Min søn på 9 år driller og mobber andre børn - og jeg skælder for meget ud

Min søn på 9 år driller og mobber andre børn - og jeg skælder for meget ud

Hej Janne,

Det er utrolig svært for mig at skrive alt det ned, jeg har på hjerte, men nu prøver jeg.

Jeg har en søn på 9 år (snart 10) som går i 3. klasse. Det hele startede faktisk, da han startede i børnehave og lige var blevet storebror. Vi prøvede at have ham med i alt, så han ikke blev jaloux over, at en lille ny var kommet i familien.

I børnehaven arbejdede de ud fra gule og røde kort, som min søn fik rigtig mange af som følge af negativ kontakt til de andre børn, for at komme med ind i en leg. Vi var til møde med børnehaven, som mente, det var, fordi han ikke fik udfordringer nok. Han fik meget skæld ud både i børnehaven og hjemme, da han havde svært ved at høre efter og fyldte rigtig meget osv.

I skolen blev det også en udfordring, hvilket det stadigvæk er. Han driller/ mobber "udvalgte" børn i klassen (især dem, der tager tingene lidt nær), hvor en pige især er ked af at komme i skolen. Vi har flere gange snakket om det med hans lærer, som mener, vi blot skal blive ved med at snakke om det hjemme.

Vi har mange gange talt med vores søn om det ganske stille og roligt og fortalt ham, hvor vigtig det er at behandle andre børn ordentlig osv. Han lytter, og siger, at han vil stoppe med at være sådan over for de andre, men dagligt er der episoder i skolen, hvor hans navn bliver nævnt. Forældre der ringer, at nu har vores søn gjort sådan og sådan. Vi snakker med ham om det, men han har altid en anden version, hvor det aldrig er ham, der har fejlet.

Han er ifølge hans lærer en populær dreng blandt de andre drenge, de ser op til ham, men vi er (både min mand og jeg og hans lærer) rigtig bange for, at det ikke fortsætter, da der er flere, der ikke vil lege med ham mere. Vi har også snakket med hans lærer, om det måske bunder i usikkerhed/ lavt selvværd, hvilket jeg også altid selv har haft. Han fylder rigtig meget og har hele tiden brug for opmærksomhed fra de andre, som ofte bliver på en dum måde, som de andre ikke bryder sig om. Han fortæller dem ting, der ikke er rigtige, for at de skal synes, at han er sej, hvilket de også syntes, han er, indtil de finder ud af, at det ikke passer.

Derhjemme er det virkelig ved at gå i hårdknude, især mellem mig og min søn. Jeg skælder ud og ryger dagligt i det røde felt (især mig, fordi jeg kommer først hjem), fordi vores søn ikke hører efter. Han brokker sig ved det mindste, han skal, hvilket slider utrolig meget på især mig. For mit vedkommende er hver eneste dag nu en udfordring, da jeg simpelthen er sur og tvær, så snart jeg ser ham, da der hele tiden er episoder, hvor han ikke gider gøre, som jeg siger, og jeg skal blive sur hele tiden. Det så synd for ham, at jeg er, som jeg er, da min tillid til og tro på ham er helt væk, hvilket gør, at han aldrig får en chance.

Jeg er ganske enkelt bare kørt helt af sporet over for ham, hvilket jeg er rigtig ulykkelig over. Min mand og jeg har snakket meget om det, da han selvfølgelig godt har bemærket, at jeg hele tiden er efter vores søn. Jeg prøver hver eneste dag at sige til mig selv, at jeg ikke vil skælde ud eller være en sur mor (hvilket han siger til mig hver dag, at jeg er), men så snart jeg kommer hjem, kan jeg slet ikke styre mit humør.

Jeg håber virkelig, du har en idé til, hvad vi i familien skal gøre. Jeg kan bare slet ikke se en ende på det, og er utrolig bange for, at jeg allerede har "ødelagt" min søn eller er godt og grundigt i gang med det. For jeg er udmærket godt klar over, at det bestemt skader ham utroligt meget psykisk, at jeg er, som jeg er.

Håber, du har tid til at hjælpe mig, hvis du kan.

MVH


SVAR

Kære Spørger,

jeg begynder lige med at kommentere noget af det sidste, du skriver: At det 'bestemt skader din søn utroligt meget psykisk, at du er, som du er'. Det er jeg nemlig slet ikke enig i. Virkeligheden er, at børn er temmelig robuste. De tåler en del uden at blive ødelagt af det.

Det er klart, at det præger ham, at han har 'en sur mor', og hans måde at samspille på med kammerater og lærere i skolen skaffer ham nogle negative erfaringer - men derfra og til at tale om 'utrolig meget psykisk skade' er der altså et godt stykke vej.

Så allerførst vil jeg foreslå dig at tage det lidt mere roligt. Der er noget, som kan blive behageligere og mere konstruktivt for jer begge, men du driver jo hverken psykisk terror på din søn, misbruger ham, misrøgter ham eller tilsvarende modbydeligheder. Han skal nok klare sig udmærket.

Som mor, så søn …?

Det næste, jeg vil sige noget om, er det - måske lidt pudsige? - at du og din søn åbenbart ligner hinanden temmelig meget. I er i al fald fælles om ikke at kunne ændre på jeres måde at reagere på - selv om I begge gerne vil.

Din dreng lytter til dig og hans far, når I fortæller om, hvor vigtigt det er at behandle andre ordentligt. Han siger, at han vil stoppe med at være sådan - altså ikke-ordentlig - over for de andre, men det magter han åbenbart ikke at gennemføre. Der bliver i al fald ved med at være ubehagelige episoder, som han er aktiv medskaber af.

Og du? Du vil så gerne reagere anderledes på din søn, men kan ikke. Du er ulykkelig over din måde at være på, du synes, det er synd for din søn, og du prøver hver eneste dag at sige til dig selv, at du ikke vil skælde ud eller være en sur mor - men så snart du kommer hjem, kan du slet ikke styre dit humør. Du står altså med nøjagtig de samme udfordringer som din søn, og I er lige dårlige til at håndtere dem.

Ikke som du siger, men som du gør?

Jeg gad vide, om du også havde sammenstød med dine klassekammerater, da du var barn og gik i skole? Måske var du ikke sådan, eller måske var normerne så anderledes, at du slet ikke fik lejlighed til at mobbe og drille. Du var jo også en pige, og selv om piger bestemt også kan mobbe, sker det som regel på en anden måde end drenges.

Men jeg vil foreslå dig at overveje, om det i virkeligheden er dig, som har lært din søn hans måde at være på - selvfølgelig helt uden at ville det. Det lyder i al fald for mig, som om du dagligt næsten 'underviser' din dreng i den måde at være på, at man ønsker at forbedre sig og lover at forbedre sig - men det bliver aldrig til noget.

Hvis jeg har ret i det, ja, så er det oplagt, at det er vigtigt, at du finder frem til en anden måde at reagere på, og jeg tror, at du ikke kan nøjes med at beslutte at ville være anderledes. Det, som driver dig til at blive 'en sur mor', er nemlig stærkere end dine beslutninger. Jeg siger lidt mere om det længst nede i mit svar.

'Forkerte' handlemåder fortæller om afmagt

Det er min erfaring, at når børn - og voksne? - igen og igen opfører sig og reagerer på nogle måder, som omgivelserne ikke synes om, så gør de det som regel i ren og skær afmagt. Deres (forkerte) handlemåde er den eneste, de kender til. De aner ikke, hvordan de ellers kan handle for at skaffe sig det, det har brug for. De er, hvad jeg kalder afmægtige i situationen: hjælpeløse ofre for deres egen manglende kunnen. De har brug for at opdage noget nyt, at lære noget nyt - brug for at lære en måde at handle på, som reelt skaffer dem det, de har brug for - uden at omgivelserne bliver sure.

Jeg foreslår, at du kigger på din drengs hele opførsel med fokus på hvad det mon er, han prøver at skaffe sig - eller sagt anderledes: Hvad er det mon for et behov, han prøver at opfylde, ved at handle, som han gør? Du kan læse om, hvad behov egentlig er for noget, i en lille tekst, jeg har skrevet her på hjemmesiden. Følg linket: Alting drejer sig om vores behov. Her har jeg også lavet en liste med eksempler på, hvad et behov kan gå ud på.

Din drengs behov

Jeg gætter på, at din søn fx har behov for at blive set og for at blive respekteret - det har alle mennesker - og de behov prøver han så at opfylde ved at genere de andre børn eller ved at nægte at gøre, som du gerne vil have ham til: så er han nemlig helt sikker på, at han bliver opdaget og får opmærksomhed. Og ved at lyve sig til kammeraternes beundring: De skal synes, han er sej, han vil gerne have, at der ser op til ham. (Jeg har også skrevet lidt om at blive set - igen: Du kan følge linket: Selvværd er det helt centrale.)

Jeg er ret overbevist om, at du finder din dreng behov helt i orden - det er hans måde at prøve at opfylde dem på, du ikke kan lide.

Smertefulde følelser er bedre end ingen følelser

Men - når din dreng mobber, driller, fylder på en dum måde, brokker sig - så får han ikke det, han har brug for: at blive set. Han får det i al fald i en negativ udgave: han får skæld ud og bebrejdelser.

Alle mennesker har et fundamentalt behov for at blive set - i et vist minimalt omfang - og det gælder især børn. Det har de bl.a., fordi det er sådan, de bliver skabt som personer. Som du kan læse i den lille tekst, betyder det, at de voksne i tilpas omfang er optaget af barnets følelser og behov og møder barnet med opmærksomhed og respekt.

Behovet for at blive set er så fundamentalt, at hvis ikke børnene får det dækket i den positive udgave, ja, så foretrækker barnet at gøre sig ud til bens og skaffe sig skæld ud - for så får det i det mindste defølelser fra de voksne. Smertefulde følelser er bedre end ingen følelser. (Læs evt. om følelser her: Følelserne fortæller os, at vi er i live.)

Indgroet vane gennem mange år

Når din drengs dumme måde at samspille med kammeraterne på er begyndt allerede, da han gik i børnehave, ja, så har han udviklet et mønster, som han kender, så ubehageligt det end er, og som han ikke let slipper. Det vil tage tid og kræve en indsats fra både jer derhjemme og hans lærere i skolen at få lært jeres dreng en anden og bedre måde at handle på - en måde, som reelt skaffer ham det, han har brug for, og som sparer ham for balladen.

Ingen vælger at skaffe sig selv ballade, hvis de kan undgå det

Men hvis han kender en måde at handle på, som betyder, at han bliver set som den, han virkelig er, med de behov og følelser, som er netop hans - og hvis denne nye handlemåde ikke får andre til at blive sure osv. - ja, vil vil han selvfølgelig vælge den handlemåde: Den virker, og den er ikke upopulær.

Tilsvarende: hvis han kan finde ud af at skaffe sig de andre drenges respekt uden at lyve, uden at gøre opmærksom på sig selv på en dum måde - ja, så vil han også vælge at handle sådan.

Min konklusion er altså, at så længe din søn ikke har kendskab til andre måder at handle på for at skaffe sig det, han har brug for - ja, så er han nødt til at blive ved med at gøre det, han hele tiden har gjort. Den eneste vej ud er at sørge for, at han lærer andre handlemåder.

Husk at være meget konkrete. Ved din dreng fx helt præcist, hvad du mener, når du betoner vigtigheden af at behandle andre ordentligt? Ved han, hvordan man helt praktisk gør? Jeg tror, det er vigtigt og vil være en hjælp for ham at pensle det tydeligt ud: 'Du behandler xx ordentligt i den-og-den situation ved at gøre sådan-og-sådan.'

Giv det positive opmærksomheden

Jeg foreslår også, at I derhjemme og meget gerne også i skolen helt stopper med at skælde ud og fortælle din dreng, hvad han gør forkert, osv. I stedet for må I have jeres opmærksomhed rettet mod det, han gør rigtigt, og så snart I opdager en handlemåde, I godt kan lide, så må I tale om den og give den opmærksomhed. Lige så meget opmærksomhed, som I har givet hans uønskede handlinger.

Din søn er ikke uartig, selv om han handler på en uønsket måde

Jeg foreslår videre, at I husker, at når din dreng handler på en uønsket måde - så er det ikke, fordi han er slem eller dum eller uartig. Så er det, fordi han ihærdigt prøver at skaffe sig noget, han har brug for - respekt, at blive set mv. - men han kender kun til at bruge dumme metoder. Når du skælder ud på ham, svarer det faktisk til, at du bliver sur over, at han ikke kan spille godt på klaver - selv om han aldrig har fået undervisning.

Jeg vil tro, at det er lettere for dig at lade være med at blive sur, hvis du betragter din drengs modvillighed og brok som hjælpeløse handlestrategier. Han er ikke ude på fx at genere dig. Han er ikke ulydig eller fræk. Han er uvidende og har brug for, at nogen, fx du, lærer ham det, han har brug for. Sagt anderledes: Han gør det bedste, han kan komme i tanker om. Det kan være derfor, han altid har en anden version af det, som er foregået, og at han ikke synes, at det er ham, der gør noget forkert.

Mors gamle spøgelser?

Jeg tror også, at din vrede, at du så let kommer op i det røde felt og slet ikke kan styre din surhed, mindst lige så meget handler om din egen fortid, som det handler om din søns nutid. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg gætter på, at du har nogle barndomsoplevelser, som minder om din søns - og at der ikke var nogen, som lærte dig måder at reagere på, som gav dig det, du havde brug for - og som ikke gav ballade med andre. Din søns måde at opføre sig på vækker dine egne gamle spøgelser til live - tror jeg. Og den slags er stærke og ikke til at styre, så derfor kan du ikke styre dem. Du bliver sur og gal - måske på samme måde, som din egen mor blev.

Ja - jeg gætter. Men måske kan du have glæde af at overveje det. Hvis jeg har ret i det med 'de gamle spøgelser', kan jeg fortælle dig, at man tager kraften ud af dem ved at gøre dem synlige, give dem et navn, måske gå i dialog med dem - sådan i retning af det her: 'Nåe, gamle surhed, der stikker du nok igen hovedet frem. Det kan du godt lade være med, for jeg er ikke bange for dig mere.' Brug det på din egen måde...

Til allersidst: Du nævner mulig jalousi over for lillebror/ søster først i dit brev, og ellers ikke, så jeg går ud fra, at det ikke er et problem, der har betydning. Det eneste, jeg vil skrive om det, er, at en bror/ søsters ankomst kan have betydet, at din ældste søn blev mindre set af far og mor end før - og end han havde brug for. Det kan have gjort situationen værre for ham.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk