Vores dreng på 6 år er bange for at "tabe ansigt"

Vores dreng på 6 år er bange for at "tabe ansigt"

Hej Janne,

Jeg skriver til dig, da vi har brug for råd i fht. vores dreng på 6 år.

Han er en sød, kærlig, glad dreng, der hører efter og sjældent laver ballade. Han er meget kærlig og omsorgsfuld over for os og sin søster på 4 år. Har tætte relationer til bedsteforældre og moster/ faster/ onkel/ mv., og trives også i høj grad hos dem.

Har været glad for børnehaven og har været vellidt og har haft mange venner, dog specielt én har været særlig tæt.

Nu er han 1.4.15 startet i fritidshjem sammen med en anden fra børnehaven. Det er tydeligt, at det har været en udfordring at skulle starte et nyt sted, men han har klaret det flot og leger også med et par andre i fritidshjemmet, men holder sig gerne til vennen fra børnehaven.

Han afholder sig i fritidshjemmet fra at deltage i lege, der har en vinder, eller hvor man kan "fejle", fx fodboldturnering, rulleskøjtning, div spil, mv. Dette er også blevet meget tydeligt til den ugentlige fodboldtræning, hvor han går ud og bliver ked ved den mindste "fejl" (falder i bolden, skyder forbi mål mv.).

Når vi snakker om det, siger han, at han bliver "nervøs". Jeg ved ikke, om det er det rette ord, men det kan virke, som om han er bange for "at tabe ansigt".

Vi synes, det er super ærgerligt, at det begrænser ham i at deltage i diverse aktiviteter, da vi kan se, at han er rigtig glad for fx at spille fodbold hjemme i gården, mv.

Han bekymrer sig ofte unødigt, hvis vi fx skal noget nyt (til arrangement på den kommende skole), hvor han er lang tid om at komme i gang med leg, men når han så er i gang, er han ikke til at få med hjem!!

Han er generelt en følsom dreng og det støtter vi meget op om. Vi er hjemme meget anerkendende og bruger meget tid på kys, kram, hygge, fælles aktiviteter mv.

Er det blot en fase, eller er der særlige tiltag, vi kan gøre, for at hjælpe ham på vej?

Mvh os


SVAR

Kære os,

jeres spørgsmål til allersidst: Ja, jo, jeg tror da, at det er en særlig fase, jeres søn er i, og han vil selvfølgelig flytte sig og komme videre, men det er altid vigtigt, hvordan sådan en fase forløber.

Jeg vil foretrække at forstå det som en udviklingsfase, eller som en fase, hvor nogle specielle sider af ham møder nogle aspekter af det omgivende samfund. Jeg forstår det som, at der er noget, et eller andet tema, som han er i gang med at lære at leve med. Forstå. Håndtere. Integrere - al den slags.

Og som altid er det vigtigt at have et par forældre, som er opmærksomme på, hvad der foregår - som ser ham - og som kan finde ud af at støtte, så fasen/ udviklingsperioden bliver så frugtbar som muligt. Det lyder for mig, som om I er sådan et par forældre, og det kan jeg jo godt lide.

Du fortæller mig følgende om jeres dreng:

Det var en udfordring for ham at begynde på fritidshjem, men han har klaret det flot. Han har det svært med lege, som er konkurrencer. Han bekymrer sig om noget nyt og er længe om at vove sig ud i det. Han er en følsom dreng.

For mig lyder det først og fremmest, som om jeres dreng er god til at handle, så han har sig selv med. Han bryder sig ikke om at fejle eller tabe - og i konkurrencer er der per definition altid mindst én taber - så derfor foretrækker han at holde sig fra den slags.

Al den konkurreren ...

For mig er det fint, men jeg ved jo godt, at vi lever i et umådeligt konkurrerende samfund, og at det er mest praktisk og enklest, hvis man kan håndtere al den konkurreren. Men det er ikke lige let for alle: vi er forskellige.

Jeg foreslår, at I overvejer, om jeres dreng nødvendigvis skal lære at konkurrere, og om han skal det lige nu, eller om det lige nu er bedre for ham, at han gør det, som passer ham bedst, og altså holder sig fra konkurrencer. Også selv om langt de fleste andre konkurrerer.

Fars og mors støtte

Jeg vil mene, at hvis I støtter op om jeres dreng og fortæller ham, at I heller ikke synes, at det er så fantastisk med alle de konkurrencer med deres vindere og tabere, og at I er stolte af, at han holder fast på sig selv og lader være med at være med, når han ikke bryder sig om det - ja, så lader I ham vinde dén konkurrence. Så støtter I ham i at være sig selv, som han nu engang er - og det er det bedste udgangspunkt for at flytte sig videre.

Jeg vil videre mene, at hvis jeres dreng med tiden skal blive tryggere ved konkurrencer, så er dette den sikreste vej. Han erfarer, at det rigtige for ham - og for far og mor - er, at han retter sig efter sine følelser. Det betyder, at han oplever, at han har et frit valg og ikke er tvunget til at gøre noget, han egentlig helst er fri for.

Og lige præcis derfor er det mere sandsynligt, at han en dag tør vove at deltage i en konkurrence - uden at være 'nervøs' over det. Fordi han nu oplever sig parat til at teste sig selv, vove sig selv. Lige nu er han tydeligvis ikke parat.

Man behøver ikke at konkurrere altid

Jeg foreslår også, at I lige taler med de voksne på fritidshjemmet om det her med at konkurrere. Det er jo ikke nogen naturlov, at man skal det. Jeg ved godt, at sport og spil stort set ikke handler om andet, men det er stadig ikke resultat af en naturlov, men af et valg. Og man kan vælge at gøre det anderledes. Jeg kan let forestille mig, at jeres søn ikke er alene om at have et vist ubehag ved konkurrencer.

Og jeg vil tro, at når han er glad for at spille fodbold derhjemme, så er det fordi konkurrenceelementet ikke er særligt fremtrædende. Det kan det godt være på fritidshjemmet, og det er der vel ikke nogen grund til.

For mig er det dybest set et sært primitivt foretagende: at vi har så travlt med at lave hierarkier med en vinder i toppen og så de middelmådige og taberne i bunden. Jeg synes, jeres dreng har nogle rigtigt sunde instinkter!

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk