Kemien mellem mig og min søn på 6 år er dårlig

Kemien mellem mig og min søn på 6 år er dårlig

I ren desperation søgte jeg her til eftermiddag på Google: "Jeg kan ikke lide mit barn". Det er skørt at se det sort på hvidt, men jeg har simpelthen brug for at se og få bekræftet, om jeg er den ENESTE i hele verden, som sidder med den følelse.

Kære Janne.

Jeg har en søn på 6 år, som er en super kvik dreng, er reflekteret og har abstraktionsevne på et højt niveau. Han er godt begavet, opsøgende og nysgerrig efter ny viden. Han er velstimuleret og trives fagligt og socialt i skolen, leger ikke vildt og voldsomt, holder sig altid til det rigtige, leger både med drenge og piger og får nemt nye venskaber …

Desværre forholder det sig sådan, at kemien imellem ham og mig er dårlig (- hvis man da kan have en dårlig kemi med sit eget barn!!!!)

Hvis jeg siger højre, siger han venstre, hvis jeg siger sort, siger han hvid. Når vi går en tur sammen, SKAL han hoppe afsted. Når jeg beder ham om at stoppe en uhensigtsmæssig handling, SKAL han lige gøre den én ekstra gang. Når jeg stiller krav til ham, SKAL han ALTID modargumentere - og det er han meeeeeget dygtig til. Det er SÅ frustrerende at opleve, at når jeg beder ham om noget eller fortæller dagens/ weekendens program, kan han ALDRIG acceptere, hvad jeg siger, uden han lige skal prøve mig af først.

Jeg blir super provokeret af det, fordi jeg ved, at han udmærket forstår, hvad jeg beder ham om. Jeg prøver at beherske mig i min skældud af ham, men denne opførsel har stået på i snart halvandet års tid. Jeg ved, at skældud ikke skaber et godt selvværd hos ham, og jeg ønsker da også, at morgendagen blir ny og anderledes, men det er desværre det samme mønster hver eneste dag. Hver aften føler jeg mig som verdens dårligste mor, men det eneste, jeg jo forsøger, er at skabe nogle trygge, solide rammer med tydelige grænser, som er nemme at navigere i. Nu fremstår det måske som kæft, trit og retning, men det eneste, jeg ønsker, er, at han efterlever mine krav og forventninger til ham. Og for lige at retfærdiggøre det hele, skal det lige siges, at vi laver en MASSE sjove og skøre ting sammen, hvor der er kærlighed og nærvær.

Hans kærlighed er jo betingelsesløs, men nu begynder han nogle sætninger med at sige: "Mor, du må altså ikke lige flippe ud, men jeg har en god ide ..." Og han fortæller til sin mormor og morfar, at jeg skælder ham meget ud og råber ad ham.

Jeg ved godt, at det helt sikkert ikke er ham, som har/ er problemet - derfor søger jeg gode råd, således at min søn om 15 år stadig vil synge: "Mor er den bedste i verden".

Jeg håber inderligt, at du kan komme med gode råd og vejledning, således at hverdagen igen blir tålelig for både mor og barn.


SVAR

Kære Spørger,

ja, jeg kan jo ikke fortælle dig, om du er den eneste i verden, der ikke kan lide dit barn, for det laves der ikke statistikker over, men det er du nu nok ikke. Helt bortset fra det, giver dit brev mig ikke det indtryk, at du ikke kan lide din søn. Jeg sidder snarere med det indtryk, at du er træt (af ham) og vred, og at hans opførsel er anledningen til dine følelser.

Ingen garanti for go' kemi mellem forældre og børn

Til gengæld kan det - efter min mening - sagtens være rigtigt, at din og din søns kemi ikke passer ret godt sammen. Du kan sagtens have født et barn, som har en personlighed så anderledes end din, at du dybest set ikke fatter, at han kan være dit barn. Måske er han personlighedsmæssigt meget mere sin fars barn, og måske er han en helt ny kombination af fars og mors personligheder - en kombination, som virker fremmed på dig. Måske noget helt fjerde.

Uanset hvad: Din søn har den personlighed, han nu engang har, og det er en risiko/ gevinst, som ikke kan undgås, når man sætter et barn i verden. Børn er deres egne, ikke deres forældres, selv om man kan slippe afsted med at bilde sig det ind, mens de er helt små.

Skævt samspil

Jeg tror ikke, at problemet er opstået, fordi din søns personlighed er en anden end din, og at I derfor har svært ved at samspille - har dårlig indbyrdes kemi. Jeg tror snarere, at der er noget i jeres samspilsproces, som det seneste halvandet år er gået skævt. Jeg tror videre, at din søn fornemmer den modvilje, du har, mod sådan, som han opfører sig, og at den har gjort ham usikker og bange.

Han forstår ikke, hvad der foregår, uanset hvor godt begavet, han så er. Han er som 6-årig dybt afhængig af dig og af, at du elsker ham og vil passe på ham på forældre-agtig måde, og han har brug for hele tiden at teste dig: 'Mor bliver vred og skælder mig ud, når jeg opfører mig sådan-og-sådan, som hun ikke kan lide. Men kan jeg risikere, at hun forlader mig?'

Som en øm tand

Det behøver altså ikke at handle om, at han ikke forstår, hvad du beder ham om, eller hvad du fortæller ham. Det kan handle om, at han er usikker på din kærlighed, og derfor tvangsmæssigt må sikre sig, at selv om han nu igenigenreagerer på en måde, som irriterer dig, så er du der for ham. Er hans mor. Kender du det med, at man hele tiden tjekker en øm tand med tungen for lige at undersøge, om det virkelig er rigtigt, at den stadig gør ondt?

Du nævner ikke nogen far. Er du mon alene med din dreng? Kan en del af problemet være, at han ligner sin far, og ham er du (også) vred over?

Pirker til gammel erfaring?

Jeg gætter i al fald på, at din søns opførsel på en eller anden måde rammer noget i dig, som egentlig ikke har med ham at gøre. Jeg kan jo ikke vide det, men du kan jo overveje det. Altså: Når din dreng ikke straks vil efterleve dine krav og forventninger til ham, så pirker det måske til en erfaring, du kender fra et andet sted eller et andet tidspunkt i dit liv. Jeg baserer mit gæt på, at du bliver så vred, at du ikke kan beherske din skælden ud, selv om du er klar over, at skældud ikke virker efter hensigten og først og fremmest gør noget negativt ved hans selvværd.

Hvis du mener, der kan være noget om det, foreslår jeg, at du husker dig selv på din egen gamle del af den vrede og irritation, som din søns opførsel vækker i dig. For det har så ikke noget med ham at gøre og skal vel ikke gå ud over ham.

Lige en tanke: Kan dine krav og forventninger være ude af takt med en 6 årig drengs niveau? Med netop din drengs niveau? Ser du ham ikke? Læs mere om, hvad jeg mener med at se ham ved at følge linket: Selvværd er det helt centrale.

Om skældud

I min forståelse er råben og skældud et udsagn om, at man har tabt. At man ikke har forældre-magt over situationen. Man bliver selv som et barn og indleder en slags kamp med sit eget barn og bruger barnlige redskaber.

I min forståelse kan en forælder stille og roligt være klar over, at hun/ han simpelthen har magten og slet ikke behøver at råbe op, bruge negative navne (uartig, fræk, slem osv.) og true med straf. Eller lokke med belønning, for den sags skyld. Forældre er jo som regel mindst 20 år ældre end barnet - og både større, stærkere og klogere.

Det ved barnet udmærket godt, og det kan gøre et barn både utrygt og forvirret at opleve mor eller far opføre sig, som om de ikke ved det. Som om forældrene selv er usikre på, om de nu er de voksne, klogeste, stærkeste.

Børn gør det rigtige, hvis de kan

Dertil kommer, at børn vældig gerne vil handle og opføre sig på måder, som deres forældre godt kan lide. Det er dejligt for et barn at have forældre, som er glade, som er tilfredse med barnet og måske oven i købet stolte af det. Børn, som opfører sig på måder, deres forældre ikke kan lide, altså 'forkert', gør det som regel, fordi de ikke aner, hvordan de kan opføre sig 'rigtigt'.

Så - jeg ville gerne kunne overvære sådan en situation med dig og din søn, hvor han prøver dig. Jeg ville gerne kunne hviske dig i øret, at hans protest sandsynligvis ikke er en protest mod dig eller det, du vil have ham til, men en test af din mor-hed. Han er nok ikke uartig, han er usikker.

Noget er til forhandling, andet ikke

Jeg ved godt, at nogle børn har lært, at alting er til forhandling, og at de ikke bare lige sådan accepterer de voksnes afgørelser, og at den slags forhandlinger kan tage overhånd. Her er det de voksnes ansvar at skelne. Visse emner/ beslutninger kan der forhandles om, andre ikke, og det må forældrene lære børnene. Ellers ved de det jo ikke.

Du kan jo videre overveje, om din søn ved, at noget er dine beslutninger, sådan skal dét være, og han skal bare tage det til efterretning og gøre, som du siger. Mens andet er af den slags, som du gerne vil forhandle med ham om.

Inddrager du ham i beslutninger, som omfatter ham - selvfølgelig på alderssvarende niveau? Eller behandler du ham for barnligt, og derfor protesterer han? Overvej det.

Ordre - eller anmodning om noget frivilligt

Du kan bruge dit ordvalg til at signalere, om du lægger op til en forhandling, eller du meddeler en beslutning. Du skriver: '… når jeg beder ham om noget eller fortæller dagens/ weekendens program, kan han ALDRIG acceptere, hvad jeg siger …' Som jeg læser det, rummer det både en anmodning og en ordre.

At bede om noget er at lægge op til, at der kan svares både 'ja' og 'nej'. 'Vil du rydde af bordet?' spørger far fx, og sådan et spørgsmål kan sønnen jo svare både ja eller nej til. Hvis begge svar kan accepteres, er det fint at formulere sig sådan = at bede om noget, men ellers er det at narre: En ordre pakkes ind som noget frivilligt.

Omvendt, hvis far vil have, at sønnen skal rydde af bordet, så må han udtrykke det: 'Jeg vil have, at du rydder af bordet nu.' Hvis sønnen siger: 'Nej, det gider jeg ikke.' - eller noget andet af samme slags - kan far sige sådan her: 'Det er muligt, at du ikke gider, men det skal du.'

Ordvalget viser, hvad der er til forhandling

Jeg foreslår derfor, at du for det første finder ud af, hvad du er parat til at forhandle med din søn og hvad ikke. Og at du videre udtrykker dig klart omkring det, altså enten bruger en formulering, der signalerer, at her kan der siges både 'ja' og 'nej' - eller er tydelig omkring, at her meddeler du en beslutning, som du har taget, og som ikke kan forhandles. Hvis han alligevel prøver, og det gør han sikkert i begyndelsen, kan du svare efter samme skabelon som i mit eksempel herover:

'Jeg kan godt høre, at du er utilfreds, men jeg vil have, at du (straks) gør sådan-og-sådan.' Sætningen kan gentages stille og roligt, indtil din søn forstår, at du mener det. Og tankevækkende nok har dine ord mere gennemslagskraft, når de bliver sagt stille og roligt, end hvis du hæver stemmen, råber eller tilsvarende - og dermed bevæger dig ned på et barnligt niveau.

(Jeg tilhører ikke den slags, som mener, at man ikke må blive vred og vise sine børn, at man er det. Jeg taler her kun om måden, man viser sin vrede på. Læs lidt mere om det ved at følge linket: Følelserne fortæller os, at vi er i live.     Det er helt i orden at blive vred og at udtrykke det - men det er ikke ensbetydende med at skælde ud og lignende.)

Ændret fokus og forståelse skaber andre følelser

Jeg er temmelig overbevist om, at det er vrede, som spærrer, så du ikke kan mærke din kærlighed til din søn. Jeg mener videre, at dine følelser vil ændre sig, hvis du kan få flyttet lidt om på din forståelse af din søns måde at reagere på. Hvis du forstår, at hans prøven dig af sandsynligvis er udtryk for hans lidt hjælpeløse måde at undersøge på, om du virkelig elsker ham og vil være der for ham, uanset hvad - ja, så vil dine følelser nok være anderledes.

Det samme gælder, hvis mit gæt er rigtigt, og du har blandet 'gamle' følelser ind i situationen - nogen, som ikke har med din søn at gøre. Hvis du kan få sat rigtig afsender på din vrede og irritation.

Ovenstående ændringer i dine følelser vil næsten automatisk følge af ændringer i din forståelse. Dertil kommer så, at du kan prøve at skelne mellem dine ordrer og dine oplæg til forhandlinger og blive mere klar i dine udsagn til din dreng. Endelig kan du - især i begyndelsen - gøre ham klart, at 'det her har jeg besluttet, og uanset om du bryder dig om det eller ej, bliver det sådan.' Og: Forhandle med ham om det, som er til forhandling.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

 



[i]     /foraeldre/brevkasse-klumme/janne-hejgaards-nyttige-raad/selvvaerd-er-det-helt-centrale/

[ii]    /foraeldre/brevkasse-klumme/janne-hejgaards-nyttige-raad/foelelserne-fortaeller-os,-at-vi-er-i-live/

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk