubegrænsede mængder. Og ingen andre sparede … 

Energi- og vandværksted 

Men det kan lade sig gøre at lære børn at tænke og handle ressourcebevidst. Bæredygtigt. Det er vores, de voksnes, ansvar, at det sker. Og selv om vi endnu ikke alle sammen handler med omtanke for miljøet, så er vi trods alt mange, som gør. Og vi skal nok blive flere, der er mange konstruktive bevægelser i gang - jf. ovenfor. Prøv fx at tjekke dette projekt, som også er beskrevet på førnævnte hjemmeside: 

Energi- & Vandværkstedet er et offentligt-privat-partnerskab, der kobler skoleverdenen med miljø- og forsyningsverdenen, og selv om det fysisk er placeret i København, kan det efterlignes alle mulige andre steder i landet. Jeg citerer fra hjemmesiden: 

"Hvordan lærer man børn i 5 års alderen om vedvarende energikilder eller 14-årige teenagere om klimatilpasning? Vi ved, at børns referencerammer tager afsæt i det, de kender, i deres fysiske omgivelser og i deres dagligdag. Og det er netop børnenes oplevelser af hverdagen og deres kendskab til deres eget lokalmiljø, der giver børnene en indgang til komplicerede stofområder, og sikrer at de tager det handlingsmæssige, det holdningsmæssige og den faglige viden med sig videre i livet." 

Nemlig.

Det er bare med at gå i gang. Ikke mindst med at give børnene bæredygtige vaner. 

Venlig hilsenJanne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk