Min datter på knap 8 år er forvirret og ubeslutsom

Min datter på knap 8 år er forvirret og ubeslutsom

Hej Janne.

Min datter på 7 (8 om en måned) er i en eller anden form for krise. Det startede med, at hun havde en lang periode, hvor hun havde svært ved at tage beslutninger, f.eks om tøjvalg om morgenen. Hvor hun ellers før gerne diskuterede alt og ofte ikke var enig med mig, kunne hun pludselig ikke beslutte den mindste ting og blev i stedet frustreret og ked af det.

Det kulminerede så i en weekend hos hendes far, hvor hun begyndte at tale meget om, at hun er bange for at lyve, og en masse situationer hvor hun mente, hun havde løjet og noget med, at hun havde taget noget slik i en butik. Det endte med, at hendes far tog hende med i butikken, hvor hun betalte for slikket med sine egne penge. Senere, da jeg talte med hende, kom det frem, at det med slikket var sket for flere år siden, mens hun gik i børnehave.

Men da hun kom hjem til mig efter den weekend, var hun helt forvirret, og hendes hjerne kørte på højtryk. Hun talte rigtigt meget og langt mere, end hun plejer, hun var "helt oppe at køre", er vist den bedste beskrivelse. Og det var meget på følgende vis:

Jeg stiller et hvilket som helst spørgsmål, for eksempel: Kan du lide aftensmaden?

Så svarer hun: "Ja, det kan jeg. Eller, det tror jeg da, jeg kan. Eller måske kan jeg ikke. Jeg ved det ikke, måske kan jeg, eller måske ikke. Jeg tror nok, jeg måske synes, det smager godt, men jeg er ikke sikker, måske ikke. Nej, glem det bare, glem alt om det, jeg sagde."

Efter et par dage på den måde, hvor jeg også selv blev helt rundtosset af at høre på hende, faldt hun lidt til ro igen.

Men nu har det så udviklet sig til, at hun overhovedet ikke vil tage stilling til nogen som helst tanke, følelse eller mening.

I den weekend, som lige er gået, har hun været hos sin far, og han blev meget bekymret over det, og samtidig begyndte hun at bryde ud i gråd helt umotiveret flere gange om dagen. Til sidst kom hun hjem til mig før tid. Og adspurgt af ham om det var, fordi hun savnede mig, får han denne slags svar: Måske er det, fordi jeg savner mor. Ellers også så er det ikke, eller måske er det noget ovre i skolen eller noget andet.

Det er helt umuligt at få hende til at tage stilling til noget som helst. Hun vil ikke svare på de mest simple ting, og taler udenom og stiller modspørgsmål for at undgå at svare.

I morges gik vi mod skolen, og jeg spørger hende, om hun fryser. For at undgå at svare spørger hun så mig, om jeg fryser. Men jeg går hende på klingen og prøver at presse hende til at svare ja eller nej. Men så bliver hun ked af det og siger, hvad nu hvis det, jeg siger, ikke passer? Så siger jeg, men hvis du f.eks. siger, at du fryser, så er det jo det, som passer. Igen spørger hun, men hvad nu, hvis det ikke passer? Presset endnu mere af mig, siger hun så til sidst, jeg tror nok jeg fryser, men jeg er ikke sikker.

Og sådan er det med alt. Det er hele tiden tror og måske og hvad synes du?Der er kommet én eller anden underlig frygt for ikke at sige sandheden, og jeg forstår ikke, hvad det bunder i, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle det, og om det er et forbigående stadie eller noget, jeg skal være bekymret for.

Hun er en meget følsom pige og har normalt et heftigt temperament. Jeg har 3 andre børn på 23, 21 og 18 udover hende med en anden mand, hendes far har ingen andre børn.

Vi gik hver til sit, da hun var 2 år, og hun har i de sidste par år haft meget svært ved at navigere mellem os. Hun er 8 dage hos mig og 6 hos ham, og tiden hos ham er over årene gradvis blevet optrappet på hans ønske. Hun har meget savn og er ked af det før og på skiftedagene. Han bor alene, men har haft en kæreste det sidste års tid. Jeg bor med alle mine børn, hvoraf den ældste dog nu er flyttet hjemmefra og nr. to snart på vej væk også. Hendes far og jeg er meget forskellige og havde et meget turbulent forhold og brud.

Hendes selvværd har altid været dårligt, til trods for at hun er blevet forgudet af alle og får masser af kærlighed og opmærksomhed.

Hun er utroligt opmærksomhedskrævende (generelt, men i særdeleshed nu), og hun fylder derfor også rigtig meget. Hun har altid haft det svært med at være i en familie, hvor hun er eneste barn og der er meget voksensnak henover middagsbordet. Eller når min mor kommer på besøg, hun elsker sin mormor højt, men samtidig tager min mor min opmærksomhed væk fra min datter. Så der må helst ikke være andre, som tager min opmærksomhed, så bliver hun "vanskelig" og det har så resulteret i, at jeg stort set aldrig er sammen med andre voksne, når min datter er der, det er simpelthen for svært. Og hun kan også finde på at sige, at vi (jeg og hendes søskende) nok glæder os til, hun skal op til sin far.

Og jeg forstår ikke, hvor det kommer fra. Samtidig er hun meget dårlig til at beskæftige sig selv og hænger ved mig hele tiden.

Men hun klarer sig fantastisk rent fagligt i skolen og er en klog og eftertænksom pige og meget kærlig og har masser af empati.

Jeg har hele tiden fundet det svært at "opdrage" hende, og hun har altid fra ca. 2 års alderen haft et eksplosivt temperament. Hun får ind imellem nogle kæmpe raserianfald, hvor hun slet ikke kan være i sin krop. Hun skriger meget højt og løber rundt i huset. Når det er helt slemt, slår hun sig selv hårdt i hovedet med knytnæver og siger, hun vil dø, og det sker ofte, hvis jeg sætter grænser for hende. Det eneste, som hjælper der, er en masse trøst og kram.

Hun får også nemt dårlig samvittighed, og slår sig selv verbalt og taler grimt om sig selv.
Hun har altid haft svært ved at have veninder på besøg, det ender meget ofte i konflikter og gråd, og af samme grund gør vi det ikke så ofte, og i en meget lang periode har hun ikke villet med nogen hjem og lege, da hun var bange for at savne mig eller sin far. Det er dog blevet lidt bedre i den sidste tid.

Som sagt er hendes far og jeg meget forskellige, og hun er hans første barn og mit fjerde. Jeg synes, han pylrer meget om hende, og jeg prøver til gengæld at gøre hende mere selvstændig og give hende nogen pligter herhjemme. Samtidig har vi vidt forskellig tilgang til opdragelse, og vi er ikke gode til at tale sammen.

Jeg har hele tiden tænkt, at temperamentet ville blive mildere med tiden, og det er også blevet gradvis bedre.

Lige nu oplever jeg dog bare det modsatte, nemlig at hun er fuldstændig føjelig, ingen diskussioner, men til gengæld den der totale mangel på at udtrykke sig og så det, at hun græder umotiveret.

Jeg har kontaktet skolepsykologen, fordi jeg gerne ville have en generel snak om alle disse problematikker, men kan ikke få nogen hjælp der, da der ikke er skolerelaterede problemer indover. Til gengæld har vi fået en tid til rådgivning i familiehuset her i byen, men først midt i maj. Hun er også skrevet op til en alderssvarende børnegruppe hos statsforvaltningen for børn, som har skilsmisserelaterede problemer, og det bliver i foråret en gang.

Vi har haft en samtale med hendes lærere, og der oplever de ikke de store problemer, men dog observerer de, at hun kan være ret hård over for de andre børn, men samtidig også kan være en pleaser.

Kan du finde hoved og hale i dette? Hvad er det, hun tumler med, og hvordan støtter vi hende bedst?

Er det alt sammen symptomer på hendes lave selvværd? Vi er bekendt med forskellen på selvtillid/ selvværd, og jeg synes, vi har gjort alt hele vejen igennem for at støtte hende og give hende selvværd, alligevel har det tilsyneladende ikke hjulpet, og jeg er helt på bar bund lige nu.

Vi er gode til at udtrykke med ord, at vi elsker hende, og hun får det at vide hver dag.

Jeg synes, det er rigtig hårdt at være mor lige nu og føler en masse afmagt, så jeg håber på et godt råd ad denne vej.

MVH Tina


SVAR

Kære Tina,

tak for din lange udredning. Jeg vil skrive mine overvejelser til dig og nogle forslag til, hvordan du - og din datters far - kan forholde jer, og så håber jeg, det kan hjælpe dig lidt på vej. Jeg synes, det er godt, at du har kontakt med både familierådgivning og skilsmissebørnegruppe, hvor du vil kunne få analyseret din datters måde at opføre sig på og få professionelt råd.

Sket noget overvældende?

Min overvejende tanke er, at hun har været ude for noget, som har rystet hende - som hun ikke har kunnet kapere, og som på en eller anden måde har forskrækket hende. Denne begivenhed har sat følelser i gang i hende, som har overvældet hende, så hun nu ikke ved, hvad der er op eller ned.

Begivenheden kan være hvad som helst. Nogen har sagt noget til hende, gjort noget mod hende. Holdt hende udenfor i en vigtig situation - eller givet hende for stort ansvar. Hun har set en film, læst eller hørt en historie, overhørt en samtale - det kan være alt muligt, som, fordi hun er den person, hun nu engang er, rammer netop hende særligt hårdt. Det kan også være hende selv, som har gjort noget mod andre, som hun slet ikke kan holde ud. Hun kan have fået en erkendelse om sig selv, som slet ikke svare til det selvbillede, hun havde før.

Skammerens Datter?

Jeg kommer bl.a. til at tænke på filmatiseringen af 'Skammerens Datter' - en bog, jeg sætter højt - og forestiller mig, at hvis en meget følsom, samvittighedsfuld og empatisk pige læser/ ser den, kan det sætte voldsomme overvejelser i gang. Hun tjekker sig selv: Har jeg noget at skamme mig over? Og finder selv småting fra for flere år siden frem og får travlt med at få 'sonet sin brøde'.

Ikke ret god til at være sammen med andre?

Jeg lægger også mærke til, at du både skriver: '… Jeg er stort set aldrig sammen med andre voksne, når min datter er der, det er simpelthen for svært …' Og: 'Hun har altid haft svært ved at have veninder på besøg. Det ende meget ofte i konflikter og gråd, og af samme grund gør vi det ikke så ofte.' Du fortæller videre, at skolen siger om hende, at hun både kan være ret hård ved de andre børn og 'en pleaser'.

Det er svært for mig ikke at konkludere, at din datter åbenbart ikke er ret god til at være sammen med andre mennesker - bortset fra far, mor og måske sine ældre søskende. Har det mon altid været sådan?

Universets centrum?

Jeg kan ikke vide det, men overvejer følgende, som du selv må afgøre rigtigheden af: Har du, hendes store søskende og ikke mindst hendes far behandlet hende, så hun er kommet til at opfatte sig selv som - ja: universets centrum? Har hun fået lov til at være en lille tyran, som har teet sig sådan, at hverken hendes voksne eller hun selv har kunnet have andre på besøg - for hun ville ikke dele opmærksomheden med nogen anden?

'Kærlighed' og 'opmærksomhed' er mange ting

Du skriver, at hun er blevet forgudet af alle og får masser af kærlighed og opmærksomhed. At I har gjort alt hele vejen igennem for at støtte hende og give hende selvværd.

Hvis jeg skal pille lidt i dine ord, så for det første: Man kan ikke 'give' nogen selvværd. Man kan behandle sine børn på en måde, så de selv udvikler selvværd. (Læs evt. mere om selvværd ved at følge dette link: Selvværd er det helt centrale

For det andet: Kærlighed og opmærksomhed er i virkeligheden meget upræcise begreber, og begge dele kan foldes ud på mange forskellige måder, både gode-for-barnet-måder og det modsatte.

Kærlighed rummer bl.a. at sætte grænser og sige nej. Opmærksomhed rummer bl.a. at hjælpe et barn til at forstå, at det er én ligeværdig person blandt mange andre, at det har samme rettigheder som andre, og at det må bidrage til fælleskabet ligesom alle andre må - selvfølgelig på alderssvarende niveau.

Realistisk og sund proces?

Måske rummer den kærlighed og opmærksomhed, din datter har fået også det, jeg nævner herover. Hvis ikke - ja, så kan du måske her finde en forklaring på din datters nuværende måder at reagere på: Hun er måske ved at opdage, at hunikkeer universets centrum. At verden ikke roterer om hende og hendes ønsker og behov. At bortset fra jer derhjemme forventer andre mennesker i hendes verden, veninder, klassekammerater, mormor, at hun finder ud af at indrette sig og give plads til dem også.

Jeg kan ikke vide det, jeg gætter blot, og det er op til dig at bruge mine overvejelser, som du nu kan og vil. Men hvis du mener, der kan være noget om mit gæt, ja, så er din datter vel i gang med en proces, som er både sund og relistisk. Hun har (måske) været vant til, at hendes egne tanker, følelser og meninger var de eneste rigtige, og har nu opdaget, at sådan forholder det sig ikke. Det forvirrer hende, og nu er hun i gang med at undersøge feltet og finde sin vej i det.

Mistolket noget?

Flere forslag: Din datter kan også have oplevet et eller andet, som har gjort hende opmærksom på de negative konsekvenser af hendes eget eksplosive temperament, som hun derfor behersker. Hun er blevet føjelig, skriver du - helt modsat af, hvad hun plejer at være. Hun er måske blevet bange? Bange for, at andre mennesker ikke kan lide hende? Eller værst: At far/ mor ikke elsker hende ubetinget, at hun ikke har nogen garanti for, at I er der for hende og passer på hende?

Hun behøver kun at høre en enkelt bemærkning, sagt på et forkert tidspunkt, eller som hun har misforstået, mistolket - så går processen i gang. Du skriver fx til mig: 'Det er rigtigt hårdt at være mor lige nu … føler en masse afmagt …' Måske har du sagt noget tilsvarende til nogen, og det har din datter tilfældigt hørt.

Et følsomt barn, som hører det, vil let begynde at overveje, om mor så kan finde på at holde op med at være mor? Eller hun kan tænke: Kan det virkelig passe, at mor ikke er 100% begejstret for mig og synes, at jeg er 100% vidunderlig?

Noget med sansninger at gøre?

Du skriver, at din datter har haft en lang periode, hvor hun havde svært ved at tage beslutninger. Som jeg læser det, ligger den periode fx hen over vinteren eller i al fald op til den weekend hos hendes far, hvor hendes tvivlrådighed så kulminerer, og hun begynder at 'tilstå sine synder'.

Hun kan som følge af et eller andet være blevet opmærksom på, at der både findes 'ja' og 'nej' - og noget ind imellem. At verden ikke er kun sort og hvid, rigtig eller forkert. Og vigtigst: Hun er blevet i tvivl om sine egne sansninger: Om hun kan lide maden, om hun fryser, om hun savner mor, om noget i skolen bekymrer hende. Eller måske skal jeg formulere det sådan her: Hun er blevet i tvivl omsin ret til at sanse det, hun rent faktisk sanser:

'Er det forkert, at jeg ikke kan lide maden (ret godt)?'

'Synes mor, at det er i orden, at jeg fryser lige nu?'

'Bliver far ked af det, hvis jeg savner mor lige nu? Skal jeg hellere sige, at det er noget med skolen?'

Osv.

Jeg kan stadig kun gætte. Du må stadig afgøre, om du kan bruge mine gæt til noget. Mine bud på, hvad der er gang i, kredser om at være blevet skubbet i gang med noget overvældende, truende og hidtil ukendt, som på en eller anden måde handler om din datters måde at være i verden på, hendes position.

Få hjælp til at vælge mv.

Uanset hvad baggrunden er, vil jeg foreslå, at du - og gerne hendes far - hjælper hende til at få gjort alle hendes valg, beslutninger, stillingtagen mere konkrete.

Hvordan vil det være for din datter, tror du, hvis du fremover siger: Kan du lide aftensmaden? Jeg ved godt, at du er usikker på, hvad du mener, men hvad nu, hvis du skal vælge på en skala fra 0 til 10? 10 er fantastisk godt, 0 er overhovedet ikke, 5 er både-og. Hvilket tal passer bedst nu?

Den samme kan bruges om at fryse og sikkert meget mere.

Hvad angår hendes tøjvalg om morgenen, foreslår jeg, at du lægger to muligheder frem til hende, og hvis du (kort) kan argumentere for dit valg, så gør det. Altså: Du bestemmer, du indskrænker hendes valgmuligheder, og hun kan ikke vælge andet end det, du har lagt frem. Du kan begynde med at meddele hende, at sådan vil du gøre i en uge, og når ugen er slut, taler I sammen, om du skal blive ved endnu en uge, eller om hun nu gerne selv vil beslutte igen.

Du kan sætte fokus på det her med, om 'noget passer' eller ikke passer, ved at lave øvelser med hende. Du peger på en blå blomst og siger: 'Er den blomst rød eller er den blå?' Og når hun svarer understreger du, at 'det passer'. Er det regnvejr eller solskin lige nu? Er dine sko sorte eller brune? Er jeg din mor eller din far? Er det forår eller efterår? Osv., osv.

Hvis du kan, så virker det bedst med humor. Hvis I kan komme til at grine lidt sammen, ja, så tager det tyngden ud af situationen. Du kan fx vælge at stille hende helt fjollede spørgsmål - nogle af mine forslag herovererfjollede - så hun kan blive lidt forarget over din manglende tiltro til hendes skelneevne.

I det hele taget: Hvis du reagerer med bekymring og dyb alvor på hendes forvirrede snak, ja, så letter det i al fald ikke på forvirringen. Kan du i stedet for lave lidt sjov med det, vil det gøre alting lettere. Ikke grine ad, men grine med.

Spisevaner?

Jeg lufter lige en sidste tanke: Hvordan er hendes ernæringstilstand? Kan hun mangle nogle vitaminer eller mineraler - eller have for høje tal? Nogle ubalancer kan give psykiske symptomer af forskellig slags, som fx nervøsitet eller koncentrationsbesvær. Sukker og forskellige tilsætningsstoffer kan gøre én helt speedet. Selv om der skal en del til, kan du overveje, om en læge lige skal tage et tjek på hende.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard



Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk