Vores datter på 8 år savner legekammerater i klassen

Vores datter på 8 år savner legekammerater i klassen

Min datter på 8 år skiftede skole for 15 måneder siden. Hun "låste" og nægtede at lave noget. Hun gik på familieskole i 16 måneder. Midt i forløbet valgte vi, at hun havde brug for et nyt miljø, og hun flyttede skole. Hun blomstrede op og blev glad, men fagligt er det lidt svært, da de er foran på den ny skole. Hun har dog rykket sig fagligt. Problemet er det sociale ...

Der er aldrig nogen, der spørger, om hun vil lege, og det er hun meget ked af. Læreren siger, at hun ligesom ikke er "inde i varmen". Hun har forsøgt med flere tiltag. Vi har rigtig mange gange forsøgt med legeaftaler efter skole, men forældrene siger altid nej. Hun har haft 3 legeaftaler på de 16 måneder. Hun er gået i stå fagligt, da hun igen "låser". Hun siger, at det er, fordi det er for svært. Vi har gang i møder med skolen for at finde løsninger for hende. Hun snakker meget om den gamle klasse, for, som hun siger: "Der havde jeg da nogle venner at lege med." Hun er startet i SFO, men hun vil hellere være fri for det, fordi hun ikke rigtig har nogen at lege med.

Den gamle skole ligger i baghaven, og "den nye" ligger i nabobyen. Hun leger meget (og kun) med de gamle venner. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kampen for at få gang i legeaftaler er tabt efter så lang tid. Den gamle skole har ikke så mange ressourcer til at hjælpe fagligt som den nye. Den gamle SFO er lille og mere overskuelig for hende, mens den nye er meget stor. Da hun flyttede skole, omtalte hun den gamle som en "lorteskole", men nu spørger hun, om hun ikke godt må komme tilbage til sine veninder. Hun er en pige, som har været vant til at have mange venner omkring sig. Nu skal hun hele tiden være på vagt og løbe efter de andre for at have nogle at lege med.

Jeg er i vildrede om, hvad vi gør her. Det er trods alt langt tid at gå i skole endnu. Der var jo også andre minusser ved den gamle skole, bl.a. mere uro. Hun er en pige, der har det bedst med struktur og faste rammer og bliver utryg, dels i idræt, hvis de er alle tre 2. klasser sammen. Så kan hun ikke deltage, men kigger bare. Nægter at klæde om, så de må give hende tøj på. Der er 800 elever på skolen, mens der på den gamle er knap 200.

Lillebror og 2 ældre søskende går også på den "store" skole. Skal vi blive og kæmpe, eller skal vi flytte hende tilbage? Hun omtaler den "nye" skole som et godt sted at være, undtagen når det kommer til venner. Den gamle skole, syntes hun, var dårligere, men der er vennerne. Skolelæreren siger, at hun virker trist i skolen

 


SVAR

Kære Spørger,

jeg svarer straks på dit spørgsmål: ja, jeg mener, I må blive på den nye skole og kæmpe. Min mening bygger jeg på følgende:

Det er krævende at skifte skole, og man kan aldrig på forhånd være sikker på, at den nye skole er bedre for barnet end den gamle. Der er så meget, som skal lykkes, før et barn fungerer i en ny klasse, sammen med nye lærere, sammen med børn og voksne i SFO og på skolen i det hele taget.

Der er ingen garantier for, at et skoleskift betyder, at et barn kommer til at trives bedre, så jeg synes, at der skal meget graverende forhold til, før et skoleskift bruges som løsning. Det gælder også, når vi taler om at komme tilbage til en skole, som er kendt fra tidligere. Der sker lynhurtigt skift i den sociale gruppe i klassen, der er måske kommet nye lærere, eller barnet har udviklet sig og er nu lidt anderledes, end det var tidligere.

Børn har ret til at blive hørt - men ikke til at bestemme

Jeg synes videre, at det lyder på det, du skriver, som om jeres datter får lov til at bestemme lige lovlig meget - mere, end hun har modenhed og indsigt til. Hun er jo kun 8 år! Men hun slipper åbenbart afsted med at 'låse' og nægte at lave noget fagligt. Hun vil kun være med til idræt, når der er nogle bestemte omstændigheder - bl.a. må der ikke være for mange børn. Hun nægter at klæde om og tvinger de voksne til at give sig tøj på. Hun er helt sikkert ikke kvalificeret til at beslutte, om hun skal gå på den ene eller den anden skole. Det afgør hendes forældre - eventuelt i samspil med lærerne.

Hvad dækker 'stædig' over?

Man kan beskrive jeres datter for stædig, men 'stædig' er jo kun et ord. Hvad mon det er, der gemmer sig bag hendes 'stædige' opførsel? Hvad mon det er, hun har brug for og på sin otte-års-måde prøver at skaffe sig ved at nægte at gøre dit og dat? Jeg ved slet ikke nok om hende eller hendes omstændigheder til at kunne svare kvalificeret på det, så det må jeg overlade til dig. Jeg kan kun gætte.

Behov for struktur

Du skriver, at hun har det bedst med struktur og faste rammer, og jeg overvejer, om det kan være det behov, hun forsøger at møde ved at nægte. Måske hænger det sådan her sammen: Hun kan ikke overskue det faglige stof, og derfor vælger hun at vende det ryggen. En logisk handling set fra en otteårigs ståsted, mens vi voksne ved, at det reelt er en tåbelig handling. Noget i samme retning gælder hendes forhold til idræt.

Du spørger, om I skal lade jeres datter blive på den nye skole og kæmpe. Hvad mon du helt præcist mener, I må kæmpe for? At jeres datter får nogle legekammerater fra klassen? Jeg er ret overbevist om, at I, de voksne, ikke kan vinde den kamp. Voksne kan sjældent ændre de sociale samspil mellem børn - i al fald ikke ved direkte indgriben. Desuden har hun stadig sine gamle venner derhjemme, så hun er ikke venneløs.

'Stædighed' er næppe en løsning

Jeg foreslår, at I i stedet for prøver at hjælpe jeres datter med at finde andre metoder til at skaffe sig den struktur og de faste rammer, hun har brug for - andre måder end at være 'stædig'. Jeg tror i øvrigt, at hendes 'stædighed' måske kan være det, der forhindrer hende i at få de legeaftaler, hun gerne vil have. Måske vil hun bestemme for meget? Og holder stædigt fast på sit? Og måske er det, hvad de andre forældre har oplevet, hvorfor de ikke støtter legeaftaler mellem jeres datter og deres egne børn? Jeg ved det ikke, men foreslår, at I overvejer det.

Skolens opgaver

Skolen må selvfølgelig sætte tiltag i gang, så jeres datter får mod på at lære noget, og så hun fagligt kan komme på højde med sine klassekammerater. Det må I, hendes forældre, tale med lærerne om. Det er også lærernes opgave at få jeres datter til at deltage i idræt.

Forældrenes opgaver

Derhjemme er det så til gengæld jeres, hendes mor og fars, opgave at lære jeres datter at møde sine behov på en anden måde end ved bare at være 'stædig'. Det betyder bl.a., og måske først og fremmest, at I gør hende klart, at skoleskift igen bliver der ikke tale om. Nu går hun sammen med sine søskende på skolen i nabobyen, og sådan bliver det ved med at være.

Dernæst må I i store og små situationer reagere på hendes stædighed, så hun erfarer, at hun kun i yderst begrænset omfang sætter dagsordenen, og at det gælder både derhjemme og i skolen. Når hun stiller sig op og nægter, må I gøre, hvad I kan, for at gennemskue hendes nægten/ 'stædighed' og foreslå andre handlemuligheder.

Hun har brug for at lære, hvordan hun kan møde sit behov for struktur og faste rammer på en anden måde end ved at slå bremserne i og nægte. Hun har måske brug for at erfare, at hun bare er én blandt mange andre, som selvfølgelig har samme rettigheder som hun selv. Og hun har brug for at erfare, at de voksne ved bedre, end hun gør, angående langt det meste i hendes liv.

Måske ved hun det allerede. Måske gætter jeg forkert. I kan overveje mine forslag. Du er også velkommen til at skrive tilbage og give mig flere oplysninger, så jeg får et bedre grundlag at gætte ud fra.

Venlig hilsern

Janne Hejgaard

 

 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk