Alting drejer sig om vores behov

Janne Hejgaard

Vi fødes med evnen til at have behov. Behov kan være af alle mulige slags. Visse af vores behov - fx for luft, vand og mad - handler om fysisk overlevelse og er fælles for alle levende væsener. Andre behov er af social, følelsesmæssig og udviklingsmæssig mv. art.

Alle vores gøremål er på en eller andet måde styret af vores behov. Det gælder om at være så god som muligt til at møde og/ eller opfylde sine behov. Al opdragelse og uddannelse handler da også om at gøre børn så gode som muligt til at møde/ opfylde deres behov - af enhver art.

Eksempler på behov - i alfabetisk orden

accept - aktivitet - anerkendelse - at blive set - berøring - bevægelse - dialog - empati - etik - forandring - fordybelse - forsikring - forståelse - fortrolighed - fællesskab - hjælp - hvile - inspiration - interesse - intimitet - klarhed - kontakt - kreativitet - kærlighed - leg - ligeværdighed - liv - loyalitet - luft - mad - modspil - moral - nærhed - omsorg - opmærksomhed - oprigtighed - orden - påskønnelse - respekt - ro - samarbejde - sammenhæng - samspil - samvær - sikkerhed - sjov - spænding - stabilitet - støtte - søvn - tid - tillid - tolerance - troværdighed - tryghed - udfordring - udvikling - vand - variation - varme - viden - vækst - ægthed - ærlighed - osv!

Opfyldte eller mødte behov

Man kan få opfyldt sine behov, hvilket fx betyder, at man har behov for mad, føler sult, får noget at spise og bliver mæt. Det er ikke altid, at et behov kan blive opfyldt, og det er heller ikke altid, at det er nødvendigt. Somme tider kan det hjælpe blot at blive mødt på sit behov: Behovet bliver bevidst for én selv, det bliver set af en anden, eller der bliver sat foranstaltninger i gang, som i løbet af en acceptabel tid vil opfylde behovet.

Ex: Jeg er på besøg hos nogen, bliver sulten og ved ikke, hvornår der bliver serveret mad. Så snart jeg får at vide, at 'nu skal vi spise om 20 minutter', opleves min sult mindre belastende. Når et behov bliver mødt, bliver den smerte lettere at holde ud, som uopfyldte behov altid skaber - i større eller mindre omfang.

Behov er ens eget ansvar

Småbørn er afhængige af, at deres voksne kan gætte deres behov, og at de er villige til og har mulighed for at give dem det, de har brug for. I løbet af barndommen og ungdommen overtager man efterhånden det ansvar selv, og for voksne mennesker gælder det, at ens behov udelukkende er ens eget ansvar - med mindre man er syg eller handicappet og bare ikke kan. Det er den enkeltes opgave at finde ud af, hvad det er, man har brug for, samt at handle, så man om muligt skaffer sig det: Opfylder sit behov.

Det betyder ikke, at vi altid bare skal sørge for os selv. Tvært imod. Forældre skal sørge for deres børn. Følelsesmæssigt varme relationer mellem mennesker indebærer, at vi giver til hinanden - at vi prøver at opfylde hinandens behov. Den basale sammenhængskraft i et samfund består i en forståelse af, at vi bedst opfylder en lang række af vores egne behov ved at bidrage til at opfylde andres behov. I en eller anden balance.

Men vi skal færdes i verden og samspille med hinanden med bevidsthed om, at 'mine behov er mit ansvar'. Og det er den enkeltes opgave at gøre sig sine behov klart og at udtrykke dem, hvilket egentlig er ganske logisk. Det er kun os selv, der kan mærke, hvad vi har brug for, og det er derfor i virkeligheden voveligt at overlade til andre at skulle gætte. Der er i al fald stor risiko for, at de gætter forkert.

Ikke trænede i at sætte navn på vores behov

Selv om vi bruger masser af ressourcer - opdragelse, uddannelse - på at lære børn at tage vare på deres egne behov i det omfang, de kan, har vi underligt nok ikke en praksis, der lærer dem at sætte navn på behovene. Fælles for både børn og voksne er, at det er svært for os at finde ud af hvad det er, vi har brug for. Vi er ikke trænede i den proces, det er at mærke et behov, finde ud af, hvad det består i, og handle på grundlag af det. Vi mangler et både sansemæssigt og sprogligt redskab, og det er selvfølgelig noget af det første, vi skal arbejde med hos børn, fx i skolen.

Spædbørn mærker umiddelbart deres behov og reagerer tydeligt på dem: Græder, griner, viser vrede. Men når børn lærer at tale, støder de ind i kulturens mangelfulde sproglige vaner omkring behov. Det er ikke sædvanligt at fokusere på behov (eller på følelser, for den sags skyld), når vi samtaler med børn.

Beder man folk fortælle, hvad deres behov er, ved de fleste ikke, hvad de skal svare. Måske vælger de i stedet for at fortælle, hvad de har lyst til. Behov har det nemlig med at om- eller oversætte sig.

Oversatte behov

Eksempel: Mor har hentet Peter i vuggestuen, og han er glad for at være sammen med hende, som er træt efter en hel dags arbejde. Hun svarer ham lidt fraværende og uden den store energi.

Men Peter vil ses og have kontakt! Og lige her og nu er det mor, han ønsker kontakt med, så han gør alle mulige krumspring for at fange hendes opmærksomhed. Hopper højt, kaster en sten langt, osv. Da det ikke umiddelbart lykkes for ham, fortsætter han ihærdigt på at skaffe sig det, han har brug for, og det kan ende med, at han smider sig på vejen og skriger, vel vidende, at nu bliver mor irriteret - men også nærværende. Mors vrede er ganske vist ikke behagelig, men nu er Peter i centrum for hendes opmærksomhed.

Kontakt bliver til slik

Situationen kan også føre til, at Peter plager om slik henne i supermarkedet, måske laver en scene der, og ender med at virke/ være tilfreds, når mor køber en slikkepind til ham. Han håndterer situationen så kompetent, som han nu kan, og tager, hvad han kan få - nemlig slik. Hans behov for kontakt med mor er blevet oversat til lyst til slik. Han får det sidste, ikke det første.

Hvis ovenstående situation gentager sig et antal gange, kan det være, at Peter efterhånden opgiver at blive mødt på sine grundlæggende behov for kontakt og i stedet for begynder længere fremme i 'oversættelses-processen'. Han er fredsommelig hele vejen fra vuggestuen, indtil de når supermarkedet. Dér begynder han at plage om slik, og får han det ikke, bliver han tilsyneladende helt urimeligt hysterisk.

'Tænk at han reagerer så voldsomt, bare fordi han ikke må få den slikkepind!' tænker mor måske. Hun har ingen anelse om, at Peters voldsomme reaktion i virkeligheden ikke handler om slik, men om dyrebar kontakt med mor - som hun uafvidende selv har lært ham, har form som en slikkepind.

Man kan ganske pragmatisk konkludere, at den enkleste måde for mor at skaffe sig en fredelig hjemtur fra vuggestuen på er at gøre, hvad hun kan, for hurtigst muligt at 'mætte' Peters behov for at blive set og for kontakt med hende. Når han er 'mæt', kan han slappe af og give sig til at forfølge de andre behov, som en lille dreng har: Behov for at røre sig, for at udforske, for at kunne gå sine egne veje med mor som det trygge centrum, for at lære verden at kende - osv.

Alternativet er at fodre ham af med slik.

Oversætte baglæns

Når man prøver at finde frem til børns behov, går processen den omvendte vej af ovenfor beskrevet. Hvis mors opmærksomhed først bliver fanget, når Peter smider sig på fortovet/ gulvet i supermarkedet og skriger, kan hun prøve at 'oversætte baglæns' og gætte på hvilke mere grundlæggende behov, der ligger bag Peters adfærd. Kan hun finde frem til dem, kan hun sætte processer i gang, der fører til, at Peters behov bliver mødt/ opfyldt på et tidligere stade end det, der fx hedder 'scene i supermarkedet'.

Vælger mor i stedet for at kalde Peter 'i trodsalderen', 'uopdragen' eller 'uartig' - tja, så standser processen der. Og hvis mors bestræbelser følgelig bliver at lære Peter at opføre sig ordentligt, så bliver det form og ikke indhold, Peter lærer. Så finder han ud af, at sådan og sådan må man ikke opføre sig, og hvis man gør, falder der hug - men han aner ikke det mindste om, hvad han skal gøre, for at få det, han har brug for, på en behagelig måde. Og en dag er han blevet så stor, at han er ligeglad med de mulige hug ... eller han begynder i skolen.

Behovsopfyldelse gi'r forvandling

Når et behov bliver opfyldt, forsvinder det. Eller sagt mere dramatisk: Når et behov bliver opfyldt, forvandler virkeligheden sig.

Ex: Jeg sidder og arbejder koncentreret ved mit skrivebord. På et tidspunkt forstyrres min koncentration af uopfyldte behov. Jeg mærker, at jeg er småsulten (= en følelse. Behovet bag hedder 'behov for mad'), har en meget fyldt blære (= behov for at tisse) og er så småt er begyndt at spekulere over, hvorfor den lovede sms fra ægtefællen, der nu burde være landet i New York, endnu ikke er kommet, med deraf følgende bekymring (= behov for vished, tryghed eller sikkerhed).

Den fyldte blære repræsenterer akut det stærkeste behov, hvorfor jeg går ud på toilettet. Behovet for at få tømt blæren bliver opfyldt, og den dertil knyttede følelse forsvinder dermed. Nu mærker jeg min sult og bekymring, og lægger vejen forbi køleskabet. Jeg spiser en yoghurt, hvorved mit behov for mad opfyldes, og sulten forsvinder. Tilbage er mit behov for tryghed i forbindelse med ægtefællen, og det bliver opfyldt, da sms'en fem minutter senere melder sig på mobilen. Nu ser virkeligheden ganske anderledes ud end for et kvarter siden, og nu kan jeg igen koncentrere mig om mit behov for at arbejde.

Uopfyldte behov

Når man er fyldt af de følelser, som uopfyldte behov skaber i en, kan man ikke forholde sig til noget som helst andet. Hvis jeg ikke får den lovede sms fra ægtefællen og stadig ikke får svar, da jeg på et tidspunkt sms'er til ham for at høre, om han er i god behold - så vil min bekymring fylde så meget i mig, at jeg ikke kan rumme andet. Jeg mærker ikke, hvis jeg fx er tørstig. Jeg kan heller ikke forholde mig til min søster og hendes bekymringer, hvis hun midt i det hele ringer og fortæller mig, at hun har knækket en tand og er nødt til at gå til tandlæge, og det er hun smadderbange for, for hun har som bekendt tandlægeskræk.

Hvis børn går rundt og er helt fyldt af de følelser, som deres egne, uopfyldte behov skaber, er de ude af stand til at rumme andet - og andre. Jo mindre, de er i stand til at skaffe sig selv det, de har brug for, des mindre kan de tage sig af, hvad andre måtte have af problemer, sorger mv. Hvordan skulle de kunne tage sig af andre, når de ikke engang kan tage sig af sig selv?

Sociale børn kan møde egne behov

Man kan altså kun have omsorg for andre, hvis man er i stand til at praktisere omsorg for sig selv. Hvis et barn er god til at skaffe sig det, hun har brug for, vil hun have så meget overskud, at hun kan rumme at forholde sig til andres behov.

Hvis du ønsker, at dit barn skal lære at samspille med andre på en venlig, hjælpsom, respektfuld osv måde, skal du således først og fremmest lære dit barn at opfylde sine egne behov. Dernæst skal det lære den praktiske adfærd, som venlighed, hjælpsomhed osv udtrykker sig i: 'Jeg skal til bageren. Skal jeg tage noget med til dig?' eller: 'Du tabte din blyant. Her er den.' - osv.

At forsøge at lære et barn at opføre sig venligt uden at sikre sig, at barnet er rimeligt god til at opfylde sine egne behov, svarer til at bygge et hus uden at lave noget fundament. Frit i luften svævende.

Denne tekst er beskyttet af dansk ophavsret.
Dele af den må citeres med tydelig kildeangivelse.

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk