Min søn på 4 år blev sparket og spyttet på i børnehaven

Min søn på 4 år blev sparket og spyttet på i børnehaven

Hej Janne,

min søn, som lige er blevet 4 år, kom i går hjem fra børnehave og fortalte, at en af de større drenge fra børnehaven havde sparket ham op til flere gange, samt skreget ham ind i ørerne. Han havde også spyttet ham i øret. Min søn har nu snakket om det, siden han kom hjem.

Hvordan skal jeg gribe det her an? Jeg er samtidig rigtig vred, men også ked af det og frustreret over det, han fortæller. Skal jeg ligeledes kontakte en ørelæge?

Mvh Susan.

SVAR

Kære Susan,

jeg mener, at du først må tjekke med børnehaven. Har nogen af de voksne dér set det, som skete? Og hvis de har - hvordan reagerede de så? Hvis ikke de har set noget, hvad vil de så gøre nu - og fremover, så det ikke sker igen? For den slags episoder skal helt sikkert ikke gå upåtalt hen.

Du kan også tale med dem, om du skal kontakte den sparkende drengs forældre og fortælle dem, hvad din søn har sagt om deres søn. Om der vil komme noget ud af det, vil afhænge af, hvilken type mennesker de andre forældre er.

Fremtidig strategi?

Jeg foreslår også, at du taler med din søn om det, han har været udsat for - så længe han selv har energi på det. Kan I sammen finde en strategi, som han kan benytte sig af, hvis noget lignende sker igen?

Jeg mener fx, det var oplagt, at han straks efter at være blevet overfaldet kontaktede en af de voksne og fortalte dem, hvad der var sket. Det er trods alt derfor, der er voksne i en børnehave, og deres opgave er bl.a. at være med til at lære børnene at opføre sig ordentligt over for hinanden - og at kunne begå sig sammen med andre børn.

Hørelsen

Hvad angår din søns hørelse, synes jeg først og fremmest, at du skal være opmærksom på, om han hører dårligere end tidligere. Hvis du er i tvivl, ja, så tage ham endelig med til en ørelæge og få ham tjekket. Jeg tror nu, der skal meget høj råben til, før det kan skade hørelsen - men jeg ved det ikke.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard



Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk