Vores pige på 9½ år er utryg ved at være alene

Vores pige på 9½ år er utryg ved at være alene

Hej Janne

Vores store pige på 9½ år har længe været meget tryg ved at være alene hjemme en time eller to, hvor jeg enten var et smut inde i byen (vi bor på landet), til sport med den lille eller lignende.

Efter 2 episoder er hun nu blevet så fyldt med angst, at hun end ikke kan overskue at sætte sig ud i bilen om morgenen, mens jeg lige lukker vinduer og låser af.

Første episode var for et par måneder siden, hvor hun skulle være alene hjemme, mens jeg var til sport med den lille på 7 år. Hun havde en veninde fra skolen med hjemme, og de legede på værelset. Der oplevede de så, at der var nogle lyde ude foran hendes vindue, og pludselig var der en, der bankede på ruden, og de så en menneskehånd (- dog var det sandsynligvis bare bondens mange katte, som lavede ballade, idet vores genbo, som min datter ringede til, kom over og så, at der sad en fremmed kat i vinduet). De styrtede ind i stuen og gemte sig. De har sikkert kørt hinanden meget op. Jeg afbrød sport med den lille og kørte hjem med det samme og var der 15 min. efter. I al den tid blev jeg kimet ned af hende. De græd ikke, men var ret bange. Genboen havde været der ca. 7 minutter, før jeg kom.

2. episode var en 4-5 dage efter den 1. episode. Jeg skulle hente begge børn hver deres sted og hentede den store først. Da vi kom til stedet, hvor min yngste var, sagde jeg til den store, at hun skulle blive i bilen med vores hvalp, og at jeg kom tilbage efter 5 minutter. Da jeg kom ud i bilen med den yngste, var den store helt opløst i gråd. Hun havde været bange og ville ind efter mig, men da dem, jeg hentede hos, havde 2 store hunde, havde de gøet noget så grimt (bag hegnet) og skræmt hende fra liv og sans. Det skal lige siges, at de virkelig lyder glubske, men dog ikke er det.

Alt dette har nu resulteret i, at min førhen så modige og selvstændige pige nu er meget, meget bange for at være alene. Hvis hun vågner før os andre i weekenden, har hun altid bare sat sig ind og set tv i stuen. Nu venter hun på værelset, til den yngste vågner, før hun tør at gå derind. Og det på trods af, at vores hund er i stuen.

Om aftenen har vi et hyr med at få hende til at sove. Hun kan sagtens sidde og lege med sine Barbier på værelset, men når hun skal sove, kommer alle tankerne og angsten. Hun er bange for mordere, ånder, farlige dyr, osv., og vi har meget svært ved at berolige hende. Hendes værelse ligger lige imellem fars kontor, hvor han arbejder om aftenen, og lillesøsters værelse. Vi har købt en hyggelig lavalampe til hende, samt noget rolig musik, som har hjulpet lidt, men det eskalerer mere og mere. Hendes dør er åben, og det samme er fars ind til kontoret.

De fleste aftener er hun først tryg, når far lige lægger sig hos hende i 10 minutter, hvor hun falder i søvn imens. Hun er jo så mega træt, da hun sover så sent hver aften. Desuden kommer hun nu ind til os de fleste nætter, hvilket hun aldrig har gjort før, heller ikke som lille. Vi følger hende ind i seng igen, men hun er ikke meget for det, og vil allerhelst bare sove hos os. Dog sover vi så elendigt, hvis hun sover hos os, at vi er trætte den efterfølgende dag. Og sover hun på en madras på gulvet, vågner hun for tidligt pga. min alarm, som ringer tidligt.

Jeg håber, at jeg har fået det hele med. Det skal siges, at vi taler med hende om, hvad hun er bange for. Lyser under sengen, så hun kan se, at der ikke er noget. Jeg var ude foran hendes vindue i mørket, mens far lå i sengen med hende, så hun kunne se, at der ikke var noget farligt derude. Og jeg har planlagt, at hun skal op og lege med de 2 hunde, hun blev så bange for, så hun kan se, at de ikke er farlige.

Men hvad kan vi ellers gøre, for at gøre hende tryg igen? Det gør så ondt i os, at se vores stakkels pige gå igennem dette. Hun er virkelig god til at udtrykke sine følelser, og siger selv, at hun ville ønske, hun havde det som før. Samtidig er jeg frustreret over ikke at få min nattesøvn og alene-tid. Det fylder også. Men det fylder mest at vide, at min store pige er så bange, at hun vågner om natten, osv..

Håber du kan give mig nogle gode råd.

Vh. Christina


SVAR

Kære Christina,

når jeg betragter de to episoder, du beskriver, hvor jeres store datter er blevet så frygtelig bange - ja, så er der jo reelt ikke sket noget. Der har ikke været fare på færde - det er begge gange blot noget, hun har forestillet sig, og sådan er det fortsat.

Så - hvad kan grunden være? Hvorfor reagerer jeres ellers trygge pige pludselig med stor utryghed på - alting: Lyde, hunde, mordere, ånder, farlige dyr ...? Vejen mellem huset og bilen? Eller måske snarere på - ingenting? For der er ikke og har ikke reelt været noget farligt.

Jeg er ret overbevist om, at problemet gemmer sig inde i hende, i hendes sind. Det, som har forskrækket hende, er kommet indefra, ikke udefra. Men hvorfor nu pludselig det?

Hul igennem fra en uoverskuelig omverden?

Jeres datter kan have oplevet noget, som har skræmt hende, fx nogle dage før hun og veninden første gang går i panik. Det kan være en uhyggelig film, en uhyggelig historie, som én har fortalt - noget selvoplevet, en historie, som er blevet læst op, noget, hun har fra en avis eller en nyhedsudsendelse. Skyderierne i Paris i november, fx. - hvordan har hun reageret på dem? Det har været svært at undgå at høre/ læse om dem, og det gælder i øvrigt en hel del andre ubehagelige/ nedslående/ skræmmende begivenheder i verden.

Det kan være næsten hvad som helst, som på en eller anden måde er trængt igennem til jeres datter og som har revet hendes tryghed i stykker. Hun er pludselig blevet klar over, at verden er et utrygt sted, og at selv lille hun er udsat for fare. Hun har kun far og mor til at passe på sig - selv hunden dur ikke.

Voksende indsigt, voksende verden

Hendes egen udvikling spiller sammen med en eventuel ydre oplevelse af at leve i en farlig verden. Børn modnes og udvider hele tiden deres horisont, de rummer en stadig større del af verden, og i takt med, at de selv bliver mere vidende og kompetente, kan de også i stigende omfang håndtere et større og større univers.

Men - der kan være et misforhold. Noget farligt kan ramme erkendelsen, før barnet egentlig er i stand til at håndtere det, og det kan være det, som er sket for jeres datter. Det behøver ikke at være en reel begivenhed i barnets liv - dødsfald i familien, skilsmisse, alvorlig sygdom eller lignende - det kan sagtens være en ydre begivenhed, som reelt ikke berører barnet, eller det kan være noget, som på et symbolsk niveau rammer det. Det væsentlige er, at barnet pludselig indser sin egen udsathed, sårbarhed, og oplever sig hjælpeløs over for alt det, som kan ske.

Kan det passe på jeres datter, tror I?

En udviklingsperiode

Hvis det giver mening, så vil jeg tro, at utrygheden er en periode, som vil vare så længe, som det tager hende følelsesmæssigt/ mentalt at indhente den skræmmende erkendelse, hun har gjort. Sagt anderledes: Hendes utryghed vil vare, indtil hun har gjort den erfaring, at det skræmmende, hun har erkendt, ikke er så farligt, at hun ikke kan klare det.

Hun kan selv handle (- hvad hun jo gjorde den dag med katten i vinduet: fik fat i både mor og genboen), og hun bliver hele tiden bedre til det. Hun bliver passet på af sine forældre og en hel del andre voksne, sandsynligvis. Den is, hun går på, kan bære hende, og det vil hun erfare i tiden, som kommer.

Livet går jo videre for hende. Dag efter dag vil hun erfare, at der ikke sker hende noget, og hun vil erobre sin tryghed igen. Det er i øvrigt en fin idé, synes jeg, at hun skal lege med de to 'farlige' hunde, og at I på anden måde viser hende, at I ikke er bange, for der er ikke noget at være bange for. At hun så alligevel er bange er helt ok. I skal nok passe på hende.

Imødekomme hendes særlige behov

Mit forslag til jer er, at I forholder jer til det som en periode, hvor I så bliver nødt til at komme nogle særlige behov i møde. Tænk eventuelt på det, som om hun har en kraftig influenza: Så ville I også være parate til særlige foranstaltninger. At far fx må ligge ved siden af hende, at lyset må være tændt og døren åben, at hun må komme ind og sove hos jer, at hun må vente i entréen, indtil mor er parat til at gå nmed over i bilen. Osv.

I kan vælge at tale med hende om den proces, som foregår inde i hende. Selvfølgelig på et niveau, som svarer til hendes 9½ år. Fortæl hende, at når man bliver ældre, opdager man mere og mere om hele verden. Brug gerne billedsprog, og kan I finde på småhistorier, måske fra hendes eget liv, som illustrerer det, der er sket for hende, så fint.

Gør opmærksom på hendes egne kompetencer

Lad være med at foregøgle hende, at verden er ufarlig. Gør hende snarere opmærksom på alt det, hun selv kan gøre, og allerede faktisk gør, for at passe på sig. Det farligste i hendes verden er sandsynligvis trafikken, og den kan hun jo færdes i forhold til - går jeg ud fra. Hun ved, at kogeplader mv. brænder og lader være med at røre ved dem. Hun ved, at hun kan skære sig på skarpe knive og glasskår, hun ved, hun kan falde ned fra træer og andre høje steder, hun ved, at hun ikke skal stikke fingrene i stikkontakter - osv., osv., og hun håndterer det alt sammen. Altså: Fokuser på hendes kompetencer, ikke på hendes hjælpeløshed.

I kan eventuelt også tale med hende om det, hun ikke selv mestrer, hvor I, hendes voksne, derfor tager over og passer på hende. Og muligvis kan I - nok på et senere tidspunkt - tale om, hvad hun kunne og ville gøre, hvis der rent faktisk stod en fremmed uden for vinduet og bankede på, og hun var alene hjemme. Hvem kunne det være? Behøvede han/ hun at være farlig? Eller hvis hun ville ind i en have med hunde, hun ikke var tryg ved.

Demonstrere jeres egen ro og tillid

At møde hende på den måde vil fortælle hende, at I har tillid til hendes egen evne til at passe på sig. At I har styr på, hvad hun selv kan klare, og hvad I må tage jer af. At det er helt almindeligt, at man opdager noget nyt om verden, noget man ikke kender, og at man tit er utryg, indtil man har lært det at kende. Det kommer til at ske for hende mange gange fremover. Heldigvis er hun god til at passe på sig selv - det kan ikke siges for tit - og vil fortsætte med at blive bedre og bedre, jo ældre hun bliver.

Jeg håber, jeg via ovenstående har fået formidlet den 'ta-det-roligt' og 'ikke-noget-at-gå-så-meget-op-i' tilgang til hende, som jeg gerne vil. Der er ikke noget galt i, at hun tydeligvis er mere utryg, end hun plejer at være, men det er en periode, som går over. Og: I er der for hende, mens hun har det sådan:

'Det er helt i orden, at du er bange. Vi ved hvorfor, vi ved, at der ikke er noget at være bange for, og vi passer på dig.' At længere er den ikke. I er kompetente voksne, I ved, hvad I - og hun - har med at gøre.

Alt blodet løber ud!

Jeg slutter med en kort historie, som I måske kan bruge: Mit barnebarn på 4 år er bange, når han fx skærer sig, og fingeren bløder, for han er ikke helt sikker på, at alt blodet så ikke løber ud af ham. Han græder af skræk, ikke fordi det gør ondt, og det er meget vigtigt, at han får plaster på, så blodet stopper.

Han har altså nu erkendt, at blod løber ud, når der går hul på huden, men han har endnu ikke erfaret tilstrækkelig ofte, at blodet af sig selv holder op med at løbe. Altså: En historie om at være bange, fordi der er noget, man (endnu) ikke ved.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk