Min datter på 13 år har aldrig haft en bedste veninde

Min datter på 13 år har aldrig haft en bedste veninde

Hej Janne,

Jeg skriver, da jeg er bekymret for min datter på 13 år.

Min datter har aldrig haft en "bedste veninde". Hun har dog altid været en populær pige, som mange gerne ville være sammen med. Lysten har dog tit manglet fra hendes side. Hun har haft svært ved at sige nej til aftaler, og har derfor fundet på alle mulige undskyldninger for ikke at kunne lege. Efterhånden har kammeraterne så opgivet hende, og der er nu langt imellem, at nogen spørger hende. Hun spørger ikke selv.

Når jeg har talt med hende om min bekymring og påpeget vigtigheden af at have gode venskaber, kommer hun med forklaringer som, at hun ikke orker efter en lang skoledag. At hun hellere vil være sammen med familien herhjemme, at hun gerne vil slappe af. Samtidig giver hun mig ret i, at det er vigtigt med gode venner, og at hun faktisk godt kunne tænke sig en nær veninde, men at "den rigtige" ikke har været der, eller at personen allerede havde en bedste veninde/ "var optaget".

Jeg har fornemmet, at hun, når hun en sjælden gang har en ven med hjemme, virker anspændt. Jeg har spurgt ind til dette, og hun siger, at hun er bange for, at de ikke kan finde på noget at lave - at vennen skal kede sig. Jeg har derfor tilbudt, at hun og jeg forinden planlægger noget, de evt. kan lave sammen, hvis de ikke selv kan finde på noget. Men hun vægrer sig stadig ved aftaler.

Da jeg ikke ønskede, at min datter skulle føle sig forkert, har jeg sagt til hende, at hun ikke, pga mig, skal føle sig presset til at lave aftaler, men selv mærke efter, hvad hun vil. Jeg blev nemlig nervøs for, om jeg fik hende til at føle sig forkert, så jeg er bakket lidt ud af det for at give hende plads til selv at styre det. Men samtidig er jeg nervøs for, om hun pludselig skal blive ensom eller være udenfor socialt.

Hun dyrker en fritidsinteresse, hvor hun er sammen med andre piger. Men det er nærmest aldrig på tomandshånd. I skolen går hun skiftevis alene og sammen med andre. Jeg fornemmer, at hun stadig selv kan vælge, men at det bliver sværere at være sammen med nogen, når hun så har lyst - fordi de andre så allerede har valgt en gruppe, de er sammen med i frikvartererne.

Hvad er dine tanker omkring dette? Skal vi forældre bare acceptere, at hun ikke har et stort behov for det sociale? Eller har vi et problem, som vi skal forsøge at hjælpe hende med - og i så fald hvordan?

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

allerførst: Jeg kan rigtig godt lide din spørgende tilgang.

En introvert person?

For mig at se er det centrale, hvilken type person jeres datter er. Hvis hun nu er en introvert  - indadvendt - person, som især relaterer sig til sit eget indre liv og trives med det, og for hvem indtryk fra den ydre verden er mindre betydningsfulde - ja, så betyder veninder ikke synderlig meget for hende. Ikke direkte, i al fald. Måske indirekte, fordi alle andre har en nær veninde, og det altid er krævende at være anderledes.

Samvær med andre kræver energi

Hvis jeres datter er en introvert personlighedstype (- du kan søge på ordet og finde forskellige beskrivelser på nettet), så vil hun netop være tøvende i forhold til andre mennesker og bruge særlig meget energi, når hun befinder sig i sociale sammenhænge, især med nogle, hun ikke kender helt godt. Det svarer til, som du skriver, at hun kan virke anspændt, når nogen er på besøg, og at hun ikke orker at være sammen med andre end højst familien efter skoletid. Man siger direkte, at en introvert person har brug for alenetid til at genoplade efter at have deltaget i socialt samvær.

Kan det være sådan, det hænger sammen for hende?

Besidder den nødvendige sociale kompetence

Hvis det er sådan, kan I roligt slappe af og acceptere, at jeres datter ikke har det store sociale behov - sådan er hun bare. Som du beskriver det, lyder det i øvrigt for mig, som at hun er i stand til at skaffe sig de samspil med andre mennesker, som hun har brug for. Hun er populær, skriver du, og jeg kan sagtens forestille mig, at hun er det, fordi hun er en sympatisk person eller tilsvarende. Det fornemmer andre mennesker let. At hun - og de andre - ikke har brug for et mere tæt forhold til hinanden, er så ikke så væsentligt.

Din bekymring for, hvordan det kan komme til at gå jeres datter, er efter min mening unødvendig. Hun bliver jo selv ældre og er allerede nu så gammel, at hun kan finde ud af at handle i overensstemmelse med hvem, hun er. Det skal hun nok blive ved med at kunne, også når/ hvis hendes ydre omstændigheder ændrer sig.

Den ekstroverte har brug for at være sammen med andre

Hvis du nu ikke kan genkende jeres datter som introvert, ja, så er historien en anden. Så gør det ondt på hende, at hun ikke har nogle (nære) veninder at samspille med. Men - jeg læser slet ikke noget af den slags i dit brev. Jeg læser mest, at jeres datter sådan lidt pligtskyldigt erklærer, at hun da gerne ville have en nær veninde, hvis bare …

Jeg tror, det er klogt af dig at lade hende selv passe sit sociale liv, og kun gribe ind, hvis hun selv udtrykker ønske om det. Og jeg mener som skrevet, at I ikke behøver at gøre jer bekymringer.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk