Min kæreste magter ikke at være far for sin datter på 13 år

Min kæreste magter ikke at være far for sin datter på 13 år

Hej Janne,

Jeg skriver til dig for at bede om hjælp i forholdet til min kæreste og hans 13 årige datter. Jeg er selv mor til 2 børn (pige 10, dreng på 8).

Min kæreste og jeg har været sammen i over 3 år. Mine børn er glade for ham, og omvendt. Der er ingen problemer der overhovedet! Vi "deles" om opdragelse, er enige om de ting, der skal ske, hvad angår dem, som var vi begge deres forældre. Det passer os alle fint.

Men, hvad angår hans datter på 13 år, så er det en anden sag. Jeg må på ingen måde, være en del af hendes opdragelse. Når hun er på besøg, så mister jeg min kæreste - for så træder "fruen" i huset ind. Hun styrer alt, bestemmer alt og må alt. Hun har ingen grænser overhovedet! Det driver mig totalt til vanvid. Hun VIL have sin far for sig selv, og forlanger alene dage/ ture med ham, den ene gang efter den anden. Hvilket hun får!

Hun har ingen pligter i hjemmet, men får alligevel ugepenge og andet. Mine børn har alle pligter, og mister sågar en del af dem, hvis de f.eks. slår hinanden eller lign. Det gør hun ikke :-/

Jeg føler mig MEGET rådvild, for det tærer ufattelig hårdt på mig, når hun er her. Hun er ikke modbydelig over for mig, og heller ikke som sådan over for børnene. Det er ikke hende, jeg har et problem med, for jeg elsker hende, hun er en dejlig pige. Men det, jeg har det svært med, er, at hendes far lader hende gøre lige, hvad der passer hende. Hun får altid vendt nej om til et ja. Hun lyver - han ved det - han reagerer ikke på det. Hun kan ligge og skrige på sin seng, at hun har slået sig, og at han skal komme og puste - han gør det! Hun bliver kørt alle steder, og hvis hun (som hun rigtig ofte har) har glemt noget - så bliver det hentet - om det så er en mascara! Hun opfører sig som et lille bitte barn i hans nærvær - og hun får lov!! Jeg forstår det simpelthen ikke. Hun er på vej til at blive et monster, og det viser sig også tydeligt i skole/venner/familie/kæreste, at hvis hun ikke får sin vilje, så er hun den, der er smuttet. Hun bliver ofte væk, hvis hun ikke får sin vilje - og far "køber" hende så tilbage med en biografbillet og en "undskyldning for at have været forælder". Både hvis vi er ude at spise og derhjemme, SKAL hun sidde hos sin far, og bliver fuldstændig panisk, hvis det ikke kan lade sig gøre - far flytter sig så, så hun kommer til det! OSV. Jeg kunne blive ved i en lang køre...

Jeg føler mig magtesløs, da det gør mig inderligt ondt på hendes vegne, og på mine egne/mine børns. Far magter tydeligvis ikke at være far. Desværre magter hendes mor heller ikke at være mor.

Er sikker på, at far er meget usikker og tvivlende, hvilket jeg godt kan forstå, efter et meget fortumlet/sygt forhold til moderen, med alle de kampe, der findes i verden. Han føler sig helt sikkert ikke god nok, og det udnytter hans datter på det groveste. Hun er gammel nok til at vide, hvad hun gør, og er fuldstændig bevidst om det. Hun ved, at hvis hun siger til far, at hun ikke ønsker at være her, så skal hun bestemt nok få sin vilje. Far har før prøvet på at være sej, men det varer kun i nogle dage, inden han kryber til korset.

Min kæreste nægter at tale med mig om det, og beskylder mig for, at det er mig, der er noget galt med, og at det er, fordi jeg ikke kan lide hans datter. Men det har INTET med sagen at gøre. Men jeg har et problem, ja, med det hun gør/ må og kan. Hun er en dejlig pige, der i mine øjne bliver ødelagt af sine egne forældre, fordi hun overtager "kæreste-rollen" i stedet for "datter-rollen" (sådan føler jeg det).

Hvad pokker skal jeg gøre? Jeg ville så gerne hjælpe hende, hjælpe os alle. Tvivler dog på, at det kan lade sig gøre. Er bare kørt så træt i det, og det gør mig ondt, at forældre på den måde kan lukke øjnene for deres egne børn.

Ved ikke, om jeg kan magte at blive i forholdet på sigt, hvis dette ikke ændrer sig, og det tror jeg desværre ikke, at det gør :-( Og det gør mig så frustreret, for jeg elsker min kæreste over alt i verden, han er en fantastisk bonusfar for mine børn, og vi har det rigtig godt sammen ellers.

Håber på et svar fra dig.

Hilsen en meget frustreret og trist bonusmor


SVAR

Kære frustrerede og triste bonusmor,

din beskrivelse af, hvordan din bonusdatters forældre forholder sig til hende, lyder heller ikke optimal for mig. Men: hverken du eller jeg kan gøre noget ved det - så gerne vi end vil. Man kan nemlig ikke opdrage på andre voksne mennesker. Man kan heller ikke få andre voksne mennesker til at forandre sig. Det er simpelthen ikke en mulighed her i livet. Man kan kun forandre sig selv, ligesom alle andre kun kan forandre eller opdrage på sig selv. Det er udgangspunktet.

Afgrænset og nærværende

Men videre: Det er min erfaring, at noget af det kærligste, man kan gøre for et andet menneske, er at være afgrænset og nærværende i forhold til det. Det kræver nok lidt uddybning - og det følgende er vældig firkantet sat op. Virkeligheden er aldrig firkantet, og det gælder også her, at der er masser af variationer og facetter. Men lad mig for tydelighedens skyld være firkantet: 

Du har ansvaret for dig selv (- og dine mindreårige børn). Du har ret til at bestemme over dig selv (- og dine mindreårige børn, og pligt til at tage dig ordentligt af dem), ligesom du har ret til at bestemme i dit eget hjem i ligeværdigt samspil med de andre, som bor der. Du har ikke ansvar for din kæreste, og du har ikke ret til at bestemme over ham - eller fx hans datter.

Et kærligt, ligeværdigt forhold mellem to voksne mennesker, altså fx mellem dig og din kæreste, har de bedste betingelser, hvis I begge er afgrænsede personer, som såmænd kunne klare jer selv, hvis det skulle være, men som har valgt at indgå i et kærligt, forpligtende forhold til hinanden, simpelthen fordi I gerne vil. Jeg kalder det: at være i afgrænset kontakt: Hér er jeg med mit, dér er du med dit, og vi rækker ud mod hinanden for at nå hinanden: være i kontakt.

Kærlig kontakt

For mig består det kærlige i at være i kontakt. (Læs eventuelt lidt mere om kontakt her: Selvværd er det helt centrale.) Kort: At være i kontakt med et andet menneske, voksen som barn, er at have sit fokus på den andens følelser og behov. Skal jeg folde det lidt ud, så betyder det fx, at to mennesker i et parforholdisær er optagede af, hvordan hinanden har det, og hvad hinanden har brug for. Og at de hver især tilbyder sig som støtter og hjælpere for hinanden i det omfang, de hver især magter og har overskud til. De to kan give til hinanden, men de kan ikke kræve af hinanden - ud over kravet om at holde de aftaler, de har lavet med hinanden.

Blive på egen banehalvdel

Jeg bruger tit billedet med en boldbane: Du regerer på den ene banehalvdel og din kæreste på den anden. I har hver især rettigheder, ansvar og pligter inden for jeres egen banehalvdel, og I har kun lov til at træde ind på den andens banehalvdel, hvis I er inviteret og har fået lov.

Det betyder helt konkret, at din kærestes forhold til hans datter er hans afdeling, ikke din. Det samme gælder forholdet mellem din bonusdatter og hendes mor. Det er ikke din afdeling, det kan ikke blive det, og du hverken må eller kan gøre nogen som helst forskel der. Du kan kun handle på din egen banehalvdel, og i dette tilfælde: dit eget forhold til din bonusdatter.

Din bonusdatters forhold til sin far er ikke din afdeling

Jeg ved jo vældig lidt om jeres familie, herunder om forholdet mellem din kæreste og hans datter. Du antyder, at hans skilsmisse fra datterens mor var slem, og det har pigen garanteret lidt under. Jeg ved ikke, om din bonusdatter i meget høj grad trænger til sin far, om hun har 'sår', som skal heles, og om det derfor er helt rigtigt, at han er så eftergivende over for hende, som du beskriver - i al fald i en periode. Jeg ved ikke engang, hvor meget hun bor hos jer.

Jeg har ikke mulighed for at vurdere, om din bonusdatter bliver behandlet helt forkert af sine forældre, og måske lider under det. Jeg synes, det lyder, som om hun er i underskud - og det hjælper en biografbillet ikke det mindste på. De færreste 13 årige har brug for eller lyst til at spille lille bitte barn. Tvært imod! For mig at se er det en noget fortvivlet måde at opføre sig på. Og en usikker og tvivlende far kan meget let være skræmmende at have for en 13 årig: Hvis ikke store, voksne far kan finde ud af det - hvordan skal lille 13 årige pige så kunne? Børn har brug for at have tydelige forældre - ikke mindst, når de har din bonusdatters alder.

Give slip - og sørge

Men jeg kan læse, at du har rigtig mange følelser i klemme, og at du ser rigtig mange urimeligheder. Mit forslag til dig er, at du giver slip på dine frustrationer over alt det, som ikke hører hjemme på din banehalvdel. Du kan nemlig ikke gøre hverken fra eller til. Det er fuldstændig sikkert. Du er magtesløs - hvad det angår. Den eneste mulighed, du har, er at sørge over det forkerte, du oplever - så ondt, det end må gøre. Og så kan du koncentrere dig om de relationer, som ligger på din banehalvdel, og som du har ansvar for og rettigheder og pligter knyttet til.

Det gælder i høj grad for dit forhold til din bonusdatter. Du elsker hende og synes, hun er en dejlig pige. Det er fantastisk for hende - du er i sandhed en bonus-mor, og jeg er ret overbevist om, at hun har brug for dig - og for at have en afgrænset, nærværende, kærlig relation til dig. Jeg foreslår, at du arbejder på, at din og hendes relation bliver ordentlig - så ordentlig, som du synes, den skal være.

Dit forhold til din bonusdatter er din fdeling

Det betyder bl.a., at når hun er i det hjem, som også er dit hjem, så må hun rette sig efter de regler, der gælder. Hun må fx tage lige så meget del i husarbejdet, som dine børn gør - under rimelig hensyntagen til, at hun er kortere tid i huset end I andre. Der må gælde de samme lommepengeregler for hende, som der gør for dine børn. Hun må ikke bestemme over jer andre eller bestemme mere, end hendes alder berettiger hende til. Hvis hun lyver, skal det påtales - osv. Hun er en del af familiefællesskabet, og hun skal ikke holdes udenfor og have særregler. Det er nemlig i virkeligheden en måde at fortælle hende på, at hun ikke rigtigt hører til - hvilket næppe er hensigten.

Overholdelse af reglerne må du tale med hendes far om. Der må I være fælles og lave en aftale - det er meget, meget vigtigt. Jeres fælles hjem er jo et areal, hvor jeres to banehalvdele så at sige overlapper hinanden. Det er nødvendigt med fælles aftaler her - sådan som I har fundet ud af det omkring dine børn. Og din bonusdatter skal overholde husets regler på lige fod med jer andre.

Igen igen: At hun hele tiden vil have sin far for sig selv, at han servicerer hende på urimelig måde, at han ikke sætter grænser for hende - osv. - det kan du ikke gøre noget ved. Det er hans afdeling.

Hun er gammel nok til at vide, hvad hun gør, og er fuldstændig bevidst om det, skriver du. Det tror jeg ikke. Jeg er temmelig overbevist om, at hun går rundt med et stort savn af en slags - at der er vigtige behov, hun ikke får opfyldt - og at hendes køren rundt med sin far er hendes afmægtige forsøg på at skaffe sig det, hun har brug for. Som helt sikkert ikke er at få fat i mascaraen eller tilsvarende.

Ordentlig kontakt smitter

Men: Når det lykkes for dig at skabe en ordentlig kontakt til din bonusdatter, hvor der gælder de regler, som du finder rigtige, og som du som den voksne bestemmer, skal gælde - så vil hun trives i jeres relation. Så vil du på en bestemt måde mætte hende, og hun vil søge mod dig, fordi hun her får noget af det, hun har brug for.

Og netop derfor vil din måde at samspille med hende på sandsynligvis have afsmittende virkning på din kærestes forhold til hans datter. Deres relation lyder som ude af balance, og jo mere balance, du kan praktisere, desto mere afbalanceret har deres relation mulighed for at blive: de lærer af dig. Det er sådan, virkeligheden fungerer.

Du påtager dig at bære kritikken

Noget tilsvarende: Hvis du er den, der påtager dig rollen som den, der kritiserer den måde, din mand behandler sin datter på, så er det på et overfladisk niveau sikkert kun irriterende for ham. Han kan afvise dig og gå til modangreb og blive sur.

Men der findes også et dybere niveau, og her bærer du faktisk en byrde for ham. Du sparer ham nemlig for selv at forholde sig kritisk til sin måde at være på. Han kan gøre sig selv til den, som handler rigtigt, og dig til den, som tager fejl. Han kan blive sur på dig i stedet for på sig selv.

I samme øjeblik du holder op med at kritisere osv., og dermed altså med at bære den byrde, som fx tvivl kan være - så må han selv bære den. Så må han selv rumme modsætning og tvivl - og så får han selv mulighed for at ændre sig og sin måde at handle på. Han får mulighed for at vokse og modnes.

Det er komplekst - jeg håber, jeg har fået udtrykt mig så klart, at du kan begribe, hvad jeg taler om.

Opsamling

Jeg sammenfatter: Giv slip på alt det, der ligger uden for din egen banehalvdel. Brug din energi på din egen relation til din bonusdatter - hun har brug for, at den er ordentlig. Hav endelig tillid til, at du kan få vendt situationen til noget bedre ad netop den (indirekte) vej. Lav i fællesskab med din kæreste regler for væsentligt dit og dat i jeres hjem, ikke mindst omkring børnene - og lov hinanden at være fælles om at holde de aftaler, I når frem til.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk