Vores pige på knap 6 år reagerer uhensigtsmæssigt, når noget går hende på

Vores pige på knap 6 år reagerer uhensigtsmæssigt, når noget går hende på

Hej Janne,

Jeg har netop opdaget din brevkasse og blev gladeligt inspireret til, hvordan vi kan forsøge at løse nogle konflikter med vores datter på knap 6 år. Jeg skriver for at høre, om du kan give et par råd, som vi ikke selv har tænkt på.

Vi har to piger på hhv. 3 3/4 år og næsten 6 år. Vores store pige er glad, kærlig og hittepåsom. Hun har længe været interesseret i tal, bogstaver, ord og regnestykker, og er netop startet i skole, hvilket hun virker glad for. Hun har talt næsten flydende, siden hun fyldte 2 år og har på en måde virket større end sin alder rent sprogligt og begrebsmæssigt. Hun er også meget glad for at udfolde sig kreativt med tegninger og perleplader, men kommer hurtigt til at kede sig. Hun kan også blive meget ked af det, hvis hun ikke kan lave tingene, som hun havde tænkt dem.

Vores problem beror på, at hun det sidste års tid er begyndt at reagere uhensigtsmæssigt, når noget går hende imod, og jeg synes, det er rigtig synd for hende, for jeg kan se, hun har det svært med situationen og ikke kan finde ud af, hvad hun skal gøre. Det kan udløses af små ting, som en strømpe, der er svær at få på, eller yndlingskjolen, der er til vask, når hun vil bruge den. Det kan også være lillesøster, der driller eller blot ser på hende på en, for os at se, helt normal måde. Eller når hun bliver bedt om at tage cykelhjelm på, eller om at komme og få børstet tænder, før hun skal i seng.

Så råber/ skriger hun på en pivet måde, råber "Nej, jeg vil så", råber, at hun bliver sur, løber væk, taler aggressivt, bander og/ eller kalder os en masse grimme ting. Mit indtryk er, at hun reagerer sådan, når hun er træt eller føler sig magtesløs og derfor gerne vil have hjælp, men når vi tilbyder at hjælpe, bliver vi råbt ad og får at vide, at det skal vi i hvert fald ikke. Vi fortæller hende, at vi godt kan se, hun er sur og har det svært med noget, og at vi gerne vil prøve at hjælpe hende med det, der er galt, men at vi ikke kan lide, at hun råber eller taler grimt.

Nogle gange, når der er gået lidt tid, kan jeg give hende et kram og spørge til, hvad der var i vejen, og så får vi snakket om det, men det er sjældent, at det lykkes. Når hun selv giver udtryk for, at hun har reageret dårligt, begynder hun at bebrejde sig selv og sige, at hun er en dårlig person. Jeg kan ikke lide, hun synes sådan, men det virker ikke, som om hun rigtig hører det, når jeg fortæller hende, at vi elsker hende og at hun bestemt ikke er en dårlig person.

Jeg har opfattelsen af, at hun nogle gange mistolker kommentarer som kritik eller skæld ud, f.eks. hvis de voksne i SFO'en ser hende klatre på lågen og roligt siger, at det skal hun lade være med, for lågen kan ikke tåle det; så vil hun ikke med ind bagefter, fordi hun tror, de voksne er sure på hende. Jeg er blevet klar over, at hun holder sig lidt tilbage i skolen i timerne mht. sit kropssprog, og at hun ikke helt ved, hvordan hun skal sige fra over for dominerende legekammerater.

Vi har talt om det med de voksne i skolen, når der har været problemer, men jeg tænker stadig på, om hun går og "holder på sig selv", når hun er i skole, fordi hun føler sig usikker, og om det mon er derfor, hun kan reagere så stærkt herhjemme, hvor hun kan være sig selv. Hun reagerer nemlig aldrig dårligt i skolen, kun sammen med sin far og mig.

Jeg frygter også, at hun føler, der er mere fokus på hendes lillesøster end på hende. Da hendes søster var lille, kunne hun godt finde på at slå hende eller at sige, hun ikke ville have, hun var her. Hun var tydeligt ked af at skulle dele vores opmærksomhed. Med tiden er de dog blevet de bedste venner, og vi forsøger at fordele vores opmærksomhed ligeligt mellem dem, men ofte bliver det ødelagt af, at der er en nødvendig ting, hun ikke vil gøre, hvorfor der går en rum tid med at få hende til det, f.eks. at få børstet tænder, og der derfor ikke er tid til at hygge så meget. Så bliver hun jo rigtigt ked af, at hun ikke bare gjorde tingen med det samme, men vi havner i samme mønster igen og igen, selv om vi prøver at forberede hende på, hvad der skal ske.

Min mand og jeg har på skift arbejdet meget de sidste år, men prøver at hygge mest muligt med pigerne, når vi er hjemme. Det ideelle ville være at arbejde mindre, men det er desværre ikke en mulighed i øjeblikket. Det er muligt, hun mangler tryghed i, hvem der er hjemme hvornår, og hvad tid hun bliver hentet, for det har skiftet en del de sidste år.

Vores store pige opdigter tit historier, og det kan være svært at vide, hvad der er rigtigt. Samtidig slår hun hårdt ned på, hvis vi får sagt en ting, der ikke passede alligevel, for "så lyver vi". Hun har nogle gange svært ved at forholde sig til, at en situation kan ændre sig. Hun har oplevet at miste to bedste-veninder, dels pga. børnehaveskift og dels da den nye veninde flyttede. Hun har det med at "koble sig" på én eller nogle få personer, så det var svært for hende at finde sig tilrette bagefter. Jeg tror, hun stadig mangler at finde en ro i den person, hun selv er, og med de rammer vi har herhjemme, men jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe hende.

Har du et råd til, hvad vi kan gøre anderledes, og hvordan vi kan hjælpe vores store pige til at få trygheden igen til at bede om hjælp og tale med os, når noget er svært? Vi vil så gerne støtte hende og give hende nogle redskaber, hun kan bruge, når hun møder udfordringer, så hun ikke føler sig magtesløs, men vi er så tæt på problemerne, at vi vist ikke helt kan overskue dem.

Med venlig hilsen


SVAR

Kære Spørger,

jeg håber, jeg kan bidrage med noget, som lever op til dine forventninger!

Når jeg læser dit brev om jeres knap 6 år gamle datter, får jeg et billede af en velbegavet, kreativ og meget ambitiøs og ærekær lille person. Jeg får også en oplevelse af, at det er vigtigt at gøre sig klart, at jeres datter af en eller anden grundersådan - ambitiøs og ærekær - og at det er på den baggrund, hun må finde ud af at være i verden - og I må finde ud af at forholde jer til hende.

Jeg tror, at hendes ambitionsniveau, altså hende høje forventninger til sig selv, måske et ønske om at være perfekt, er en væsentlig kilde til de uhensigtsmæssige reaktioner, du omtaler, og som har vist sig det seneste års tid.

Forventer at være fejlfri

Jeg prøver lige at remse lidt firkantet op - for tydelighedens skyld - fra dit brev:

Jeres datter bliver ked af det, hvis hun ikke kan lave tingene, som hun havde tænkt dem - for det forventer hun af sig selv, at hun kan.

Hun har svært ved at håndtere noget, som driller - fordi hun bør kunne klare det, synes hun.

Selv om noget bliver for meget for hende, er for stor en opgave, vil hun ikke bede om hjælp, fordi hun synes, hun selv bør kunne finde ud af det, og at det er et svaghedstegn? en fejl? at hun ikke bare selv kan. De dygtige, perfekte, rigtige, kan nemlig finde ud af alting selv, mener hun.

Når det lykkes dig at tale med hende om hendes 'forkerte' reaktioner, bebrejder hun sig selv og omtaler sig som en dårlig person - fordi hun efter sin egen mening bør være en fejlfri person, som kan klare alting på den rigtige måde. Det er nok også derfor, at jeres forsikring om, at I elsker hende, og at hun bestemt ikke er nogen dårlig person, preller af. Det handler nemlig ikke om jeres vurdering, det handler om hendes egen.

Hun kan ikke klare at få - venligt - at vide, at hun ikke må klatre på en låge, som ikke kan tåle det - hun forventer nemlig af sig selv, at hun er fejlfri, og det går hendes ære for nær at få at vide, at hun har foretaget sig noget, som ikke er helt korrekt.

Hun kan ikke sige fra over for dominerende legekammerater, fordi de på deres sikre måde lyder, som om de ved, hvad det rigtige er - og hun vil så gerne gøre det rigtige. Måske er hun oven i købet i tvivl, fordi hendes eget 'rigtige' er anderledes end deres 'rigtige'.

Opsummering:

Min forståelse er altså, at jeres datter så gerne vil være være 100% rigtig, og at hun har detsåhårdt med at begå fejl, ikke kunne finde ud af noget, ikke være perfekt mv, at hun slet ikke kan styre det, og slet ikke, når hun er træt eller oplever sig magtesløs.

Og så brister elastikken, og hun begynder at råbe, blive sur, løbe væk, tale aggressivt, bande, kalde jer en masse grimme ting. Hvilket hun får det endnu værre af, fordi hun godt ved, at det ikke er i orden, og det er så også svært for hende at rumme …

Hun er så tryg ved jer, at hjemme tør hun trods alt vise de fejlagtige sider af sig selv. Det gør hun slet ikke i skolen. Her står hun mentalt på tå for at leve op til sine egne forventninger om, hvordan hun bør være, når hun skal være fejlfri.

Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om jeg har ret i min udlægning herover. Det er op til jer at overveje, men jeg fortsætter her, som om jeg har. Næste spørgsmål er så selvfølgelig: Hvordan kan I handle mest hensigtsmæssigt i forhold til jeres ambitiøse, ærekære datter?

Ambitiøse forældre? Eller ambitiøst barn?

Først: Det kan jo være, at I er nogle ambitiøse forældre med meget høje forventninger til jeres børn - og at jeres datters ambitionsniveau stammer herfra. Hvis det er sådan, har hun blot overtaget jeres måde, og så er det jeres måde, som må ændres på, hvis hun skal opleve, at der er rum til at fejle, være forkert, ikke kunne finde ud af det. Det har jeg så ikke nogen bud på, hvordan I gør. Det er voksenafdelingen!

Men - nogle børnersærligt ambitiøse og præstationsorienterede som personer, det gælder måske jeres datter, og for dem er det vigtigt at lære at håndtere sig selv på en måde, så de ikke bruger livet på at stræbe efter noget, som hverken er realistisk eller særligt lykkeligt.

(Jeg går ud fra, at der ikke skete noget specielt for et år siden, som kan være anledning til jeres datters nye måde at reagere på. Jeg forstår ændringen i hendes reaktionsmåder som udtryk for hendes udvikling. Bodynamic terapeuter taler om den udviklingsfase, som kaldes præstationsfasen, og som begynder, når børn nærmer sig 7-års alderen - og jeres datter er jo fremmelig. Læs evt. mere via linket.)

Mød hende på følelserne

Overordnet hedder mit forslag: Følg med hende i stedet for at konfrontere hende. Altså - hvis jeres datter prøver at servere en konflikt, lader I være med at tage den op. Jeg ved jo ikke, hvad I siger og gør, når hun reagerer for voldsomt på en strømpe, som driller, eller en kjole, som er uden for rækkevidde. Min forestilling er, at I måske slår hendes frustration hen, prøver at trøste eller med mere eller mindre irritabel stemme beder hende om at falde lidt ned.

Mit forslag er, at I i stedet for møder hende på hendes følelser: 'Driller din strømpe, og så bliver du baresåirriteret?' Slut. Ingen kommentarer på hendes måde at opføre sig på. Ikke tilbyde hende hjælp: Hun ved godt, at I vil hjælpe, hvis hun bad om det - men det vil hun ikke.

Har en af jer selv en historie om dengang, hvor noget tøj drillede, og I dummede jer, fordi … Så kan den fortælles nu og på et overordnet niveau signalere, at 'du er ikke alene'.

Eller: 'Har du slet ikke lyst til at få børstet tænder nu og gider bare ikke? Okay. Det er heller ikke så sjovt.' Eventuelt med fortsættelsen: 'Du ved, at vi ikke hygger, før tænderne er børstet.' Slut.

På den måde anerkender I hendes følelser, eller sagt anderledes: I forholder jer til det væsentlige - følelserne - i stedet for til det ligegyldige - hendes opførsel, som mest er et udtryk for, at hun er magtesløs og ikke kender til eller magter den mest hensigtsmæssige måde at reagere på.

Lav selvfølelse?

Hvis jeg har ret i, at jeres datter synes, hun bør være fejlfri, så er det tegn på en (lidt for?) lav selvfølelse. (Læs mere ved at følge linket.) Dybt inde er hun ikke helt sikker på, at hun er god nok, som hun er. Dybt inde mener hun, at hun kun er elsk-værdig, hvis hun er fejlfri. Og da hun gerne vil elskes, stræber hun efter fejlfriheden.

Det er en ganske almindelig situation at være i. De fleste af os har en lavere selvfølelse end godt er. I kan nære jeres datters (måske) for lave selvfølelse ved at have jeres fokus på hendes følelser og behov - i stedet for på fx hendes opførsel eller måde at reagere på. (Igen: Læs mere ved at følge linkene.)

Det kalder jeg også: vedat sehende - som den, hun virkelig er, nemlig en lille pige, der af en eller anden grund har sat sig selv nogle mål, som er alt for høje for hende, og så knokler som tosset for at nå dem, og som ikke kan bære, når det mislykkes for hende.

Hvis I, når hun reagerer uhensigtsmæssigt, møder hende med fokus på, hvordan hun har det (følelser), og hvad hun har brug for (behov), vil hun opleve sigset- og hvis hun oplever, at jeres fokus overhovedet ikke er på hendes fejlfrihed eller mangel på samme, men altså på hendes følelser og behov, vil hendes iver efter at være rigtig sandsynligvis efterhånden miste betydning.

Hun vil kunne slappe af med de fejl, hun selvfølgelig kommer til at begå. Hun vil acceptere, at også hun kan have brug for hjælp, og hun vil turde spørge jer, fordi hun tror på, at far og mor elsker hende, selv om hun er sådan en, som begår fejl.

Altid mange elementer at tage i betragtning ...

Virkeligheden er aldrig enkel, og der er en række andre aspekter af mulig betydning, som jeg kun lige vil nævne et par stykker af. Jeres datter opdigter historier samtidig med, at hun bebrejder jer, at I lyver. Børn på 6 år har ikke rigtig abstraktionsniveau til at kunne håndtere begreberne løgn og sandhed, så jeg læser det som hendes forsøg på at demonstrere, at I også gør noget forkert - ligesom hun gør.

Hvad mon hendes historier handler om? Det ville ikke overraske mig, hvis de handler om, at hun har gjort noget fint og rigtigt - også selv om det måske ikke helt svarer til virkeligheden.

Du skriver om din og hendes fars arbejdsmæssige travlhed, som vel må medføre, at I er trætte, når I er hjemme. Måske har I ikke haft overskud til at se jeres datter/ jeres døtre i det omfang, de har brug for, og måske er det også et aspekt i den ældstes nye måde at reagere på. Hun råber på jer på sin uhensigtsmæssige måde - råber måske oven i købet på hjælp. Måske har hun lavet den historie, at hvis hun er perfekt, vil I komme hjem og være mere sammen med hende.

I al fald: Hvis I møder hende med den forståelse, jeg ridser op herover, vil jeres samspil med hende automatisk blive anderledes.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk