Min datter på 9 år retter og hakker på sin lillebror

Min datter på 9 år retter og hakker på sin lillebror

Hej Janne,

Jeg skriver til dig angående, hvordan jeg skal håndtere, at min 9-årige datter hele tiden retter/ hakker på sin 6-årige lillebror - måske med rette, men i overkanten.

Vi har 3 børn; en pige på 12 år, en pige på 9 år og en dreng på 6 år. De to piger er stille typer, mens lillebror larmer og fylder meget. Overordnet set er det en velfungerende og harmonisk søskendeflok, der ofte hygger sig sammen. Den ældste kan dog godt markere sin plads i hierarkiet ved verbalt at "kante" den mellemste - med sarkasme eller hårde kommentarer (dette bliver meget sjældent praktiseret over for lillebror) … Den mellemste kan også blive klemt nedefra, simpelthen fordi lillebror dels er dreng og bare larmer mere - han kan f.eks. godt afbryde med høj stemmeføring, og han kan godt være fræk - går til grænsen med drilleri, men også fordi han er MEGET temperamentsfuld, så han fylder meget.

Alle 3 børn er sensitive, men mest udpræget pigen på 9 år og drengen på 6 år. Vores 9-årige pige er den stille, observerende version af en sensitiv person, som får tårer I øjnene af stearinlys og bliver generet af larm. Drengen på 6 år, reagerer derimod voldsomt/ rasende, når han bliver overloaded - eller tingene ikke lige bliver, som han vil have det. Min mand og jeg snakker rigtigt meget om, hvordan vi skal håndtere lillebror, da det fylder meget for hele familien, når han råber og skriger. Alt taget I betragtning går det fint, der går nok ikke en dag, hvor han ikke bliver rasende, men han håndterer det bedre nu, end da han var mindre. MEN det tager selvfølgelig meget fokus fra pigerne, at vi bruger så meget energi på hele tiden at undgå/ håndtere raseriudbrud. Vi er observante på dette, men det er svært - som teksten ovenfor viser, handler det hurtigt om lillebror! - Men det er (også) relevant her.

Hvorom alt er, forstår jeg hende nemlig SÅ godt, når hun giver udtryk for, at lillebror fylder for meget. Hun siger nemlig ofte STOP - og dette er sagens kerne. Han bliver ved, og hun bliver ved med STOP. F.eks. kan hun sidde og læse ved spisebordet, mens jeg laver mad. Lillebror kommer ned og er "med" I køkkenet, men giver sig hurtigt ud i en leg, hvor han hopper dramatisk ned fra køkkenskamlen og rammer gulvet med bulder og brag og går rundt og siger skydelyde med en imaginær pistol. Han hygger sig, men storesøster siger STOP. Jeg blander mig uden om, og siger ingenting. Han dæmper sig lidt, men siger stadig pistol lyde - hvorfor der bliver sagt STOP igen. Han adlyder ikke, og leger videre, som om han ikke hører noget - hvorfor der kommer et meget højt skingert STOP. Jeg blander mig stadig ikke. Men jeg er så meget I tvivl om, hvad jeg skal!

Jeg synes nemlig faktisk, at hun er lidt urimelig. I det givne eksempel, er hun godt nok I rummet først - men det er jo et fælles rum, og Viktor er bare glad og leger rundt. På den anden side, ved jeg, at hun er følsom overfor støj, så det generer hende givet vis rigtigt, at han larmer. Så jeg forstår hende, men synes også lidt, at hun ødelægger den gode stemning med sit hakkeri. Jeg kan tilføje, at hun givetvis "efterligner" os voksne lidt - da der bliver rettet meget på drengen og sagt stop fra vores side. Men det er i nogle helt andre, opildnede situationer. Men måske netop derfor er jeg lidt farvet af, at jeg synes, der bliver "hakket" nok på ham I forvejen, og jeg bare nyder, at det er glad larm, og ikke sur larm - så jeg synes, det er ok - men det synes min datter altså ikke. Hun hører det, som det, det er: larm. Så måske er det mig, der er urimelig..?

I det givne eksempel rettede jeg ikke på min datter i det givne øjeblik - men senere forklarede jeg hende, at hun måske skulle prøve at sige (vand)PYT nogle gange, når lillebror larmer - når han ikke gør det for at drille/ genere - ligesom han skal lære at sige (vand)PYT, når tingene ikke lige bliver, som han har tænkt sig, og jeg skal lære at sige (vand)PYT og komme videre, når jeg synes, jeg har sagt noget dumt. Hun tog det med et smil og grinede af joken I ordlegen. Men det er generelt meget svært at sige noget til hende, uden hun tager det meget hårdt og bliver meget ked af det (sensitiv igen). Og måske var det helt forkert af mig overhovedet at "rette"/ kommentere på situationen??? Det er jo en bagatel at høre på I forhold til et raserianfald fra lillebror!

Men det er ikke bare for min skyld, det er mindst lige så meget for børnenes relation, at jeg synes det er vigtigt, at hakkeriet ikke tager overhånd. Ud over eksemplet, er der mange andre situationer, hvor hun lige lovligt hurtigt får sagt STOP - hvis de leger en sjov leg - f.eks. løber. Så skubber de begge lidt - så er det ikke sjovt længere, og så kommer der et drønende STOP, I fornærmet og sur tone, der stopper legen.

Problemet er, at det jo ikke er konstruktivt - når lillebror generelt ignorerer hendes STOP (trods formaninger fra vi voksne om, at han skal lytte, og stoppe, når der bliver sagt stop, for så er han gået over en grænse). Jeg tænker, at det er lidt som at råbe ulv - og hun har ikke et værktøj til, når hun virkelig mener det. Og det er synd. Hun er måske lidt qua sin sensitivitet helt imod at slå - hun har en gang (I afmagt) slået lillebror, hvor hun blev forfærdeligt ked af det (uden vi skældte ud, for jeg syntes faktisk, at det var OK!) - og hun har ikke gjort det siden, så ord er hendes eneste våben.

Hun er givetvis presset af lillebror - som absolut kan være urimelig, og bruger sit temperament og sine Y-kromosomer til at udfordre/ markere sig. Han slår heller ikke, men kan godt true og markere et spark, når han er sur eller driller. Og han fylder som sagt også meget og tager meget opmærksomhed fra os voksne. Men skal jeg bare forholde mig neutral til det verbale hakkeri, selvom det er I en grad, så jeg selv ville eksplodere, fordi det ikke kun er, når jeg laver ballade, men det er hele tiden, også når jeg bare er, den jeg er (en larmende glad dreng).????

Mvh
En træt mor


SVAR

Kære trætte mor,

min første tanke efter at have læst dit brev er, at du har to (jeg lader den ældste hvile) børn, der hver især har nogle tydelige personlighedstræk. Din datter er særdeles følsom over for lys og lyd. Din søn er særdeles temperamentsfuld, larmer og fylder meget. Det er umiddelbart let at se, at det er et match, som rummer nogle udfordringer.

Overordnet:

Dine børn er, som de nu engang er, med hver deres personlighed, og de har lige meget ret til at være netop sig selv. Det er udgangspunktet. De er også fælles om at skulle finde ud af at leve i den virkelige verden - altså at skulle finde ud af at samspille med verden ud fra hvordan, de nu er, på en måde, som er så konstruktiv, som den nu engang kan blive.

Din datter må lære at manøvrere i en verden, som er fuld af kraftigere sanseindtryk, end hun kan trives med. Hun må lære at lukke af og/ eller at søge steder, hvor hun kan finde den fredsommelighed, hun har brug for. Din søn må lære at dæmpe sig og styre sig selv, så han kan samspille med andre mennesker på en ligeværdig måde. Han har nemlig ikke ret til at fylde det hele, kun til at fylde sin andel af rummet, hvor han end er. I skolen, fx.

Når jeg kigger på den situation i køkkenet, som du beskriver - hvordan fungerer den så ift. ovennævnte grundlæggende betingelser? Hverken din datter eller din søn evner det, de bliver nødt til at kunne: tåle larm, begrænse sig. Begge bliver sure eller tilsvarende, og du overlader til dem selv at finde ud af at håndtere situationen. Det kan de ikke.

Regler at støtte sig til

Mit forslag er, at I derhjemme laver nogle regler, som understøtter de læreprocesser, som børnene skal igennem. Lav et familieråd, diskutér jer frem til, hvilke regler, som skal gælde - og hjælp alle med at opretholde dem. Det er sikkert gavnligt, at du og børnenes far på forhånd har prøvet at finde frem til hvilke regler, I kan gå ind for og mener kan fungere i dagligdagen.

Jeg kender jer ikke nok til, at jeg kan andet end foreslå nogle mulige regler - I må selv finde dem, som er passende, og som er realistiske at opretholde for jer. Det vigtige er blot, at fundamentet er, at alle børn selvfølgelig har ret til at være, som de nu er - og at alle må lære at omgås andre mennesker på en ligeværdig måde. Og de kan meget passende begynde ved at øve sig på hinanden!

Mulige regler

Scenen i køkkenet: Hvis I nu havde en regel, som lød, at den, som er først i et rum, bestemmer. Så blev der ingen diskussion: Din søn måtte enten være stille eller finde et andet sted at larme. En anden regel kan være, at de skiftes: denne gang den ene, næste gang den anden. Fx må søster flytte sig til et andet sted med lektierne, for lige nu er det brors tur til at afgøre niveauet i køkkenet.

Det kræver stram styring for ikke at ende i diskussion af, hvis tur det nu er til at bestemme. Måske et afkrydsningsskema på opslagstavlen?

Skiftet kan også - måske enklere - gælde tid: Lige datoer bestemmer den ene, ulige datoer den anden. Eler: I kan lade rummet være den afgørende faktor: I køkkenet må man larme/ ikke larme. I stuen skal man være stille/ ikke være stille - og så videre. Der er garanteret mange flere muligheder at finde her.

I kan også have den regel, at far og mor er dommere. Det ville i scenen i køkkenet betyde, at du måtte gribe ind. Du måtte være den, som sagde, at nu er din datter for sart / nu er din søn for larmende. Den er sværere at praktisere end de første, jeg foreslog, for kan du være neutral? Vil din datter ikke fx kunne anklage dig for at holde med lillebror? Det er en almindelig forældrerekation at holde med den mindste.

Lillebror generer umiddelbart mest

Der er den forskel på de tos udgaver af sensitiviteten, at din datters ikke umiddelbart går ud over andre - mens din søns helt umiddelbart gør. Det gælder ikke bare hans særligt sensitive søster, men også i mange andre sammenhænge. Det er ligesom med rygere: Røgen generer mange andre mennesker, mens rygere kun bliver generet, hvis nogen ikke vil have, at de ryger. Jeg tror, at din søn vil løbe ind i flere sammenstød med andre, end din datter vil, og jeg mener, at det er særdeles vigtigt, at han lærer at styre sig selv og fylde/ larme mindre. For hans egen skyld. Det lyder, som om I allerede er i gang med den proces.

Drenge og piger?

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du mener med at referere til din søns y-kromosom. Der findes sandelig larmende, fyldende, temperamentsfulde både piger og drenge. Drenge kan som følge af deres anderledes fysik gennemsnitligt have mere brug for fysisk udfoldelse end piger, og efter min mening må din søn i givet fald finde ud af at være fysisk aktiv på steder, hvor der ikke sidder nogen og læser lektier. Jeg er tilbøjelig til at synes, at din søn får lov til at fylde mere end godt er for ham - når jeg læser din beskrivelse. Han er jo også den lille ...

Jeg er heller ikke helt klar over, hvordan hans raserianfald udtrykker sig. Han bliver voldsom, skriver du. En seksårig kan være vældig svær at styre fysisk, og han skal ikke være meget større, før det bliver umuligt. Jeg finder det meget vigtigt, at han lærer at beherske sig, og det kan være, I skal have professionel hjælp til det. Han må gå i børnehaveklasse (?), så I kan tale med hans lærere om det og bruge skolens PPR.

Sprogbrug

Endelig har jeg overvejet lidt omkring hakkeriet, som jeg forstår, at både piger og voksne tyr til over for lillebror. Hvordan mon det kommer til udtryk helt sprogligt? I siger 'stop' - men hvordan ellers? Jeg foreslår også, at I overvejer, hvordan I sprogligt reagerer, når din søn bliver for meget. Skæld ud gør ikke noget som helst godt.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk