Min 7 årige datter har det svært med skolen

Min 7 årige datter har det svært med skolen

Alberte, min datter på 7 år, er adopteret. Vi modtog hende, da hun var 4 mdr. Alberte har de sidste 3 mdr. haft det svært med skolen. Hun vil ikke i skole og bruger sin fritid på at tænke: "Hvornår skal jeg i skole igen?" Det er meget svært efter weekenderne, og at få sagt farvel gør især ondt.

Jeg tænker, om det er nogle behov, hun ikke får opfyldt. Vi har talt meget om, hvad der gør skolen til et sted, hun ikke kan lide. Vi når ikke rigtigt til en forståelse af Albertes tanker og reaktioner.

Hvordan imødekommer vi hende? Hvordan hjælper vi hende rent faktisk? Jeg tror desværre, hun har opgivet at have tillid til og få forståelse af vi voksne. Alberte er ked af det indeni, som hun siger. 

Af og til fortæller hun os, at hun hellere vil dø end at være ked af det indeni. Hvad gør vi forkert, hvorfor trives hun ikke, hvad skal vi gøre?

Hun er tilsyneladende glad og tryg hjemme, men hvad der skaber modstand til skolen, kan vi ikke få hul på. Vi føler os magtesløse og ved ikke hvilket ben, vi skal stå på.

Vh Charlotte

SVAR

Kære Charlotte,

du stiller mig et meget omfattende spørgsmål, som jeg meget gerne vil svare ordentligt på, men jeg ved alt, alt for lidt om Alberte og jeres tilværelse. Jeg ved kun, at hun blev adopteret af jer, da hun var 4 måneder, og at hun nu er meget ked af at komme i skole - så ked af det, at hun kan finde på at sige, at hun hellere vil dø.

Mine svar til dig bliver derfor meget generelle. Jeg foreslår som det første, at I kontakter Albertes klasselærer og fortæller hende/ ham, at Alberte er meget ked af at skulle i skole og har været det de seneste cirka 3 måneder. Læreren vil kunne fortælle jer noget om, hvordan Albertes skoledag ser ud, og hvordan hun trives med kammeraterne, fagene, livet i klassen. Har hun venner? Hvem leger hun med? Hvoran opfører hun sig i klasselokalet? Kan hun følge med fagligt? Al den slags.

Sket noget særligt?

Jeg overvejer også, om der er sket noget særligt i skolen for cirka 3 måneder siden, eftersom det var på det tidspunkt, Alberte begyndte at have det svært med at komme i skole. Ved læreren noget om, at Alberte har haft en ubehagelig oplevelse? Eller om hun er begyndt at blive drillet eller ligefrem mobbet fra det tidspunkt? Bliver hun holdt udenfor? Er der nogen, som taler negativt om hendes udseende, hendes måde at tale på, hendes lugt, hendes dygtighed/ manglende dygtighed - eller noget helt tredje?

Børn kan være ganske ubarmhjertige i deres manglende evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser, og hvis Alberte er udsat for noget af den slags, skal læreren helt sikkert være med til at stoppe det.

Hvad I videre kan foretage jer for at hjælpe Alberte til at få det bedre, afhænger af, hvad I får at vide i skolen. Måske kan I sammen med læreren finde ud af, hvad problemet er og få det løst. Måske har I og jeres datter brug for at tale med skolepsykologen, som kan give jer en professionel vurdering af den lille person, Alberte er - og hendes stærke og svage sider.

Er det skolen eller derhjemme, som er problemet?

Her vil I nok også kunne få hjælp til at afgøre, om Alberte er ked af det, fordi der foregår noget ubehageligt i skolen - eller fordi hun ikke ret gerne vil hjemmefra. Altså: Handler det om, at hun ikke vil i skole? Eller handler det om, at hun ikke vil hjemmefra?

Hvis nu fx mor har det svært for tiden, er ked af det eller syg, eller hvis far og mor skændes, kan Alberte have brug for at blive hjemme, fordi hun mener, hun må passe på jer, og så er det her, problemet skal løses.

Jeg ved jo ikke de mindste om, hvordan I har det med hinanden derhjemme, eller hvordan I samspiller med Alberte, og jeg kan derfor også her højst sige noget generelt.

Derhjemme: Kontakt er vigtig

Det vigtigste for mig at understrege er, at børn har brug for en passende mængde kontakt med deres forældre. Du kan læse lidt mere om, hvad jeg forstår ved kontakt, ved at følge linket her: Selvværd er det helt centrale. Overvej, om Alberte får sit behov for kontakt med mor og far opfyldt - og hvis ikke hun gør, så må I ændre på det.

Det betyder mest, at I må være sammen med hende på måder, som tager hensyn til hendes behov og følelser. Det er min erfaring, at en tændt skærm af en eller anden slags meget ofte forstyrrer kontakt. Jeg anbefaler derfor, at både tv, computer ol. er slukket en passende stor del af den tid, forældre og børn er sammen.

Jeg ved jo ikke, om I allerede er tilpas meget sammen på kontaktfulde måder, men jeg ved, at børn, som savner kontakt, kan finde på alt muligt tosset i deres forsøg på at skaffe sig den. Kontakt er simpelthen livsnødvendig.

Brug for tydelige voksne

Børn har brug for meget andet fra deres forældre - kærlighed, tryghed, opdragelse, fx - og de har brug for, at deres forældre er tydelige voksne, som kan vise, hvordan man kan leve og lære, så man skaffer sig et godt liv. Jeg kan foreslå, at du overvejer, om I er den slags forældre for Alberte, og hvis ikke, ja, så må I prøve at blive bedre til at være det.

Spørg mig endelig igen, hvis du har behov - og giv mig så lidt flere oplysninger, men lige nu har I mest brug for skolens oplysninger om, hvordan Alberte trives i skoletiden.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk