Min datter på 11 år trives ikke på sin skole

Min datter på 11 år trives ikke på sin skole

Jeg har en datter på 11 år, som ikke trives på den skole, hun går på, og jeg har sagt til hende, at hun gerne må komme på en anden skole.

Men det vil hun ikke, da hun ikke vil væk fra sine klassekammerater. Jeg har fortalt hende, at man skal i skole, da det er en lov i Danmark, for hun tror bare, at hun kan gå ud af skolen, når man går i 4. klasse.

At hun så vil få det meget bedre ved selv at bestemme, har været inde at læse om, hvad det er for tegn, hun viser. Og faldt så over skolefobi, har snakket med hendes klasselærer og ledelsen på skolen, men syntes ikke, de er til så meget hjælp. Føler mig så magtesløs, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, håber du kan give mig nogle råd til, hvad jeg skal gøre.

Med venlig hilsen Mia


SVAR

Kære Mia,

jeg gad vide, hvad det er, din datter ikke trives med på sin skole, når hun åbenbart er så glad for sine klassekammerater, at hun ikke vil væk fra dem. Jeg kan næsten kun tro, at det så er de faglige krav - eller måske en/ flere af lærerne.

Hvis din datter skiftede skole, ville de faglige krav være de samme som nu, så det ville ikke gøre nogen forskel. Lærerne ville være nogle andre, men du har ingen garanti for, at din datter ville samspille bedre med dem. Så - jeg kan ikke se, at det vil være en forbedring for din datter at skifte skole.

En 11 årig skal ikke bestemme

Hun vil så heller ikke. Det er nu ikke hende, som skal bestemme det, det skal du (og hendes far), og hun skal højst tages med på råd. Hun har jo slet ikke viden nok og overblik nok til at tage så stor en beslutning selv. Det kan du jo også direkte høre på hende: Hun tror, at hun kan gå ud af skolen i 4. klasse.

Hun vil få det meget bedre ved selv at bestemme, skriver du. Ja, det er sikkert rigtigt, når man ser helt kortsigtet på det. Men igen: En pige på 11 år er slet ikke erfaren nok til at tage store beslutninger. Det har hun brug for sine klogere og mere erfarne forældre til at gøre. Sagt anderledes: Det er dig - og hendes far - som bestemmer det, som har med hendes skolegang at gøre, og jeg anbefaler, at du fortælle hende det meget tydeligt, så hun ikke er i tvivl.

Skolefobi eller skoletræthed?

Hvis din datter reelt lider af skolefobi, vil det fx vise sig som hyppige mavepiner, grådanfald, kvalme, hovedpine eller besvær med at trække vejret. Hun vil måske være angst eller depressiv. Du nævner ikke nogle af den slags symptomer, så jeg tror ikke, at din datter lider af nogen fobi. Det drejer sig snarere om skoletræthed, og den slags bygger som regel på nogle afgrænsede problemer, som man kan løse.

Faglige problemer?

Mit forslag til dig er derfor, at du prøver at finde ud af, hvad det mere præcist er, din datter ikke bryder sig om i skolen - og det er åbenbart ikke hendes kammerater. Jeg gætter som før nævnt på, at det kan være noget fagligt. Hvordan klarer din datter skolens faglige krav? Er hun rimeligt god til at læse, skrive, lave matematik med videre - og er hun interesseret i stoffet og i at lære noget?

Børn, som ikke helt kan følge med i skolen, vil ofte beklage sig over, at 'skolen er kedelig', 'lærerne er dumme', eller de siger noget i retning af: 'Jeg gider ikke i skole'. Jeg foreslår, at du overvejer, om der kan ligge faglige problemer bag din datters manglende skoletrivsel. Har du talt med hendes lærere om det? Hvis ikke, foreslår jeg, at du gør det. Hvis din datter ikke ligger på et passende fagligt niveau, må skolen sætte ind med ekstra hjælp til hende.

Samarbejde med lærerne

Du har talt med lærere og ledelse på skolen om din datters eventuelle skolefobi. Du nævner ikke, om I talte om, hvad der ellers kan være grunden til, at hun ikke trives i skolen. Hvis ikke I gjorde det, foreslår jeg, at du taler med dem igen, sådan at I i fællesskab kan finde ud af, hvad det er, som din datter slås med, og som får hende til ikke at trives.

De muligheder, jeg ser, er 1) en lærer, hun ikke har det godt med, 2) de faglige krav eller måske 3) nogle af de større elever på skolen, som driller hende. Det kan ske på skolen eller på skolevejen. I må selvfølgelig først finde frem til, hvad problemet er, før I kan finde forslag til en måde at løse det på.

Derhjemme

Derhjemme foreslår jeg, at du stille og roligt fastholder over for din datter, at hun selvfølgelig skal i skole hver dag, og at du gerne vil hjælpe med at finde ud af, hvad det mere præcist er, hun ikke bryder sig om ved at gå i skole.

Du kan ikke regne med at få et dækkende svar ved at spørge hende direkte. Hendes svar vil selvfølgelig være begrænset af hendes viden og erfaringer som en kun 11 år gammel pige. Du kan bruge dit kendskab til din datter til at prøve at gætte på, hvad der er galt, men det har du sikkert allerede gjort, før du skrev til mig, og det har åbenbart ikke bragt noget brugbart frem. Jeg håber, en samtale med lærerne kan give mere viden, og hvis din datter har faglige problemer, er det jo også skolen, som har ansvar for at løse dem.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk