Mine piger på 17, 13 og 10 år mangler respekt for mig

Mine piger på 17, 13 og 10 år mangler respekt for mig

Kære Janne,

Jeg håber meget, du kan hjælpe mig, for jeg er ved at køre træt i det her liv, der nu er mit.

Jeg er 49 år, mor til tre piger på hhv. snart 17, 13 og 10 år, alle med den samme far. For små 2 år siden flyttede deres far og jeg fra hinanden og er ved at blive skilt.

Problemet er pigernes manglende respekt for mig. De vil ikke gøre, som jeg beder dem om. "Glemmer" at gøre det, jeg beder dem om, siger "lige om lidt" og det bliver aldrig til noget, eller gør det bare ikke. Vi har talt om det flere gange, hvor jeg har fortalt dem, at de med deres opførsel gør mig ked af det, at vi skal hjælpes med til alle sammen at gøre huset til et rart sted at være for os alle. Den midterste (mest følsomme) bliver ked af det og siger undskyld - men der sker jo ingen bedring, så den undskyldning kan jeg ligesom ikke bruge til noget mere.

Den mindste pige på 10 år, siger bare ingenting og virker overhovedet ikke påvirket af situationen.

Der har nok altid været problemer med den manglende respekt for mig - når jeg tænker tilbage. Jeg har altid måttet fungere som buffer mellem deres far og dem i et kompliceret familieforhold. Så jeg har nok derfor også været alt for blød og bøjelig overfor dem. Og nu høster jeg så også frugten af dén adfærd.

Jeg må indrømme, at jeg til tider er så træt af dem (og min egen væremåde overfor dem) - jeg knokler, de nyder. Jeg vil så gerne have brudt dette her uheldige mønster i mit forhold til børnene, hvor de ikke taler pænt til mig (jo, den midterste gør, hun ligner mig, mens den store og den lille ligner deres far mest), og hvor de reelt er ligeglade med, hvad jeg siger. De er ligesom "forsvundet" ind i deres egen verden med iPad, computerspil, Netflix, fjernsyn... og gider ikke rigtig noget andet. De vil fx spille spil med deres far og hans kæreste, men herhjemme gider de ingenting sammen med mig.

Kan du hjælpe mig? Jeg er bare så træt.

Allerbedste hilsner
bekymret mor


SVAR

Kære bekymret mor,

av! Jeg kan levende sætte mig ind i din træthed. Og det lyder for mig, som om den ændring, du ønsker og klart beskriver, og som jeg finder aldeles rimelig, kræver nogle kræfter, som du måske knap nok har. Jeg kan kun forestille mig, at det bliver en længere proces - ligesom at få vendt en supertanker. Det kan godt lade sig gøre, men det er dig, der må stå ved roret og dig, der må vælge en ny kurs og ikke mindst: holde fast i den.

Hvis noget skal blive anderledes, er det først og fremmest dig, der må ændre din måde at være på, måske over for både pigerne og din eksmand. Hvis ikke du gør det, ja, så er der ikke noget, som forandrer sig. Den nuværende situation er alt for bekvem for de andre. De har nok ikke det mindste lyst til, at noget skal blive anderledes. Det er den barske virkelighed.

Forandring kræver støtte

Har du mon kræfter, energi og måske selvtillid til at gennemføre det? Jeg forestiller mig umiddelbart, at du må have brug for støtte. Har du en god veninde eller ven, en søster eller lignende, som kan og vil bakke dig op? Det lyder på det, du skriver, som om du i mange år har accepteret at være den, der bar de daglige byrder. Som bilagde konflikter og servicerede mand og børn. Og som samtidig havde udearbejde. Det undrer mig ikke, at du er træt.

Hvis ikke du har en person nær dig, som kan og vil støtte dig, så foreslår jeg, at du finder en professionel af en slags. Det kan være en privat terapeut, men sådan en er dyr, og det har du måske ikke råd til. (Med mindre du lader være med at betale noget til huset/ husleje … og overlader det til din eksmand? Måske kan han så tage sig sammen til at få gjort noget ved hushandlen. Jeg er lidt bange for, at han heller ikke har respekt for dig, så uretfærdigt det end er.)

Du kan tale med din læge og fortælle, at du har meget brug for noget psykologisk støtte af en slags. Det kan være, der er en familieklinik i nærheden, hvor nogen kan hjælpe dig - eller lægen kan have nogle andre forslag. Støtte må du have!

Små, sikre skridt

Jeg foreslår, at du allerførst gør op med dig selv, hvad du har ressourcer til - gerne sammen med en, som er solidarisk med dig. Det er nemlig vigtigt, at du kun sætter de ændringer i gang, som du er i stand til at følge op på og opretholde. Pigernes manglende respekt for dine ord lyder som et tegn på, at de gennem årene har lært, at de ikke behøver at rette sig efter det, du siger. Det har ingen konsekvenser, at de lader være, og hvad: så klarer mor bare ærterne. Det dur ikke! Der er ikke flere ærter i posen, kontoen er ikke bare tom, den er overtrukket. Ikke mere at hente der.

Første skridt må derfor være, at du finder frem til, hvad du kan og vil forlange af dine døtre - og magter at holde fast i.

Jeg ved ikke, om du stadig er den, som fx ordner alt husarbejde, eller om pigerne har forskellige opgaver, som er deres ansvar, og som de allerede nu tager sig af. Jeg kan have en mistanke om, at du gør alting derhjemme ..?

Hvis det er sådan, så vil jeg foreslå, at du som en begyndelse overlader nogle af de mindre opgaver i huset til pigerne. Nogle, som de selv mærker konsekvenserne af, hvis ikke de ordner dem. Det vil spare dig for at bruge nogle kræfter, og det er desuden rigtig godt for pigerne at have del i ansvaret for jeres fælles husførelse. Det er de rigeligt gamle nok til at have.

Overservicering er ødelæggende

Jeg vil minde dig om, at det slet ikke er godt for børn at blive serviceret i for høj grad. At gøre mere for dem, end de reelt har brug for, er at gøre dem en såkaldt bjørnetjeneste - altså det modsatte af en tjeneste. Når jeg er tilpas gnaven, kan jeg finde på at kalde overservicering en slags omvendt misrøgt: Man forhindrer sine børn i at lære selv at håndtere deres omverden på en aldersrelevant måde. Det er selvfølgelig ikke godt for dem.

Helt omvendt er det nemlig godt for børn at blive mødt med så tilpas store krav, som de nu har alder og modenhed til at kunne klare. Det gør dem selvstændige, styrker deres selvtillid, lærer dem noget nyttigt og nødvendigt om verden - og gør dem behageligere for andre at være sammen med, hvilket blandt andet er til glæde for dem selv.

De daglige pligter

Overvej, hvad dine døtre med rimelighed bør have af daglige pligter, når hele forandringsprocessen er overstået, og vælg så nogle af de enkleste opgaver som en begyndelse.

De burde tage sig af deres egne værelser, deres eget tøj, og en pæn del af deres egen kost. De to store kan helt sikkert selv vaske deres tøj, den lille måske også. Det er let at betjene en vaskemaskine. Hvis den store har sit vasketøj med hjem fra efterskolen, ja, så må hun selv finde ud af at vaske det. Gør hun ikke det, ja, så er det ærgerligt, og så må hun tage sit snavsede tøj med tilbage igen. Er hun vant til, at du gør det for hende, så fortæl hende klart, at det er slut nu.

De hjemmeværende kan sagtens have ansvaret for to ugentlige maddage - enten sammen eller hver for sig, som I nu kan finde ud af det. Det inkluderer indkøb og rengøring af køkkenet bagefter - med mindre du foretrækker noget andet. At de fx altid skal rydde køkkenet efter aftensmaden eller lignende. Din beslutning.

Måske skal du lære noget fra dig, før de kan stege en frikadelle. Ellers kan jeg anbefale den kogebog, der så tankevækkende hedder 'Børnenes koge- og bagebog og også ungkarlenes'. Den kan børn lave mad efter, så snart de kan læse. Jeg ved det af erfaring. Den kan være svær at finde i boghandelen, men findes på bibliotekerne. Jeg har også så sent som i dag set, at Nordea Fonden i samarbejde med bl.a. Komitéen for Sundhedsoplysning har lavet en kogebog til børn, som man kan få tilsendt at betale forsendelsen. Tjek selv på mitkokkeri.dk.

Dertil kommer kaninerne, græsplænen og hvad du nu ellers finder frem til af rimelige ansvarsområder. Læg dem nøje til rette og overlad opgaverne til dine døtre lidt efter lidt i den kommende tid.

Tydelighed!

Jeg anbefaler, at du er meget tydelig. Det betyder fx, at du skriver pigernes opgaver/ pligter ind i et stort skema, som du hænger op et iøjnefaldende sted. Føj de nye opgaver til, efterhånden som du synes, at nu er tiden inde til dem. Skriv gerne i samme skema, hvad dine egne opgaver kommer til at være. Det kan være, du har lyst til at lave deres madpakker om morgenen - eller noget andet. Som en gave til dem! Ikke som noget, de har krav på.

Hold et møde med de tre unge damer og meddel dem, at nu ser virkeligheden anderledes ud. Du vil ikke acceptere den gamle orden mere, fra nu af skal tingene foregå sådan-og-sådan, jævnfør skemaet. Det vil de ikke råbe hurra over. Man afgiver ikke frivilligt sine privilegier. Her er det, at du stille og roligt må holde fast.

Da jeg var midt i trediverne, erklærede jeg på et tidspunkt 'husmorstrejke'. Jeg havde lige skåret og pakket mv. en halv gris til fryseren og havde fået nok. Min ældste datter på 11 år brast spontant i gråd, da jeg fremsatte min erklæring. Det var jo verden, der styrtede i grus! Hun overlevede dog og fik ingen traumer af den grund. Sikkert tvært imod.

Overgangsperiode

Jeg tror, at du også må gøre opmærksom på, at det fra nu af er pigernes helt eget ansvar, at opgaverne bliver udført. At du har overvejet de forskellige opgaver nøje, og at du er helt overbevist om, at de sagtens kan klare, hvad du nu har tildelt dem. Du har desuden ikke tænkt dig at være slavepisker. Hvis ikke de ordner tingene, som de skal ordnes, ja, så bliver de ikke ordnet. Ikke noget rent tøj. Ingen aftensmad - eller hvad det nu kan være, der måske er blevet forsømt. Og meget vigtigt: Du gør det ikke for dem. Det vigtige er, at du tydeligt meddeler dine døtre de ændringer, du har besluttet - og at du ikke giver køb på dem. At du holder fast.

Du er nemlig kaptajnen og den, som har det overordnede ansvar. Du ved noget om tilværelsen, som de ikke har nogen anelse om - endnu. Det er derfor, du skal bestemme. Og du må selvfølgelig være parat til at acceptere, at jeres dagligdag kan komme til at blive noget utjekket i en periode. Igen: Lad være med at sætte mere i gang, end du selv kan klare at holde fast i.

Svag opdragelse

Jeg giver dig lige et link til en interessant artikel, jeg læste på Berlingske Tidendes hjemmeside forleden: Svag opdragelse giver svage børn. Jeg tillader mig at citere fra artiklen, som er skrevet af cand.scient.pol. Amalie Lyhne:

En svag opdragelse betyder ikke nødvendigvis, at forældrene undgår konflikter og grænsedragning. Alle forældre vil deres børn det allerbedste, og det er trods alt kun de færreste, der aldrig siger nej eller skælder ud. Nej, problemet er ikke, at mange moderne forældre ikke forsøger at opdrage - problemet er, at de fejler. Talrige voksne mennesker, som ellers er stærke på alle andre områder af deres liv, bliver pludselig svage, når de står over for deres børn. De taber konflikterne og må se deres nej'er ignoreret og deres grænser overskredet gang på gang.

I en hverdag med børn er der konflikter hver eneste dag. For eksempel den klassiske "Må jeg få en is?"-konflikt, "Du skal rydde op"-konflikten, "Du skal i bad"-konflikten og "Nu har du spillet nok iPad"-konflikten. Jeg forstår godt - jeg kender det fra mig selv - at man ikke altid har tid og overskud til at vinde konflikterne. Men så skal man simpelthen lade være med at tage dem. Der er ikke noget galt med at lade barnet få en is, springe et bad over eller lade skærmtiden tage overhånd på en stresset dag. Det tager hverken børn, forældre eller folkesundheden skade af. Men det må og skal være forældrenes klare beslutning, at det er sådan, det er i dag.

For mens lidt afslappethed og lidt regelopblødning ikke skader spor, så skader det i høj grad at tabe konflikter og ende med et ja, selvom man først sagde nej. For så lærer man sine børn at plage, at klynke og at forstyrre. Man mister sin autoritet som forælder, og barnet bliver utrygt: "Man kan åbenbart ikke stole på, hvad mor siger, og far er ikke sikker på, hvordan reglerne er - så må jeg vel selv finde ud af at indrette min hverdag."

Når jeg læser dit brev, kommer jeg til at tro, at det lige præcis er det, du gør: taber dine konflikter. Det er det, du må holde op med. Det er det vigtigste, tror jeg.

Ikke være offer

Videre: Når jeg læser, at du har sagt til dem, at de med deres opførsel gør dig ked af det, så lyder det for mig, som om du appellerer til dem som dine ligemænd. Jeg ved jo ikke, hvordan du lyder, når du siger det, men jeg ved, at hvis du lyder bønfaldende, så fremstår du let som et offer og som en underhund. Som en, der i virkeligheden siger: 'Hav nu medlidenhed med mig, hjælp mig.'

Men det kan du ikke bede dine børn om. De skal være helt voksne, før det måske kan trænge igennem. Det er ikke underligt, hvis det preller af på dem. De forventer, at det er dig, som styrer, og gør du ikke det - ja, så er det, de mister respekten.

Venlig hilsen
Janne Hejgaard

Mejeriernes Skolemælksordning | Agro Food Park 13 | DK-8200 Århus N | Tlf 8731 2140 | Fax 8731 2001 | skolemaelk@mejeri.dk