Min datter på 10 år lyver, forstyrrer og starter konflikter

Min datter på 10 år lyver, forstyrrer og starter konflikter

Kære Janne

Jeg er absolut i vildrede omkring min datter på 10 år. Da hun var 9 år gammel, var hun på julemærkehjem pga. overvægt og mobning. Hun havde et meget lavt selvværd. Dette blev der gjort rigtigt meget ved, og hun havde et vægttab på flotte 13 kg, og et selvværd, der steg op i skyerne.

Da hun kom tilbage, var intet ændret i skolen, og vi (min kæreste og jeg) besluttede derfor at rykke teltpælene op og flytte hjem til den by, hvor vi begge er vokset op, og vi er omgivet af vores netværk. Dette betød også en ny start for hende i ny klasse og nye omgivelser.

Hun er nu 10 og er startet i 4. klasse på en ny skole, og har fået en ny start.

Men her begynder det så. Hun er begyndt at lyve over for sine nye klassekammerater omkring ting, som er så vildt ude af proportioner, at jeg bare sidder og ryster på hovedet.

Hun har gået i den nye klasse siden sommerferien, og jeg er desværre i dialog med hendes lærere omkring det at lyve, forstyrre i undervisningen, starten af konflikter og manglende ansvarstagen 1 gang om ugen.

Jeg har prøvet alt, føler jeg, og føler mig fuldstændig hjælpeløs og fortvivlet og som en rigtig dårlig mor.

Hvad gør jeg? For jeg er bange for, at hun langsomt graver sin egen grav i den klasse og kommer på et tidspunkt til at stå helt alene, hvilket jeg ikke ønsker for hende igen.

Hilsen En fortvivlet mor

 


 SVAR

Kære En fortvivlet mor,

allerførst: Det lyder for mig, som om du gør dig vældig umage med at være en god mor, og for mig er det alt, man kan forlange. Alle kan tage fejl og begå fejl, og selv, hvis man gør det, bliver man ikke nogen 'dårlig mor'. For mig er en 'dårlig mor' en, som er helt ligeglad med sine børn, og det er du tydeligvis ikke: Du har hjulpet din datter på julemærkehjem, du er flyttet for hendes skyld, du taler med hendes lærere og bekymrer dig om hende. For mig lyder du til at være en god mor.

Det glæder mig, at din datter kom af med sin overvægt, og jeg håber for hende, at hun ikke tager på igen. Jeg går ud fra, at du støtter hende i det. Til gengæld lyder det til, at hendes samspil med kammeraterne stadig ikke går godt. Før blev hun mobbet, og nu er det tilsyneladende hende selv, som handler på en måde, som skaffer hende ballade.

Hvad mon det er, din datter prøver at skaffe sig?

Hvad mon det er for behov, som hun kun kender nogle helt uhensigtsmæssige måder at møde/ opfylde på? Hvad får hun af gevinst ved at lyve om helt usandsynlige ting? (Sådan forstår jeg det, du skriver.) Hvad opnår hun ved at forstyrre undervisningen og ved at starte konflikter? Og hvad er det for noget med ikke at tage ansvar? Jeg går ud fra, at det er hendes egne handlinger og forsømmelser, hun ikke vil tage ansvar for.

Jeg kender jo ikke din datter, så jeg foreslår, at du overvejer, hvad det kan være, hun prøver at skaffe sig ved at opføre sig, som hun gør. Eller sagt anderledes: Hvad er det for vigtige behov, hun har og ikke får opfyldt? Hvad er det, som er den egentlige, underliggende drivkraft for hende, som får hende til at lyve, forstyrre mv.?

Du kan læse min lille tekst om behov og deres betydning ved at følge linket: Alting drejer sig om vores behov Her kan du også finde en række eksempler på, hvad et behov kan være. De kan måske inspirere dig.

Behovene styrer én

Når man ikke får opfyldt sine behov, skabes der følelser i en, som gør ondt eller i al fald er ubehagelige. Du kan bruge 'at være sulten' som eksempel. Sult er den følelse, som fortæller, at nu har man behov for at spise. Sult er ikke en behagelig følelse, og jo mere sulten, man er, desto mere desperat bliver man for at slippe af med den. Man vil have noget at spise! Nu!

Hvis man er tilpas sulten, er man parat til at kaste sig over hvad som helst, som er spiseligt. Sagt anderledes: Man er parat til at gøre virkelig meget for at slippe for den ubehagelige følelse, som sult er. Og den forsvinder først, når man har spist. Behovet for at få mad forsvinder - man er ikke sulten mere.

Hvad er din datter 'sulten' efter?

Når jeg læser dit brev, forstår jeg din datters opførsel på samme måde. Der er noget, hun er vældig 'sulten' efter. Hendes 'sult' gør ondt, men - hun ved ikke, hvad hun kan gøre, for at slippe af med følelsen, for at blive mættet.

Hendes 'sult' gælder ikke mad, selv om det kan være, at hun har trøstespist mad, fordi hun ikke var i stand til at skaffe sig det andet, som i virkeligheden var det, hun var 'sulten' efter. Det vigtige er at finde ud af, hvad det er, din datters behov handler om - og derefter hjælpe hende til at finde ud af at handle på nogle måder, som mætter hendes behov.

Hvad kan din datters uopfyldte behov mon være?

Savner hun kammeratskab? Lyver hun sig bedre og mere interessant i et fortvivlet forsøg på at få kammeraterne til at synes om hende? Og lyver hun mere og mere overdrevent, fordi hun kan se, at det ikke hjælper? Begynder hun oven i købet at skabe konflikter af den grund?

Eller kan det være anerkendelse, hun savner og så gerne vil skaffe sig? Bliver din datter seti tilstrækkeligt omfang for den, hun er og det, hun kan? Savner hun kontakt? (Jeg har også skrevet om kontakt og om at blive set her på hjemmesiden. Følg linket.)  at blive set

Har hun svært ved skolens faglige krav og savner en oplevelse af at kunne følge med og være lige så dygtig som de andre i klassen? Savner hun faglig hjælp - fra skolen eller fra jer derhjemme?

Børn gør det rigtige, hvis de kan

Når din datter opfører sig sådan, som du beskriver, får hun ballade. Kammeraterne vender sig fra hende, lærerne skælder ud eller noget tilsvarende, forældrene er ikke tilfredse. Alt det er selvfølgelig meget ubehageligt for hende, og du kan være helt sikker på, at det er ikke noget, hun frivilligt vælger.

Den slags opførsel er udtryk for hendes desperate forsøg på at skaffe sig noget, hun har så meget brug for - men ikke aner, hvordan hun kan få fat i. Hun har brug for at lære noget. Hun har brug for hjælp til at finde frem til handlemåder, som virker: som rent faktisk skaffer hende det, hun har brug for.

Og du kan være helt sikker på, at hvis hun vidste, hvordan hun kan opføre sig, så hun får venner, anerkendelse, fars og mors tilfredshed og ingen ballade - ja, så vil hun vælge det. Vi vil alle sammen helst slippe for ballade med dem, som betyder noget for os. Men somme tider aner vi ikke, hvordan vi skal gøre - og det, mener jeg, er din datters situation.

Ændre fokus

Mit forslag er som sagt, at du overvejer, hvad der gemmer sig bag din datters uhensigtsmæssige opførsel. Det er nok ikke noget nyt. Hun trivedes jo heller ikke på den gamle skole. Hvad er det mon, hun har brug for og ikke får, fordi hun ikke ved, hvordan hun skal skaffe sig det?

Jeg foreslår også, at du taler med hendes lærere om det - altså har en samtale, hvor jeres fokus ikke er på hendes opførsel, for den er at betragte som et symptom. Jeres fokus må være på det, der gemmer sig bagved: hendes uopfyldte behov.

Have fokus på behovet, ikke på opførslen

Måske er det let for dig at finde ud af, hvad din datters uopfyldte behov består i. Måske ikke. Måske kan lærerne være en hjælp. Uanset hvad, foreslår jeg, at du fremover prøver at møde hende med denne forståelse: Hun savner noget så voldsomt, at hun vælger at opføre sig på en måde, som skaffer hende ballade med kammerater, skole, forældre - i sit fortvivlede forsøg på at skaffe det, hun mangler.

Hvis du holder dit fokus på hendes behov og ser væk fra hendes opførsel, så tror jeg, du vil opdage noget nyt og vigtigt om din datter. Og når du først kender hendes behov, har du - eventuelt i samarbejde med lærerne - mulighed for at hjælpe hende med at finde en anden og bedre måde at opføre sig på. En, som virker.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk