6 årig er ked af at sige farvel

6 årig er ked af at sige farvel

Hej Janne

Jeg er ret fortvivlet og har læst mange af dine rigtig gode svar, så håber, du også her vil kunne hjælpe et forældrepar, som ikke ved, hvad vi skal gøre.

Vores datter på 6 år har boet lige så meget hos sin mor som hos mig, siden hun var lidt over et år. Hun er særligt sensitiv og stærkt knyttet til både sin mor og mig. Vi har et virkeligt godt samarbejde og ses ofte. Selv om hun er hos sin mor, kommer jeg ofte og besøger og omvendt. Hos mig er vi kun min datter og jeg selv. Hos hendes mor er der bonusfar og 3 bonussøstre, hvor to er hjemmeboende. Det virker, som hun trives i begge miljøer.

Men hun bliver simpelthen så ked af det, når vi afleverer. Som vi gør hver uge, selvfølgelig. Men det er også, hvis der er skolearrangement, og hun skal sige farvel efter fx 1-2 timers hygge i skolen. Eller hvis den ene af vi forældre "låner" vores datter fra den anden til en biograftur, så knækker det lille menneske fuldstændig sammen ved farvellet og græder i timevis. For det meste græder hun, og en gang imellem bliver det nærmest hysterisk. Men hun græder og græder og græder bare ved de farveller. Hun kan slet ikke rumme dem.

Sådan har det ikke altid været. Det er begyndt eller i hvert fald intensiveret efter skolestart.
I skolen har vi nogle ekstra samtaler med hendes lærere angående hendes trivsel, da hun bare ikke virker sådan super glad ligesom de andre børn. Nu skrev jeg, at hun er særligt sensitiv, og dette er jeg selv. Og ved derfor godt, at mennesker med dette træk kan være lidt tilbageholdende. Men kan ikke lade være med at tænke, om det kan ha forbindelse til skolen? At hun bliver så ked af det ved farveller?

Hun er en rigtig følepige. Kan selvfølgelig heller ikke lade være med at tænke på samværsordningen, men hun har jo ikke prøvet andet. Og det er en sorg for både mig og hendes mor. Hun ønsker mere end noget andet, at vi bliver kærester, har hun udtrykt. Så er det en fase? Det er jo hjerteskærende at se sit lille barn græde så meget.

Venlig hilsen Thomas

SVAR

Kære Thomas,

åhja, det er rigtigt hjerteskærende, hvad du fortæller, og jeg kan let leve mig ind i dit og din datters mors ønske om at spare jeres datter for al den sørgen.

Der kan vist ikke være tvivl om, at din datters centale smertepunkt hedder 'adskillelse', og min umiddelbare tanke er, at hun på en eller anden måde har fået et chok, da hun var godt ét år, og I blev skilt (eller tilsvarende). Som det lille, hyperfølsomme væsen hun åbenbart er, har det været en voldsom oplevelse for hende, at far og mor nu ikke begge to var i nærheden af hende hele tiden, og at hun var væk fra den ene af jer en uge ad gangen.

Sådan et chok sætter sig i kroppen som nogle fysiske spændinger, og de forsvinder ikke bare af sig selv, så jeg tror ikke, at det bare er en fase. Jeg gætter på, at de bliver aktiveret, hver gang hun må skilles fra far eller mor - uanset, hvor vant hun er til det, og uanset hvor gode, solide erfaringer hun har med, at I begge kommer tilbage til hende, og at I i øvrigt har et varmt forhold til hinanden. Hun mener selv, at hvis I var kærester og boede sammen, så ville hendes smerte forsvinde - men det har hun ikke ret i.

Lavere tærskler

Jeg gætter videre på, at hendes skolestart har fungeret som en ekstra belastning for hende. Det er krævende at begynde i og at gå i skole, børn bliver simpelthen trættere af det, og for en sensitiv størrelse som din datter kan skolen være en overvældende oplevelse. Mange flere og større børn end i børnehaven. Færre voksne per barn, og sandsynligvis mere uro og støj - ud over, at der nu på et vist niveau stilles faglige krav til hende. Jeg vil tro, at hendes tærskler er lavere end før skolestarten, og at hendes reaktioner derfor er voldsommere.

Sundt at græde, når man er ked af det

Mit forslag til, hvad du og hendes mor kan gøre for at hjælpe jeres datter, er for det første, at I lige sikrer jer, at I giver jeres datter det indtryk, at det er helt i orden, at hun græder. At I ikke formidler noget i retning af, at 'Nu må du holde op og tage dig sammen', at 'Det er noget værre pjat at blive så ked af det, for du ved jo udmærket, at …' - eller lignende.

Hun kan ikke gøre for, at hun bliver så ulykkelig og sikkert bange, når hun skal skilles fra jer, og det er sundt at græde, når man er ulykkelig. Det bedste I kan gøre i de situationer, er at være til stede for hende. Holde om hende, lade hende mærke, at I er der.

Misforståelse at trøste

I skal ikke trøste hende - i den forstand, at trøst betyder at forsøge at få hende til at lade være med at græde eller at drive sorgen væk. Hun skal hverken holde op med at være ked af det eller med at udtrykke sin sorg. Hun har sine helt egne og gode grunde (= ikke-mødte behov) til at blive ked af det, og de forsvinder ikke, selv om hun magter at lade være med at udtrykke sine følelser.

Jeg foreslår, at I læser lidt mere om, hvad følelser er, i den lille tekst jeg har liggende her på hjemmesiden: Følelserne fortæller os, at vi er i live

Konkret børneegnet terapi

Jeg foreslår desuden, at I kontakter en Sandplay-terapeut. Sandplay er en særlig terapiform, hvor man genskaber vigtige scenarier fra sit liv med figurer i en sandkasse, og ad den vej får adgang til de begivenheder, som har såret en. Det er så konkret, at det passer godt til børn, og jeg vil tro, at sådan en terapi kan løsne de spændinger, som jeres datter går rundt med.

Jeg ved jo ikke hvor i landet I bor, men I kan finde den nærmeste terapeut her: Dansk Sandplay Institut. Her kan I også læse mere om, hvad terapien går ud på.

Jeg vil lige nævne, at jeg også tror, at Bodynamic terapi vil kunne hjælpe jeres datter. Hvis du har lyst til at undersøge det, kan du få mere at vide her: Bodynamic International, ligesom du her kan finde en oversigt over terapeuter med denne uddannelse.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk