Min søn på 12 år vil ikke tale med mig

Min søn på 12 år vil ikke tale med mig

Hej Janne

Jeg står i den situation, at jeg ikke taler med min 12 årige søn for tiden. Jeg er blevet skilt fra hans mor for 2 år siden. I det første år efter skilsmissen gik tingene ret godt. Vi sås 5-10 dage om måneden. Det seneste år har dog ikke været nær så godt. De seneste 7 måneder har vi ikke haft kontakt, andet end sporadisk, når jeg er kommet hjem til ham for at hente hans lillesøster, som jeg ser regelmæssigt og uden problemer.

Min søn vil ikke tale med mig overhovedet. Jeg har aldrig gjort ham noget, andet end at stille nogle rimelige krav til ham, når vi er sammen. Det er ikke problemet.

Problemet bunder nok i, at han bor sammen med sin mor, der fortsat er rigtig bitter på mig over, at jeg fandt en anden kvinde. Jeg kan ikke forsvare rimeligheden i at være et andet menneske utro, men jeg kunne ikke være i det forhold længere - jeg havde det skidt! Det har aldrig været en reel løsning - set fra min ekskones synspunkt, at vi skulle kunne blive skilt. Det er en værdi, hun har med sin opvækst - det ved jeg med sikkerhed.


Den vrede, som min søns mor har mod mig og de ting, jeg gør, er - efter min opfattelse - nu smittet så kraftigt af på ham, at han har valgt at trække sig helt fra mig. Jeg har spurgt ind til, hvad der er galt, og hvad vi sammen kan gøre for at løse tingene. Svaret er altid: Jeg har ikke lyst, og jeg gider ikke.

Nu har jeg efter lang tid gjort ham bekendt med, at jeg ikke synes, at det er rimeligt, at han ikke besvarer mine opkald, spørgsmål og SMS, og at initiativet nu er på hans skuldre. Det er lidt imod min vilje - men det æder mig op at se på, at han ikke vil mig - overhovedet, og jeg må lade ham være lidt. Ellers ender det med at gå ud over min relation til min datter også.


Hun har dog kun givet udtryk for, at hun ikke kan forstå sin storebrors valg, og at hun altid vil komme hos mig. Det skal nævnes, at begge mine børn er rigtig glade for min nye kæreste og vores dyr, mv. Så det er ikke dét, der er et problem. Dog nævner min søn, at han ikke har valgt at skulle have en ny familie, men at han ikke har noget imod dem... Det er jeg enig med ham i, men hvorfor vil han så ikke komme?

Jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre, men jeg kan ikke gøre andet pt. desværre...

Børnene er inviteret til Spanien sammen med min kæreste og mig om nogle måneder. Min søn har sagt, at han ikke vil med, hvortil jeg har svaret, at det er i orden, men at vi rejser uden ham alligevel, og at han bare kan sige til.

Der er ingen tvivl om, at min søn er meget forkælet og mistrives pt. Ikke i skolen og med sine kammerater - det ved jeg - men indeni!

Jeg har søgt råd og vejledning ved familierådgivere mv., og de siger, at det nok skal komme med tiden - jeg er snart i tvivl - hvad siger du?

Der er INGEN udsigt til, at min søns mor vil bidrage konstruktivt til en løsning af tingene. I hendes optik, er det mig, der har fejlet, og det hele er ganske naturligt. Ligesom det også er naturligt, at man mister kontakten til den ene forældre som skilsmissebarn. Det er helt håbløst at tale med hende om det. Der er stadig følelser i klemme for hendes vedkommende.

Jeg ser frem til at høre nærmere fra dig - tak :-)


Mvh. En far


SVAR

Kære En far,

det lyder for mig meget troværdigt, at din søn solidariserer sig så meget med sin mor og hendes sorg og vrede, at han må afvise dig. Det betyder imidlertid ikke, at det ikke må være meget smertefuldt for ham, og jeg foreslår, at du opfatter hans opførsel som udtryk for en afmægtig sorg og som udtryk for, at han ikke aner, hvordan han ellers kan handle for at slippe af med sin sorg og vrede.

Set med den 11-12 åriges øjne ...

Forestil dig, at du var i hans situation. Din far bor et andet sted end hjemme. Din mor er meget vred og ked af det, og det lægger hun ikke skjul på. Du har ingen mulighed for at forstå, hvordan din far kan vælge at rejse fra dig og din søster og skifte jeres mor ud med en anden. Din mor er ikke i tvivl om, at det næsten er et brud på verdensordenen, at jeres far er rejst fra sin familie, og at han nu har en ny kæreste. Det lægger hun heller ikke skjul på.

Du bor hos hende (selv om du ser din far 5-10 dage om måneden) - og du er 11-12 år og i en følsom alder, præpubertet og i gang med at kaste de første undersøgende blikke ind i voksenverdenen, som er svær at begribe. Du har brug for voksenstøtte, og selv om du ville ønske, at din far var i nærheden, så er han det ikke. Men det er din mor, og du er næsten tvunget til at vælge side til fordel for hende.

Ja - det er selvfølgelig gætterier, men hvis jeg har bare lidt ret i ovenstående, så er det egentlig logisk, at din søn reagerer, som han har gjort. Det er ren overlevelsesstrategi for ham. Hvis du kan ændre fokus og forstå hans afvisning af dig som noget, der i virkeligheden ikke handler om dig, men om hans egen afmagt, så tror jeg, at dine følelser vil ændre sig.

Du har ikke mistet din søn

Det er helt rigtigt, at din søn ikke har valgt at skulle have en ny familie. Han har heller ingen mulighed for - bare 12 år gammel - at forstå de drivkræfter, som får forældre til at skilles. Alle børn ønsker altid, at far og mor skal være sammen og elske hinanden - også selv om de ind imellem må se i øjnene, at samværet kaster så mange skænderier, negative følelser og mistrivsel af sig, at en skilsmisse er det mindste onde. Din søn ville ønske, at far og mor var sammen, og han er knust over, at det ikke er sådan. Og du er blevet skurken, den, som var utro og flyttede, hvad hans mor er helt enig med ham i.

Jeg er ikke i tvivl om, at din søn elsker dig meget højt og inderst inde inderligt ønsker at have et kærligt og respektfuldt forhold til dig. Hans afvisning ville ikke være så hård, hvis du var ligegyldig for ham. Jo vredere, han optræder, desto større er den kærlighed i ham, som er blevet såret.

Så - du behøver ikke at være bange for, at han slipper dig - på langt sigt. Men lige nu og i de seneste 7 måneder straffer han dig, fordi han ikke aner, hvad han ellers kan gøre for at slippe for at være ked af det. Han har forvandlet sin sorg til vrede, for det kan han åbenbart bedre håndtere. Så - du savner ham og længes efter, at I har det godt sammen, og det gør ondt. Men du behøver ikke at lade dig æde op af sorg over at have mistet ham, for det er jeg overbevist om, at du ikke har. Og lad endelig være med at gøre det samme som ham: forvandle din sorg til vrede, rettet mod ham.

Krisehåndteringen er det vigtigste

Når der er kriser i børns liv, er det ikke krisen, som er det vigtigste. Det vigtigste er, hvordan de nærmeste - selvfølgelig især forældrene - håndterer krisen. Du skriver, at du har fortalt ham, at du finder det urimeligt, at han ikke reagerer på dine udspil, og at du nu overlader initiativet til ham.

Gad vide, om du har sagt det på en måde, som signalerede, at det er hans skyld, at I nu er væk fra hinanden. Og jeg gad også vide, om det er sket for nylig eller for 7 måneder siden. Jeg har nemlig et forslag, og det er lidt afhængigt af, hvor lang tid, der er gået. Vurdér selv, om det er nu, eller om du hellere vil vente lidt tid, før du bruger det - hvis du overhovedet kan og vil bruge det.

Børn har krav på alt - forældre på (næsten) ingenting

Jeg synes, du er i en situation, som er meget krævende, fordi du virkelig skal træde i karakter som den voksne. Jeg kender dig jo ikke og ved ikke, om du allerede gør dét i passende omfang, men nu beskriver jeg, hvad jeg mener.

Jeg tror, at de fleste af os får børn for vores egen skyld. Vi vil gerne have afkom, vi vil gerne stifte familie og være forældre - og mere af den slags. Men - børnene eksisterer ikke for vores skyld. Vi har krav på meget lidt fra vores børn - mens de har krav på alting fra os. I al fald indtil de er blevet voksne og kan klare sig selv. Du har ikke krav på, at din søn viser dig sin kærlighed og i det hele taget behandler dig sådan, som du gerne vil behandles. Men - din søn har ret til og krav på, at du behandler ham som en voksen, kærlig, respektfuld far.

Behov, som ikke kan opfyldes

Det betyder ikke, at du skal finde dig i alting fra hans side og ikke må sætte grænser eller stille krav til ham - med videre. Men det betyder, at du fx i den aktuelle situation må hæve dig over dine sårede følelser og prøve at anskue din søn og hans forhold til dig med et andet fokus - jf. det, jeg skrev herover. Han er ulykkelig, vred og hjælpeløs. Det er følelser, som gør ondt på ham, og som er udsagn om, at der er behov, han ikke får mødt. (Læs eventuelt lidt mere om behov ved at følge linket: Alting drejer sig om vores behov Følelser er altid besked fra os selv til os selv om, hvorvidt vi får vores behov mødt eller ej.

Hans behov hedder sandsynligvis noget i retning af: 'en tryg kernefamilie' eller 'at bo sammen med far' eller 'at far og mor elsker hinanden'. Ingen af de behov er mulige for ham at få opfyldt, så smerten bliver ved og ved. Hans eneste mulighed er at sørge over det, han sådan har brug for og ikke kan få, og det er måske, hvad han er i fuld gang med. Samtidig med det handler han på en måde, som i virkeligheden er helt tosset, fordi den slet ikke svarer til behovet: Han nægter at se dig.

Faderlig overbærenhed

Det - foreslår jeg - må du respektere. Ikke med en såret eller fornærmet attitude, men med faderlig overbærenhed. Og: Jeg mener, at du må blive ved med at sende ham signaler om, at du er der for ham, at du elsker ham og savner ham - og at du forstår og accepterer hans afvisning.

Eksempler - som du selv indholdsmæssigt må korrigere i forhold til, hvordan verden ser ud i jeres ende: Når du fx henter din datter, så hav ind imellem en lille gave med til ham. Noget, du ved, han vil sætte pris på. Et tegneseriehæfte, en film, en bog, en t-shirt, et mobilcover - gerne sammen med en note om, at du kom til at tænke på ham, da du så det-og-det, og tror, han vil blive glad for det, fordi du ved, at han synes sådan-og-sådan. Et interessant link, en biografbillet (eller to) - hvad der nu kan passe. Hvis ikke du har mulighed for at give ham det direkte, så bed hans søster om at aflevere det. (Hun skal selvfølgelig ikke snydes, men hun får sandsynligvis allerede, når hun er sammen med dig.)

Give gaver - ikke lave handle

Du kan også jævnligt sende ham en sms eller mail, hvor du fortæller om noget, som du har oplevet og gerne ville have delt med ham, eller at du elsker ham og tænker meget på ham, at du håber, han passer på sig selv - osv., osv., hvad der nu falder dig naturligt. Det vigtige er hele tiden, at du giver ham gaver, som på forskellig måde udtrykker, at han er med dig i dine tanker, og at han betyder rigtigt meget for dig. Også selv om han ikke vil se dig. Du må endelig ikke være bebrejdende eller krævende. Han er vred på dig, men du er ikke vred på ham. Du savner ham bare.

Forstå endelig 'gaver' som småtterier, som tegn på din optagethed af ham. Du skal ikke i gang med at 'købe' ham.

Husk: En gave er noget, man giver, uden at forvente at få noget igen. Hvis man giver en anden noget med forventning om at få noget tilbage, var det ikke en gave, man gav, men noget, som var oplæg til en handel.

Turde vise din sårbarhed

Det er vigtigt, at du ikke forventer svar. Ikke engang tak. At du er bevidst om, at det her gør du, fordi du er en voksen og kærlig far, som ved, at din søn har det svært, og som giver ham, hvad du nu kan - uden at forvente at få noget igen, for du ved, at lige nu har han ikke noget til dig. Du må turde vise ham din sårbarhed: Fordi du elsker ham, har han selvfølgelig magt til at gøre dig meget ked af det. Sådan er det med kærlighed.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der vil gå, før din søn igen vil være sammen med dig. Men jeg ved, at hvis du kan reagere på hans afvisning med varme, forståelse og overbærenhed, så vil det ske så hurtigt, som det nu er muligt. Og det er alt, hvad du kan gøre dig håb om.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 


Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk