Min søn på 6 år flipper ud efter besøg hos sin far

Min søn på 6 år flipper ud efter besøg hos sin far

Hej Janne.

Jeg har siddet og læst en del af dine svar omkring skilsmissebørn og dilemmaer, men føler, at jeg har brug for et mere personligt svar.

Jeg har en søn på 6 år, hans far og jeg blev skilt, da han kun var et halvt år, og min søn har fra første dag været weekendbarn, så han har været ved sin far hver 14. dag.

De første 3-4 år kunne min ex ikke være selv med ham, så han var hjemme hos sine forældre. Han flyttede så senere selv, og havde også min søn ved sig selv.

Nu er det så sådan, at jeg har fået en kæreste, og vi er flyttet sammen efter 1,5 år. Min søn er helt tosset med kæresten og også omvendt, min søn kalder ham sin bonusfar, og siger jeg elsker dig og savner dig, osv.

Min kæreste fylder det tomrum, der har været efter det farbehov, som min søn har haft.

Når så min søn har været på weekend ved sin biologiske far, så flipper han ud, han slår, skriger, sparker, og nægter at gøre, hvad han bliver bedt om. Tit er det en lille ting som at gå i bad, han fuldstændig nægter og bare sætter sig til at skrige.

Han siger selv, at nede ved far behøver han ikke i bad, eller når jeg siger til far to gange, at jeg ikke vil sove, så må jeg blive længere oppe, eller jeg vil se film som godnathistorie.

Vi læser eller synger for ham, når han skal sove, og han ser ikke tv som godnathistorie.

Han er lige kommet hjem fra en uges ferie fra sin far, og han vil ikke spise rugbrød, han vil ikke i bad, han vil se tv, inden han skal sove, han vil ikke børste tænder, han vil ikke sove, osv.

Han har så fortalt mig (uden at jeg spurgte/ udspurgte), at han og far sover på sofaen, og at far falder i søvn før sønnen, og at han/ søn skal vække far, for at han kan slukke for tv'et.

Jeg prøver alt, hvad jeg kan, på ikke at omtale far negativt, men er dog begyndt på at sige, at "du skal huske far på, at du skal have børstet tænder, for du har jo allerede et hul" - sådan små ting, som sønnen skal huske, men ikke føle, han har ansvaret for. Jeg siger det også gentagne gange til min exmand, men jeg aner ikke, om han fatter det.

Exmanden lover så også vores søn gang på gang ting, som ikke bliver overholdt. Fx har han bygget om, og de har i weekenderne boet ved ex's forældre. Og exmanden har 4 gange lovet, at næste gang, du kommer hjem til mig, så er jeg flyttet op i huset. Dette er ikke sket, og min søn ser mere og mere fortvivlet ud, når det lovede ikke bliver indfriet. Her i ferien har ex'en lovet, at de skulle i Legoland, og det kom de så også, men de kunne ikke prøve noget, da exmanden ikke ville stå i kø eller ikke kunne lide at komme op i karrusellerne. Dermed blev min søn skuffet igen! (Han ringede til mig og udtrykte sin skuffelse.)

Jeg ved bare snart ikke, hvad jeg skal gøre mere, for det er slemt, når han kommer fra sin far, og jeg synes, det er så synd for min søn, at han skal have det sådan. Jeg prøver at trøste ham og sidder og vugger ham frem og tilbage, synger for ham. Og til sidst er han (gerne efter en time) faldet lidt ned, og vi kan snakke alm. sammen. Og han er ked af det bagefter og undskylder. Jeg har også været der, hvor jeg har skældt ud i frustration, og jeg er gået og ladet ham være, jeg har joket og kildet ham, jeg har prøvet at råbe højere end ham, jeg har grædt over for ham/ med ham. Men der er ikke rigtig noget, der virker super godt, og det er udmattende for os begge to, når det sker.

Min søn har en masse følelser, men han er også god til at sætte ord på dem. Men han er skilsmissebarn, og han er loyal over for både mig og sin far.

Samarbejdet er ikke supergodt, vi (min kæreste og mig) snakker aldrig dårligt om hans far, men vi roser ham heller ikke til skyerne. Vi siger, at der er andre regler ved os, end der er hjemme ved hans far. Og når vi afleverer, så er det "goddag og farvel". Vi småsnakker ikke, og det er mest, at jeg fortæller, hvordan min ex skal gøre. Fx: "Husk nu, at han skal have børstet tænder, og han er 6 år, så han kan det meste selv, han kan spise selv, og han kan tørre sig selv efter toiletbesøg, osv." - små ting, som min søn sagtens kan, men når han kommer hjem fra sin far, overhovedet ikke kan finde ud af. (Det skal han så alligevel, for vi gør det ikke for ham.)

Hvad kan jeg mere fortælle ud over, at jeg er desperat efter at få nogle værktøjer til at håndtere disse udbrud af vrede.

Håber, du kan svare på lidt af dette måske forvirrende brev.

Mvh Ditte

 


SVAR

Kære Ditte,

når jeg læser, hvad du gør, når din søn kommer hjem fra besøg hos far, kan jeg stort set kun bifalde dine handlinger. Jeg kan rigtigt godt lide, at du og din kæreste ikke taler dårligt om din ex. Jeg synes, det lyder helt rigtigt, at du understreger over for din søn, at der er ét sæt regler, som gælder hos far, og et andet sæt her hos mor og bonusfar. For det er jo præcis sådan, det er - og det bliver sandsynligvis ikke anderledes.

Jeg vil dog foreslå, at du tager lidt lettere på reglerne, lige efter din søn er kommet tilbage. Giv ham lidt tid til at 'lande' hos jer.

I klemme

Jeg kan sagtens følge dig i din sorg over, at din søn er den, det går ud over. Han er i klemme. Han er, som du skriver, loyal over for både mor og far, og I er slet ikke enige om, hvordan jeres søn skal behandles. Den uenighed må han bære, og for mig at se gælder det om at gøre den byrde så let for ham som muligt.

Jeg tvivler på, at I - du og din ex - kan blive mere enige. Jeg kender jo ikke din exmand, men jeg er tilbøjelig til at tro, at jo mere du fortæller ham, hvordan han skal handle over for jeres dreng, desto mindre vil han gøre, som du siger. Jeg vil i al fald foreslå, at du overvejer, om ikke det kan hænge sådan sammen, og hvis det gør, ja, så må du hellere lade være med overhovedet at give din ex retningslinjer for, hvordan jeres søn skal behandles. Det vil nok gøre ondt værre.

Møde følelserne

I stedet må du på en måde give slip. Acceptere, at når din søn er hos sin far, får han ikke børstet tænder, ser han tv i stedet for at få historie, bliver løfter ikke holdt - osv. Glæd dig over, at han langt den største del af tiden er hos dig, og brug din opmærksomhed og energi på at møde din dreng på hans følelser, når han kommer fra weekendbesøg - eller ferie hos far.

Det betyder mere konkret, at når din søn fx ikke vil sove uden at have set tv først, så tager du det helt roligt. Sæt endelig ord på - det er din søn vant til, kan jeg forstå - og sig til ham noget i retning af, at 'Jeg ved godt, at hos far ser du tv, lige før du skal sove, men det gør du ikke her. Her får du en historie.' Osv.

Du kan også - venligt - spørge mere ind. Ex: 'Hygger du og far jer med at se tv, lige før du skal sove?' Og hvis/ når din søn svarer 'Ja', så kan du fortsætte: 'Det lyder også rigtigt dejligt, men du ved godt, at sådan gør vi ikke her hos os.'

Nære din søns loyalitet

Altså: Lade din søns fars valg og måder at gøre tingene på få så meget kvalitet, som du nu synes, du kan give dem - og understrege, at hos far er der anderledes end hjemme hos jer. Sådan at din søn ikke skal bære din utilfredshed med sådan, som hans far nu handler. I stedet for kan han erfare, at du/ mor synes, det er fint, at hans far gør tingene påsinmåde - men det er nu engang ikkedinmåde.

Hvis det er muligt for dig at reagere så fredsommeligt på de fejl, du synes din exmand begår over for jeres dreng, ja, så sparer du både din søn og dig selv for jeres sammenstød med gråd og skæld ud osv. Det vil betyde, at overgangen bliver lettere for ham.

Modstridende følelser?

Jeg har den tanke, som du også kan overveje rigtigheden af, at din søn nok er klar over, at mor ikke synes om sådan, som far gør. Din søn elsker sandsynligvis sin far - på trods af alle skuffelserne. Når han kommer hjem til dig og bonusfar, kan han måske slet ikke rumme de mange modstridende følelser, der kører i ham: Kærligheden til far, måske længsel efter hans nærvær, sorgen over de brudte løfter, ubehaget over, at mor ikke er tilfreds med fars handlinger, måske dårlig samvittighed over at være glad for bonusfar og hellere at ville være sammen med ham end med far - osv.

Jeg kan let forestille mig, at din søns kantethed, når han kommer hjem, er udtryk for sådan en alt for stor portion modstridende følelser. Han aner ikke, hvad han skal stille op med det hele, og derfor sparker han ud efter alt, hvad der bevæger sig - billedligt talt.

Kan det være sådan?

Far og mor skal elske hinanden!

Børn ønsker altid, at deres far og mor elsker hinanden. Altid. Og de sørger, når det ikke er sådan. Den sorg har de lov til at have, ligesom de har ret til at være vrede over, at forældrene ikke elsker hinanden længere. Det er skilsmisseforældres opgave at håndtere den slags følelser hos børnene.

Kan det også være sådan, at din søn inderst inde længes efter, at mor skal synes om far og alt det, far nu går og gør - og ikke gør?

Igen: Hvis du tror, det kan være rigtigt, så kan du hjælpe ham ved at give ham lov til at være glad for de 'unoder', han har fået lov til at dyrke, mens han var hos far. Og blot stille og roligt fortælle ham, at det er slut nu, at hos jer gælder andre regler - og sådan er det.

Mit gæt vil i øvrigt være, at han, når han bliver ældre, vil vælge sin far fra, med mindre samme far tager sig sammen og bliver mere troværdig mv. Man kan slippe afsted med meget over for småbørn, som ikke går, når børnene bliver 10-12 år gamle.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk