Selvværd er det helt centrale

Janne Hejgaard

Et barns selvværd skabes via kontakt med betydningsfulde andre mennesker, i første omgang barnets forældre. Man er i kontakt, når man på en eller anden måde udveksler med opmærksomhed på følelser og behov.

Kontakt

Kontakt kan have mange forskellige typer udtryk, og den kan foregå på mange forskellige niveauer. Vi kan komme i kontakt ved at tale med hinanden, eller vi kan foretage os et eller andet sammen: vaske op, gå en tur, spille et spil. Betingelsen er, at vi er til stede med de følelser og behov, vi tilfældigvis er opfyldt af lige nu.

Kontakt kan være intens og dyb, som den fx gerne skal være mellem to, der elsker hinanden. Kontakt kan også være mere overfladisk. Hvis jeg spørger en buschauffør om, hvad min billet koster, og han sandfærdigt svarer: '15 kroner', har vi haft den kontakt, der var relevant i situationen.

Kontakt opstår, når der er optagethed af at møde den andens behov - på en måde, hvor man samtidig kan være til stede med sine egne. Kontakt findes ikke, hvis man fx forsøger at mase sine egne behov ud over situationen, og er ligeglad med de andres.

Et samvær, der rummer kontakt, efterlader én med en bestemt følelse af mæthed: Man har fået noget, man er blevet næret. Modsat virker et samvær uden kontakt underligt utilfredsstillende. Man kan føle en bestemt form for sult, være småirritabel eller have en oplevelse af at have spildt sin tid.

Kvalitative forskelle i betydning

Der er selvfølgelig kvalitativ forskel på betydningen af kontakten, afhængigt af hvor vigtig relationen er. Buschaufførens manglende kontakt med en passager, kan være irriterende, men er forhåbentlig glemt 10 minutter senere. Manglende kontakt i ens ægteskab eller en forældre-barn relation er anderledes betydningsfuld og kan i værste fald sætte dybe, smertefulde spor i én. Man kan generelt sige, at jo dybere behov og jo stærkere følelser, der er på banen, desto mere betydningsfuld er kontakten.

Små børn er dybt afhængige af deres voksne. Små børns overlevelse afhænger helt konkret af, at far og mor har fokus på deres barns følelser og behov og er rimeligt dygtige til at læse eller gætte dem: At når barnet fx græder, er det, fordi det er sultent, ikke fordi det er irriterende eller uartigt.

Det er livsvigtige behov og følelser, der findes i relationen mellem forældre og småbørn, og det er selvfølgelig derfor, at det er så umådeligt vigtigt, at der her er kontakt. Denne grundlæggende oplevelse af at være i kontakt former barnets oplevelse af, hvad det er for en verden, det er blevet født ind i, og hvad det selv er værd set med denne verdens øjne. Den grundlæggende kontakt skaber barnets første selvværd, ligesom vi ved, at omsorgssvigt på dette tidspunkt af livet kan gøre uoprettelig skade.

Vrede og kontakt på én gang

Vi kan være i kontakt om alle slags følelser, både de behagelige og de smertefulde. Især det sidste er vigtigt at gøre sig klart: Alt det gode, som kontakt afstedkommer, kan også bygge på vrede, sorg, frygt mv. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi kan gå rundt og vrisse, skælde ud, bebrejde eller true i tryg forvisning om, at vi derved på fineste vis nærer vores børns selvværd. Men når virkeligheden med mellemrum afstedkommer den slags følelser, så er situationen ikke mindre værdifuld, end hvis det er glæde, der skabes, blot mindre behagelig.

At 'blive set'

At være i kontakt, altså at udveksle med fokus på følelser og behov, er at se hinanden, som vi virkelig er. Vores behov og dermed følelser er nemlig de mest centrale udtryk for hvem, vi er. De ændrer sig hele tiden, og er hele tiden i samspil med den enkeltes historie, erfaringer, forestillinger om verden og andre mennesker - osv. En beskrivelse af en person kan selvfølgelig også omfatte fx køn, alder, nationalitet, beskæftigelse, udseende mv, men alt det er mindre centralt end følelser og behov.

Alle følelsesmæssigt betydningsfulde relationer imellem mennesker: venner, kolleger, familiemedlemmer, bygger på, at vi ser hinanden - i et vist minimalt omfang. Vi har alle brug for at blive set, og det er her ud fra, vi vedligeholder vores selvværd og identitet. Det gælder ikke mindst børn.

Børn skal og vil ses

At blive set er centralt for børns skaben sig selv som personer. 'Se mig, se mig!' lyder det fra dem, så snart de kan tale. De vil ses - for deres følelser og behov - og bliver de det ikke på den lette måde, så 'oversætter' de og bliver besværlige. Et barn, der ikke er blevet set i det omfang, det har brug for, kommer ind i en negativ spiral. Det får ikke næring til sit selvværd, og jo lavere selvværd, man har, desto større bliver ens behov for at blive set.

Mange af de børn i skolen, der er 'uromagere', som ikke kan sidde stille og koncentrere sig, og som konstant henleder en negativ opmærksomhed på sig, kan være børn, der er i gang med et desperat forsøg på dog at blive set! Kan de ikke blive det med det gode, ja, så hellere med det onde - end slet ingenting. Kan man ikke blive set, kan man i det mindste blive bemærket. Udveksling af smertefulde følelser er bedre end slet ingen udveksling. Hellere få skældud end blive overset. Det værste er at befinde sig i et følelsestomt rum.

Selvværd

Ordet selvværd bruges med mange forskellige betydninger, og det er tit nødvendigt at afklare, hvad det egentlig er, man mener, når ordet bruges. Her skal selvværd forstås således:

Selvværd består af 1) Selvfølelse: Jeg har den grundlæggende erfaring, at jeg er værd at elske, bare fordi jeg findes. Og 2) Selvtillid: Jeg har den grundlæggende erfaring, at jeg kan håndtere min omverden på et niveau, der svarer til mit udviklingstrin og mine egne forventninger til mig.

Selvfølelse

Den allerførste selvfølelse får det lille barn fra sine forældre. Barnet bliver født ind i verden og i heldigste fald her modtaget af voksne, der elsker det, bare fordi det er deres barn. Som ikke kan forestille sig noget værre, end at der var noget galt med barnet, eller at der skulle ske det noget alvorligt.

De voksne må være i kontakt med barnet. De skal have en vis minimal evne til og praktisk mulighed for at fokusere på barnets følelser og behov. De skal for det første kunne se det og elske det som den, det er, og ikke fordi barnet fx er et kønt, nemt eller dygtigt lille barn. Dernæst skal de i rimeligt omfang være i stand til at give barnet det, som det har brug for. Det hjælper ikke meget at være god til at gætte, at barnet er sultent, hvis man ikke har noget mad at give det.

At være forældre på en måde, der bedst muligt nærer ens barns selvfølelse, er åbenbart ikke let. I al fald går de fleste af os rundt med en selvfølelse, der er lavere, end den behøvede at være. Man kan ikke have for høj selvfølelse. De børn og voksne, der er 'for glade for sig selv', har i virkeligheden en lav selvfølelse, som de bare forvalter på en 'verdensmesteragtig' måde.

Næring til selvfølelsen

Den grundlæggende selvfølelse kan næres, undermineres eller måske bare vedligeholdes livet igennem, afhængigt af hvor meget og hvor god kontakt, der er i ens tilværelse. Selvfølelsen næres og vokser i takt med, at man bliver set og forholdt sig til som den, man er - og holdt af, respekteret, værdsat eller elsket.

Bliver man aldrig set og anerkendt, eller bliver man måske ligefrem mobbet (- som ofte vil bestå i ikke at blive set), kan ens selvfølelse blive så grundigt undermineret, at man ender med ikke at kunne magte at holde sig i live.

Enhver af os har konstant mulighed for at vælge at gå i kontakt med de mennesker, vi møder, professionelt og privat, og dermed at nære deres selvfølelse. Det er somme tider ganske let, andre gange en meget vanskelig opgave, måske fordi man står over for et meget kontakt-forsømt menneske. Man må selvfølgelig afgøre med sig selv, hvilket omfang kontakten skal have - hvor meget man har at give.

Selvtillid

Selvværdets andet ben er selvtillid. Uanset hvor høj vores selvfølelse er, kan vi ikke eksistere i et tomrum. Vi må løbende gøre os erfaringer med at kunne klare os i verden på et niveau, vi selv finder tilfredsstillende. Det gælder både den fysiske og sociale omverden - vi er både fysiske og sociale væsner. Vi skal i et vist, minimalt omfang kunne præstere praktisk-fysisk og socialt-samfundsmæssigt, og det skaber vores selvtillid: Selvtillid er knyttet til præstation.

Vores målestok vil hele tiden være en blanding af de normer, der eksisterer i den umiddelbare omverden og så vores egne fortolkninger af dem og dermed forventningerne til os selv: Jeg skal synes, at det, jeg kan præstere, er relevant og noget værd. Mine præstationer skal på en eller anden måde være statusgivende, set med mine egne øjne.

Målestokken afhænger både af hvilket personligt udviklingstrin, vi hver især er på, hvilke sociale omgivelser, vi lever i, og hvilket køn, vi har. Der er fx forskel på, hvad der giver status for piger og for drenge. Selv om det gamle kønsrollemønster er under forandring, farver det stadig vores forventninger.

Højt selvværd

Vores selvværd har helt grundlæggende betydning for, hvordan vi møder og håndterer vores tilværelse. Det er som et par tonede briller, vi anskuer vores vilkår igennem: Vi har som udgangspunkt tillid til, at vi selv og livet er et godt makkerpar - eller det modsatte.

Har vi et tilpas højt selvværd, vil vi møde verden med tillid til, at 'jeg nok skal finde ud af det, og andre mennesker vil mig det som udgangspunkt godt'. Ikke med en naiv og blåøjet tro på, at alt er positivt, men med en udgangsposition præget af positive forventninger. 'De andre vil nok godt være venner med mig/ hjælpe mig/ lege med mig.' 'Jeg skal nok finde ud af det.' 'Det tør jeg godt prøve.' 'Det skal nok gå godt.' - osv.

Mennesker med højt selvværd har god basis for at være realistiske, både i deres vurdering af sig selv og af omverdenen. De kan tåle at se i øjnene, at der fx er noget, de ikke er ret dygtige til. Tilsvarende besidder de tilstrækkeligt overskud til, at de kan indrømme at have taget eller begået fejl, eller at der er noget, de ikke ved noget om. De klamrer sig ikke til nogen form for urealistisk overvurdering af sig selv. Der er en tendens til, at de som helhed bevæger sig i positive, givende samspilsforløb, både med andre mennesker og den fysiske omverden.

Lavt selvværd

For de mange af os, der er udstyret med (for) lavt selvværd, ser situationen mere uharmonisk ud. Som udgangspunkt kan et lavt selvværd forvaltes på to forskellige måder: som 1) en under- eller 2) en overvurdering af sig selv.

Stillet firkantet op ser en undervurdering sådan ud: Man har er svært ved at bede andre om noget og at fortælle, hvad man har lyst til. Man er bange for at komme til ulejlighed og tør ikke sige sin mening. Det er svært at sige nej, når man mener nej, især hvis man er sammen med nogen, der mener ja. Man tør ikke spørge andre, om de vil have noget med en at gøre. Man sidder derhjemme og venter på, at andre kontakter en, i stedet for selv at tage initiativet.

Lige så firkantet opstillet ser en overvurdering sådan ud: Man opfører sig dumdristigt, er en dårlig taber, og har svært ved at tage imod kritik og bede om hjælp. Det er svært at acceptere, at andre har ret, og man selv tager fejl, og at se i øjnene, at der er noget, man ikke er god til. Det er svært at indrømme det, når man er ked af det eller bange. Man synes ikke, at andre mennesker sætter nok pris på en og synes tit, at man bliver snydt.

Oversigten skal forstås som en meget grov skitse. Virkeligheden kan aldrig beskrives ud fra et begrænset antal kasser, men kasser kan være udmærkede til at få overblik af. Ingen mennesker vil befinde sig kun det ene eller andet sted, om end måske mere det ene end det andet sted. Skabelonen kan allermest bruges som en spinkel demonstration af, at menneskers adfærd dels altid rummer en privat historie, dels altid er udtryk for vores bedste bud på, hvordan vi mener at skulle handle for at skaffe os det, vi har brug for.

Hellere vinder end taber

Det er mit indtryk, at vi i dag oftest møder den væremåde, hvor man forvalter sit lave selvværd ved at overvurdere sig selv, og at det bl.a. er et udsagn om mediernes betydning for vores måde at være på. I medierne møder vi vinderne: De smukke, rige, unge, sexede, succesfulde, kompetente - osv. Der er meget mere umiddelbar gevinst ved at udråbe sig selv som vinder, også selv om det er udtryk for en overvurdering af sig selv.

Om at være empatisk

Empati er en kvalitet ved ens måde at forholde sig til mennesker på - andre mennesker såvel som én selv. Empati handler om nærvær, afgrænset kontakt og respekt. Empati er ikke noget, man giver. Man kan være empatisk og er det, når man er i kontakt med andre mennesker.

At være empatisk er en måde at være sammen på. Man ønsker at møde sit eget behov for kontakt, og at samspille med det liv, som er i den anden, og som kommer til udtryk via følelserne. At være empatisk er således en gave både til den anden, fordi man er til stede på en bestemt måde, der opleves som nærende, og til én selv.

Man er empatisk, når man:

1) er nærværende og til stede sammen med et andet menneske uden at vurdere, analysere eller dømme ol. Det betyder, at man skal lægge alle forudgående forestillinger om den anden og om situationen fra sig - ikke så meget ved at undertrykke dem, som ved at flytte sit fokus fra sine egne forestillinger til den andens følelser og behov - og her-og-nu.

2) lytter til den anden på en måde, hvor man er 100 % fokuseret på hans (hendes) reaktioner, behov og følelser, uanset om man selv genkender dem, sympatiserer med dem, forstår dem eller tilsvarende.

3) på en eller anden måde formår at få denne rummelighed og accept formidlet til den anden - og

4) er afgrænset, så man er ganske bevidst om, at den andens følelser, behov og reaktioner netop tilhører den anden og ikke én selv, og at man kan handle ud fra denne bevidsthed.

Det sidste betyder bl.a., at man er vidende om, at man ikke er ansvarlig for, hvad den anden føler, eller for at få den anden til at have det bedre - hvilket jo ikke ændrer på det faktum, at ved at møde et andet menneske med fokus på hans følelser og behov, gør man det bedste, der kan gøres, for at hjælpe den anden til selv at kunne få det bedre.

Man kan ikke være empatisk, hvis ens hensigt netop er, at den anden skal have det bedre - eller at der skal findes en løsning o.l. Det er en forudsætning for at være empatisk, at ens eneste intention er at imødekomme sit eget behov for at bevidne det liv, der rører sig i den anden.

Denne tekst er beskyttet af dansk ophavsret.
Dele af den må citeres med tydelig kildeangivelse.

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk