Min søn på 6 år er en lille vildbasse

Min søn på 6 år er en lille vildbasse

Vi er en lille familie med mor, far, storebror på 10 og lillebror på 6. Storebror har en anden far, der døde, da han var 5 år. Det er noget, vi alle snakker om, når behovet opstår. (Han havde ikke meget kontakt med ham, og nu ser han stadig den side af familien. Er bla. hos farmor og farfar hver anden fredag.)

Men det er lillebror, vi er bekymret for. Han har altid været en lille vildbasse med krudt i numsen, snakkende, vildt stædig og sjov. Han er startet i skole i år, og jeg synes, hans opførsel er blevet slem: Han leger opad, han forstår ikke et nej, hverken hjemme eller i skolen, alt skal diskuteres, og han giver sig ikke, før ting enten bliver taget fra ham, eller der er en "straf".

Man kan ikke føre en samtale med ham - han hører ikke efter, og han skifter emne, mens man taler til ham. Han bander og taler frygteligt grimt til os forældre og sin bror. Han griner, når vi skælder ud eller sender ham på værelset ...

Samtidig er han utroligt følsom og elskværdig (specielt over for mig). Han kan pludselig hjælpe med det hele og er skøn at være sammen med ... Og det roser jeg ham altid for, så det batter.

Men for tiden er det så slemt, at jeg sidder og græder, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre - om der er noget galt, eller rettere: Hvad der er galt.

Når han er hos andre for at lege eller overnatte, opfører han sig pænt, men i skolen er de begyndt at mærke til alt det, vi også gør herhjemme. Han siger tit, at han elsker mig og kun vil være hos mig, og at jeg kun er hans ... Han afviser tit sin far og siger grimme ting til ham (det er mig, der er mest sammen med børnene, da far arbejder meget).

Jeg prøver at spørge ind til, hvorfor han siger de ting, han gør, og reagerer sådan, men han kan (selvfølgelig) ikke forklare det (han er jo også kun 6 år). Han siger, at jeg jo har født ham sådan. Han siger konstant undskyld (specifikt, hvis der er ballade forude).

Han bøvser konstant højlydt, og det første, han spørger om, når han vågner, er: "Hvem kan jeg lege med i dag?" Efter skole har vi ikke legekammerater med hjem, men i weekenderne er her masser af børn. Vi tager dog dage, hvor her intet sker (selv om det er upopulært.)

Han driller storebror, når han kan komme til det og ved lige, hvor han skal "trykke". Storebror er heller ikke altid lige sød ved lillebror og "disser" ham en del, hvilket vi er meget opmærksomme på, ikke må ske.

Pyha ...

Han har selvfølgelig masser af gode sider, er kærlig, sjov og empatisk (igen specielt over for mig, eller hvis nogen er syge eller kede af det). Han er en skøn dreng, som jeg frygter, kæmper med noget, og jeg ønsker for alt i verden at forstå ham.

Far mener bare, han er en uopdragen møgunge, men jeg tror, andet stikker bag ...

Han er også tit bange for at falde i søvn alene (jeg ligger så med ham, til han sover, og henter ham, hvis han vågner om natten.) Han er bange for tyve, mørke, og når vi er hjemme, kan jeg ikke være ude af syne i 2 minutter, uden han kalder mor ... Bare for at høre, om jeg er her ...

Hvad gør jeg forkert? Hvordan kan jeg hjælpe ham?


SVAR

Kære Spørger,

allerførst: jeg kan ikke lige se, at du gør noget forkert. Jeg kan til gengæld godt se, at din lille søn og hans opførsel er noget forvirrende at overskue. Fræk, drillesyg, stædig, grimt sprog - og empatisk, sjov, kærlig og bange for mørke og for at være alene. Han elsker sin mor og afviser sin travle far, som synes, han er en uopdragen møgunge.

Du mener selv, at der er noget galt, som du ikke kender til, og som ligger bag ved det hele og kan være en slags forklaring på din søns forvirrende reaktioner. Det er selvfølgelig umuligt for mig at vide, hvad dette 'bagved' i givet fald kunne være. Her er jeg nødt til at foreslå dig, at du bruger dit kendskab til din dreng og hans omstændigheder til at gætte. Ud fra mit meget lille kendskab til jeres liv kan jeg kun komme med diverse mere eller mindre tilfældige forslag, som du forhåbentlig kan bruge som inspiration:

1. forslag

Han har (alt for) svært ved at håndtere sit nye skoleliv. Det kan både dreje sig om noget fagligt og om noget socialt. Jeg forestiller mig, at din vildbasse har svært ved at sidde stille, når det er påkrævet, og at læreren ikke er tilfreds med det - og fortæller ham det. Det bryder din søn sig ikke om! Måske, fordi han ikke er vant til det derhjemme, fordi mor er mere accepterende end læreren. Måske har han svært ved at følge fagligt med. Måske interesserer det faglige stof ham slet ikke.

Eller: Måske har din søn ikke rigtigt fundet nogle venner i klassen og er ked af det. Det kan være derfor, han leger 'opad', som du kalder det. Han kan have den forståelse, at hvis han blander sig med de store og efteraber deres måde at være på, ja, så kan han skaffe sig respekt - og venner - i sin egen klasse. Og han tester måske sin nyerhvervede 'seje' måde at tale og opføre sig på derhjemme.

Kan der være noget om de forslag? Hvis ja, må du tale med skolen om det.

2. forslag

Nogen er efter ham, eller handler imod ham på en måde, som han ikke kan lide, ja, måske er bange for - og ikke aner, hvad han skal stille op med. Det kan både være en kendt/ ukendt voksen, et stort skolebarn eller en af hans klassekammerater. Og skal jeg virkelig lægge alle muligheder frem, ja, så kan det dreje sig om alt fra drilleri, mobning, fysiske trusler til seksuel chikane eller tvang til at gøre noget forkert: stjæle. Gøre noget farligt.

Gad vide, om det er i dette felt, dine bekymringer befinder sig? Jeg vil i al fald foreslå, at hvis de gør, må du handle passende. Tale med lærere og/ eller de andre børns forældre. Være yderst opmærksom på, hvornår din søn er særligt urimelig, og hvem han har været sammen med før da. Selv om det ikke er særligt sandsynligt, at din søn er ude for noget virkeligt ubehageligt, så sker det jo for nogle børn ind imellem, og det er kun en opmærksom forælder, der kan opdage, at noget er helt galt.

3. forslag

Måske savner din søn sin travle far. Han har brug for, at far er meget mere sammen med ham, og han har brug for, at far forstår ham bedre end at opfatte ham som en 'uopdragen møgunge'. I min lille tekst om kontakt - følg linket - kan du læse, hvordan børn har intenst brug for kontakt, helst med deres forældre, og at de kan finde på at opføre sig, så de får skæld ud, fordi selv dén form for ubehageligt samspil rummer kontakt. Negativ kontakt er bedre end ingen kontakt.

Måske ser det sådan her ud for din søn: 'Når far aldrig er hjemme og sammen med mig, så vil jeg heller ikke være sammen med ham.'

Kan der være noget om det? Hvis du mener det, ja, så må du selvfølgelig gribe fat i din mand.

Jeg føjer lige til, at din lille søn nu har så nogenlunde den samme alder, som din store søn havde, da hans far døde - så vidt, som jeg kan regne ud fra det, du skriver. Det er aldrig til at vide, hvad der foregår i sådan en lille knægts hoved, og måske er han inderst inde bange for, at hans far også vil dø. Måske har han bare brug for at være mere sammen med sin far.

Du har sikkert hørt om, hvordan børn helt paradoksalt kan være vrede, fordi en far eller en mor har tilladt sig at dø fra dem. Måske fordi vrede er lettere at have med at gøre end sorg. Måske har din lille søns vrede mod far rod i sådan noget.

Jeg foreslår, at du overvejer, hvor meget kontakt der er mellem din lille søn og hans far - jf. den forståelse af, hvad kontakt er, som du kan læse om i førnævnte tekst. Og: Hvis din søn er i underskud med kontakt, vil han sandsynligvis forsøge at skaffe sig det i skolen - og der er situationen jo en helt anden med en/ to voksne til mange børn. Han kan vælge at være larmende, urolig eller fræk for at fange lærerens opmærksomhed.

En fase?

Helt overordnet lyder din søn som pjoskforvirret med sine meget skiftende måder at være på. Måske kan du ved hjælp af ovenstående ideer finde ud af, hvad der gemmer sig underneden hans opførsel og er det egentlige problem. Men hvis ikke det sker, kan det sagtens være, at den allerbedste måde for dig at håndtere det på, er at tage det roligt, opfatte det som en fase og derfor lade være med at bekymre dig.

Når han taler grimt, kan du roligt sige til ham, at den slags sprog bryder du dig ikke om. Fortæl ham, hvordan du gerne vil have, at han udtrykker sig. Han elsker sin mor og vil gerne have, at du er tilfreds med ham.

Når han er stædig og ikke vil gøre, hvad der bliver sagt, så foreslår jeg, at du - og hans far - stille og roligt bliver ved med at gentage det, I vil have ham til at gøre, indtil han gør det. Ikke hæve stemmen, ikke råbe op eller skælde ud. 'Jeg vil have, at du gør … (det og det), og at du gør det nu.' Lige så mange gange, som det er nødvendigt. Og husk at kvittere, når han gør det, I gerne vil have: 'Tak fordi du var så hurtig. Det er jeg glad for.' - eller andet i den retning.

Desuden synes jeg, at I må vælge jeres kampe. Jeg forestiller mig, at jeres lille søn er inde i en læreproces, og at det er vigtigt at prioritere, sådan alt ikke bliver til slagsmål, at det ikke bliver for uoverskueligt.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 



 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk