Vores dreng på 8 år frygter alle sportssituationer

Vores dreng på 8 år frygter alle sportssituationer

Hej Janne,

Vi er forældre til 3 dejlige børn - en dreng på 8 år, en dreng på 5 år og en pige på 1,5 år. Den ældste dreng på 8 år går i 2. klasse, og ham har vi igennem det seneste halve år desværre haft eskalerende og frustrerende konflikter med, som vi godt kunne tænke os hjælp til at håndtere hensigtsmæssigt, da vi kører i ring og ender i skæld ud og skænderier, vredesudbrud, etc.

Vores søn er en glad, nysgerrig, social, og også meget følsom dreng. Han har altid haft nemt ved sport og elsket det, og han løb, før han kunne gå. Jeg synes, vi har givet ham masser af kærlighed og forsøgt ikke at rose hans præstationer for meget.

Indtil for et halvt år siden har han også været glad for at gå til gymnastik, og han har løbet løb etc., både alene og sammen med sine to bedste venner i skolen. Desværre er han nu begyndt at frygte alle sportssituationer, der kan have et element af konkurrence i sig. Også selv om det ikke er en konkurrence, så bliver det en konkurrence for ham. Selv rundbold på vejen bliver årsag til kæmpe frustration, gråd og vredesudbrud hos ham.

Det er, som om han ikke vil erkende, at han også selv "fejler" - alle andre får skylden, hvis det går skidt for holdet, og i skolen til motionsdag har han ondt i hovedet, maven etc., så han ikke kan deltage.

Min fornemmelse (da det er svært at få ham selv til at sætte ord på - han siger, han ikke kan styre sig og har ondt) er, at han ikke føler sig god nok og er bange for, at vennerne er bedre ...

Som sagt har mange ting altid været nemme for ham, og i takt med han bliver ældre, og der forventes mere i skolen og af fritidsinteresserne, og jævnaldrende børn også er gode til fag og sport, fordi de dyrker det - så krakelerer hele hans verden, og jeg tror desværre, hans selvværd er meget lavt, selv om vi har forsøgt at give ham det modsatte.

Han har et par gange sagt, at han ligeså godt kan dø, fordi han ikke dur til noget.

Han lyver også dagligt om forskellige ting, og vi slår hårdt ned på det, men han insisterer på, at det er sandt, selv om vi ved, det ikke er sandheder. F.eks. at han vandt et eller andet, eller var hurtigst til noget, eller fangede 2 fisk med hænderne etc., etc.

Det er blevet en ond cirkel, for vi mister tilliden til, at vi kan stole på ham. Vi vil så gerne hjælpe ham til at få glæden tilbage ved de ting, han elsker, og få hans frygt for konkurrencen ud. Jeg må erkende, at vi ikke har formået at give ham det selvværd, vi ønskede at give ham - nogle gange virker det faktisk, som om vi har taget det hele fra ham, og det gør mig virkelig trist.

Jeg håber, det er muligt stadig at give ham det gode selvværd og give ham det uafhængigt af hans "præstationer"... og finde en måde, hvor han får lysten tilbage til al den sport, han elsker. Vi håber, du kan hjælpe med nogle gode råd til en ny start!

Mange tak på forhånd

En frustreret mor


SVAR

Kære En frustreret Mor,

allerførst vil jeg lige folde det ud, som du måske allerede har læst om i min lille tekst her på hjemmesiden: Selvværd er det helt centrale (- følg linket). Selvværd har efter min mening to aspekter, nemlig

1) det, jeg kalder selvfølelse, som består i en fundamental tillid til at være værd at elske som den, man nu engang er.

2) selvtillid, som fortæller om ens egne oplevelser af, hvordan man klarer at samspille med omverdenen - socialt, kropsligt, mv.

Specielt dygtig til at bruge sin krop

Mit indtryk ud fra dit brev er, at det især er jeres drengs selvtillid, som nu er lavere, end den var tidligere. Jeg mener, ligesom du skriver, at det kan handle om, at han ikke længere er så tydeligt dygtigere end sine kammerater.

Mit gæt er, at jeres dreng har skabt sig en hel del identitet på at være specielt dygtig til at bruge sin krop. Han løb, før han gik!! Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det overhovedet kan finde sted. Selv om I, hans forældre, har holdt igen med rosen, kan I let have givet ham det indtryk, at I var specielt stolte over jeres fremmelige barn, og det har han så bygget sig selv op på. Hans selvtillid har vokset sig urealistisk stor.

Identitet på at være dygtig(st)?

Jeg synes, det lyder, som om jeres dreng kan have skabt sig identitet som 'en vinder'. Identitet er ikke nogen fast størrelse, men summen af de historier, man fortæller om sig selv. Hvis jeres dreng netop har kunnet dyrke den side af sig selv, som er 'Jeg Er En Vinder', og især har vist den side frem i sit møde med omverdenen, ja, så er det reelt en slags identitetstab, der er sket, nu, hvor han har måttet vinke farvel til vinderpositionen.

Det kan sammenlignes med situationen for den mand i 50'erne, som har været direktør de seneste mange år af sit liv og nu er arbejdsløs efter at være blevet fyret. Han mister også en vigtig del af sin identitetsfortælling, og det er selvfølgelig grundlæggende svært for ham at klare.

Må lære at tabe

Dertil kommer også noget, som handler om udvikling, alder og modenhed. Mange, mange børn har det vældig svært med at tabe. Begge mine to ældste børnebørn (den yngste er endnu for lille) har haft det sådan. De har haft svært ved at lære, at somme tider vandt de i huskespil eller billedlotteri, andre gange tabte de. De har grædt, når de tabte, slået til spillet, så det røg på gulvet, forladt rummet og væretsåfornærmede, fordi en af vi andre tillod os at vinde over dem.

Det er en læreproces at lære at tabe, og jeg tror, jeres søn kan være midt i den - lidt senere end de fleste andre, hvad kan gøre den særligt tydelig. Måske opfører han sig reelt som en fire-femårig, hvad det her angår.

Er I monstro den slags voksne, som (altid) lader børn vinde - fordi det ellers er synd for dem? Det ved jeg jo ikke, men jeg kan foreslå jer at overveje, om I har været med til at fastholde jeres dreng i den tro, at han var sådan én, som altid kunne vinde. Hvorfor denne del af hans modningsproces er blevet forsinket.

Vigtigt at have en realistisk selvopfattelse

Efter min mening må man gerne lade børn snyde-vinde ind imellem, men de er nødt til at prøve at tabe - af den nævnte grund, og fordi de ellers risikerer at få en urealistisk opfattelse af deres egen dygtighed. Det er næppe godt for et barn at kunne bilde sig ind, at 'jeg kan løbe stærkere end far' - og andet af samme slags.

Hvis det nu er sådan, at jeres dreng har haft lige lovlig travlt med at optræde over for sine kammerater i skolen og sportsklubben med, at han bare var den bedste - ja, så er det ikke sært, at 'han ikke gider være med mere'. Han bliver i al fald nødt til at finde ud af at acceptere en anden placering i hierarkiet end den, han har haft hidtil - og som han fortvivlet prøver at holde fast i.

Lyver ikke, men prøver at gøre jer stolte af ham

Jeg mener også, at I må forstå hans 'historier' som udtryk for hans fortvivlede forsøg på at være særligt dygtig, så I kan være stolte af ham - og ikke som tegn på, at I nu ikke kan stole på ham. Han er jo så barnagtigt let gennemskuelig og minder mig om den fireårige, som påstår, at 'jeg er lige så stærk som Pippi Langstrømpe'. Jeg mener, at børn skal være omkring 12 år gamle, før de overhovedet er i stand til at lyve i den forstand, som voksne kan lyve.

Jeg kalder ikke den slags for at lyve, netop, fordi det er så let at gennemskue. Det er bare historier, og jeg foreslår, at I lytter til ham og så spørger til hans følelser. 'Er du stolt af at være så dygtig til at fange fisk?' - hvad han sikkert vil svare ja til. I kan svare henholdende: 'Man skal sandelig også være dygtig for at kunne fange to fisk med de bare hænder' - og så har han opnået det, han ville: at gøre mor og far stolte over hans præstation. Pyt med, at den ikke har fundet sted i virkeligheden.

Jeg synes i øvrigt, at Wikipedia  har en interessant definition af, hvad løgn er. Følg eventuelt linket.

Fokusere på følelserne

I det hele taget er mit forslag til jer, at I fokuserer på jeres drengs følelser og prøver at komme til at tale med ham om dem. I må selv finde frem til nogle formuleringer, som passer til sådan, som I taler i jeres familie. Det vigtige er, at I har jeres opmærksomhed rettet mod hans følelser, og at I i al fredsommelighed forstår hans frustrationer som udtryk for, at han sandsynligvis er midt i en læreproces og/ eller i gang med at erobre en ny facet af sin identitet.

Et par eksempler på spørgsmål med fokus på følelser:

'Vil du ikke med til idrætsdag, fordi du ikke kan lide at tabe?'

'Gider du ikke være med til at spille rundbold, fordi de andre løber hurtigere end dig, og du vil gerne være den hurtigste?'

- og nøjes med svare ham i retning af: 'Nej, det er da heller ikke rart at tabe. Det er meget sjovere at vinde, men det kan man ikke altid.'

Jeres attitude kan være noget i retning af: 'Jaja, du har tabt eller risikerer at tabe - og hvad så? Så vinder du nok en anden gang.'

At tabe er som bekendt bare et af den slags små slag, som verden giver - og som alle må lære at håndtere.

Være empatisk til stede

Hans sorg, frustration og vrede over ikke altid at kunne være en vinder kan I nok ikke spare ham for. Han er jo nødt til at indse, at han ikke altid kan vinde. Somme tider er vennerne dygtigere til noget, end han er. Det gør ham ikke mindre værd, hvad I ikke kan sige direkte til ham, men I kan demonstrere det for ham i jeres måde at reagere på hans fortvivlelse på.

I kan være empatisk til stede, når han har det sådan - lade ham udtrykke sine følelser, uden at I forsøger at trøste dem væk, slå dem hen eller kalde ham/ dem for negative navne. Eller skælde ud, som kun gør ondt værre: I hans forståelse kan der sagtens være sammenhæng mellem 'jeg vandt ikke' og 'far og mor skælder ud'. Det tjener jo ingens interesse.

Hvis I har lyst til at læse lidt mere om, hvad empati er, og hvordan man udtrykker det, så har jeg skrevet et kapitel om det i 'Goddag, giraf', som kan lånes på bibliotekernes e-reol - følg linket. Det hedder kapitel V (romertal 5).

Opsummering

Jeg mener, at du ikke behøver at være så bange for, at jeres store dreng har for lavt selvværd. Han har urealistiske forventninger til sig selv og sin egen dygtighed, og dem bliver han nødt til at få korrigeret - og den proces er han nok midt i.

I kan støtte ham ved at være ganske fredsommelige omkring det og lade ham græde og råbe op, hvis det er, hvad han gør - og spørge til hans følelser, hjælpe ham til at få sat ord på sådan, som han lige nu har det.

I kan stille og roligt holde fast i, at ingen kan vinde altid, sådan er det bare. Og måske fortælle ham, at I i øvrigt er helt tilfredse med alt det, I ved, han kan - løbe stærkt osv.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

 

 

 

 

 

 



[i]     /foraeldre/brevkasse-klumme/janne-hejgaards-nyttige-raad/selvvaerd-er-det-helt-centrale/

[ii]    https://da.wikipedia.org/wiki/L%C3%B8gn

[iii]   https://ereolen.dk/search/ting/goddag%2C%20giraf

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk