Rollemodeller og efterabere

Rollemodeller og efterabere

Påsken kom og gik, sommertid (- ha ha: sneen lå der og grinede) og aprilsnar, huset her fyldt af påskegæster. Voksne og børn, aktivitet, rod, påskeæg, madlavning og alt for meget opvask. Til slut fik vi endelig lidt vejr til at være ude i, og det var vi straks. Havemøblerne frem! 

Otte børn i fuld aktivitet 

Jeg havde fornøjelsen af at huse 8 børn i påskedagene. Den yngste var 1½, den ældste 15, 4 drenge og 4 piger. Jeg behøver næppe at sige: livligt. Der blev løbet, råbt, leget, skændtes, drillet, grinet, pjattet. Pustet og malet påskeæg, set film og spillet computer, danset 'gangnam-style' og sunget i kor. Mmm! 

Påskeharens kulørte æg blev fundet og spist, en død stålorm fundet og passende begravet, de store lavede skattejagt til de små, og da det gode udevejr endelig oprandt, blev der styrtet rundt om bygningerne (- vi er på landet), leget 'skjul' og aflagt besøg i den nærliggende elefantgræsmark med dens lille sø og de sky, skræppende gæs. Jeg behøver næppe heller at sige: mudder! På støvler og bukseknæ. Og husets gulve ... 

Abe efter 

Jeg lyttede og kiggede og gjorde mig mine iagttagelser. Det mest slående for mig var omfanget af efteraben, kopieren - opmærksom iagttagen dem, der er ældre. Børnene kopierede de voksne, og jo ældre et barn var, des mere var han eller hun rollemodel for de yngre. Den store dreng på 15 tilbragte en del tid fordybet i en bog ('Djævelens lærling' af Kenneth Bøgh Andersen til venlig orientering) i den 'stille stue', hvor computere og smartphones med videre var forbudt, og råben og faren omkring ikke tilladt. 'Min far læser meget,' fortalte han mig. Rollemodel.

De to drenge på 11 og 6 var meget optaget af den lille på 1½, og han selvfølgelig af dem. Når man er bare 1½ år, sker næsten al indlæring af nyt via efteraben, og lilledrengen var koncentreret opmærksom på de store børns handlinger og hele måde at være på. Der, hvor de ville være, ville han også hen. Det, de gjorde, ville han være med til. Han ville sidde med i langbordets børneende og spise det samme som de andre børn. Ud, når de ville ud, løbe, når de gjorde - osv., osv. Efterabe, efterabe - og lære, lære. 

Boremaskine og motionsløb 

Far var i gang med boremaskinen, og den halvandetårige så hurtigt sit snit til at gribe maskinen, da far lagde den fra sig, løfte den og sætte boret korrekt mod væggen - ligesom far. Kopiere, kopiere! Mens han måtte opgive at følge efter søster på 11, da hun forsvandt op i et træ og placerede sig i toppen. Råbe protesterende op til hende kunne han dog. 

Og samme 11-årige storesøster debuterede som motionsløber, for det er alle vi andre af hunkøn. Mor, mormor og mors to veninder løb jævnligt en runde på mindst 4½ km, og først fulgte begge piger på 11 med de voksne et par gange - i deres Converse'r. Så blev der indkøbt løbesko, og anden påskedag erklærede storesøster, at i dag ville hun ud at løbe, selv om ingen af vi andre ville med. 

Løbetøjet og -skoene på, afsted, afsted, og selvfølgelig var stoltheden stor, da hun forpustet kom hjem og tilmed kunne berette, at hun undervejs på turen havde krydset to rådyr og en hare. 

'På et tidspunkt var jeg lidt bange,' fortalte hun. 'Det var, som om der løb én efter mig. Men så forsvandt lydene igen.' Mormor sagde lidt om 'ekko af egne skridt', men jeg tænkte også, at det var fint at erfare for sådan en stumpetrold, at: 'Jeg er lidt bange, men der sker ikke noget, og jeg klarer situationen uden problemer.' Et lille skridt i retning af at finde ud af at være i verden - uden voksen assistance. At håndtere frygten. Lære, lære! 

Mad og makeup 

'Må jeg også prøve at lave skramlet æg?' 'Må vi ikke lave en kage?' Eller være med til at - hente brænde/ give hønsene mad/ fortælle en sjov historie/ skifte ble på lilledrengen/ køre ham i klapvognen/ gå ud med skraldet, når det er mørkt - igen: osv., osv. 

Endnu en variation i efterabningen: den ene af de to piger på 11 kommer fra en sjetteklasse, hvor makeup'en har holdt sit indtog. De hjemlige sammenstød handler pt. om retten til at have mascara på i skole. Pigen vil, forældrene siger blankt nej. (Det handler reelt om adgangskort til at være med i den centrale pigeklike, men det er en helt anden historie.) 

Samme pige må godt eje makeup, men får kun ved meget særlige lejligheder lov til at bruge lidt, og hun var knap ankommet, før samlingen af stifter og cremer mv. var pakket ud og udstillet på et centralt sted i værelset. 

Men så erklærede den anden pige: 'Jeg interesserer mig ikke for makeup,' og straks så virkeligheden anderledes ud. Makeup-universet blegnede og trak sig i baggrunden, og de to piger var sammen om helt andre interesser og gøremål. For mig var det dybt fascinerende at iagttage: kopiere, tage ind, tilpasse sig det sociale rum. Der findes mange måder at være på, og nogle børn har personlig styrke og tør holde på deres eget og sige fra. Ikke tosset at efterabe. 

Samvær 

De fleste af børnene regnede ikke med at komme i skole tirsdag efter påske - lærerlockout. Til gengæld er der ingen grænser for, hvad de har lært de 4-5 dage, de har været sammen her. Ikke mindst, fordi de har spillet sammen med børn i alle aldre, med de styrker og svagheder, der nu knytter sig til hver alder. Det er de jo ikke nødvendigvis vant til i vores ret aldersopdelte samfund. 

Og så har de været sammen med deres forældre: 

'Jeg elsker at rejse,' sagde den ene pige på 11. Hun har lige været på ferie i Asien med sin søster og sine forældre. 'Bare vi kunne rejse altid. 'Hvad er det mere præcist, du godt kan lide ved at rejse?' spurgte jeg. 'At jeg er sammen med mor og far hele tiden,' lød svaret prompte, fulgt af mere tøvende og forventelige udsagn om 'opleve nyt' og 'holde fri'. 

Så: Ikke alene fungerer far og mor som rollemodeller, der demonstrerer deres udgave af, hvordan man kan leve og være i verden. De er dertil nogen, som deres børn så forfærdelig gerne vil være sammen med. Det kan en påske også bruges til. 

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk