Jeg har det svært med min bonusdatter på 16 år

Jeg har det svært med min bonusdatter på 16 år

Hej Janne,

Jeg håber, du kan hjælpe mig med lidt gode råd. Jeg er bonusmor til min kærestes 16 årige datter og det er svært. Vi har været kærester i 2½ år nu og har lige købt et hus sammen.

Lidt om min bonus datter: Hun er en meget stille pige. Hun er syg med Morbus Chron (tarmsygdom) og til tider dårlig af dette. Hendes mor har altid været alene indtil for 3 år siden og hendes far (min kæreste) har været alene i 7 år, da jeg mødte ham. Hun har haft det, som hun ville have det og har selv bestemt, hvordan hun har været hos den ene og anden. Hun har altid fået lov at bestemme meget selv.

Da vi flyttede sammen, ville min kæreste gerne have nogle faste rammer om, hvordan hun kommer hos os. Mine børn på 15 og 11 år er hos os hver anden uge fra fredag til fredag, og hun er her fra fredag til onsdag, samme uge. Men der har været problemer fra starten, både med hendes mor og med hende selv om det. Nu er hendes mor og min kæreste ikke på talefod, fordi der har været så mange uoverensstemmelser.

Som det er nu, er jeg simpelthen ved at blive bindegal.

Hans datter taler ikke til mig, hun henvender sig kun til ham. Meget trodsigt gemmer hun sig på værelset, når jeg er hjemme og kommer ikke i stuen og hygger med os andre. Vi havde en snak med hende forleden dag, hvor hun gjorde det meget klart, at hun kun ønsker at være hos os, når hendes far er hjemme. Han har skiftende arbejdstider. Men han vil holde fast i den aftale, der er, også selv om han ikke er hjemme. Hun kommer slet ikke ud fra værelset, når han ikke er her. Jeg prøver at hente hende, når der er mad og lign., men bliver de fleste gange afvist.

Da vi havde kendt hinanden i et års tid, havde jeg købt en rejse for nogle bonuspenge, jeg havde optjent på mit job. Jeg ville overraske alle tre børn med den glædelige besked, men hun stillede en meget ubehagelig opførsel op. Hun ville da meget hellere til Californien og var ikke interesseret i at komme til computeren, hvor jeg ville vise dem, hvor vi skulle hen. MØGUNGE tænkte jeg, og jeg blev virkelig skuffet og ked af hendes opførelse. Min kæreste tog en snak med hende, og så var den lukket for dem, men ikke for mig. Siden da har det ikke fungeret for hende og mig. Jeg har svært ved at glemme det, og jeg synes, hun opfører sig som en forkælet tøs. (Hun tog dog med på rejsen.)

Min kæreste og jeg har svært ved at snakke om vores situation uden at blive uvenner. Jeg har det på den måde, at hun skal jo ikke være hos os, hvis ikke hun har det godt med det. Men han vil holde fast i den aftale, der er lavet, for det er jo hans datter, og hun skal være hos sin far.

Hun kan ikke udstå mig, og det er meget tydeligt. Tit har jeg lyst til at kaste håndklædet i ringen og skilles. Men det er jo ikke det, jeg vil, for jeg elsker ham rigtig meget, men hun sætter en kile imellem os med sin opførsel. Han mener, at jeg skal blive ved med at prøve at få hende til at kunne lide mig, ved at kramme hende osv. Det er meget grænseoverskridende, og det kan jeg ikke. Synes jeg har prøvet meget, men hun smækker døren lige i hovedet på mig hele tiden.

Jeg er også kun et menneske..

Hvad skal jeg gøre..?

Jeg føler slet ikke, jeg kan være i mit eget hjem, når hun er her. At være mor for mine egne børn, føler jeg næsten heller ikke, jeg kan være, fordi jeg bruger så mange kræfter på at bekymre mig og irritere mig over hende.

Hun fylder så meget og er alligevel ret usynlig, når hun er her. Hvordan kan det hænge sammen?

Mine børn og hun kommunikerer heller ikke. Mine børn ville gerne, men hun taler ikke til dem og viser meget tydeligt, at hun ikke ønsker kontakt med dem. Hun vil ikke deltage i noget med min familie og kommer med små løgnehistorier for at undgå at deltage.

Tingene bliver for meget for mig ind imellem, og så skælder jeg min kæreste ud. Jeg mangler i den grad accept og respekt fra hans datters side. Det er meget frustrerende, når ikke man får det. Hun er en stor pige og er godt begavet. Men hver gang vi har snakket med hende, sidder hun og græder og vil ikke svare på noget af det, vi spørger hende om, ja indtil forleden dag, hvor hun meget højt og tydeligt fik sagt, at hun kun vil være sammen med sin far.

Hvad skal jeg gøre her?

Hvad skal min kæreste gøre her?

Skal hun fortsætte med at komme i mit hjem og opføre sig på den måde?

Håber så meget på at høre fra dig.

Mvh
Den Fortvivlede Bonusmor


SVAR

Kære Fortvivlede Bonusmor,

øv, ja: det lyder meget anstrengende. Jeg håber selvfølgelig, at mit svar kan lette lidt på det hele.

For gammel til at blive opdraget på

For det første: Din bonusdatter er 16 år og dermed for længst for gammel til, at man - du - kan opdrage på hende. Hun er også alt, alt for gammel til, at man fx kan tvinge hende til noget. Det er muligt, at hun som følge af sin sygdom har fået lov til at bestemme mere end rimeligt var, og det er muligt, at hun ikke har lært at tage rimeligt hensyn til andre - og hvis det er sådan, er der ikke noget, du kan gøre ved det.

Hun er nu så gammel, at hun kun selv kan opdrage på sig - egentlig ligesom det gælder for dig og alle vi andre voksne mennesker. Vi kan slå os så meget på livet eller på hinanden, at vi vælger at opføre os anderledes, end vi plejede, men det er til enhver tid vores eget valg - ikke noget andre kan pådutte os.

Handler ikke om dig - kun om hende og hendes uopfyldte behov

For det andet: Jeg er overbevist om, at din bonusdatters opførsel overhovedet ikke handler om dig - og dine børn. Jeg er ret sikker på, at hendes måde at behandle dig (og dine børn) på kun har med hende selv at gøre - du er blot et tilfældigt offer. De uddyber jeg om lidt.

For det tredje: Jeg er tilsvarende ret sikker på, at din bonusdatter handler, som hun nu gør, fordi hun har en rigtig god grund til det. En rigtig god grund, som udelukkende har noget med hende selv at gøre, og en grund, som du også ville synes, var en god og rimelig grund - hvis du kendte den. Men det gør du ikke, og det gør hendes far sikkert heller ikke - og hun kender den ikke selv.

Vigtige og uopfyldte behov

Din bonusdatter har sandsynligvis nogle store og vigtige behov, som hun ikke får opfyldt, og hendes handlinger er hendes afmægtige (- og uvenlige, og virkningsløse, mv.) forsøg på at skaffe sig det, som hun har så meget brug for og altså ikke får.

Jeg kender heller ikke hendes uopfyldte behov, så jeg må gætte ud fra den smule, jeg ved om hende fra dit brev. Du kan så overveje, om jeg tilfældigvis rammer plet - eller du kan bruge mine gæt som inspiration til selv at gætte ud fra dit større kendskab til hende.

Far og mor skal være sammen!

Jeg gætter på, at din bonusdatter har brug for, at far og mor er sammen, med al den tryghed, det indebærer. Det ønsker de fleste skilsmissebørn sig, også selv om de måske siger det modsatte. Børn har (næsten) 100% garanti for, at far og mor elsker dem, og uanset hvor varmt et forhold, de kan have til bonusforældre, gælder den samme garanti ikke.

Så længe far og mor ikke har en ny kæreste, tror og håber de, at forældrene kan finde sammen igen. Men så snart en ny bonusforælder rykker ind hos den ene eller anden, er chancerne straks meget mindre. Nu skal den/ de nye i al fald først skaffes af vejen.

Skævt forhold til at bestemme?

Jeg gætter også på, at hun har et uafbalanceret forhold til selv at bestemme. Hvis jeg har ret i det, skyldes det nogle omstændigheder i hendes tidligere barndom, og uanset om hendes forældre har handlet forkert eller ej, om de fx har overbeskyttet hende og/ eller givet hende videre rammer end hendes udvikling passede til, er der ikke noget, du kan gøre ved det.

En del af din bonusdatter - jeg gætter stadig - tror, at hun kan bestemme dit-og-dat, der har som resultat, at hun får sine forældre tilbage sammen. Men virkeligheden viser desværre noget andet - mor har en kæreste (så vidt jeg forstår dit brev) og far bor oven i købet sammen med/ har købt hus sammen med en kvinde med to børn. Og: Hendes far og mor snakker slet ikke sammen mere, de er uvenner.

Afmægtige handlinger & 'oversatte' behov

Så hvad gør din bonusdatter i sin afmagt: Hun beslutter, at det hele er din skyld. Hun bestemmer, at dig (- og dine børn) vil hun overhovedet ikke have noget med at gøre. Hun beslutter sig for, at hun hader dig, og at du er rædselsfuld, og at hun derfor har ret til at behandle dig uhøfligt og groft uvenligt.

Men: Det har intet med dig at gøre - med den person, du er. Det fortæller kun, at hun i sin afmagt har 'oversat' sit uopnåelige behov for, at far og mor er sammen, til et andet (mystisk??) behov, som hun handler på ved at mobbe dig. Du kender den form for 'oversættelse' fra at trøstspise. Du er fx ked af noget på jobbet og spiser så 4 poser vingummi for at dulme smerten.

Du kan læse mere om hvad behov er, og hvordan vi håndterer dem, ved at følge linket her: Alting drejer sig om vores behov.

Endnu et par tanker: Det er farligt at være vred på far og mor, som jo er de egentlige syndere ift. skilsmissen. Forældrene er fundamentet, dem, hun 'står på' og ikke tør sætte spørgsmålstegn ved. Det er meget nemmere og mindre farligt at være vred på bonusfar/ bonusmor. Igen: Det har intet med dig som person at gøre. Udelukkende noget med hende og hendes behov at gøre.

Lad hendes udfald passere forbi dig

Jeg ville ønske, at jeg kunne svinge en tryllestav og dermed få dig til at lade være med at tage hendes opførsel personligt. Det handler ikke om dig! Du kunne hoppe på tungen, du kunne være din bonusdatters største heltinde - hvem det så kan være: Katniss Everdeen? Paris Hilton? - det ville ikke gøre nogen forskel. Den eneste forskel, du kan skabe, er den, der består i, at du lader hendes udfald prelle af på dig. Og jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men der er ikke andet for end at prøve.

Jeg siger det lige på en anden måde: Din bonusdatter rummer en stor portion sorg og vrede, og det kan hun næsten ikke holde ud. Hun gør, hvad hun kan, for at slippe af med sine smertefulde følelser, og det gør hun ved at prøve at aflevere dem til dig. Og du er så venlig og imødekommende, at du faktisk tager imod dem - selv om det er ved at slå dig helt ud. Men: At du nu også bærer rundt på vrede og sorg letter desværre slet ikke din bonusdatter for hendes byrder. Hun må selv gøre det arbejde, som kræves, for at hun kan lære at leve med sin virkelighed - og det er en helt anden historie, som jeg ikke vil sige mere om her, for det involverer ikke dig, men hende selv og hendes forældre.

Jeg har et par gange her i brevkassen nævnt den lille sætning, som jeg selv bruger, og som jeg er meget glad for. Nogen siger et eller andet negativt om mig, og jeg svarer: 'Jeg kan høre, du har en mening om mig.' Eller enklere: 'Synes du?' På den måde returnerer jeg enkelt og ikke-konflikt-optrappende den andens udsagn, så det kommer tilbage, hvor det hører til: hos afsenderen.

Kernen i det er, at man nægter at tage imod det fra den anden, som man ikke ønsker at få. Det er sådan, jeg foreslår, at du forholder dig.

Integritet og personlig stolthed

"Hun fylder så meget og er alligevel ret usynlig, når hun er her. Hvordan kan det hænge sammen?" - spørger du. Svaret er, at hun fysisk er ude af syne, men hun fylder følelsesmæssigt i dig. Og det er det sidste, du kan gøre noget ved.

Og så vil jeg sige noget om din personlige stolthed - og din bonusdatters også. Hendes først. Jeg er lodret uenig med din kæreste i, at du skal blive ved med at prøve at få din bonusdatter til at kunne lide dig. Det er simpelthen respektløst over for hende og grænseoverskridende, som du selv skriver. Hun har tydeligt vist, at hun helst er fri for at have noget med dig at gøre, hun er 16 år og så gammel, at man skal respektere hendes udsagn. (Når jeg læser, at han har sagt sådan, får jeg den tanke, at han har behandlet sin datter som yngre og mere umoden, end hun er.)

Når mit barnebarn på knap 4 år tydeligt viser og siger, at han fx ikke vil have et farvelkys - ja, så drømmer jeg da ikke om at kysse ham farvel. Jeg respekterer hans afvisning. Så: Hold dig endelig væk fra hende. Tag hende på ordet. Næste gang du vil invitere familien på rejse, skal hun ikke automatisk med. Når hun ikke vil være i stue sammen med dig, skal hun sandelig ikke have det privilegium. Og så videre.

For du skal også have fundet din personlige stolthed frem. Du skal da ikke tigge om hendes nåde! Hvis hun var 10 år yngre, ville jeg svare dig anderledes, men igen: Hun er 16!

… ikke nogen straf. Slet ikke!

Jeg mener ikke ovenstående som en form for straf. Jeg synes faktisk, det er sørgeligt for din bonusdatter, at hun er så uvidende om, hvordan hun behandler andre mennesker på en ordentlig måde. Jeg synes slet ikke, hun fortjener straf. Jeg synes, hun fortjener en respektfuld behandling, og for mig er en respektfuld behandling at rette sig efter det, hun siger.

Hun vil kun være ude fra sit værelse, når hendes far er hjemme - okay. Så må hun opholde sig på sit værelse. Hun vil ikke have noget med dig at gøre - okay. Du er sandelig heller ikke interesseret i at have noget at gøre med et menneske, der så tydeligt ikke kan lide dig. Hun vil ikke behandle dig på en måde, der er udtryk for accept og respekt - okay. Det giver næppe dig lyst til at være sammen med hende. Og så videre.

Bank på døren ind til hendes værelse og fortæl hende, at nu er der mad - og kommer hun ikke, så er det hendes problem. (Hun kunne i øvrigt med rimelighed have en maddag af de 5, hun er hos jer - men det hører nok en senere fase til …) Lad i det hele taget være med at gøre andet i forhold til hende, end hvad du har lyst til.

Ikke hæve penge på en tom konto

Du får lige at andet billede: Det er vigtigt kun at give det til andre, som man reelt har til dem. Ikke mindst, når det er nogen, som er tæt på en. Hvis man giver uden at have lyst, svarer det til at betale regninger ved at hæve penge på en tom konto, med det resultat, at overtrækket bliver større og større. Når jeg læser dit brev, får jeg en klar oplevelse af, at dit 'overtræk' er meget stort. Det kan man simpelthen ikke klare i længden.

Jeg vil også sige, at efter min mening er den kærligste måde, man kan behandle andre på, at være til stede som sig selv - på godt og ondt. Give det, man har at give - ikke mere. Ikke nogen hensynsbetændelse, tak. Sige ja, når man mener ja, og nej, når det er, hvad man mener. Så fremstår man tydeligt og giver andre mulighed for det samme.

Hvis du begynder at være dig selv på denne måde over for din bonusdatter, så bliver det tydeligt for hende, hvad hendes opførsel gør ved dig/ ved et andet menneske/ ved hendes egen relation til et andet menneske. Det vil give hende mulighed for at lære noget vigtigt.

Ikke alle børn i samme uge?

Lige et forslag her til sidst: Overvej, om det i en periode ville være godt for jer alle, at din bonusdatter var hos jer i de uger, hvor dine børn ikke er. Børnene har tydeligt ikke glæde af hinanden, og din bonusdatter oplever sig måske ekstra klemt, fordi 'fjenden' er 3, og hun selv er kun én - i al fald, når far ikke er hjemme.

Jeg kan godt se, at det giver dig og din kæreste mindre tid alene sammen, men det ville måske tjene et formål at ændre mønsteret i en periode. Til gengæld er jeg ikke enig med dig i, at hun kun skal være hos jer, når hun selv vil. Og hvad din kæreste skal gøre, vil jeg slet ikke blande mig i. Det må han selv finde ud af - det er dig, og ikke ham, der spørger mig.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk