Vores datter på 7 år har ændret personlighed siden skolestart

Vores datter på 7 år har ændret personlighed siden skolestart

Kære Janne

Vi skriver til dig, fordi vi er meget bekymrede for vores 7-årige datter, der begyndte i børnehaveklasse i august sidste år. Det er kommet bag på os, hvor hårdt skolestarten har taget på hende, og vi oplever, at hun helt har ændret personlighed. Hun er vred, usikker og har let til tårer.

Hun kendte ingen i klassen, da hun startede, og selv om hun hurtigt fik legeaftaler, føler hun ikke, at de andre børn vil hende. Hun savner sin gamle børnehave og veninderne helt forfærdeligt. Efter nogle måneder begyndte hun at sige, at hun hadede at gå i skole, at ingen vil lege med hende, og at hun er bange for lærerne, der skælder meget ud (ikke på hende). Hun virker i total ubalance, og er blevet både forknyt og opfarende herhjemme. Vi har hele tiden tænkt, at det ville gå over, da hun er en følsom pige, der ofte ser tingene lidt an, men nu er der gået så længe, at vi er blevet i tvivl, om det løser sig 'af sig selv'.

Vi har holdt møder med lærerne, der slet ikke kan genkende vores beskrivelse, da de ser en glad pige, der har let ved det faglige og gerne vil på banen i timerne. De siger også, at hun er glad for at deltage i fælleslegene, men at hun er usikker, når der er fri leg, og hun skal skabe legerelationer. Lærerne ved dog ikke, hvor de skal sætte ind for at hjælpe hende, og vi ved ikke helt, hvad vi kan bede om. Initiativerne skal i hvert fald komme fra os. Det er tydeligt, at hun holder sammen på sig selv i skolen og falder helt sammen, når hun kommer hjem.

Vi oplever, at hun er blevet meget ængstelig for bøger og film, hvori der er det mindste uhyggelige, er blevet meget vred og udad reagerende, går helt overdrevet op i, hvordan hendes hår og tøj sidder - og synes, hun selv er grim - og hun skubber folk, som hun normalt er meget glad for, fra sig - fx sine bedsteforældre.

Hendes skolestart faldt også sammen med, at hun blev storesøster for anden gang, og det kan jo også påvirke hendes ubalance, selv om hun virker glad for sin lillebror.

Vores spørgsmål lyder egentlig: Hvad kan man lave af initiativer for at hjælpe en pige, der virker trist og i ubalance? Vi har overvejet skoleskift - og tænkt, om en lille friskole ville passe bedre til hendes gemyt end den kæmpe folkeskole, hun går på nu, men frygter, at nissen flytter med. Vi forsøger at rumme hendes negativitet og give plads til den, men frygter også, hendes indstilling til skolen er blevet en negativ spiral, hun ikke kan bryde ud af.

Ser frem til at læse dit svar.

Mange hilsner Anne


SVAR

Kære Anne,

jeg lægger mærke til, at der er stor forskel på den oplevelse af jeres datter, som I og hendes lærere har. Hun holder sammen på sig selv i skolen og falder helt sammen, når hun kommer hjem - skriver du. Lærerne oplever hende som en glad og velfungerende pige, som kun viser usikkerhed, når der er fri leg, og hun selv skal skabe legerelationer. De ved derfor ikke, hvad man fra skolens side kan gøre for at hjælpe hende.

Taler negativt om skolen

Derhjemme oplever I til gengæld en pige, som har let til tårer, er vred, udadreagerende, opfarende, usikker og har let til tårer, hvilket er helt anderledes end før skolestarten. Hun har en del negative udsagn om skolen: Siger, at hun hader den, at hun savner børnehaven og veninderne, at hun er bange for lærerne, og at ingen vil lege med hende. Et billede, som lærerne slet ikke kan genkende.

Desuden er hun blevet meget ængstelig for bøger og film, hvori der er det mindste uhyggelige, begyndt at gå helt overdrevet op i, hvordan hendes hår og tøj sidder, og siger om sig selv, at hun er grim - og hun skubber folk, som hun normalt er meget glad for, fra sig - fx sine bedsteforældre. Endelig er hun samtidig med skolestarten blevet storesøster for anden gang - og hun er en følsom pige.

Har det godt i skolen - men ikke derhjemme

Jeg er mest tilbøjelig til at mene, at det hele svarer til virkeligheden. Altså: At hun fungerer fint i skolen, sådan som lærerne beskriver det - mens hun derhjemme fungerer på en måde, som viser, at hun ikke har det godt. Jeg er også tilbøjelig til at mene, at hendes problem hører til derhjemme. Det er jeg, fordi det må kræve utrolig meget tagen-sig-sammen, hvis hun mistrives i skolen og i den grad ikke viser det. Jeg har svært ved at forestille mig, at en følsom pige på 7 år vil være i stand til sådan en grad af beherskelse.

Jeg foreslår derfor, at I overvejer, om det kan forholde sig sådan her: Der er et eller andet derhjemme, som plager jeres datter. Det er så følsomt og svært for hende at håndtere, at hun ikke kan være direkte omkring det. I stedet for gør hun det, at hun skyder skylden på skolen og sit liv der. Det er nemlig ufarligt i forhold til jer, som hun elsker og er afhængig af.

Klemt af de små søskende?

Hvad kan det være, som plager hende? Jeg gætter ud fra de få informationer, jeg har fra dit brev: Hvis nu jeres datter oplever sig klemt af den nye lillebror - eller måske af at være i mindretal i forhold til de to små søskende - hvad kan hun så stille op med det? Hun ved sikkert godt, at far og mor elsker hendes søskende lige så højt, som I elsker hende. Hun er (måske) jaloux, men oplever, at jalousi ikke er acceptabelt, og at det bedste, hun kan gøre, er helt omvendt at demonstrere, at hun er glad for sin nye bror - for det er mor og far, og jer vil hun så gerne være fælles med.

Men inderst inde er hun vred over, at der nu er mindre tid til og opmærksomhed på hende. De to små tager noget fra hende - men det er der ikke noget at gøre ved. De er kommet for at blive og igen: mor og far elsker dem.

Det ydre farlige vækker det indre farlige

Det er farligt for en lille pige at føle vrede rettet mod forældrene, og hun gør, hvad hun kan, for at undertrykke den. Når hun så ser film eller hører historier, som handler om noget farligt, ja, så rører hendes egen indre vrede 'drage' på sig - og det kan hun ikke holde ud. Hun bliver bange.

Mit gæt herover passer også til, at hun er blevet opmærksom på sit udseende og siger, at hun er grim. Hendes ubevidste tanke kan være: 'Måske kan det være derfor, at far og mor ikke er så opmærksomme over for mig som før? Jeg er ikke pæn nok?' Opmærksomheden på udseende kan også have fundet næring i klassesammenhængen - eller hænge sammen med hendes alder.

Endelig kan hendes venden sig fra fx bedsteforældrene tolkes enten som udtryk for vrede: 'Hvorfor gør de ikke noget for at hjælpe mig?  - eller usikkerhed: 'De er også blevet ligeglade med mig og er mest optagede af de små.'

Alt i alt oplever jeres datter sig (måske) forladt eller for meget overladt til sig selv - og hun er hjælpeløs i feltet. Kun skolen kan hun skælde ud over. Det er selvfølgelig en ubevidst proces, som er understøttet af det tidsmæssige sammenfald, der er mellem skolestart og lillebrors fødsel.

Legalisere jalousi

Hvis I nu mener, at der kan være noget om mit gæt, så må I selvfølgelig først og fremmest fjerne jeres opmærksomhed fra skolen og overvejelserne om skoleskift. Dernæst tror jeg, at I må prøve at legalisere følelsen jalousi - hvis ikke den allerede er legal i jeres familie. I hverken kan eller skal tage den væk fra hende - hun må bare gerne opleve, at hun ikke bliver forkert, fordi hun er jaloux.

Jeg ved det jo ikke, men måske har hun hørt jer sige, at hun er sådan en fantastisk storesøster fordi hun er så glad for sin lillebror. Det er muligt, at det er helt sandt - men derfor kan hun godt alligevel være jaloux.

Få følelserne frem i lyset

Ingen af hendes reaktioner er bevidste. De er alle ubevidste strategier, som hun har udviklet for at klare en situation, hvor noget gør ondt, og hun ikke aner, hvordan hun kan handle, så det holder op med at gøre ondt. I kan derfor ikke tale direkte med hende om det - men jeg foreslår, at I prøver at stille indirekte spørgsmål og i det hele taget tale ind i feltet, så der kan blive sat ord på. Det kan I gøre på mange måder.

Der opstår måske en situation, hvor I opdager, at hun lige nu savner noget: tid, opmærksomhed, kontakt - og kan møde hende på de behov.

I kan fortælle historier, som kredser om problemet med jalousi mellem søskende - eventuelt fra jeres egen barndom. Lav gerne sjov med det, så det får lidt lethed.

Der kan også findes børnebøger, som beskæftiger sig med store søskendes jalousi, når en lille ny arriverer, og som I kan læse og tale sammen om. Spørg på biblioteket. Jeg har selv skrevet en billedbog om jalousi, som stadig står på 54 biblioteker: Skinsyg hedder den, og den handler om Laura på 6 år, som er jaloux på sin lillebror. Læs evt. mere ved at følge linket.

Endelig er det altid en god ide at holde jeres datters lærere orienterede om, hvad der foregår - så de også kan benytte lejligheden til at tale om jalousi, hvis lejligheden opstår.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard



 

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk