Vores søn på 6 år bliver usikker i nye situationer

Vores søn på 6 år bliver usikker i nye situationer

Hej Janne

Jeg har læst mange af svarene i din brevkasse, og jeg synes altid, at du giver nogle gode, brugbare svar.

Så derfor prøver jeg at skrive om vores søn på 6 år. Vi oplever, at han bliver usikker i nye situationer. Han går lidt i baglås og næsten fryser, hvis der er noget, der er svært. Han ville gerne gå til fodbold og har spillet det i halvandet år. Han er fint med, når vi spiller herhjemme, men til træning og særligt til kampe, bliver han usikker og tør ikke tackle de andre eller gå efter bolden. Han kan godt være lidt bange for bolden.

Vi har prøvet at træne lidt med ham, og han bliver hurtigt frustreret. Vi har også prøvet at tale med ham om, hvorfor han ikke tør at være med og sige, at det kan han sagtens være.

Men jeg er bange for, at vi kommer til at presse ham for meget og gør, at han helt mister modet. Han vil stadig gerne gå til fodbold, men får jo nogle dårlige oplevelser, og han siger også, at de andre på holdet siger, at han er dårlig.

Er der noget, vi kan gøre for at hjælpe ham og styrke hans selvtillid til at turde være med i sport med andre børn.

Han er ellers en glad dreng, der trives i skolen og har nogle gode venner. Han er også fagligt fint med, selvom han er lidt stille i timerne.

Mvh


SVAR

Kære Spørger,

tak - det glæder mig, at du synes om mine svar.

Jeg vil begynde med at skrive lidt om min måde at forstå på. Når jeres dreng på 6 år er usikker i nye situationer, når han går i baglås, når noget er (for) svært, når han ikke tør noget og bliver bange, osv. - så er min forståelse, at han har en god grund til at reagere, som han gør.

Følelser er signaler til os selv

Som du kan læse i den lille tekst, Følelserne fortæller os, at vi er i live, er følelser signaler, som sendes fra os selv til os selv, og som fortæller os, om vi får det, vi har brug for eller ej. Får vi vores behov mødt, opstår behagelige følelser i os, vi bliver glade, trygge, nysgerrige osv. Omvendt: får vi ikke vores behov mødt, ja, så opstår det, jeg kalder smertefulde følelser i os: Vi bliver bange, kede af det, vrede og lignende.

Begge typer følelser er tilskyndelser til os om at handle - så det behagelige bliver ved og det smertefulde hører op. Hvis jeg nu skal bruge den forståelse på din søn, ja, så vil hans følelser tilskynde ham til at lade være med at spille fodbold og i så stort omfang som muligt undgå at komme i nye situationer.

'Forbudte' følelser kræver energi

Men - der er mere i det. Det forholder sig nemlig også sådan, at hvis de følelser, man har, i et eller andet omfang er forbudte/ uønskede, og det derfor ikke er helt tilladt at have eller udtrykke dem, så er den en almindelig reaktion, at man prøver at beherske dem. For det første kræver det energi. For det andet: Da følelser netop er signaler og tilskyndelser til at handle, ja, så kan konsekvensen være, at følelserne forstærkes.

Ex: Hvis jeg er nervøs, fordi jeg skal holde en tale og meget nødig vil virke nervøs - ja, så vil det være endnu vanskeligere for mig at styre min nervøsitet. Hvis jeg omvendt kan indlede min tale med at sige, at jeg er frygtelig nervøs ved at stå her, men nu prøver jeg altså - så kan nervøsiteten meget vel fordampe.

Du kan sikkert selv supplere med lignende erfaringer - det er meget almindeligt.

At være god til fodbold = et pres udefra

Som jeg læser dit brev, er jeg ret overbevist om, at jeres søn udmærket er klar over, at far og mor ikke er helt tilfredse med, at han bliver usikker, ikke tør tackle, er lidt bange for bolden, osv. I er, ved han, ret opsatte på, at han skal være god til at spille bold - om ikke andet, så for hans egen skyld. Det synes hans kammerater også, at han burde være, så ikke overraskende: det vil han også gerne selv være. Det er bestemt dejligere at få ros og anerkendelse for sin dygtighed, end det er at få at vide, at man er dårlig.

Jeg håber, det er lykkedes mig at få formidlet min oplevelse: at jeres søn er presset op i et hjørne. Der er noget, han ikke kan til (nogle betydningsfulde) andres tilfredshed, og det gør ham nervøs og belaster ham. Han skal bruge energi både på at finde ud af at klare det, som er svært for ham: spille fodbold, og at klare, at han ikke lever op til forventningerne.

Tilladt at være, som han er

Min bedste forslag til jer er derfor, at I prøver at følge med ham i stedet for - i den bedste mening - at være med til at skubbe ham i den retning, som fx fodboldkammeraterne skubber ham i. Lad være med at prøve at træne med ham derhjemme. Han bliver jo også frustreret af det, som du skriver. Det er for meget for ham.

I må meget hellere bruge jeres energi på at støtte ham i - give ham jeres tilladelse til - at være, som han nu er. Ikke specielt dygtig til fodbold. Nå, Og hvad så? Næppe nogen katastrofe. Til gengæld er han fagligt dygtig og en god ven.

Jeg ved godt, at 'rigtige drenge' er gode til fodbold, og at det er enklest at være en dreng, somergod til fodbold. Men vi lever ikke alle op til de almindelige normer.

Ændre fokus

Jeg foreslår videre, at I vender jeres fokus fra at opfatte jeres søn på denne måde: 'Du er usikker i nye situationer, og det er forkert. Det var meget bedre, hvis du fx var sikker og fuld af gå-på-mod i nye situationer.'

Og nu bliver jeg firkantet og forhåbentlig meget tydelig: Så længe I ikke anerkender jeres søns middelmådige evner til at spille fodbold, og hans forsigtighed, og hans usikkerhed i nye sitiationer osv, - så længe signalerer I til ham, at der er noget i vejen med ham. At I er ikke helt tilfredse, at I ville ønske, at han var anderledes.

Når I spørger ham om, hvorfor han ikke tør at være med og siger, at det kan han sagtens være - så taler I direkte imod hans egne oplevelser. For han kan jo ikke sagtens være med. Han er bange og usikker og spiller dårligt, når han er med.

Jeg tror helt sikkert, at det ikke er, hvad I ønsker at signalere til ham.

Møde verden som den, han er

Jeres søn er udstyret med en bestemt personlighed, og han har nogle helt bestemte kompetencer og evner. Det vigtige er ikke, hvordan han nu er skruet sammen. Det vigtige er, at han finder ud af at handle i verden, møde verden, lige præcis som den, han er. Og som jeg læser dit brev, er han rimeligt god til det - og det kan han sagtens både roses for og anerkendes for.

Mit forslag er, at I fokuserer på det positive, som ligger i, at jeres søn er i stand til at møde nye situationer i sit eget tempo. At han ser det nye lidt an, fordi det er, hvad han har det bedst med.

Børns selvfølelse bygger på deres oplevelse af, at 'far og mor elsker mig, fordi jeg er lige præcis den, jeg er'. Jeg kan kun tro, at det også er sådan for jer. Det tossede er, at der findes så meget i vores kultur, som bygger krav ind i os - krav, som i virkeligheden er helt fjollede, og som handler om, at vi og vores børn skal kunne præstere på nogle bestemte måder. Være gode tril fodbold, fx.

Kravene om at kunne præstere viser sig også i den måde, vi bruger sproget på, men det fører for vidt at uddybe her.

Tillid og accept er den bedste støtte

Jeg kan kun foreslå, at I tydeligt viser jeres søn tillid til, at han nok handler, som han gør, fordi det er, hvad der passer ham bedst.

Og så vil jeg sætte den sløjfe på til sidst, at: Hvis jeres søn oplever, at far og mor er helt tilfredse med ham, sådan som han nu engang er, og at det derfor er tilladt at være - usikker, tøvende, bange og halvdårlig til fodbold, ja, så behøver han at ikke at bruge energi på at være utilfreds med sig selv over, at han ikke lever op til sine forældres forhåbninger. Og det er ikke spor usandsynligt, at han så bliver mindre usikker. Nu har han jo den erfaring med sig, at de vigtigste personer i hans liv synes, han klarer det rigtig godt.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk