Min datter skal måske gå 1. klasse om

Min datter skal måske gå 1. klasse om

Kære Janne,

min datter går i 1. klasse og er bare i det hele taget meget langsom til alt, især i skolen. Ellers er hun en glad pige med krudt i og trives i skolen. Skolen siger, at hvis ikke hun tager sig sammen, så skal hun gå 1. klasse om, og det er hun selvfølgeligt meget ked af pga. sine klassekammerater.

Hvad synes du? Hvordan skal hun hjælpes bedst muligt?

Kh jazzmin


SVAR

Kære jazzmin,

ud fra hvad du fortæller mig, kan jeg kun sige, at det lyder til, at din datter er kommet for tidligt i skole. Hun er langsom til alt, især i skolen, skriver du, samtidig med at hun trives. Hendes langsomhed kan skyldes, at hun slet ikke er interesseret i det faglige arbejde, som foregår i timerne, eller den kan skyldes, at hun ikke kan finde ud af at modtage undervisningen og ikke kan følge med i fagene.

Hvis grunden var den sidste, ville lærerne forhåbentlig løse problemet ved at sørge for ekstra støtte til din datter. Du skriver ikke noget om, at den slags foregår. I stedet fortæller du mig, at lærerne mener, at det handler om at din datter må tage sig sammen, og at hun måske må gå 1. klasse om. Jeg anser generelt lærere som fornuftige mennesker, som bestræber sig på at gøre det bedst mulige for deres elever, og derfor vurderer jeg, at det må være den bedste løsning. Du fortæller mig i al fald ikke noget, som taler imod den.

Ikke sjovt ikke at kunne følge med i undervisningen

Og ja, det er ikke sjovt at skulle skifte sine klassekammerater ud, så selvfølgelig er din datter ked af at skulle gå endnu en gang i 1. klasse. Men både du og jeg ved, at det heller ikke er sjovt at være mindre dygtig til fagene end ens kammerater. Det er ikke sjovt at skulle beskæftige sig med noget, man ikke forstår og derfor ikke kan interessere sig for.

Hvis din datter kommer til at gå endnu en gang i 1. klasse, er der håb om, at hun selv er blevet ældre og mere moden og derfor bedre kan tage imod undervisningen. Det kan også være, at hun har opdaget, at det nok er smart at spare lidt på krudtet i timerne - hvis nu det er et problem i dag.

Du er velkommen til at skrive igen og give mig flere oplysninger om din datter og hendes skolegang. Så kan jeg nok svare dig mere præcist.

Venlig hilsen

Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk