Vores dreng på 12 år har (for) let til tårer

Vores dreng på 12 år har (for) let til tårer

Hej Janne

Jeg har et spørgsmål vedrørende vores dreng. Han er 12 år gammel. Han har let ved at komme til tårer. Lige så snart vi har konflikter, eller han har konflikter med sin søster, og når han hidser sig op, begynder han at tude.

Min mand er ret irritereret over det, da jeg selv også er en, som har let ved at tude. Både jeg og min søn er krebs af horoskop. Jeg er selv ret irriteret over, at jeg er så følelsesladet, men føler, at jeg ikke selv kan gøre noget ved det. Jeg tuder også både ved skænderier, triste historier, spænding og ved konflikter. Er kendt som tudefjæs hos venner, kolleger og familie.

Jeg vil godt undgå det hos min søn og håber på, at han ikke har samme problem som mig, men er ikke sikker på, om man kan gøre noget ved det.

Min mand mener, at det er mig, som har gjort ham sådan, fordi jeg altid gør det så blødt og forkæler ham, og han mener, at han skal lære det på en lidt hårdere måde, da han nu ikke er et barn længere.

Jeg er begyndt at tro, at han måske også er et sensitiv barn og mig selv også. Men hvordan finder man ud af det?

Håber, du kan hjælpe mig.

Kh seni


SVAR

Kære Seni,

jeg har forskellige overvejelser i anledning af dit brev. For det første mener jeg ikke, at det absolut er et problem at have let til tårer. Alle mennesker er forskellige, og vi er udstyret med forskellige temperamenter, og som jeg ser det, er der ikke noget temperament, som er forkert.

Et temperament kan ikke være forkert - det kan højst være upraktisk

Et temperament kan være upraktisk set på baggrund af det sociale miljø, man lever i, men forkert? Nej. Så efter min mening er det ikke et problem, at du og din søn på 12 år let kommer til at græde. Det er bare sådan, I er. Jeg foretrækker i øvrigt mennesker med et 'blødt hjerte' frem for mennesker, som fx let bliver hidsige eller irritable - og det er jeg nok ikke den eneste, som gør.

Problemet er snarere den manglende accept

Som jeg læser dit brev, er det derfor ikke jeres tudevornhed, som er problemet - men snarere din mands (- og din egen) irritation over, at I græder. Som jeg forstår indholdet af dit brev, er det ham, som har et problem, hvis nogen overhovedet har et problem - ikke jer. Han har måske selv engang lært, at det ikke er helt i orden at græde - i al fald ikke, hvis man er stor eller voksen.

Jeg gætter på, at han selv græder sjældent eller måske aldrig, men det betyder jo ikke, at hans måde at reagere på er den rigtige. Den er bare anderledes end jeres, og han kunne vælge at reagere på dine og jeres drengs tårer med ømhed eller måske med lidt morskab. Når han reagerer med irritation, er det udelukkende udtryk for hans valg.

Hvorfor må han ikke være følelsesladet?

Du vil gerne undgå, at din søn bliver lige så følelsesladet, som du selv er, skriver du. Hvorfor nu det? Synes du også, ligesom din mand, at det er forkert at have let til tårer? Eller hvad er din grund til at ønske, at jeres dreng lærer at kontrollere sine følelsesmæssige reaktioner, så han kan lade være med at græde?

Jeg kan ikke vide det, men her får du et par gæt:

  • Er det for at slippe for din mands irritation? Fordi han vil blive mindre irriteret, hvis sønnen bliver mindre følelsesladet i sine reaktioner?
  • Eller er det, fordi det gammeldags kønsrollemønster stadig gør sig gældende - du ved, det her med, at 'en rigtig dreng græder ikke'? Og din mand ønsker, at jeres søn opfører sig som 'en rigtig dreng'? Du kan jo overveje, om din mand ville være lige så irriteret, hvis det var jeres datter, som var tudevorn.
  • Er det, fordi du er bange for, at jeres drengs tudevornhed vil betyde, at han bliver drillet af sine kammerater - ud over, at han vil irritere sin far? Måske ligesom du selv er blevet drillet?
  • Eller er der måske en fjerde grund, som jeg ikke lige kan komme i tanker om?

Det kan ikke anbefales at tvinge børn til at være anderledes, end de nu er

Du er ikke sikker på, at man kan gøre noget ved det, skriver du også - altså gøre noget ved jeres drengs tuderi, så han holder op med det. Jeg tror nu godt, man kunne gøre noget, så jeres dreng blev mindre tudevorn, men jeg synes bestemt ikke det er anbefalelsesværdigt. Jeg synes tvært imod, at I begge - du og din mand - må prøve at acceptere jeres drengs personlighed sådan, som den nu er. (Det betyder jo også, at I acceptererdinpersonlighed, sådan somdunu er.)

Lære at leve som den, han nu er

Jeg foreslår, at I i stedet for gør, hvad I kan, for at lære jeres dreng det, som skal til, så han kan begå sig bedst muligt i samfundet og i sit liv -  og trives som den, han lige præcis er. Jeg forestiller mig, at du må have en vis ekspertise i at leve som en følelsesbetonet person, og at du derfor er velegnet til at lære videre til ham.

Børn må lære selv at klare alderssvarende modstand og problemer

Din mand mener, at du behandler jeres dreng for blødt og forkæler ham. Hvad mon der gemmer sig bag de ord? Betyder det, at du stiller for få krav til jeres søn? Giver du ham ikke mulighed for at samspille med sin omverden på en måde, der svarer til hans alder og modenhed? Fjerner du hans problemer, så han ikke får lov til selv at slås med dem og blive klogere og mere erfaren?

Jeg kan ikke vide det, men jeg ved, at det er vigtigt at give sine børn mulighed for at vokse og udvikle sig i takt med, at de mentalt og fysisk bliver i stand til det. På den måde lærer de støt og roligt at blive bedre til at begå sig i verden - og de lærer at håndtere de frustrationer, som livet giver, og som det er grundlæggende vigtigt, at børn lærer at håndtere.

Jeg foreslår, at du lige overvejer, om din mand har ret i, at du reelt behandler jeres dreng, som om han var yngre, end han virkelig er - og hvis du gør, at du så holder op med det. Det er ikke godt for børn at blive overbeskyttede.

Særligt sensitiv er blot en etikette

Endelig overvejer du, om både du og jeres dreng er sensitive personer. Det håber jeg da, at I er. Hvis du henviser til det, der kaldes 'særligt sensitiv', ja, så er min kommentar, at det er muligt, at I begge kan kaldes 'særligt sensitive', men det er jo blot en etikette. Uanset hvad, gælder det om at finde ud af at acceptere at være den person, man nu engang er - og at leve sammen med andre mennesker på en måde, så man trives.

Det gælder alle - både de særligt sensitive, de tudevorne, de irritable - og alle andre.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk