Vores dreng på 6 år har et stort problem med at koncentrere sig i skolen

Vores dreng på 6 år har et stort problem med at koncentrere sig i skolen

Hej Janne,

Jeg skriver til dig, da vores dreng på 6 år, som skal i 1. klasse efter sommerferien, har et stort problem med at fokusere og koncentrere sig i skolen.

Han er meget aktiv fysisk, og har det socialt godt i skolen, men har altid haft svært ved at sidde stille både gennem børnehaven, herhjemme og gennem 0. klasse.

Vi hører ofte fra hans lærere, at han har svært ved at tage imod beskeder, gå i gang med sine opgaver, og egentlig bare sidder og kigger/ bliver fjern.

I midten af skoleperioden var der fremskridt, hvor han fulgte med i timerne, men nu er der tilbagegang igen.

Synes, jeg gør, hvad jeg kan herhjemme, men det er ikke den rette hjælp for ham.

Han bliver meget hurtigt forstyrret, og vil helst ikke gå glip af noget.

Han har en mindre bror (psoudotvilling), de konkurrerer stort set om alt.

Så  blev han storebror igen for to mdr. siden, og derfra er det gået rigtig skidt skolemæssigt.

Han er med i forhold til læring af bogstaver og begyndende matematik, men det er selv hans arbejde gennem dagen, der halter.

Håber, du kan komme med et råd omkring, hvad vi kan gøre for at hjælpe.

Venlig Hilsen


SVAR

Kære Spørger,

du fortæller mig følgende om jeres søn - sådan sat på liste: At han har problemer med at fokusere og koncentrere sig i skolen. At han i det hele taget har svært ved at sidde stille. At han har svært ved at tage imod beskeder og at gå i gang med opgaver - han sidder i stedet for og kigger og bliver fjern. At han hurtigt bliver forstyrret og er bange for at gå glip af noget. At han er fysisk aktiv og har det socialt godt. At han er med, hvad angår det faglige indhold i børnehaveklassen.

Endelig fortæller du, at han konkurrerer meget med sin kun lidt yngre bror, og at det går skidt i skolen, siden han for nylig igen blev storebror.

For tidligt i skole?

Du tegner et billede af en noget flagrende lille person, men du giver mig desværre ikke ret meget stof, som jeg kan bruge til at bygge mit svar på - og komme med forslag ud fra. Fx er min første tanke, at jeres dreng kan være kommet for tidligt i skole, men det er et temmelig generelt gæt. Jeg ved fx ikke, om jeres dreng først er fyldt 6 år her i 2015, og altså er begyndt tidligere end gennemsnittet - eller om han fx fyldte 6 i begyndelsen af 2014.

Især mange drenge begynder i skole for tidligt, hvilket betyder, at de stadig mest er legebørn og ikke er parate til den mere stillesiddende koncentration om noget bogligt/ teoretisk, som skolen kræver - og som din søn vil opleve mere af, når han kommer i 1. klasse.

Overvej, om det vil være bedst for ham at gå børnehaveklassen om. Det skal selvfølgelig diskuteres med hans lærere på skolen. Hvis hans uro skyldes, at han har været for umoden til at begynde i skole sidste år, så vil problemet af sig selv løse sig, når han bliver stillet over for krav, som passer til hans udviklingstrin.

Forhold til brødrene

Det eneste andet, du fortæller om din drengs baggrund, drejer sig om hans forhold til brødrene. Han konkurrerer med sin mellemste bror - meget. Hvorfor mon han gør det?

Igen, stadig generelt, så er det vigtigt for én at konkurrere og selvfølgelig helst vinde, hvis man er meget usikker på sig selv, hvis ens selvværd er lavt.

Forstå min tankerække sådan her: 'Inderst inde tror X ikke på, at han er god nok. Han har lavt selvværd. Det gør ondt at være usikker på sit eget værd, og X vil derfor konstant handle på nogle måder, der forhåbentlig kan overbeviseham selvom, at hanergod nok, så han kan slippe for smerten. Han tester konstant sig selv i håbet om at vise sig som den bedste, som vinderen - for en vindermåvel være god nok, mener han.

Kan jeres dreng have det som X?

Hvis det så oven i købet er sådan, at mellemste bror har en anderledes personlighed, at han fx har det lettere end jeres store dreng, ja, så er det oplagt, at det er ham, der skal konkurreres med. Og videre oplagt, at en ny lillebror/ søster forstærker truslen, så 'bevisbyrden' - 'Jeg er god nok, og jeg er (mindst) lige så meget værd som mine søskende, og det skal jeg nok vise jer allesammen' - bliver alt for tung.

Det er anstrengende at være i en konkurrenceposition uafbrudt, og, som nævnt, smertefuldt at have lavt selvværd, så der er slet ikke plads til rolig koncentration om at lære noget eller løse opgaver.

For lavt selvværd?

Jeg foreslår derfor, at I overvejer, om den egentlige grund til jeres drengs uro er et alt for lavt selvværd. Hvis I er i tvivl om, hvad jeg mener med 'selvværd', kan I læse en kort uddybning ved at følge dette link: Selvværd er det helt centrale.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at det er her, problemet ligger og ikke i, at jeres dreng er kommet for tidligt i skole. Du skriver nemlig, at han har været urolig helt siden børnehaven, så det er ikke noget nyt, knyttet til skolegangen. Og du skriver ikke noget om, at han konkurrerer med sin kammerater i skolen, så jeg får den forestilling, at det er derhjemme, der er noget, som er ikke er helt så godt for ham, som det kunne være.

Men igen: Jeg gætter på et meget spinkelt grundlag.

Overvej, om der har været nogle tidlige omstændigheder for jeres ældste dreng, som ikke har været helt gode for ham. Er der noget vigtigt, noget grundlæggende, han har savnet? Er han ikkeblevet set(- jeg skriver også om det i ovenstående link) i tilstrækkeligt omfang, og er han jaloux på den opmærksomhed, som de små søskende, ikke mindst den lille ny, får fra far og mor?

Hvis I kan finde sådan en eller anden mangel, ja, så er det der, I må gå i gang med at reparere og supplere op. Jeg vil tro, I så kan have glæde af at læse mine øvrige små tekster her på hjemmesiden. Find dem under Janne Hejgaards nyttige råd - eller måske min letlæste bog: Genvej til gladere børn - 22 tips til forældre. Den står på bibliotekerne og kan både købes og lånes som e-bog.

Jordforbindelse?

Den sidste overvejelse, jeg har, gælder jeres drengs personlighed. Han lyder til i høj grad at savne jordforbindelse. Han lyder som en, der ikke skal udsættes for ret meget flimmer, fx fra medierne. I hvor stort omfang sidder han foran en skærm? For stort, måske?

Jeg kender jo ikke omstændighederne ved jeres familie, og ved ikke, hvad I vil kunne bruge, men jeg vil alligevel nævne følgende bog, fordi den måske kan være nyttig for jer. Den hedder: Børn i balance - Ro og fokus til de 5-12 årige med meditation. Den handler om at lære børn at meditere - læs mere ved at følge linket.

Jeg har ikke læst den, men jeg kan kun forestille mig, at det ville være yderst gavnligt for jeres søn at lære at meditere - og forfatteren, Eline Snel, har åbenbart mangeårig erfaring med at lære børn at meditere. Det er vel et forsøg værd! 

Ja, det var hvad jeg kunne komme i tanker om af bud. Hvis jeg nu slet ikke har ramt noget, I kan bruge, så er du velkommen til at skrive til mig igen og give mig nogle flere oplysninger om jeres drengs omstændigheder.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk